Succes maraton : Succes-tur

Vestsjælland. 31. marts 2019.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:52:02
  • Tempo: 05:30 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

Succes maraton har hjemme i Næstved, hvor løbet afvikles af Morten Blok. I dag har han flyttet løbet til Vestsjælland. Her bliver det afviklet på en rundstrækning på Mindeshoved ved Skælskør.

Landskabet på Mindeshoved er fladt. Det er sparsom med træ og i dag blæser det. En kølig vind fra nordvest kommer med god fart ud fra havet.

Inden vi går i gang siger Morten pænt goddag og konstatere at vi vist alle har løbet en del cannonball, så han ikke behøver at bruge tid på regler og praktik. Et fællesfoto og så af sted.

Vi starter på Gaden (ja, det hedder vejen) og løber op til Mindeshovedvej hvor vi drejer til venstre. Op mod vinden. Den kan mærkes i dag. Vi følger Mindeshovedvej til Gedehavevej, hvor vi drejer til højre Her løber vi lidt langs Skælskør Fjord og vinden kommer i ryggen.

Vi fortsætter ad Gedehavevej, ind til vejen rammer Mindeshovedvej. Vi drejer til højre, løber lidt ad Mindeshovedvej ind til vi kommer til Gaden, her skal vi en tur i depotet.
Repeat: Af sted ad Gaden. Syv gange skal vi gennemløbe ruten og så slutter vi med en epilog frem og tilbage ad Mindshovedvej.

Der er flere flotte udsigter på ruten. Her løber vi langs vandet.

Vejret er besværligt i dag. Sådan er det gerne i skiftet mellem vinter og sommer – og vice versa. Når vi løber i modvind er det koldt og der kommer handsker på. Når vi drejer ned ad Gedehavevej og får vinden i ryggen, gør solen at det er varmt. Lidt for varmt til alt det tøj jeg har på. Men jeg kan ikke undvære den vindtætte jakke i modvinden.

Fra den ottende kilometer ligger en løber i blå jakke sig forrest. Efter sidste weekendens Trailman Ultra har jeg egentlig en plan om at tage det med ro i dag. Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg skal sætte tempoet lidt ned, men jeg slipper ikke den blå løber af syne og lader mig trække med.

Afstanden mellem os svinger fra omtrent 400 meter og en lille kilometer. Vi nærmer os de 30 kilometer og jeg begynder at trække ind på den blå løber. Inden den sidste hele runde går vi stort set samtidig i depot. Ikke længe efter er det mig der ligger i front.

Det var ikke meningen. Benene har stort set fra start været trætte, så nu er det ingen undskyldning, at de stadig er trætte. Der er heller ikke nogle højdemeter som jeg kan undskylde mig med. Det er ikke andet at gøre end at holde på og holde tempoet.

Mål! Helt alene. De tre løbere på halvmaratondistancen er for længst taget hjem. De fire andre maratonløbere er alle ude på sidste runde.
Notere min tide og skifter til tørt tøj inden jeg spiser en medbragt proteinbar og drikker lidt sodavand.

Den eneste løber der ikke nået i mål inden jeg kører hjemad, er Morten – så jeg får ikke sagt tak for i dag. Det var ellers en fin rute han har lavet. Den gad jeg godt genbesøge på en sommerdag.


Succes maraton # 124

  • Arrangører: Morten Blok
  • Land: Danmark
  • Start: Gaden, Skælskør
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Sko: Adidas Ultra Boost LTD
  • Deltagerantal: 8

Succes maraton

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.