Kategoriarkiv: Historie

Historie

Museumsgaden

1 kommentar

I 1981 stillede København Bymuseum (nu: Københavns Museum) en udstilling af gadeinventar op i Absalonsgade. Inventaret var fra perioden 1857 til omtrent 1935.

“De ting, som er taget med, viser træk af den stilistiske udvikling fra senklassicisme over historicisme og jugend til funkis, og de er for så vidt alle vidnesbyrd om, at man inden for offentlig design stort set fulgte den herskende smag.” skrev Johan Erichsen i artiklen “Museumsgade i København” i Arkitekten, 1981, nr. 1.”

De fleste udstillede gadeinventar er siden renoveret væk, men der er stadig lidt at se i museumsgaden.

To lygtepæle anno 1858-1960

Gittermast med granitbænk

Sporvejene, ca. 1906.

Telefonkiosk

Fritz Koch, 1896. Oprindeligt opstillet på Sølvtorvet. Telefonkiosken mangler det oprindelige træskærerarbejde under taget.

De store metropoler i Europa havde opsat telefonkiosker i slutningen af 1800-tallet. Så København måtte også have telefonkiosker! I 1895 fik Kjøbenhavns Telefon-Kiosker tilladelse til at opsætte 10 telefonkiosker. Arkitekt Fritz Kock fik til opgave at tegne kioskbygningerne.

Kock tegnede sekskantede bygninger, med en dør i en af siderne. Bag døren var en telefon og skrivepult.

“Der er et mylder af detaljer, navnlig i frisen under taget. Den forestiller de 12 himmeltegn, vædderen, tyrem, tvillingerne osv., to tegn i hver af bygningens kanter. Overover i halvcirkelslaget kunne f.eks. være vikingeskibe, fugle eller håndværkerredskaber.”
(citat: De københavnske telefonkiosker af John Erichsen i Arkitekten, 1971, nr. 7.)

Plakatsøjle

Alfred Brandt, 1916.

Det der var

Det gadeinventar der er renoveret væk fra Museumsgaden er:
En anden type lygtepæl, 1858-60. • Postkasse, ca. 1928. Stativ, Holger Jacobsen, 1927. • Drikkekumme, 1890’erne. • Dobbeltbænk, 1888. • Liniepæl, sporvejene. Th. Jørgensen, 1904. • Fiskepost (vandpost), ca. 1900. • Vandpost, ca 1890. • Telefonskab. Jens Ingwarsen, 1935. • Lygtepæl, 1858-60. • Københavnerbænk, ca 1880. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • KV brandhane, 1916. • Dampsprøjtehane, 1904. • Lygtepæl, 1858-60. • Dobbeltbænk, 1888. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891 • Pechler-hane, 1904. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • Fødekasse. Sporvejene, 1901. • Hovedfordelerskab. Telefonvæsenet, 1920. • Politialarm. Stadsarkitekten, 1932. • Frederiksberg-lygtepæl, ca 1890. • Frederiksberghane, 1902. • Københavnerbænk, ca 1880. • Københavnerbænk, ca 1880. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891.

Historie

Jens Langknivs Hule

Skriv en kommentar

Efter at have løbet Kalkmineløbet hvor ruten går gennem Daugbjerg Kalkgruber var det naturligt, at køre en tur forbi langhøjen Jens Langknivs Hule.

Fortællingerne om den fredløse Jens Langkniv beretter at han gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber. Ifølge lokale overleveringer skulle den fredløse Jens også have skjult sig ved oldtidsdyssen i Ulvedal Plantage, hvorfor den nu kendes som Jens Langknivs hule.

Langhøj med randsten.
Langhøj med randsten.
Stengrav
Stengrav
Stengrav
To randsten

Langhøjen stammer fra tragtbægerkulturen (den tidlige bondestenalder). I den nordøstlige side er der to små kamre og ifølge Nationalmuseets fredningstekst er der 29 randsten. Jeg fik ikke talt efter.
Langhøj med 2 kamre, 1,75 meter høj, 7,5 meter bred og 36 meter lang.

Det er ikke muligt at kører hen til gravhøjen. Vil du se den, må du parkere ved starten af Fyrrehalevej og gå ned ad vejen. Et lille stykke inde i plantagen kommer der et skilt der viser retningen mod “Jens Langknivs hule”.

