Nord for Kagerup ligge 3 mindre oldtidsminder. Fra parkeringspladsen ved Eriksvej/Duemosehus er der ikke langt at gå. Følg Tagmosevej til den slår et 45° knæk mod øst. I stedet for at følge vejen, fortsætter du lige ud af stien. Efter at stigen drejer mod øst ligger oldtidsminderne lidt inde i skoven på din venstre side.
Stenbygget grav, dateret 3950 – 501 f.v.t. Ødelagt kammer i skov. Den første oldtidsgrav i rækken af 3 – når du kommer ad stien fra Kagerup. Google Map: 56°00’06.9″N 12°16’20.2″E
Dysse eller jættestue, Gribskov.Dysse eller jættestue, Gribskov.Dysse eller jættestue, Gribskov.Dysse eller jættestue. Gribskov.
Dysse eller jættestue, dateret 3950 – 2801 f.v.t. Rundhøj, dateret 3950 – 2801 f.v.t. Rest af høj med ødelagte dele af en jættestue. Kamrets er omtrent 6×2 meter. En oversten ligger nedstyrtet i kammeret. Den smukkeste af de tre oldtidsminder. Den ligger som den sidste i rækken.
Gravrøse, Gribskov.Gravrøse, Gribskov.
Gravrøse, dateret 250000 f.v.t. – 1066 e.v.t. Tomt af dysse. Stenet, noget omrodet overflade. Den sidste af de tre oldtidsminder er ikke så synlig som de to andre. Den ligger mellem ødelagte grav og den ødelagte jættestue – nærmeste jættestuen. En del af de stenene er dækkes af blad og mos som gør den svær at finde.
Bertel Budtz-Müller endte sine dage på Vestegnen. Han blev født i Viborg i 1890 og voksede op i Thisted i et konservativt hjem. Som ung blev han officer i garden, men 1. Verdenskrig radikaliseredes hans verdenssyn. Efter hans flamske beskrivelse af sammenstødet mellem demonstranter og politiet under Slaget på Grønttorvet, blev han udstødt af hæren.
Som forfatter debuterede han i 1917 med “I Kains spor : Et oprør”, der var et kritisk indlæg i værdikampen under 1. Verdenskrig.
Han meldte han sig under fanerne i Socialistisk Arbejderparti og skrev jævnligt i Klassekampen. Efter Slaget på Grønttorvet, skrev Bertel Budtz Müller “De røde faner”, som kom på forsiden af Klassekampen.
Forsiden af avisen Klassekampen med artiklen “De røde Faner” på forsiden
“Politibetjentene vandt Sejr over sagsløse Tilskuere og tvang Fanerne bort – for een Dag. Men naar Betjentene vadsker deres Knipler og Hænder, naar Borgerskabet ser Blodet skylle i Rendestenene, da vil de med en utryg Anelse for det kommende se, at den røde Farve lader sig kun udbrede og ikke tilintetgøre med Vold – hvor Fanerne forsvandt og tav, vil Blodet skrige, skrige rødt om Hævn og Krig.” Efter den svada i Klassekampen blev Bertel Budtz Müller verfet ud at hæren, ude det dog blev sagt, at det var hans politiske standpunkt der var årsagen.
Da Socialistisk Arbejderparti blev splittet i 1919 fulgte han den flok, der sammen med SUF dannede Venstresocialistisk Parti. VSP blev i 1920 medlem af Komintern ændrede det navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Bertel Budtz-Müller gør sig som skuespilforfatter og fra 1921, en tid som redaktør for tidsskriftet “Baalet” og som medarbejder for Arbejdet og Arbejderbladet. I 1924 stillede han op for kommunisterne ved folketingsvalget, men han opnår ikke valg. Herefter forlader han DKP og nærmer sig i stedet socialdemokraterne.
“Budtz Müller var en farverig person. I de seks-syv år, han var med i den revolutionære bevægelse, satte han sig mange spor. Han var en mand med mange talenter, men som også efterlod forskellige projekter halvfærdige bag sig” (citat: Morten Thing: Kommunismens kultur : DKP og de intellektuelle 1918-1960. Bind 1. Tiderne Skifter, 1993.)
