HCA maraton : sub 03:20

Odense. 25. september 2022.

Resultat

  • Startnr.: 677
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 144 af 871
  • Placering mænd: 131 af 688
  • Placering mænd 50-54: 16 af 87
  • Tid: 03:18:33
  • Tempo: 04:42 min/km
  • Hastighed: 12,75 km/t

Mellemtider

  • 10 km [10 km]: 00:47:17 / 00:47:17 / 04:43 min/km
  • 20 km [10 km]: 00:47:44 / 01:35:01 / 04:46 min/km
  • halvmaraton [1,1 km]: 00:04:57 / 01:39:58 / 04:30 min/km
  • 30 km [8,9 km]: 00:41:20 / 02:21:18 / 04:38 min/km
  • 40 km [10 km]: 00:47:22 / 03:08:40 / 04:44 min/km
  • maraton [2,195 km]: 00:09:53 / 03:18:33 / 04:30 min/km

Løbsoversigt

HCA Marathon er et hurtigt løb – hvis du vil. I 2019 blev løbet kåret som det hurtigste marathon i verden målt ud fra gennemsnitlig sluttid. Så at være hurtig er der en del der vil.

Det kan godt være jeg er ved at være en gammel stabejs, men når jeg tager mig sammen kan jeg også få lidt fart i fødderne.

Fartholdere med balloner.

Det er nok langt fra Michael Stewart Fogh (02:30:28) der var den hurtigste herre ved året HCA maraton – og Claus Mathiasen (02:54:13) der var den hurtigste mand i min aldersgrupper. Men jeg er ganske tilfreds med 03:18:33. En fin forbedring af min pr, som ind til i dag hed 03:25:16.

Ulrik # 1.000

Der er 870 seje mennesker der i dag har gennemført et maraton. Men én overstråler os alle: Ulrik Pihl.

Ulrik Pihl løb i dag sit maraton nummer 1.000. Vildt imponerende. Med mine 248 maraton reduceres jeg til en ren maraton-novice i Ulriks selskab. Men jeg nyder hans varme, fynske venlighed når vi mødes.

I 2013 gennemførte Ulrik sit maraton nummer 100 og kom med i Klub 100. Ulrik blev den første i Danmark, der gennemførte et maraton i alle landet 98 kommuner. Mig bekendt, er det kun David Bredo der siden har nået målet med et maraton i hver af kommunerne i Danmark.

En mand med 1.000 maraton på cv’et.

Ulrik løb sit første maraton til HCA maraton i 2006 – så det er velvalgt, at det er til HCA maraton, at han runder de 1.000 gennemførte maraton.

I følge Verdensranglisten (med løbere der har løbet minimum 300 maraton), er der 41 mennesker i verden der har løbet 1.000 maraton. David Brede fra den danske Klub 100 maraton kender dog til 3 løbere som har passeret de 1.000 maraton siden Verdensranglisten sidst blev opdateret (31. december 2021).
Det er et meget eksklusivt selskab som Ulrik Pihl er blevet en del af.


HCA maraton # 22 – mere end et løb

  • Arrangører: HCA maraton
  • Land: Danmark
  • Start: Odense Idrætspark
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 3.444
  • Sko: Adidas Adizero Sub2

HCA maraton

Kokkedal maraton : tung trail

Kokkedal. 3. september 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:57:42
  • Tempo: 07:03 min/km
  • Hastighed: 8,5 km/t

Løbsoversigt

I Kokkedal har Gert Jensen efterhånden arrangeret cannonball-løbet Kokkedal maraton nogle gange. I dag passer det endelig ind i vores kalender, så mig og Mette kan løbe med. Vi ankommer planmæssigt en halv times tid inden start, og når knap nok at kommer ud af bilen, inden vi er inviteret indenfor til en kop morgenkaffe.

Gert har fire rute som han skifter mellem. I dag er vi heldige og skal løbe den ene af de fire ruter, som er kategoriseret som en trailrute.

Ruten er markeret med små, røde flag og lyserøde kridtpile.

Klokken nærmer sig otte, hvor der er start på dagens løb. Vi forlader den varme stue og går ud på Skovbrynet, hvor der er opsat et fint, lille depot og tegnet en start/mål-linje på vejen. Gert byder velkommen og introducere ruten.

Vi er en lille flok i dag. Fem løbere er tilmeldt maratondistancen og en enkelt (Mette) står klar til at løbe et halvmaraton. Efter at alle har fået satellitforbindelse på deres løbeur, sætter vi i gang.

Ud ad Kokkedal er der en tynd, grøn naturstribe, Å parken, der følger Usserød Å ud af byen. Det er her vi løber. I starten løber vi på fine, jævne grusstier. Efter knap to kilometer krydser vi Ullerødvej og rammer et fint singletrack, der følger å-løbet mod nord.

Usserød Å.

Da jeg rammer de tre kilometer, har jeg lige forladt det smalle spor langs åen og løber på en mark. Der er muldjord under skoen et kort stykke inden markeringsflagene leder mig ind i skoven ved Nivå Kirke. Her er igen et lækkert spor og vi kommer rundt i hele den lille skov.

Herefter krydser vi et åbent område som en lille flok køer afgræsser. Stien er ikke lige tydelig alle steder, men der er sat markeringsflag i nogle af de småbuske er står her og der. Inden vi igen krydser Ullerødvej, er der en kort passage gennem lidt tilgroet småskov.

Vi er tilbage på de jævne grusstier. Ruten tilbage herfra til Skovbrynet afviger kun en smule fra turen ud. Men inden vi kan gå i depotet og tanke op til næste runde, er der en lille rundtur i skoven syd for Skovbrynet.

Turen gentages seks gange for et maraton.

Det er en langsom dag i løbeskoene. Anden runde blive en smule hurtigere end første runde. Og jeg tænker egentlig, at tempoet skal yderligere op, men det sker ikke. Tværtimod. Kroppen er tidlig tung og træt. Det bliver en af de dage, hvor jeg bare skal stille og roligt igennem. Heldigvis er det en smuk rute, så det er fint med tid til at nyde naturen omkring Usserød Å.

På sidste runde finder jeg mp3-afspilleren frem og sætter færøske Svartmálm på – et passende soundtrack til en tung dag i trailsporet.

Brombær

Dagens løb er navngivet Brombær trail. Det var ikke fordi der var masser af brombær på ruten som jeg kunne spise. Men efter løbet serverer Gert en dejlig hjemmebagt brombærkage med kaffe.

“Brombær (norsk Bjørnebær ell. Brambær) er en folkelig Benævnelse for forsk. i Norden vildtvoksende og tillige for visse fremmede, i Haverne dyrkede Rubus-Arter med i moden Tilstand meget mørke, næsten sorte Frugter, der er spiselige.”
(citat: Salmonsens konversationsleksikon : Bind IV: Bridge-Cikader, 1916)

Jeg må have et ekstra stykke af kagen, inden vi kan vende snuden hjemad.

Af fem deltagere på maratondistancen var det kun tre der gennemførte, mens 100% af løberne på halvmaraton gennemførte.


Kokkedal maraton – brombær trail

  • Arrangør: Gert Jensen
  • Land: Danmark
  • Start: Skovbrynet, Kokkedal
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 6
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

Kokkedal maraton