Historie

Fingerplan før fingerplanen

Skriv en kommentar

Den store plan: “Det, der vil præge vort Syn paa Arkitekt Råvad i faglig Henseende, er hans Interesse og Arbejde for Plan i Københavns Udvikling”, sådan indledes nekrologen for Alfred Råvad (1848-1933) i tidsskriftet Arkitekten. Råvad var en pioner inden for byplanlægning. Få år inden hans død udgav han “Borgmesterbogen” som skitserede en samlet plan for hovedstadens fremtid.

Kigger du på et kort over hovedstadsområdet kan du med lidt god vilje se en hånd. Forestil dig tommelfingeren ned langs Køge bugt, pegefingeren som forstæderne ud ad B-linjen mod Høje Taastrup. Langfinger som byerne ud ad Frederikssundsvej. Ringfinger ud mod nordvest og lillefinger op langs nordkysten. Det er nogenlunde sådan Storkøbenhavn ser ud.

Tegnet kort med et Storkøbenhavn hvor hele Amager er bymæssigt bebygget og hvor der er sammenhængende by fra København til Roskilde og fra København til Helsingør.
Alfred Råvads vision for fremtidens København.

Fingerplanen var en plan for udviklingen af København med det enkle princip, at byen skulle vokse ud af fem linjer mod købstæderne Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Planen, der egentlig hed “Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn” blev udsendt af Egnsplankontoret i 1947.

Selv om planen aldrig blev formelt vedtaget fik den stor betydning for byudviklingen i Storkøbenhavn. Idéen fængede. Konkret fik planen f.eks. betydning for vedtagelsen af byreguleringsloven i 1949. Fingerplanens ide om fem linjer ud fra centrum er den hånd, du kan se på kortet.

Før Fingerplanen

Allerede i 1886 havde Alfred Råvad foreslået, at der blev fundet økonomiske midler til at udarbejde en generalplan for København. Han sendte ansøgningen om støtte til Indenrigsministeriet.
Ministeriet udarbejdede et afslag. Det nåede Råvad dog ikke at modtage. Efter 1½ års ventetid, trak han sin ansøgning tilbage og emigrerede til USA med sin kone og fire sønner.

Enghavestævnet. En national hovedstadspark som Alfred Råvad forestillede sig den.

Råvad kom tilbage til Danmark i 1914. Han skrev en del indlæg i relevante blade og var en agtet person inden for fagkredse. Men uden for det snævre fagmiljø var der ikke mange, der lyttede til ham. Den brede offentlighed og det politiske niveau havde endnu ikke erkendt behovet for byplanlægning.

Alfred J. Råvad udtænkte i 1920’erne en plan for Københavns udvikling, hvor idéen var at opdele Københavns omegn i kileformede regioner, med kilernes spids rettet mod det administrative centrum.

En fingerplan årtier inden Fingerplanen

I 1929 udkom “Borgmesterbogen”, først som føljeton i tidsskriftet “Arkitekten” og efterfølgende som en trykt bog. Bogen var henvendt til borgmestre, embedsmænd og skatteborgere for at skabe bro mellem sagkundskab og politik.

En del af Råvads plan var en stor, national hovedstadspark: Enghave Stævnet. Her skulle være torvepladser for handel, varebørs og auktionshaller, torv med prøveudstilling af industri og kunsthåndværk. De rekreative elementer i parken skulle efter Råvads mening rumme områder dedikeret til moralske adspredelser og sundhedspleje som idræt.
Råvads “Borgmesterbogen” var en fremskrivning af, hvordan København ville se ud 1999.

I bogens indledning skriver han: “Når det her nævnte tidspunkt, efter dette århundredes forløb, er nåt, vil havneløbet og dettes krydsninger være gennemførte og folketallet vil have passeret 2 million mærket. Bebyggelsen vil da, ikke alene have spredt sig nordefter ad Strandvejen og Lyngbyvejen, men det hele belte langs Roskildevejen vil være bebygget ligesom den søndre strand langs Køgebugten vil have formet sig som en Søndre Strandvej, medens Amager vil være fuldt bebygget, navnlig efter havebyformen, omkredsende havnens industrikvarter. Vej og gadeanlægene vil rettes mod havnekrydsningerne istedet for de historiske voldgatte (Østergat, Nørregat, Vestergat og Amagergat), som vil være gamle minder. Dette er store forandringer, men de er dikterede af stadens geografiske forhold og det vilde være en fornærmelse mod stadens borgere om man tvivlede på ævnen til at følge naturens og historiens vejvisning.”

