Eventyrsport arrangerer løb forskellige steder rundt om i landet. I dag besøger de Gribskov og så vil jeg da løbe med.
I den lange række af tåbelige løbelege, har jeg fundet på, at jeg vil løbe alle veje/stier i Gribskov (det kommer til at tage noget tid). Derfor har jeg et par gange startet mine løbetur fra Kagerup Station – og jeg kender parkeringsforholdene. Derfor tager jeg toget i dag. Det giver ventetid inden og efter løbet. Til gengæld slipper jeg for det parkeringshelvede, jeg tænker, der opstår.
Jeg ankommer med toget og har masser af tid til at finde Bakkehus, hvor der er start og mål for dagens trailløb.
Bakkehus.
Der er fine toiletter ved Bakkehus og lidt inde i skoven, er start- og målområdet med bagagedrop og startnummerudlevering for dem, der ikke allerede har hentet startnumre i Eventyrsports forretning i Hillerød.
Dorte Dahl introducerer ruten inden start. Det er også hende, der har valgt de stier og veje, vi skal løbe på. Det skal vise sig, at hun er ligeså god til at finde stier, som jeg er, (nogle forstår hvad jeg mener – og ellers må du undskylde, at jeg bliver lidt intern).
Vi bliver sendt ud i skoven til lyden af AC/DC’s “Thunderstruck”. Vi når knapt ud af startområdet, inden vi rammer de små etsporstier.
Det er lidt køligt, men når først vi er i gang, bliver kroppen varm.
Vi løber i skoven syd for Kagerup Station og mellem Gribskovvej og Gribskovbanen. Ind imellem kommer vi ud på de bredere skovveje, men Dorte har været god til at finde de fine spor i Gribskov.
Da det har regnet de seneste dage, er underlaget fugtigt nogle steder. I dag er det tørvejr, der er lidt vind, som vi ikke mærker meget til i skoven, og solen skinner. Varmt er det nu ikke, men vi er også sidst i september, så det er vel forventeligt, at det begynder at være lidt efterårsvejr.
Det første depot passerede jeg ved omkring 3 km. Efter 12 kilometer er det andet depot. Vi er ved Gribsø og efter depotet, fortsætter ruten i skoven på vestsiden af Gribskovbanen.
Ruten er fint markeret med små flag.
Der er lidt flere højdemeter på den anden del af rundstrækningen. Ifølge Garmin var der 132 højdemeter på de første 10 kilometer og 163 højdemeter fra 10 til 20 kilometer. Det føles som om forskellen er større, men det er nok bare fordi benene var friske fra start – og det er de ikke længere.
Vi kommer tilbage til depotet ved Gribsø. Herfra er der kun et par kilometer til mål. Afslutningen er et slalomløb mellem løbere, der er ude på 7 kilometerrunden, og som tilsyneladende ikke har travlt med at komme rundt.
En af dagens forhindringer forceres.
Målgang. Medalje. Proteinbar. Omklædningen er i naturens store fælles omklædningsrum. Kaffekøen er lang, manden ved maskinen langsom og selv om jeg stiller mig i kø i godt tid inden togen kører mod Hillerød, må jeg forlade køen, inden der er gevinst. Så jeg ved ikke om kaffen var god, men det var løbet.
“Navnet Gribskov eller Gripscogh, som det skrives i 1231, fremmaner let tanker om glubende rovfugle. Men formodentlig sigter navnet blot til at jorden har frit kunne “bribes” og tages under plov” (citat: “Danmarks skove” af Henrik Staun og Peter Friis Møller)
Uforbederlige cirkushest i skoven. Genereret med DALL-E.
Jeg uddeler i øvrigt en uforbederlige cirkushest-pin til mig selv. Planen var en rolig tur i et tempo tættere på 06:00 end 05:30. Det ramte jeg helt ved siden af.
Post-Mors: Restitutionsmaraton på Vestegnen. Jeg luntede de første 30 km. Fra 30 til mål ændrede jeg til løb* og gang 5/2. Trætte ben, det er, som det skal være.