I 1925 oprettede Bertel Budtz-Müller Arbejdernes Teater. Teatret åbnede med Staunings skuespil “Livets Løgne”. Det øvrige repertoire var Sophus Claussen, Ernst Toller, Budtz Müller m.fl. I 1929 overlod han ledelsen af teateret til Robert Schmidt.
Bertel Budtz-Müller skriver mange skuespil og teoretiske artikler om skuespil. Han skriver desuden en rækker fortællinger om thyboer og Thy.
Rytterskolen Hvidovre Kirkeplads 1. Her boede Bertel og Frida Budtz-Müller.
I 1938 flyttede Bertel til Hvidovre sammen med sin kone Frida Budtz-Müller. De slog sig ned i Rytterskolen til en årlig husleje af 1.000 kr. Både Frida og Bertel blev kendte personer i kommunen. I hjemmet var arbejderdigteren Oskar Hansen en hyppig gæst og Hemingway skulle også have været forbi, da han var på vej til Stockholm.
I 1943 blev Bertel Budtz-Müller optaget i Kraks Blå Bog. Her er hans tekst fra bogen: “BUDTZ MÛLLER Bertel Forfatter; f. 13 Juli 1890 i Viborg; Søn af Stadsdyrlæge H. Chr. Müller, Winthersmøllegaard ved Thisted og Hustru Mette Mathilde f. Madsen; gift m. Skuespillerinde Frida B. M., f. 7 April 1894 i Kbhvn., Datter af Albertina Larsson, Tidan, Vester Götland. Udgaaet fra Thisted Realskole og Thisted priv. Gymnasium; studerende ved Landbohøjskolen; beskæftiget ved Forstvæsenet til 1913; værnepligtig Officer ved Sikringsstyrken til 1918; dramaturgisk Uddannelse herhjemme og i Udlandet; Stifter af og Bevillingshaver ved Arbejdernes Teater 1923-28; Leder af og Bevillingshaver ved Sommerspil i Søndermarken (1928). Har skrevet: Livsspillene Det døde Kød (1918), Floden (1918) og Blændværket (1923); Dramaerne Ebbe Skammelsøn (1918) og LIden Engel 1922 m. fl. Guld (Betty Nansen Teatret, 1933); Ingildskvadet og Folkeviserne (dansk Skolescene, 1924); Tribunespil (Riddersalen, 1921-23); endvidere Om Iscenesættelse (1930); Grønne Dage i den grønne Skov (1935) og en Række andre Bøger; Hørespil; Film m.m.; Novellist og Kronikør ved en Række Dag- og Ugeblade herhjemme og i det øvrige Skandinavien til 1939; redaktør af Jægerbogen 1937-42. Medlem af Bestyrelsen for Dansk Forfatterforening 1924-33; Skandinavisk Medlem af Den internationale Forfatterorganisations grundlæggende Komité i Paris 1932; Formand for Thyboforeningen 1941-43. Adresse: Rytterskolen, Hvidovre pr. Valby. Sommerbolig: Winthermøllegaard pr. Thisted. (citat: Kraks blaa bog : Fem Tusinde nulevende danske Mænds og Kvinders Levnedsløb indtil Aar 1943. Gad.)
1. maj 1948 skrev Frederiksborg Amts Tidende: “En Komite har igennem nogen Tid arbejdet med Planens Gennemførelse, og Arbejdet er for saa vidt nu afsluttet, idet Billedhuggeren Johan Galster har lagt sidste Haand paa den ovenfor afbildede Portraelmedaillon. I Overværelse af Bertel Budtz Müllers Hustru, Skuespillerinden frida Budtz Müller vil Mindestenen blive afsløret den 26. Juni.”
Bertel Budtz Müllers gravsted på Hvidovre kirkegård.