Borgmesterbogen af Alfred J. Raavad. Akademisk Architektforening, 1929.

Kilde: Stræderne i København. 2017, november.

Historie

Sophus Falck

Skriv en kommentar

Den første Falck­station: Sophus Falck grundlagde Falcks Redningskorps. Den første station åbnede 3. oktober 1906 i Ny Kongensgade. I dag ses en mindeplade på bygningen, hvor historien om Falck startede.

Allerede inden “Københavns og Frederiksbergs Redningskorps”, det senere Falck, officielt var trådt i funktion, var Sophus Falck og hans mænd i aktion. Det var i forbindelse med oprydningen efter en brand på hjørnet af Sønder Boulevard og Hartmannsgade, den 28. august 1906.

Den 3. oktober 1906 kl. 16.30, årsdagen og tidspunktet for udbruddet af branden på Christiansborg Slot 22 år tidligere, trådte korpset officielt i funktion. Som ung havde Sophus Falck selv oplevet slotsbranden. Han havde deltaget som frivillig og været med til at redde indbo fra de altopslugende flammer.

Mindetavle med tekst og silhuettegning af en bygning og gamle køretøjer.

På åbningsdagen for hans nye redningskorps dannede den første redningsstation i Ny Kongensgade rammen om en brandøvelse. Her viste redderne, hvordan de kunne redde en såret brandmand og medvirke til at begrænse vandskaderne fra brandslukning ­ til glæde for forsikringsselskaberne. Mange københavnere var mødt op for at overvære optrinnet. I 1910 flyttede redningskorpset fra Ny Kongensgade 15 til større lokaler i Ny Kongensgade 9.

Mindetavlen

Mindetavlen sidder på Ny Kongensgade 15. Den blev afsløret 3. Oktober 1991. Teksten på tavlen er:
“MINDEPLADE / SOPHUS FALCK ­ STIFTEREN AF FALCKS REDNINGSKORPS ­ / OPRETTEDE I DENNE BYGNING DEN 3. OKTOBER 1906, / KLOKKEN 16.30 DEN FØRSTE FALCK­STATION UNDER NAVNET / KJØBENHAVNS OG FREDERIKSBERGS REDNINGSTJENESTE / FALCKS REDNINGSKORPS VELFÆRDSTJENESTE / OPSAT 3. OKTOBER 1991”

Litteratur: Falck 1906 – ­2006 af Kurt Jacobsen (Lindhardt og Ringhof, 2006) og Sophus har været der af Søren Mørch (Gad, 2006).

Kilde: Stræderne i København. 2012, februar.

Historie

Ragnhilds sten på Nordfyn

Skriv en kommentar

Lidt nordøst for Søndersø ligger Glavendruplunden ved Stenager. Det er en lille lund, med store oplevelser. I lunden findes bl.a. Glavendrup-monumentet fra vikingetiden og to oldtidshøje (Flinthøj og Rævehøj) fra bronzealderen.

Glavendrup-monumentet er en skibssætning med en stor runesten i den ene ende. Runestene var sunket ned i jorden på en høj og blev fundet i 1806. Skibssætningen er omtrent 70 meter lang og 13 meter bred.

Runestenen blev rejst over stormanden Alle i første halvdel af 900-tallet. Af alle kendte runesten i Danmark, er det den med den længste runeinskription:
“Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve, viernes gode, hirdens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ‘ræte’ vorde den, som [ailti] denne sten eller drager den efter en anden (fjerner den og sætter den som minde over en anden).”

Stenen er undersøgt flere gange, seneste af Erling Albrechtsen i 1958. Ud over de runer Sote ristede er der også skåltegn fra bronzealderen på stenen.