Brøndbyskoven ligger mellem Brøndbyøster og Vestvolden. Den første del af skoven blev anlagt i 1952 på Engtoftegårds jorder. Skoven er udvidet siden og strækker sig nu hele vejen til Avedøre Havnevej i øst.
Skoven domineres af bøg, men der er både nåle- og løvtræer i Brøndbyskoven. Ideen med at rejse Brøndbyskoven, var at give Vestegnens flade landskab nogle landskabskvaliteter. Det er da lykkedes.
“Først i 1964 blev Brøndbyskoven åbnet for offentligheden; og det uden megen opmærksomhed, da der var et ønske om at skåne den unge skov for for mange menneskers træden rundt. Skoven var først blevet betegnet “Brøndbyøster Skov”, men til åbningen af skoven var det efter en afstemning i kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune blevet vedtaget at ændre navnet til det lidt simplere navn Brøndbyskoven, som siden har holdt ved.” (citat: “Brøndbyskoven – en guide til historien og naturen : med turforslag” af Tobias Nørresø Haase, 2019)
Mors 100 miles, lige godt 160 kilometer. Øen rundt. Det var weekendens projekt.
Mors 100 miles arrangeres af løbeklubben Pinen og Plagen. Man kunne forledes til at tro, at klubnavnet referere til et par af klubbens trænere. Men mon ikke morsingbo-løberne har hente navnet fra de to færgelejer ved færgeruten mellem Salling og Mors? Pinen på Salling. Plagen på Mors. Ruten blev afløst af Sallingsundbroen i 1978. To af de fem færger, der sejlede på overfarten i 1970’erne hed også Pinen og Plagen.
Friske ben i Nykøbing Mors.
For dem der løber efter podieplacering, er der til Mors 100 miles hovedkonkurrencen på 100 mile. Desuden er der Bjergspurten, Natløbet og Beat the pain.
Bjergspurten er et 1 kilometers stræk med en del højdemeter, sådan omkring 67 km ude på runden. Natløbet er 10 km-løb fra 100 til 110 km, for løber der passerer 100 km efter 21:00, og Beat the pain, det er de sidste 6 km for løber der passerer 155 km efter 06:00.
3, 2, 1, start
Hvornår jeg besluttede at løbe Mors 100 mils ved jeg ikke helt. Men ideen er groet ud af de mange løbere, der glade fortæller om løbet og stemningen på Mors undervejs på de godt 160 km. I lørdags stod jeg der så, på Kirketorvet i Nykøbing Mors, omgivet af 147 andre løbere. Klar til start.
Inden vi får lov at komme i gang, skal vi alle op på scenen og trykke borgmesteren i hånden. Alt til klapsalver fra de fremmødte morsingboere.
Klokken 09:30 blev løbet sat i gang. Som en slags prolog startede vi med at løbe et par omgange i Nykøbing Mors. Efter dobbeltrundturen løb vi ud på landet. Der var mange kendte ansigter, som jeg havde hilst på, på Kirketorvet og de sidste fik et “hej, og god tur”, på runderne i øens hovedby.
Vi er kommet på landet.
Det meste af de første 40 kilometer er i nordlige retning i den østlige side af Mors. Meget landbrugsland og nogle fine stræk langs kysten.
Løbet er skruet sådan sammen, at der er depot for hvert femte kilometer, og langt de fleste løbere har kørende support med. Der var en livlig trafik omkring løbet og særligt på de første depoter var der lidt kaotiske tilstande. Men for hver 5 kilometer bliver der mere afstand mellem løberne og mindre trafik.
Depotet ved 40 og 45 kilometer var samme lokation. Det var vel det sidste småkaotiske depot. Det var et fælles depot, for fra 40 kilometer skal vi ud ad odden til Feggesund havn og tilbage igen. Feggesund havn er rutens nordligste punkt og da jeg drejer rundt ved færgelejet, sagde jeg til et ældre ægtepar, der betragtede løjerne, at nu skulle jeg bare hele vejen ned til sydenden og tilbage til Nykøbing: De replicere med, om jeg dog ikke vil låne deres bil?