Inskription på gravsten: “DIGTEREN / BERTEL BUDTZ-MÜLLER /// FØDT D 13. JULI 1890 /// DØD D 2. MATS 1946 /// DE FATTIGE HAR ALTID / RET DET VAR HANS TRO”.
I forbindelse med Det nordiske Pressemøde i 1902 blev den første presseudstilling afholdt i Danmark. På udstilling, Historisk Dansk Presseudstilling, kunne de besøgende se en rotationspresse og blive klogere på presses forhold til forskellige tider. I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et tidsskrift; Spejlet.
“Om spejlet: “Spejlet, der er født af denne Udstilling, vil forsaavidt føre sit Liv paa egen Haand, som det henter sit Stof fra alle Felter. Men det vil tillige have den særlige Opgave at følge Udstillingen. Den vil gøre det gennem en Række Gengivelser af Udstillingens Stof, mærkelige Billeder og andre Sjældenheder, som Publikum ellers ikke faar Lejlighed til at stifte Bekendtskab med.” (citat: Pejlet 1902, nr. 1, s. 3: Fra Pressens Udstilling)
Spejlet blev redigeret af Albert Gnudtzmann og Ove Rode. Der udkom 8 numre af bladet, det første 22. juni og det sidste 10. august 1902.
Ud over artikler relateret til udstillingen indeholder tidsskrifterne litterærer tekster som “Det store Spøgelse” af Henrik Pontoppidan. I nummer 2 er en fin artikel om “Statsbiblioteket i Aarhus” og i nummer 7 “Arbejdets Helte” om telefonarbejdere der springer på byens tage for at skaffe forbindelse mellem mennesker og arbejderne på jernstøberiet i Sofiegade.
Hvad fremtiden bringer
I hvert nummer (undtagen nr. 1) spurgtes en af tiden mænd om hvad fremtiden bringer indenfor deres felt. Den første der blev spurgt, i nummer 2, var Pierre Eugène Marcellin Berthelot der svarede på kemien fremtidige betydning for fremstilling af næringsmidler og for ernæringsfysiologi. I Spejlet nummer 3 svarede grundlæggeren af Røde Kort, Henri Dunant, om hvordan fremtidens arbejde for freden kommer til at forme sig? I nummer 4 svarede Bjørnstjerne Bjørnson på teatret vil udvikle sig og i nummer 5 svarer Georg Brandes på hvor han tror litteraturens hovedstrømninger bevæger sig hen? I nummer 6 svarede den tyske kunstner Max Klinger hvordan billedkunsten vil forme sig i fremtiden? I nummer 7 svarede komponisten Pietro Mascagni på hvordan fremtidens musik vil forme sig?
Den amerikanske opfinder Thomas A. Edison er den sidste en rækker der for lov at svar. I Spejlet nummer 8 svarer han på hvordan fremtidens drivkraft vil forme sig? Han kan fatte sig i korthed.
Jeg tror, at inden 30 Aar saagodtsom alle Jernbaner vil afskaffe Damp-Lokomotivet og antage elektriske Motorer, og at den elektriske Automobil næsten fuldkommen vil erstatte Heste-Trækkraft. At paa Videnskabens nuværende Standpunkt ingen Kendsgerninger foreligger, i Kraft af hvilken man kan forudsige nogen Fremtid for Luftfart i praktisk Øjemed.
Postkort
I forbindelse med Historisk Dansk Presseudstilling blev der fremstillet en serie postkort med motiver fra udstillingen. Postkortene er bevaret på Det kongelige Bibliotek, hvor de indgår i Pakke vedkommende Presseudstillingen 1902.
Eva Hundebølls interview med Kirstine Hundebøl i 1969.
Kirstine Hundebøl Optagelse: 17. juni 1969. Optaget hos datteren Anne Sophie Hundebøl.
Kirstine (Kestina) Hundebøl f. 1880, d. 1981. Døbt: Inge Kirstine Schmidt. Datter af Heinrich Eskildsen Schmidt og Maren Nielsen. Gift med Peter August Vedel Hundebøl f. 1873, d. 1965. Borgerligt viet i Gram d. 28 juni 1990.
