Kategoriarkiv: Idræt

Cph Coast Half : flad tur

Amager. 29. oktober 2022.

  • Startnr.: 6
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 2 af 4
  • Placering mænd: 2 af 3
  • Tid: 03:57:47
  • Tempo: 05:38 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

Jeg løb Cph Coast Half i 2019. Dengang var det et a til b løb med start på Sydvestpynten og mål på Islands Brygge – og kun en distance på programmet: halvmaraton.

Der er sket lidt siden. Arrangørerne, Trailman, har ændret ruten. Nu er der mål og start samme sted. Der er tilføjet to nye distancer: 10 km og maraton.

Start/målområdet ligger på Sydvestpynten i Dragør kommune. Der er stillet et par plasticpavilloner op hvor arrangørerne er ved at gøre klar i morgenmørket. Der er ingen sider i pavillonen så de fryser i vinden. Vi får vores startnumre udleveret og kryber i læ i bilen.

Jeg løber maraton og har start klokken otte. Mette der løber en halv må vente en time mere inden der er afgang. Vi er fire løbere der stiller til start på dagens lange distance. En kvinde og tre mænd. Det er blevet lyst, men vinden er stadig frisk.

Afsted. Efter en indledning på en sandet strandeng løber vi et langt stykke på Dæmningsvej på dæmningen langs kysten. Efter otte kilometer er vi kommet på den anden side af dæmningen hvor vi løber på en grusvej langs dæmningen. Her mærker vi ikke vinden, men det gjorde vi på det første lange stykke, hvor vi havde den lige i hovedet.

Vi løber omkring Birkedam og i den lille skov på Svenskeholmvej er der depot. Et glas sodavand og så videre ad Svenskeholmvej. Lige ud i det åbne landskab. Her græsser køer i det flade terræn.

Ruten fortsætter langs nordkanten af Pinseskoven – en af de lokale seværdigheder. Vi drejer højre om og løber ind i skoven ad Snogevej. Et overflødighedshorn af efterårsfarver. Her er smukt. Vi zig-zagger lidt rund i området og ender ved det andet depot, som er placeret hvor Frieslandsvej møder Kanalvej.

Zig-zaggerriget fortsætter på de sidste fire kilometer til start/målomårdet. Det er et halvmaraton. Jeg snupper en tur mere i det vindblæste landskab.

På anden omgang sætter jeg tempoet lidt op. Jeg vil gerne under fire timer. Jeg var på den forkerte side af de to timer, da jeg passerede depotet ved start/mål. Planen lykkedes og jeg løber 2022 udgaven af Cph Coast Half i tiden 03:57:47. Nummer ét blev Christian Høtoft Sørensen i tiden 03:44:18.

Min tid rækker til en andenplads. Det hjalp selvfølgelig, at vi kun var fire løbere på maratondistancen, hvoraf en var kvinde. Det hjalp også, at den ene af herrerne ikke virkede synderlig interesseret i at komme hurtigt rundt. Desværre er der ikke noget podie, for dette er den første og sidste gang hvor jeg kommer i nærheden af sådan et.

Ruten er flad og flot. Der er start på Sydvestpynten i Dragør kommune, men størstedelen af ruten løbs på Kalvebod Fælled og i Tårnby kommune. Er du typen der synes lige stræk hvor øjet kan se langt er svære at have med at gøre, så er løbet en god mental udfordring.


Cph Coast Half

  • Arrangører: Trailman
  • Start: Sydvestpynten, Dragør
  • Land: Danmark
  • Underlag: grusvej, skovvej, asfalt
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10 km
  • Deltagerantal: 64
  • Sko: Adidas Energy Boost

Midtfyn cannonball : forbi en høj

Årslev. 15. oktober 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:17:16
  • Tempo: 06:06 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

I den lille by Årslev på Midtfyn arrangerer Anita Witte cannonball-løb. Vi er taget til Fyn og efter en overnatning på en bed & breakfast i Birkende, så vi klar til en løbetur i landskabet omkring Årslev.

Årslev ligger centralt på Fyn. Her bor godt 4.000 mennesker. Fra 1966 til 2007 var Årslev administrativt centrum i Årslev kommune. Årslev er en stationsby placeret på Svendborgbanen, hvormed der er 17 minutters transporttid til Odense.