Port af træ.
Indgangsportal til lunden fra parkeringspladsen ved Stenager.
Rundhøj mellem træer.
Rundhøj, dateret 1700 f.v.t – 375 e.v.t.
Sten med runer
Runesten, dateret 750 – 1066 e.v.t.
Sten med runer.
Runesten, dateret 750 – 1066 e.v.t.
Sten med runer.
Runesten, dateret 750 – 1066 e.v.t.
Rundhøj mellem træer.
Runesten, dateret 750 – 1066 e.v.t.
Mobiltelefon med runealfabet og en hånd der rister runer i et stykke træ.
For at løse en geocache skal der ristes runer.
Person fotografere træstykke med runer ved runstenen.
For at løse en geocache i Glavendruplunden skal deres fotograferes en stykke træ med ristede runer.
Fire sten.
En detalje af skibssætningen.

“Ragnhild og hendes mand Alle Sølve kendes ikke fra de skriftlige kilder, men det er tydeligt, at de har haft en fremtrædende plads i deres vikingesamfund. Alle Sølve var viernes gode, det vil sige, at han ledte de store offerhandlinger til gudernes ære, som både kunne foregå i naturen eller ved store offerfester i haller eller templer. Runerne er viet til Thor, så måske var det den gud, som Alle Sølve og Ragnhild foretrak. Alle Sølve var en magtfuld stormand. Han havde en fremtrædende rolle i kongens hird som thegn, og han var Sotes drot, som betyder hersker.”
(citat: Viking : ran, ild og sværd af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2019.)

Glavendruplund blev anlagt i 1906 og rummer adskillige mindesten – ud over Ragnhilds runesten er der blandt andet en genforeningssten og en mindesten for befrielsen i 1945.

Danske Runeindskrifter: Glavendrup-sten
VisitNordfyn: Glavendruplunden

Historie

Ishøjplanen

Skriv en kommentar

Ishøjplanen (nu kendt som Vejleåparken) blev opført i 1970-1974 – på det tidspunkt som landets største boligområde med mere ende 2000 lejemål. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) og Ishøj Boligselskab var bygherrerne og Kooperativ Byggeindustri var arkitekterne bag projektet.

Ishøjplanen blev opført som montagebyggeri i beton af serieproducerede byggeelementer. Boligerne varierede fra et- til fem-værelses lejligheder i karréer på fire etager. Bygningerne ligger på et areal på omtrent 900 x 450 meter umiddelbart vest for S-togsbanen og syd for Ishøj Centeret.

Foto af artikel i tidsskriftet Arkitektur
I 1976 skrev tidsskriftet Arkitektur en artikel om de modstridende opfattelser af Ishøjplanen.

Ishøjplanen blev tænkt som en satellitby for familier og unge med arbejde i København. De første år led Ishøjplanen under den manglende togforbindelsen i København og boligselskaberne havde svært ved at udleje boligerne. Oliekrisen ramte også Ishøjplanen. Mange lejligheder stod tomme og indskuddet for indflytning blev sat drastisk ned fra 11.000,- kr til 1.000 kr.

I en annonce i Søndags Aktuelt (26. maj 1974) forsøgte Arbejdernes Andels Boligforening at lokke med følgende tekst: “Vi har ledige lejligheder med 4 rum (110 kv.m inkl. altan 10 kv.m). Boligafgift kr. 1.197 pr. md. inkl. varme og el til husholdningsbrug. Herfra kan gå boligsikring efter gældende regler. Intet krav om personantal. Der vil kunne ydes Dem et rente- og afdragsfrit lån i 5 år til betaling af boligandelen. Dog må De selv betale kr. 1.000 ved underskriften af boligoverenskomsten.”

De ressourcestærke familier og studerende unge fandt ikke Ishøjplanen tillokkende. I stedet blev de små lejligheder der var tænkt som ungdomsboliger, udlejet til enlige mænd på overførselsindkomst og de større lejligheder blev tildelt indvandrere og gæstearbejdere.

I september åbnede 1976 åbnede S-togstationen i Ishøj. Det var for sent. I folkemunde var Ishøjplanen blevet til Ghettoplanen.

En del af noget større

I 1960’erne blev grundlaget for udbygningen af Hovedstaden ud langs Køge Bugt lagt. “Lov om planlægning af Køge Bugt-området” blev vedtaget 17. maj 1961. På det lovgrundlag blev der udarbejdet en dispositionsplan, hvis grundide var at etablere en række bydele mellem Køge Bugt og den planlagte motorvejsforbindelse (Køge Bugt Motorvejen).