Ved giftemålet bosatte ægteparret sig i Fole, først i en landejendom ved Stampemøllen, senere flyttede de til Fole Vestermark hvor de købte en større landejendom. Den drev ægteparret ind til den yngste søn overtog gården. Herefter flyttede August og Kirstien ind til datteren Anne, der var gift med vognmand Chr. Kummerfeldt.
Peter August Vedel Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803. Interviewer Eva Hundebøll er min mor.
Eva Hundebølls interview med Christian Mathinus Hundebøl i 1969.
Optagelse: 3. jan 1969, Rødding. Kvaliteten af optagelsen er ikke høj hvilket høres på digitaliseringen.
Christian (Krestian) Mathinus Hundebøl “er født den 4. oktober 1890 i Fole, og han døde den 5. marts 1971 i Rødding. Han blev gift den 24. september 1920 i Sct. Pauls Kirke (Rødding Frimeninghedskirke) med Esther Marie Sørensen. Hun er født den 20. februar 1892 i Hygum som datter af landmand Søren Petersen Sørensen og hustru Anke Petersen, og hun døde den 6. maj 1961 i Rødding. Christian Mathinus Hundebøl købte i 1920 en ejendom i Gammeleng. Senere overtog sønnen Peter ejendommen og Christian Mathinus Hundebøl flyttede til Rødding. Under 1. Verdenskrig var han ved fronten i Frankrig i 2 år og derefter i fransk fangenskab i 2 år.” (citat: Slægten Hundebøl fra Fole Sogn : Om brødrene Lauritz og Peter P. Hundebøl født 1803 og 1810 deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning, 2006. V.K)
Christian Mathinus Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803. Interviewer Eva Hundebøll er min mor.
Du kender sikker udtrykket “bispens gibs gebis”, men det hedder “Bissens gips bisp”.
Udtrykket stammer fra Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i København 1872. Udstillingen åbnede 13. juni og sluttes d. 28. oktober.
Til udstillingen havde billedhugger Vilhelm Bissen skabt en kolossal gipsstatue forestillende Biskop Absalon.
Efter udstillingen blev skulpturen opstilling i forhallen til Københavns Rådhus på Nytorv hvorfra den senere forsvandt.
Den blev genfundet i begyndelsen af 1980erne på Christiansborg Slots loft. Men kun for at blive knust p.g.a. brøstfældighed.
Spørgsmålet i 1872 var: “Har du set Bissens gips bisp?” – det er endnu sværere at sige hurtigt end “bispens gibs gebis”.
På nedenstående foto anes Absalon-Statuen i forhallen til Glashallen.
Foto: KBH Billeder: Glashallen. I Forhallen er opstillet Absalon-Statuen af støbt i Gips, denne blev senere erhvervet af Kjøbenhavns Kommune, og fik sin endelige Plads i Forhallen til Raad og Domhuset paa Nytorv.
“Næste Gang, København fik en Udstilling, blev altsaa først i 1872. Havde Vejen været lang og besværlig, blev Resultatet til Gengæld saa meget desto mere tilfredsstillende. Udstillingen blev ikke blot den største og righoldigste, som Norden endnu havde set, den blev tillige den smukkeste og endelig ogsaa den, der satte de varigste Frugter. Indtrykket af denne Udsålling er sikkert endnu saa levende, at der ikke behøves særlig at dvæles herved, men nogle positive Data til Bestyrkelse for denne Dom bør dog anføres.