Skarrehage.
Der er en forbundethed mellem løbet, løberne og Mors og lokalbefolkningen. Der var overraskende mange morssingboere ude og heppe. I mange landsbyer er der morgenbord med rundstykker og kaffe, hvor lokalsamfundet mødes. De snakker. De hygger. De hepper – på os, lidt underlige typer, der synes det er en fornøjelse at løbe 160 km rundt på deres ø.
It is easy until it’s not
Godt nok afvikles Mors 100 mils i september. Men det var en varm septemberdag. Særlige eftermiddagen var højsommervarm. Jeg kunne godt se, at pulsen røg op, hver gang landskabet gik lidt opad. Selv om jeg gik lidt mere opad bakkerne og forsøgte at holde et fornuftigt væskeindtag, ramte varmen. Lige præcis hvornår krisen begyndte ved jeg ikke. Men ved Djælvebakken hvor der var indlagt en bakkespurt, var jeg urimelig tung. Og ved depotet på 75 kilometer var der nærmest udsolgt. Bum.
På vej op ad Djævlebakken. Foto: Mette Jensen.
Uklar i hovedet og med en mave der lavede ballade, måtte jeg gøre noget. Jeg besluttede at gå de næste 5 kilometer. Afsted gik jeg, med overkroppen i noget der lignede mountain pose, en lang pilatesnakke med dobbelthager og med fokus på vejrtrækningen. Det må have set pudseløjerligt ud.
Det blev til 3 kilometers gang, så var jeg mentalt tilbage igen, maven var blevet roligt og jeg kunne stille og roligt sætte i løb . Jeg var mentalt, hvor jeg skulle være resten af turen, men tempoet fandt jeg aldrig igen, så sluttiden blev noget fra det, jeg havde drømt om inden start.
Halvvejs. Foto: Mette Jensen.
Omkring mig var der fester. Rundstykker og morgenkaffe var skiftet ud med fælles grill og fadøl. Når folk klapper og hepper, siger jeg gerne “tak”. En enkelt gange kom svaret: “Selv tak, så har vi en undskyldning for at drikke øl”. Morsingboerne greb i stor stil anledningen til at holder lokale fester, til glæde for os der løber, men sikkert også godt for det lokale sammenhold.
Ud i natten
Jeg kan godt lige at løbe i mørket og opleve landet i pandelampens skær. Og natten på Mors blev lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Et sted ude i natten ventede Natløbet, hvor alle løbere fik spillet deres musikønske ved målstregen.
Aftenstemning. Foto: Kim Vester Bol.
Jeg havde valgt Finntroll’s Solsagan. Det nummer kan noget, for de 3-400 meter hvor jeg løb til Finntroll, kom der lidt fart i benene og jeg gav horns til Mors.
Finntroll ved 110 km var det første musik, jeg hørte på turen – ud over hvad der nu var ved byfesterne. På 115 km-depotet fik jeg min mp3-afspiller. Jeg havde skiftet min vanlige løbemusik ud med Wardrunas Runaljod-triologi, hvor der i musikken er natur og naturlignende lyde. Det gjorde ikke natte mindre magisk.
Godt 10 kilometer igen. Foto: Mette Jensen. Ben: Jens Mogensen.
Morgenstund
Som en del af den langsomme ende af feltet fik jeg også morgenstunden med. Det var meget heldigt at lyset kom. Jeg havde ikke løbet længe i morgenlyset, da min pandelampe begyndte at vis tegn på, at den ikke kunne mere.
Jeg var inde på den sidste del af rundstrækningen. “Desserten” som en anden løber kaldte det. En stejl tur op gennem skoven ved Sallingsundbroen. Det gik pinligt langsomt fremad, men på den anden side, var jeg kommet så langt, at jeg var sikker på at komme i mål.
