Gadekæret – landsby i byen

Gadekæret er lidt anderledes end resten af Ishøj. Området er bygget som en byenhed og når jeg løber gennem området får en fornemmelse af landsby. Det er nok ikke helt ved siden af.

Som der står en en omtale i Arkitektur 1977, nr. 8: “Den [Gadekæret] ligger umiddelbart ved et af Køge Bugt-planens store etagehusbebyggelser, og den må uundgåeligt opfattes som et bevidst formet alternativ til 60’ernes uniforme etagehusmiljøer. Det er en revaluering af de gamle småbysamfunds kvaliteter: variationen i bebyggelse indenfor beslægtede bygningstyper, de relative lave hushøjder, det uregelmæssige gadenet, intimiteten i de smalle gader og stræder, og fællesskabets symboler, torvet og grønningen.”

Gadekæret. Almennyttige boliger. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

Og det er intimt, særligt synes jeg, når jeg på en sommerdag bevæger mig ned gennem de små bagage og møde beboer i gang med at klippe hæk eller på vej videre. I midten af de hele er en sø – eller om du vil et gadekær. Her er åbent og hyggeligt med bro, træer og ænder.

Gadekæret, altså søen midt i boligkomplekset, er ikke en naturlig sø. Da området stadig var landbrugsjord var der et sumpet område på en mark. Det valgte KBI at udgrave, fylde med vand og indrette til regnvandsbassin for bebyggelsen.

I landejendommen Mosegård er indrettet beboerhus. Mosegård ligge ved den ene af to fællesområder med suppleringsrum. Her er der bl.a. en lokalkøbmand. Parkeringspladserne er placeret i byggeriet yderkant, så vejnettet mellem boligerne er forbeholdt bløde trafikanter.

Bygningerne er opført af sandwichelementer af beton, udført med en okkerfarvet forstøbning. Den gullige farvenuance hedder Frederiksberg gul.

Landsbystemningen udstreges af gadenavnene: Brolæggerpladsen, Bødkerpladsen, Drejerpladsen, Kærgangen, Murergården, Ovenkæret, Skrædderpladsen, Spindestræde, Spolestræde, Sættergården.

Begyndelsen

Arkitekterne bag udformningen af Gadekæret var Kooperativ Byggeindustri a/s (KBI). Gadekæret blev bygget med 563 boliger og en række suppleringsrum. Husene variere fra en til tre etager – dog er to-etagehuse fremherskende. Husene er opført i 1975-79 med Vridsløselille Andelsboligforening som bygherrer.
KBI havde tidligere stået bag byggeriet af Vejleåparken.

Vridsløselille Andelsboligforening havde rødder i det utraditionelle og politisk markerede boligmiljø i Albertslund. Dengang var foreningen toneangivende og progressive i boligdebatten omkring tæt-lavt byggeri og beboerdemokrati.

Ambitionerne var store og “Gadekærets fædre havde sat sig sammen og besluttet, at nu skulle det gøres ordentligt, nu skulle det bevises, at man sagtens kunne bygge stort uden at det gik ud over livskvaliteten. Samtidig skulle det demonstreres, at godt byggeri, perfekte livsbetingelser og gennemtænkte løsninger kunne bringes i front uden at det blev rasende dyrt – at bygge og at bo i.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)
I 1979 lå den månedlige husleje mellem 530 og 2600 kr.

Gadekæret består af et samlet areal etageareal på 67.500 kvadratmeter, inklusiv plejehjemmet. Det dækker et grundareal på omtrent 225.000 kvadratmeter.

Gadekæret, anlægsfasen. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

I Byggeindustrien (1977, nr. 10) skrev Henrik Nissen: “Gadekæret er et godt eksempel på, hvorledes en dristig boligforening i samarbejde med et fremsynet projekteringsteam har realiseret en række af de nye idéer, der er aktuelle i den danske boligdebat”.

Priser og berømmelse

I 1978 tildelte Betonelement-Foreningen Betonelement-prisen til arkitekt Knud E. Rasmussen med begrundelsen: “Med pressen som lidenskabelig bannerfører har udtryk som betonslum, betonskuffer og betondepressioner været daglig kost på mange avisers forsider. Det må være ubegribelig mangel på omtanke, der får hæderlige journalister til at deltage i så urimelig forfølgelse. For lige så lidt som der findes grimme toner eller grimme farver, der der grimme materialer, men der findes skrækkelige måder at sætte tonerne sammen på, talentløse måder at sætte farver sammen og menneskefjendske måder at bruge materialer på. Men materialerne er uden skyld.
(…)
Bygningsblokkene måtte placeres så en enkelt kran eller to kunne klare hele montagen uden at man behøvede at flytte sporene mere end højest nødvendigt. Det er blandt andet bruddet med kransporets tyranni, der placerer Gadekæret i særklasse. Hver enkelt gade eller stræde og hvert eneste grønområde i bebyggelsen har fået en rumlig identitet, der adskiller den fra de andre, og uden at være kaotisk er bebyggelsesplanen meget oplevelsesrig, og man kan færdes korte og lange ture i bebyggelsen og stadig møde nye udtryk.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)

Renovering

I 2012-1014 blev Gadekæret renoveret. Badeværelserne blev fornyet og der blev sat mekaniske ventilatorer op i boligerne. Døre og vinduer blev udskiftet og der blev foretaget sokkelisolering samt facaderenovering og opsætning af nye indgangspartier.
12 grønne områder blev også renoveret bl.a. med nye legepladser.

Inden renoveringen blev sat i gang havde mange boligernes badeværelser så utætte gulve og skimmelsvamp. Indeklimaet i bebyggelsen er generelt meget dårligt. Så det var godt der skete noget.

Jubilæum 2017

I slutningen af maj 2017 havde Gadekæret 40 års jubilæum. Jubilæet blev markeret med en fest ved gadekæret hvor der var musik og forskellige boder.

Avisen Sydkysten (23. maj 2017, uge 21) havde et interview med Alice og Torsten Lynge der har boet i Gadekæret siden boligerne blev opført. De første lejligheder blev udlejet i 1977. Alice og Torsten flyttede ind i september 1978.

Parret lod sig lokke fra Vallensbæk til Ishøj med udsigt til at få egen have. Med to børn var det ønskværdig med en have lige udenfor døren.

Til Sydkysten sagde Torsten: “Da vi flyttede, tænkte vi at her var et sted, hvor vi følte os tilpas fra starten. Livet har været godt her for os i Gadekæret”. Og fortæller videre om de mange år i Ishøj: “Vi har aldrig haft tanker om at flytte herfra. Folk skifter hus hvert tredje eller fjerde år. Jeg fatter ikke tanken. Vi har følt, at det var her, vi skulle leve vores liv”.

Alice supplere: “Vi glæder os over, at vi bor her hver dag. Vi tænker ikke på store ferier, vi vil hellere være i vores have”.

Gadekæret VA afd. 12

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.