Udstillingen aabnedes den 13. Juni med Ploug og Gades prægtige Kantate: »Velkommen til Arbejdets Kappestrid«, og stod ialt aaben i 138 Dage, i hvilket Tidsrum den modtog 511,137 enkelte Besøg, hvorhos der løstes 5462 Abonnementskort. Den samlede Indtægt af Besøget var 200,986 Rdl. 3 Mk. 3 Sk. Den var oprindelig beregnet paa at have et Areal af 2 Tdr. Land, men dette maatte efterhaanden udvides til at omfatte 6 Tdr. Land, og Udstillernes Antal udgjorde 3673, hvoraf 325 i Kunstafdelingen, idet denne Udstilling første Gang medtog Kunsten som en ligeberettiget Faktor.Af de 3348 Udstillere i Industriafdelingen vare 2120 fra Danmark. 765 fra Sverig, 437 fra Norge og 26 fra Udlandet. Det var ikke blot det absolut største Antal danske Udstillere, der nogensinde havde givet Møde, 4½ Gange flere end i 1852, men ingensinde havde Deltagelsen fra Provinserne været saa stor; der var mødt 1101 Udstillere fra København, 1019 fra det øvrige Danmark…”
(Kilde: Nationaløkonomisk Tidsskrift. Ny række, nr 6, 1888)
Gadekæret er lidt anderledes end resten af Ishøj. Området er bygget som en byenhed og når jeg løber gennem området får en fornemmelse af landsby. Det er nok ikke helt ved siden af.
Som der står en en omtale i Arkitektur 1977, nr. 8: “Den [Gadekæret] ligger umiddelbart ved et af Køge Bugt-planens store etagehusbebyggelser, og den må uundgåeligt opfattes som et bevidst formet alternativ til 60’ernes uniforme etagehusmiljøer. Det er en revaluering af de gamle småbysamfunds kvaliteter: variationen i bebyggelse indenfor beslægtede bygningstyper, de relative lave hushøjder, det uregelmæssige gadenet, intimiteten i de smalle gader og stræder, og fællesskabets symboler, torvet og grønningen.”
Og det er intimt, særligt synes jeg, når jeg på en sommerdag bevæger mig ned gennem de små bagage og møde beboer i gang med at klippe hæk eller på vej videre. I midten af de hele er en sø – eller om du vil et gadekær. Her er åbent og hyggeligt med bro, træer og ænder.
Gadekæret, altså søen midt i boligkomplekset, er ikke en naturlig sø. Da området stadig var landbrugsjord var der et sumpet område på en mark. Det valgte KBI at udgrave, fylde med vand og indrette til regnvandsbassin for bebyggelsen.
I landejendommen Mosegård er indrettet beboerhus. Mosegård ligge ved den ene af to fællesområder med suppleringsrum. Her er der bl.a. en lokalkøbmand. Parkeringspladserne er placeret i byggeriet yderkant, så vejnettet mellem boligerne er forbeholdt bløde trafikanter.
Bygningerne er opført af sandwichelementer af beton, udført med en okkerfarvet forstøbning. Den gullige farvenuance hedder Frederiksberg gul.
Arkitekterne bag udformningen af Gadekæret var Kooperativ Byggeindustri a/s (KBI). Gadekæret blev bygget med 563 boliger og en række suppleringsrum. Husene variere fra en til tre etager – dog er to-etagehuse fremherskende. Husene er opført i 1975-79 med Vridsløselille Andelsboligforening som bygherrer. KBI havde tidligere stået bag byggeriet af Vejleåparken.
Vridsløselille Andelsboligforening havde rødder i det utraditionelle og politisk markerede boligmiljø i Albertslund. Dengang var foreningen toneangivende og progressive i boligdebatten omkring tæt-lavt byggeri og beboerdemokrati.
Ambitionerne var store og “Gadekærets fædre havde sat sig sammen og besluttet, at nu skulle det gøres ordentligt, nu skulle det bevises, at man sagtens kunne bygge stort uden at det gik ud over livskvaliteten. Samtidig skulle det demonstreres, at godt byggeri, perfekte livsbetingelser og gennemtænkte løsninger kunne bringes i front uden at det blev rasende dyrt – at bygge og at bo i.” (citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri) I 1979 lå den månedlige husleje mellem 530 og 2600 kr.
Gadekæret består af et samlet areal etageareal på 67.500 kvadratmeter, inklusiv plejehjemmet. Det dækker et grundareal på omtrent 225.000 kvadratmeter.