“Bebyggelsen ligger i Køge Bugt-regionen. Den er et ægte barn af den avancerede byplanlægning, som af staten blev igangsat, da der var opnået enighed om at lede hovedstadens byudvikling ud langs den planlagte Køge Bugt-bane. I forbindelse med Køge Bugt-planen blev der udarbejdet et normsæt, som skulle sikre, at de nye byer fik den højest mulige miljøkvalitet.
(…)
Ingen var i tvivl om, at for at opnå dette niveau måtte boligbebyggelserne planlægges i store enheder, en planlægning som først og fremmest boligselskaberne havde kapacitet til at påtage sig.”
(citat: Ishøj-Planen, boligbebyggelse i Køge Bugt i Arkitektur. 1976, nr. 1)

Fra planen til parken

Ishøjplanen var tidstypisk for 1960’ernes og 1970’ernes betonbyggeri. Området fik hurtigt et rygte som Vestegnsghetto. I folkemunde blev Ishøjplanen kaldt Planen eller Ghettoplanen.

I 2004 gik en gennemgribende renovering af Ishøjplanen i gang. En renovering der kostede 1,2 milliarder kroner. Den fysiske renovering af området var færdig i 2008. I samme ombæring blev området omdøbt og rebranded som Vejleåparken.

“Ishøjplanen fik en klang af beton, indvandrere og vestegnsghetto – faktisk noget af den samme negative klang som Gellerupparken og Vollsmose har i dag. Vi blev enige om, at det ikke var nok med en fysisk renovering, men at der også skulle en mental renovering til. Derfor fik vi et kommunikationsbureau indover. Vi besluttede at skifte boligområdets navn og de associationer, der knyttede sig til det i 2008, da renoveringen var færdig. Siden da har den gennemsnitlige indflytterindkomst været støt stigende.”, udtalte direktør Christian Høgsbro i “Nyt bolignavn giver højere indflytterindkomster” på Fagbladetboligen.dk.

Istandsættelsen satte gang i en proces hvor beboersammensætningen ændre sig. I 2005 havde nyindflyttere i Ishøjplanen en gennemsnitlig husstandsindkomst på 332.642 kroner. I 2016 var tallet steget til 506.525 kr.

“Da Ishøjplanen blev bygget, blev indvandrerne og de socialt udsatte bare smidt herud. Der skulle bare fyldes op. Men beton-facaderne hjalp jo heller ikke på det. Jeg har set fotos fra dengang og hvis det også havde set sådan ud, da vi ledte efter bolig, var vi ikke flyttet ind. Det er stensikkert.”
(citat Wagn B. Jensen, i Vores venner sagde, at vi var fuldstændigt sindssyge, fordi vi flyttede hertil på BT. 06.01. 2018.)

Vejleåparken

Fotos fra en efterårsdag i 2021.

Fakta – Ishøjplanen

  • Opførelsesår: 1970-1974
  • Arkitekt: Kooperativ Byggeindustri
  • Landskabsarkitekt: KBI / Ole Nørgårds Tegnestur
  • Bygherre: Arbejdernes Andels Boligforening & Ishøj Boligselskab
  • Omfang: 1472 boliger, heraf 24 indrettet for bevægelseshæmmede
  • Bruttoetageareal: ca. 185.500㎡
  • Priser: Europrefabs Golden Troph 1974 / Bayer AG internationale pris for anvendelse af farvet beton 1974

Historie

Skyttehøj

Skriv en kommentar

Rundhøj med stendysse i udkanten af Frejlev. Stendyssen er fra stenalderen. På dækstenen er der 13 skåltegn, men de er svære at se. Stendysse ligger på en åben mark og ses tydeligt fra Kettingevej.

Høj med dysse på kornmark
Rundhøj med stendysse og buskads
Sten med brumbær
Nærbillede af sten med skåltegn.
Kig ind under dæksten.
Rundhøj og stendysse foran gård.

Det fortælles på egnen, at der bor vætter i Skyttehøj. En af disse bad engang en bondekone om hjælp, for vættens kone var i barselsnød. For hjælpen blev bondekonen lovet guld.