Efter bakkerne ved broen ventede et langt lige stykke ind gennem Nykøbing Mors. Jeg var der mens byen vågnede. Morgenfriske håndværkeretyper kørte ud af byen. Der var kø ved bageren og jeg hilste “god morgen” nogle gange, inden jeg drejede ned ad Kastanie Allé for at komme ned til vandet og til løbets sidste stykke hen mod mål.
I mål. Foto: Mette Jensen.
Og selv om det sidste stykke syntes lang, kom jeg i mål, hvor der var hyldest og kærlighed. Da jeg havde krydset målstregen, fik jeg lov at sidde i en stol, drikke en cola, betragte de næste par løbere der kom ind og blive lidt fugtig om øjnene.
Epilog
Første og fremmest en stor tak til Andreas og Mette for deres tålmodighed med mig og for at yde en uerstatteligt støtte og support på alle depoterne. Tak til alle morsingboerne for deres engagement. Det gøre Mors 100 miles til noget ganske særligt.
Det bedst tænkelige support-team.
Der var mange små oplevelser og læringer på turen, som ikke er kommet med her. Jeg lærte blandt andet, at det ikke altid er sjovt at overhale en anden løber. Ikke når vedkommende har krampe i begge ben og desperat forsøger at regne ud, om han kan nå tidsgrænsen hvis han går de sidste 70 kilometer. Jeg vil langt hellere have han et godt stykke foran mig, så jeg aldrig skulle overhale ham.
På positivsiden var der meget. Blandt andet det ældre ægtepar der nussede rundt i forhave ved deres hus i Sønderby og hilste på alle løbere. Jeg tænkte det var langt over deres sengetid, men det var super hyggeligt at de var der, langt ud på de små timer.
Varmen var desværre hård ved mange og 44 deltagere måtte trække sig undervejs. Af uransagelige årsager var der 9, der ikke mødte op til start lørdag morgen.
Der er start og mål ved Det Gule Ishus. Løbets afholdes på ishusets sidste åbningsdag, inden der lukkes ned for vinter.På stranden er der mulighed for at vaske skoene – eller tage den stenede vej.I Tisvilde Hegn.
Aalborg maraton er et nyt maraton-setup arrangeret af et par lokal idrætsforeninger. Vi har taget turen fra Hillerød, så vi kan få hakket Aalborg kommune af på kommunemaratonbingopladen.
Vi vågner på det lokale Danhostel, som har adresse på samme matrikel, hvor der er start og mål: Skansen Idrætscenter på Lerumbakken. Det giver en sjældent rolig pre-løbsmorgen. Desværre serverer Danholstel Skansen morgenmad for sent på formiddagen i forhold til starten på maraton. Vi klarer os med medbragt müsli og hurtigkaffe.
Opvarmning inden start.
Ude af dynerne og i løbetøjet, begiver vi os på jagt efter startnumre. Dem finder vi i en af idrætscentrets haller. Vi har tid til at hilse på løbevenner, inden vi begiver os op til startområdet, hvor vi springer den fælles opvarmning over.
Vi hører ikke så nøje efter hvad der bliver sagt, og da løbet går i gang, er der ingen af løberene omkring mig, der ved om vi skal følge de røde eller de gule flag. Jeg følger flokken og næste gang jeg tænker over farven på markeringsflagene, er der kun én farve at vælge mellem.
Jeg er ud på en halvmaratonrunde med start og mål i Nørresundby. Løbet startede midt oppe ad Lerumbakken. Lerumbakken er rundstrækningens eneste mærkbare højdemeter.
Nu løber vi rundt i Nørresundby ad villaveje og cykelstier. Det sidste stræk, inden vi skal over til Aalborg ad jernbanebroen, løber vi langs fjorden. Lige inden broen er rutens første depot med vand og frugt.
Ud af startområdet og op ad Lerumbakken.
Søndenfjords fortsætter ruten omtrent 3 kilometer mod vest. Her er havnemiljø og nogle fine strækninger langs Limfjorden. Efter Marina Fjordparken drejer ruten ind i landet. Vi løber ad stier og småveje ind til 12 km, hvor vi rammer Peder Skrams Gade.