I Byggeindustrien (1977, nr. 10) skrev Henrik Nissen: “Gadekæret er et godt eksempel på, hvorledes en dristig boligforening i samarbejde med et fremsynet projekteringsteam har realiseret en række af de nye idéer, der er aktuelle i den danske boligdebat”.
Priser og berømmelse
I 1978 tildelte Betonelement-Foreningen Betonelement-prisen til arkitekt Knud E. Rasmussen med begrundelsen: “Med pressen som lidenskabelig bannerfører har udtryk som betonslum, betonskuffer og betondepressioner været daglig kost på mange avisers forsider. Det må være ubegribelig mangel på omtanke, der får hæderlige journalister til at deltage i så urimelig forfølgelse. For lige så lidt som der findes grimme toner eller grimme farver, der der grimme materialer, men der findes skrækkelige måder at sætte tonerne sammen på, talentløse måder at sætte farver sammen og menneskefjendske måder at bruge materialer på. Men materialerne er uden skyld. (…) Bygningsblokkene måtte placeres så en enkelt kran eller to kunne klare hele montagen uden at man behøvede at flytte sporene mere end højest nødvendigt. Det er blandt andet bruddet med kransporets tyranni, der placerer Gadekæret i særklasse. Hver enkelt gade eller stræde og hvert eneste grønområde i bebyggelsen har fået en rumlig identitet, der adskiller den fra de andre, og uden at være kaotisk er bebyggelsesplanen meget oplevelsesrig, og man kan færdes korte og lange ture i bebyggelsen og stadig møde nye udtryk.” (citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)
Renovering
I 2012-1014 blev Gadekæret renoveret. Badeværelserne blev fornyet og der blev sat mekaniske ventilatorer op i boligerne. Døre og vinduer blev udskiftet og der blev foretaget sokkelisolering samt facaderenovering og opsætning af nye indgangspartier. 12 grønne områder blev også renoveret bl.a. med nye legepladser.
Inden renoveringen blev sat i gang havde mange boligernes badeværelser så utætte gulve og skimmelsvamp. Indeklimaet i bebyggelsen er generelt meget dårligt. Så det var godt der skete noget.
Jubilæum 2017
I slutningen af maj 2017 havde Gadekæret 40 års jubilæum. Jubilæet blev markeret med en fest ved gadekæret hvor der var musik og forskellige boder.
Avisen Sydkysten (23. maj 2017, uge 21) havde et interview med Alice og Torsten Lynge der har boet i Gadekæret siden boligerne blev opført. De første lejligheder blev udlejet i 1977. Alice og Torsten flyttede ind i september 1978.
Parret lod sig lokke fra Vallensbæk til Ishøj med udsigt til at få egen have. Med to børn var det ønskværdig med en have lige udenfor døren.
Til Sydkysten sagde Torsten: “Da vi flyttede, tænkte vi at her var et sted, hvor vi følte os tilpas fra starten. Livet har været godt her for os i Gadekæret”. Og fortæller videre om de mange år i Ishøj: “Vi har aldrig haft tanker om at flytte herfra. Folk skifter hus hvert tredje eller fjerde år. Jeg fatter ikke tanken. Vi har følt, at det var her, vi skulle leve vores liv”.
Alice supplere: “Vi glæder os over, at vi bor her hver dag. Vi tænker ikke på store ferier, vi vil hellere være i vores have”.
Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.
Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.
Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.
Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.
Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.
På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.
Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.
Køge Bugt loven
Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”
Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.
Almene boliger
Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.
Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.
Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.
Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.
Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.
Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.
Fokus på Afd. II
Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.
Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.
Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.
De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.
Den central gård i Vildtbanegård Afd 2, 2017.
I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.
Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.
Faraoen Den (Første dynasti, ca. 2970 fvt.) først siddende i hans Heb Sed trone og til højre ses faraoen løbende det symbolske løb som bevis på at han havde styrken til at reagere.
Løb har gennem tiden haft mange formål. De åbenlyse er jagt, transport og kommunikation. I den lidt mere kuriøse ende findes de løb, som de ægyptiske faraoer løb for at vise værdige som hersker. Også de ægyptiske soldater løb – og de løb noget længere end faraoens symbolske løbetur i en tempelgård.
