Jeg er kommet på Verdensranglisten (World MegaMarathon Ranking). Men hvad er nu det, tænker du nok. Og hvor langt nede på listen er jeg havnet?
I mange landet findes der nationale Klub 100-klubber, hvor maratonløbere kan blive medlem når de har passeret 100 maraton. Som medlem kommer løberne på en national rangliste over maratonløbere med minimum 100 gennemførte maraton. I Danmark har vi Klub 100 maraton. Jeg passerede de 100 maraton i 2017 og har siden været medlem af den danske klub 100.
På verdensplan findes der ikke en samlet liste for løbere med 100 maraton på løbecv’et. Den ville også blive en ret lang liste. Men der er World MegaMarathon Ranking (WMMR) som registrerer alle løbere med mindst 300 maraton eller ultraløb på cv’et.
I den danske Klub 100 maraton tæller maratonløb på ranglisten – og kun maraton. Så når jeg står noteret med 334 løb på listen, er det fordi jeg har løbet 334 maraton. Sådan er det ikke i alle klub 100-klubber. I Sverige tæller både maraton og ultraløb på den nationale liste. Når Johan Melin står noteret med 457 løb på den svenske liste, er der fordi han har løbet 457 løb på maratondistancen eller på ultradistancer.
På ranglisten i Klub 100 maraton har jeg pt. en placering som nummer 74, med mine 334 maraton. På klubbens hjemmeside, er der også en liste med de medlemmer der er på Verdensranglisten. På den liste er jeg placeret som nummer 69. Det er fordi, at jeg på den liste står registeret med 32 ultraløb ud over mine 334 maraton. I Verdensranglisten-regi står jeg noteret med 366 løb.
Verdensranglisten
Verdensranglisten opdateres én gang om året, med det antal løb, som de enkelte løbere har registret ved årets udgang. Så min første notering på listen, er ud fra antallet af registrerede (og gældende) maraton og ultraløb pr. 31. december 2024: 366.
På verdensranglisten 2024 er der 1.284 løbere, heraf 101 danske. Tyske Christian Hottas topper listen med 3.330 maraton- og ultraløb. Nummer to på listen er Sigrid Eichner med 2.394 løb, og hun er dermed den kvinde i verden, som har løbet flest maraton eller ultraløb.
Den dansker som ligger bedst til, er fynske Ulrik Pihl med 1.267 løb og en placering som nummer 25.
Jeg er indplaceret noget længere ned at listen, på en 816.-plads. Pladsen deler jeg med japanske Hiroyuki Makuta og slovakiske Frantisék Michalička.
Verdensranglisten er udarbejdet af Kazuyoshi Iida fra den japanske 100 Marathon Club. Som en lille bonusting, er mit navn blev transskriberet til japansk. Det lyder: スネ フネベル