Peder Skrams Gade følger vi en lille kilometer, inden vi løber ned på havnepromenaden, som vi følger et godt stykke mod øst. Ved Aalborghus drejer vi omkring og følger Slotspladsen/Strandvejen til Limfjordsbroen, som vi passerer.
Tilbage i Nørresundby nærmere vi os afslutningen på omgangen. Det er ikke de meste interessant kilometer på rundstrækningen.
For at få kilometer nok til at maraton, må jeg det hele igennem en gang til.
Ad en cykelsti i Nørresundby.
Aalborg
Aalborg er Danmarks fjerdestørste by og er uddannelses-, erhvervs- og kulturelt centrum i Nordjylland.
I Aalborg kommune er der 223.174 indbyggere og de har 1.137,50 km² at boltre sig på. Til sammenligning har Københavns kommunes 659.350 indbyggere 90,90 km² til deres rådighed indenfor kommunegrænsen. Det giver en befolkningstæthed (indbyggere på km²) på 196 for Aalborg og 7.254 i København.
Over jernbanebroen til Aalborg.
Aalborg by gennemskæres af Limfjorden. Jeg har ladet mig fortælle, at dem der bor søndenfjords ikke mener, at de der bor nordenfjords, er helt rigtigt skruet sammen. Sådan er det tit med lokale forhold, hvor f.eks. de der bor syd for motorvejen ved Ringsted mener, at den er lidt gal fat med dem, der bor i Benløse nord for motorvejen.
Både dem der bor norden- og søndenfjords i Aalborg er underlagt den socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand Jensen. Ud over borgmesteren, er der 6 rådmænd i Aalborg kommune: Nuuradiin S. Hussein (A), Jan Nymark Thaysen (V), Morten Thiessen (C), Jens Lunde (B), Anna Aaen (Ø) og Kristoffer Hjort Storm (Æ).
Ved strukturreformen i 2007 blev Hals, Nibe og Sejlflod kommuner indlemmet i Aalborg kommune.
Efter 4½ kilometer rammer vi Strandparken og er ved at være varme.Udsigt fra Dragør.Underlaget er afvekslende. Her sand.Ved vandposten på Kongelundsfortet.Ørestad i det fjerne.
I dag måtte jeg tidlig op for at stille til start klokken otte på Marielyst strand på det sydlige Falster. Her arrangerede Junglerun South Coast Beach Run med maraton på programmet.
De øvrige deltagere havde travlt med at komme af sted og efterlod mig bagerst.
Vi var ganske få på maratondistancen. Én mødte ikke op. Én gennemførte ikke. Så var vi seks tilbage, som kom hele vejen gennem de 42,195 km.
Ruten var en smuk halvmaratonsrunde, som skulle gennemføres to gange. Vi startede på stranden og løb godt 10 kilometer mod nord i strandsandet. Vi vendte rundt ved Tegl skov, hvor en bæk har sit udløb og løb tilbage til start på de stier og veje, der var langs stranden.
Højre fod i vandkanten hele vejen til vendepunktet.
Strandstykket var sandstrand hele vejen, med lidt sten her og der. Returstykket bød på asfalt, jord og grus.
Da jeg vender rundt på stranden for at løbe ud på anden omgang, får jeg et par opmuntrende kommentarer fra publikum og arrangørerne. Det er altid rart.
Flere steder var der træer, der er væltet ned på standen. Dette var et af de nemmere at passere.
Jeg nåede ikke langt op ad stranden, inden regnen kom. Og på det meste af anden omgang regnede det. Ikke vildt og voldsomt, men insisterende. Nu havde jeg set vejrudsigten og taget regnjakke med, så den kom på.
Ved vendepunktet var jeg sidste deltager, der vendte rundt for at løbe retur til mål. Uden at sætte tempoet op, løb jeg to af de øvrige deltager op på returturen, så de havde nok brændt for mange tændstikker af på stranden.
View fra en sti på tilbageløbet mod start- og målområdet.
