Skive. 4. februar 2024.
Resultat
- Distance: maraton
- Tid: 03:55:00
- Tempo: 05:34 min/km
- Hastighed: 10,8 km/t
I dag er en løbefestdag: Skive maraton fylder 2 år. Maria løber sit maraton nummer 100. Rita løber sit maraton nummer 100. Vi er 100 deltagere, der har fundet vej til Hancock Arena, hvor der er start, depot og mål.
Jeg ankommer i god tid. Bruger lidt tid på at orientere mig – jeg er jo i den anden ende af landet, hvor sædvanerne godt kan være lidt anderledes. Finder et omklædningsrum, her er der en lille flok hanløbere, der er i gang med at blive klar til dagens løb. Jeg parkerer min taske og går tilbage til entren til stadion hvor folk samles.
Det har regnet lidt og vejret er ikke noget at råbe hurra for. Vejrudsigten på yr.no siger “Stiv kuling fra vest med vindkast på 24 m/s”. Vi er i det vestlige Jylland og må forvente lidt vind.
Jeg får hilst på de to jubilarer og andet godtfolk. Tiden går og vi nærmer os start, og vi får besked på at trækker ud på stadion.
Start/mål er ved tribunen på stadion. Hancock Arena har 523 overdækkede siddepladser og her har Skive IK hjemmebane.
Maria og Rita byder velkommen, introducerer ruten, der er en 5,3 km runde. For hver omgang skal vi skifte retning, så vi alle møder hinanden mange gange.
Fællesfoto. 3 – 2 – 1: Start.
Feltet af maraton- og halvmaratonløbere forlader stadion. Maria og Rita starter i front og holder hæderspladsen et lille stykke.
Vi passerer Engvej og løber langs Karup Å ud mod den lange træbro, der er placeret ved åens udløb til Limfjorden. Over broen og videre ad Fjordvej og Nordhavnsvej/Starndvejen.
Vi forlader kysten ved Resenlund. Hidtil har ruten været ganske flad, men det slutter nu. Vi løber op i Krabbesholm Skov. Her er der bakker – lige ind til vi kommer ud af skoven igen ved krydset Dronning Louises Vej/Havnevej. Så er vi tilbage i et fladt landskab, og tæt på stadion med depot og hvor jeg vender rundt for at løbe den modsatte vej.
Op i bakkerne i skoven igen. Ud til kysten og videre tilbage mod den lange træbro. Og her, i landskabet omkring broen, der kan vi mærke den vind, som yr.no lovede.
Festen
Efter fire gange den ene vej og fire gange den anden vej når jeg i mål. Der er tid til et bad og kaffe med kage, inden Maria og Rita bliver klappet i mål. Nu er der fest i VIP-lokalet på 1. sal i stadionbygningen. Mere kage og kaffe. Og varm suppe. Det gør godt på en halvkold dag som i dag.
Kurt holder en fin tale om løbeoplevelser og venskaber. Maria og Rita få fine gaver og der kommer en tale mere. Der tages billeder af Maria og Rita med deres certifikat fra Klub 100, det officielle bevis på at de er lidt tossede. Dagens to hovedpersoner holder tale om Skive maraton, løbevenskaber og andet godt fra løbelivet.
Vi er nået godt hen på eftermiddagen og jeg har en lang køretur hjem, så efter talerne stikker jeg af.
Skive
Nordvest for Viborg, hvor Karup Å har sit udløb til Limfjorden ligger Skive. Det menes, at byen opstod i 1100-tallet ved et vadested over Karup Å.
Skive er det administrative centrum i Skive kommune. På kommunevåbenet vises en bro over Karup Å og en ørred. Sidstnævnte henvises til fiskeriets tidligere betydning for Skive.
Skive kommune dækker et areal på 683,50 km² og der bor 45.069 (2023) indbygger i byen. Det giver en befolkningstæthed på 66 indbyggere per kvadratkilometer. 20.176 af kommunes indbyggere bor i Skive by.
—
Skive maraton – 2 år | 2 x 100 maraton
- Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
- Land: Danmark
- Start: Hancock Arena
- Distance: maraton, halvmaraton, runder á 5,3 km
- Underlag: asfalt, grus, jord
- Deltagerantal: 100
- Sko: Adidas Energy Boost