Bondekonen gik med ned i Skyttehøj og hjalp vættekonen. Mens hun hjalp med fødslen, så bondekonen noget gyldent glimte i højen, men hun fik ikke noget guld med hjem.

I tiden efter forsøgte flere lokale bønder at grav Skyttehøjs guldskat frem. Ingen har fundet skatten, men alle der har forsøgt, har kort efter mødt en makaber død.

Nu tør ingen grave efter skatten.

Historie

Kallerupstenen og Gammelsøhøj

Skriv en kommentar

I Hedehusene står en af landets ældste runesten; Kallerupstenen.

Kallerupstenen blev fundet i 1827 da en stenhugger var i gang med at kløve sten på en mark i Kallerup. Han opdagede runestenen ikke langt fra Roskilde Landevej. Runestenen var del af tre store stensætninger der lå tæt ved hinanden i en fortløbende række.

I 1850 blev stenen flyttet og opstille på hjørnet af Roskildevej og Kallerupvej. Senere igen, i 1921, blev runestenen flyttet til dens nuværende placering ved Ansgarkirken i Hedehusene.

Teksten på stenen: “Hornbores sten, Svides ætling”.

“Gennem store dele af vikingetiden forandrede runerne stort set ikke form, men der er alligevel nogle typografiske træk, som gør, at vi kan adskille de ældste runesten fra de yngste. De ældste runesten i Danmark bører runer, som var i brug før overgangen til den forenklede 16-tegns-futhkark, og dermed må de placeres i tiden før ca. 800, for eksempel Høje Tåstrup-stenen”
(citat: Danmarks Runesten af Lisbeth M. Imer).

Ud over runeteksten ses to skåltegn fra bronzealderen på stenen. Stenen er af granit.

Danske Runeindskrifter: Høje Taastrup-sten

Runesten på grænplæne foran mur
Runesten, dateret 700-800 e.v.t.
Runesten på grænplæne foran mur
Runesten, dateret 700-800 e.v.t.
Skåltegn og enkelte runer
Runesten, dateret 700-800 e.v.t.
Græsbeklædt rundhøj, bagved ses taget fra en bygning
Rundhøj, dateret 1700 – 1101 f.v.t.
Træ. Rundhøj ved vej.
Rundhøj, dateret 1700 – 1101 f.v.t.
Rundhøj, bagved ses en rødstensvilla
Rundhøj, dateret 1700 – 1101 f.v.t.

En rundhøj

Ikke langt fra Kallerupstenen finders en gravhøj fra bronzealderen. Højen, Gammelsøhøj, ligger midt inde i byen tæt på togstationen.

Gammelsøhøj blev udgravet af Nationalmuseet i 1934. Under udgravningen fandt man to grave med brændte ben, en stengravskiste og en samling brændte ben og en lille stensat grav.

Historie

Busemarke langdysse

Skriv en kommentar

Busemarke langhøj er omtrent 30 meter lang. På højen er et smalt gravkammer med tre af de oprindelige fire bæresten. Langhøjen er flot med de mange kantsten.

I østenden af højen ligger en væltet hjørnesten med 63 skåltegne – de blev tilføjet gravanlægget i bronzealderen, altså mere end 2000 år efter at langdyssen blev opført.

Langhøj på landbrugsmark med flotte randsten.
Vestenden af langhøj med flotte randsten.
3 randsten
Langhøj med randsten og et træ.
Skålteng på sten
Firkantet stengrav. I den ene ende mangler stenen.

Langhøjen er fra Tragtbægerkulturen – den tidligste bondestenalder og dermed kulturen som grundlagde landbruget i det er for tiden kaldes Danmark.

“Ifølge ejeren, Olga Hansen (76 år), sagde man, at der brændte lys på højen julenat, og så dansede troldene om dem. I hendes barndom havde en karl skræmt børnene ved at sætte en udhulet roe med lys i på højen julenat, næste jul turde børnene slet ikke gå ud.”
(citat: Skov- og Naturstyrelsen, 1981)

Langhøjen ligger vest for Nøddebjerggård – her er en gårdbutik som også er et besøg værd, hvis ikke for andet, så for en god øl til aftensmaden.