Tiden er ikke noget at skrive om. Det var oplevelsen til gengæld. Det var en smuk tur på staden med havet som soundtrack. Tilbageløbet havde også sine seværdige stræk.
Maratonfeltet bestod kun af mænd. Hurtigste mand blev Jan Hansen fra Viby løbeklub. Han kom rundt på 03:24:10. Ganske imponerende med alt det sand!
Danmark er ikke et land med høje bjerge. Men i følge Geodatastyrelsen har vi 8.750 km kyststrækning, så der er rigeligt at kyst til masser af udfordrende trailløb. Og selv om ruten byder på et par skovture, er Ultra Trail Odsherred Coast et kystløb.
Ultra Trail Odsherred Coast arrangeres af Team UTOC. Men det er Svend (som han blot hedder i den information, jeg har fundet), der tog initiativ til løbet. Det gjorde han, efter at Svend i 2018 mistede sin søster til psykisk sygdom.
Løbsbriefingen er slut og vi er kommet af sted.
Med den forhistorie, giver det mening, at Ultra Trail Odsherred Coast, ud over at skabe et populært trail-arrangement, ønsker at skabe opmærksomhed på psykisk sundhed og “aftabuisere psykiske lidelser”, som det hedder i årets “Løberguide”, der er udsendt til deltagerne via e-mail. Løbsarrangørerne opfordrer desuden til at støtte Livslinien.
Arrangørernes fokus på psykisk sundhed afspejler sig i UTOCs “guiding principles” som blandt andet er: Vi skal ikke stresse. Vi dyrker fællesskabet og Vi er taknemmelige.
Start
Løbet starter på parkeringspladsen ved Søllerødlejren på det yderste af Sjællands Odde. Jeg er så heldig, at jeg bliver kørt til start. Ellers er der fælles bustransport fra målområdet ved Lodsoldermandsgården i Rødvig til starten ved Søllerødlejren.
Strandsten. Et underlag der vender tilbage flere gange på turen fra Sjællands Odde til Rørvig.
Jeg ankommer, så der både er tid en ekstra kop morgenkaffe og et toiletbesøg i den bus, der har kørt en god del at deltagerne fra Rødvig til startstedet. Løbet er sat til start klokken 08:15, men løbsbriefingen trækker ud, da vi skal have så mange detaljer om ruten, at vi med sikkerhed ikke kan huske nogle af dem, når først vi er sat i gang.
Mens vi stiller os klar til start, fryser skærmen på mit løbeur, så det eneste jeg kan se, er halvdelen af trail-aktivitetsskiven. Det lykkedes dog af få startet uret, men jeg må løbe uden at kunne se data som tempo, distance og puls. Det eneste jeg får fra uret er omgangstider for hver 10 kilometer, som kommer via min telefon.
Frosset urskive.
Ruten
De første kilometer løbes på en fin sti langs kysten, som jeg tidligere har løbet til et Kommuneserieløb. Herefter må vi ned på stranden, der her ikke er en sandstrand, men en stenstrand med masser af strandsten. Strandstensløb er der en del af på første halvdel af ruten,. men der er også sandstrand, grus- og jordstier – og en lille smugle asfalt.
Første depot er efter 13,5 kilometer. Her er der vand, chips og banan med mere. Mette er der også, så jeg tager de energiprodukter, som jeg ved hvordan virker på kroppen.
Vi forlader stranden for at løbe lidt på en sti langs kysten.
Ikke længe efter skal vi på dagens første skovtur i vestsiden af Sonnerup Skov. Her løber vi en omgang på godt tre kilometer.
Efter omtrent 23 kilometer kommer dagens eneste, seriøse højdemeter, som er en tur op og ned af Klintebjerg. På toppen af Klintebjerg er der en flot udsigt ud over Kattegat. Fra Klintebjerg er der ikke langt til andet depot ved 24,5 kilometer.