Heb Sed-festen blev afholdt i tempelgården ved Djosers tempelkompleks i Sakkara. Faraoen skulle først gøre offer til en række guder. Han blev først kronet med den hvide krone for Øvre Ægypten og derefter den røde krone for Nedre Ægypten. Efter kroningen løb faraoen, iklædt en kort kilt med dyrehale, fire gange rundt i tempelgården og blev derpå ført væk i en stor procession for at besøge et kapel med guderne for Øvre og Nedre Ægypten.
Ved at gennemføre løbet fornyede faraoen den styrke og livskraft han besad i egenskab af at være Ra’s søn. Traditionelt (med undtagelser) blev det afholdt i faraoen tredivte regeringsår – og hvert tredje år derefter.
Hed Sed-festen er har rødder helt tilbage til de tidligste dynastier (thinitisk tid) og forbindes med den urgamle tradition om kongeofferet. Når faraoen blev for svag måtte han dø så en yngre og stærkere hersker kunne træde hans sted. Ved Heb Sed feste og ved at gennemføre løbet, skulle faraoen bevise, at han stadig havde den fulde styrke til at regere.
Soldater på løbetur
Oldtidens grækere er inspirationen for de moderne Olympiske Lege, men også i oldtidens Ægypten var idræt en del af dagliglivet.
I 1977 blev Taharkas løbe-stelen fundet. Inskriptionen er dateret til omkring 685 før vores tidsregning og beskriver et langdistanceløb som en del af den militære træning.
Som en del af den militære træning sendte faraoen Taharka hans soldater ud på et langdistanceløb. Løbet startede i Memphis hvorfra soldaterne løb til ørkenbyen Faiyum og tilbage igen. En distance på omtrent 100 km.
For at løberne skulle lide så lidt som muligt under varmen, blev første halvdel af løbet gennemført om natten. Taharka fulgte løberne i løbet på hesteryg. Efter løbet var der banquet for alle dem der havde løbet godt og hæder til alle der havde gennemført.
Ved indgangen til Ishøj Dyrepark står en stor rød port. Porten var tidligere en af indgangsportene til Tivoli i København.
Porten er lavet i 1912 som indgangsportal til Tivoli overfor Københavns Hovedbanegård. Året forinden var den nye Hovedbanegård indviet og der var kommet behov for en indgang fra Bernstorffsgade.
Bernstorffsgade. Udsigt mod Tivoli fra Personbanegårdens Ankomstside, 1914. Foto: “Før og nu : historisk topografisk Tidsskrift”, 1919.
Porten er tegnet af Knud Arne Petersen, der var direktør i Tivoli, og som tidligere havde tegnet Det kinesiske Tårn*. Han var optaget af Østens arkitektur og portalen er opført i en japansk inspireret stil. Så det er misvisende når porten i dag omtalens om Den Kinesiske Port.
I 1926 blev porten fjernet fra indgangen fra Bernstorffsgade.
Porten kommer til Ishøj
I 1935 blev den nye Køgevej (Gammel Køge Landevej/Ishøj Strandvej) etableret og den nye vejføring førte trafikken bag om Jægerkroen der lå på Tranegilde Strandvej. For at skabe blikfang ved de nyanlagte trafikåre erhvervet kroværten Lille Søren porten fra Tivoli. Jægerkroen nedbrændte den 28. april 1975 og Ishøj Kommune overtog porten. Herefter blev den opmagasineret i en årrække.
I 1991 blev porten renoveret og flyttet til Ishøj Dyrepark hvor den står som indgangsportal fra parkeringspladsen på Brentevej. Renoveringen af porten var en del af et arbejdsløshedsprojekt – så den slags behøver ikke være helt meningsløse.
* Det kinesiske Tårn i Tivoli blev på forunderlig vis til Det japanske Tårn i 2006 da en sushi-restaurant flyttede ind.
