Oldtidsminder i Ølstykke Stationsby

I Ølstykke Stationsby er der tre gravhøje, den ene med en flot jættestue. De ligger alle tre i gåafstand fra S-togstationen.

Hængehøj

Rundhøj ved biblioteket på Rådhus Allé. Rundhøjen er ikke udgravet og er derfor ikke nærmere dateret end oldtiden.

Ved højen er der opsat en genforeningssten med teksten “SØNDERJYLLAND 1864 1920”. Højen ligger på en bakke omgivet af træer og krat. En trappe fører fra vejen op til højen og genforeningsstenen. Stenen blev afsløret på Genforeningsdagen 1920 og er opsat på initiativ fra Ølstykke Sangforening.

Rundhøj på Ørnebjerg

Den næste gravhøj stå også på en bakken, kaldet Ørnebjerg. Du finder den ved Udlejre Kirke.

“Paa Fladen af en høi, beplantet Banke: “Ørnebjerg” med brat Affald til alle Sider ligger en smukt rundet Høi, omtrent 50 Fod i Tværmaal og 6-8 Fod høi. Paa Resten af Bankens Flade ligger en Del store Sten. Paa de runde Sandbanker østlig for Ørnebjerg mindedes man ikke, at der havde ligget Høie.”
(citat: Nationalmuseet, 1875)

Harpagers Høj

Den tredje rundhøj ligger ved Ahornvej. Rundhøjen rummer en imponerende jættestue med 13 bæresten og 3 dæksten samt en gang ind/ud. Højen er omtrent 22 meter i diameter. Rundhøjen blev udgravet i 1834.

Harpagers Høj / Stuehøj blev restaureret af Nationalmuseet i 2006. Under arbejdet fandt man en flintøkse og to flintdolke fra bondestenalderen. Der dukkede også en ragekniv fra bronzealderen frem.

Harpagers Høj er brugt til begravelse af områdets stormænd igennem en lang periode.

Af oldtidsminderne i Brødeskov

Brødeskov er en lille, hyggelig skov syd for Hillerød – øst for Nørre Herlev. I skoven er der flere gravhøje fra oldtiden, hvoraf nogle er seværdige.

Pughøj

Pughøj er en velbevaret og flot rundhøj. Højen har givet navn til den nærliggende Pughøjvej. Højen er ikke udgravet, men er formentlig fra bronzealderen.

“Puge” er et gammeldansk ord for overnaturlige væsner. Ifølge lokal overtro bor en nisse i højen.

Dysse i skoven

Lige udenfor indhegningen til Brødeskov Kaserne ved Lundsbjergvej ligger en rundhøj med en smuk dysse. Anlægget er dateret til stenalderen.

I den store dæksten er der en øst-vest-vendt rille.

Inde i skoven

Imellem Pughøj og dyssen ved kaserne findes tre fine rundhøje.

Nord for Holtevej ligger en halvanden meter høj rundhøj med en lavning i top.

Nær t-krydset hvor Mosevej rammer Holtevej findes en rundhøj med en stor sten på toppen.

Ved Mosevej står en to meter høj rundhøj. Højen har et større gravet hul i den ene side.

Ved Hestehavevej

Vest for Hestehavevej findes en rundhøj. Den er ikke stor, men rager omtrent et meter op over terrænet. Højen er synlig fra vejen.

Ved Brødeskovvej

Hvor Mosevej møder Brødeskovvej ligger en klejn rundhøj. Højen raver knap en meter op og synes ikke at så meget.
Google Maps: 55°53’36.6″N 12°18’12.5″Ø

Ikke langt derfra, men på modsatte side af Brødeskovvej ligger en sløjfet stengrav med spredte sten.