Efter 32 kilometer kommer vi til Rødvig Sandflugtplantage, hvor vi først løber langs vandet, med skoven på højre side. Jeg tanker op ved det tredje depot, som er efter ca. 33 kilometer. Kort inden Dybesø drejer vi omkring og løber i modsat retning i Sandflugtplantagen. Stien vi løber på, ligger ikke længere inde i skoven, end at jeg kan se ud til de løbere, der kommer efter mig på stien langs kysten. Det er en fed trial-sti, der bugter sig lidt op og ned og fra side til side.
Op ad Klintebjerg.
Lige inden plantagen slutter mod vest, drejer vi omkring igen, og sætte atter retningen mod Rørvig. Her er det lidt bredere og knap så underholdende skovveje, som er underlaget for løbeskoene.
Slutningen
Nu, anden gang jeg nærmere mig Dybesø, løber jeg nord om søen, og så ankommer jeg til fjerde og dagens sidste depot. Jeg har på de senest kilometer overhalet enkelte løbere, som er ude på arrangementets øvrige distancer: 30 og 12 km. Jeg får en kort snak med depotbestyreren om hvor mange 12 km løbere, jeg mener, der er efter mig – og en bemærkning om at jeg ser ret slidt ud!
Slidt eller ej. Jeg må videre. Jeg runder Korshage og senere Skansehage. Jeg løber flere 12 og 30 kilometer-løbere ind og trafikken bliver tættere. Løbeuret giver mig en status på 5 omgang (50 km), men der er stadig et stykke til mål.
Rødvig Sandflugtplantage.
Alting har en ende. Jeg kommer i mål hvor jeg, efter at have sundet mig lidt, spiser en dejlig burger. Der er gang i en hyggeligt, socialt komsammen ved Lodsoldermandsgården for deltagere og supportere. Men jeg skal til fest hos en god ven. Så det sociale efterliv til løbet springer jeg over, og kører mod Hellehuse. På vej dertil runder jeg en PureGym, så jeg kan få et bad og skifte tøj.
I dag er det jubilæumsdag. Det er tohundrende gang Leif Skinnerup afvikler Skinnermaraton. Det er mange gange, han er stået tidligt op for at stille depot op og gøre klar til, at vi andre kan få et hak i maratonbæltet. Tak for indsatsen!
Der bliver ikke gjort noget ud af jubilæet til arrangementet. Det bliver end ikke nævnt til den ultrakorte løbsbriefing. “En. Start!”, og så er det af sted.
For mig er det et andendagsmaraton. Jeg starter roligt, så jeg kan mærke hvordan benene og kroppen har det.
På Hjelmestien
Jeg kommer fint rundt på den første omgang og sætter et tempo til en tid lige under de fire timer. Dog med det aber dabei, at hvis det bliver rigtigt varm, skifter jeg til en blanding af løb og gang og så må tiden blive som den bliver.
Temperaturen er stigende og op af formiddagen er det blevet varmt. Dog ikke varmere end at jeg kan holde tempoet hele vejen til mål.
På Skovstien.
Om startstedet
To løbere kan godt diskuterer om Skinnermaraton starter i Greve eller i Ishøj kommune – og begge have ret. Det kræver blot, at de har løbet løbet på forskellige tidspunkter. Første gang jeg løb Skinnermaraton, mødtes vi som i dag ved Klithuset. Men starten var omtrent 300 meter længere oppe ad Hjelmestien – og lige præcis på den anden side af kommunegrænsen. Altså start i Ishøj kommune.
Runden vi dengang løb, var lige godt seks kilometer lang og skulle løbes syv gange. Hvornår det var, at Leif ændrede ruten, erindre jeg ikke. Det er det godt stykke tid siden. Så i de senere år, er løbet startet ved Klithuset i Greve kommune. På en rundstrækning der er lige godt 7 km, så den skal gennemløbes seks gange. Faktisk er den så lige godt 7 km, at den sidste runde er afkortet for at få distancen til at passe. Selv om starten i dag er i Greve kommune, løbes størstedelen af løbet i Ishøj kommune. Men det er en anden snak.