Anita har flere forskellige ruter som Midtfyns cannonball kan afvikles på. I dag løber vi Kirkeruten, som måske er navngivet fordi vi starter på Gl Byvej, men hurtigt drejer fra ved Årslev kirke?

Løbere på en sti på en mark. I baggrunden, mellem nogle træer, en kirke.
Løbere på Kirkestien.

Ruten er en kvartmaraton-runde. Der løbes efter de klassiske Klub 100-løbskriterier; løbet skal offentliggøres mindst 72 timer før start, resultatet offentliggøres senest en uge efter løbet, alle deltagere løber samme rute, minimum tre løbere gennemføre maratondistancen, deltagerne er selv ansvarlige for at måle sluttid og tiden på løbeur/mobil må ikke stoppe undervejs.

Efter at vi er drejet fra Gl. Byvej ved kirken løber vi ad et smalt spor kaldet Kirkestien. Efter lidt skov bliver sporet til grusvej og senere igen får vi asfalt under fødderne. Vi har ramt Sønder Højupvejen.

Vi krydser Svendborgbanen ved Pederstrup Station og jeg konstaterer, at der er en særlige landlig duft i Pederstrup. Godt jeg ikke skal tilbringe meget tid der.
Vi forlader landevejen mod Pederstrupgård og underlaget bliver først grus og sten, senere markvej.

Rundhøj
Møllehøj.

Ad veje og sving til højre og venstre ender vi på Hestehavevej. Den følger vi indtil vi skal til venstre ad Ringstedgårdsvej.
Vi skal forbi Møllehøj.

Møllehøj er en flot og høj bronzealderrundhøj. Møllehøj er ikke udgravet, men højens placering i landskabet og ikke mindst størrelsen vidner om at en vigtig person er begravet her.

For at komme forbi Møllehøjen må vi tilbage på de smalle spor. Vi nærmer os Årslev stationsby og de sidste par kilometer af rundstrækning er på byens bagside; lidt industriområde og en del på de små stier mellem villavejene, som folk udefra normalt ikke ser.

Jeg løber de første 25 kilometer, derefter skifter jeg disciplin til duatlon og resten af turen er en blanding af gang og løb. På sidste omgang forlader jeg ruten. Jeg må lige en tur op på Møllehøj. Det er tvivlsom, at jeg foreløbigt kommer forbi her igen.

I mål kan jeg konstatere, at jeg nu har gennemført 250 maraton.


Midtfyn cannonball – når du løber for sjov

  • Arrangører: Anita Witte
  • Land: Danmark
  • Start: Gl. Byvej, Årslev
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 47
  • Sko: Brooks Levitate 4

Midtfyn cannonball

ParforceTrail

Gribskov. 9. oktober 2022.

Resultat

  • Startnr.: 55
  • Distance: 21 km
  • Placering samlet: 15 af 50
  • Placering mænd: 14 af 43
  • Tid: 01:56:24
  • Tempo: 05:33 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Sådan omtrent et halvmaraton i Gribskov. Skoven er ved at klæde sig i smukke efterårsfarver. Vinden er nærmest fraværende og temperaturen er omkring de ti grader. Det bliver næppe bedre på en oktoberdag.


ParforceTrail

  • Arrangører: Langgarverne
  • Distance: 21, 12 km
  • Start: Kildeportvej, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Underlag: jord, grus
  • Deltagerantal: 74
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

ParforceTrail

Det kører i olie

Product placement: Jeg ved det er vigtigt med omega-3. Men jeg er knap så god til at få spist omega-3-tabletter, som jeg er til at få spist mine vitaminer, min kalk, jern og magnesium.

Jeg tror den manglende kontinuitet i indtages omega-3-kosttilskud skyldes, at jeg for en del år siden så en udsendelse om fremstilling af fiskeolie til omega-3-spillere. Det var en klam omgang.

Med det i baghovedet, er det paradoksalt, at jeg valgte det “normale” omega-3-tilskud fra Norsan da jeg blev spurgt hvad jeg ville prøve. Firmaet har også en veganske variant.

En flaske med fiskeolie.

Jeg modtaget 3 flasker med fiskeolie baseret Norsan Omega-3 Total. Fiskeolien er på flaske har den fordel, frem for i tabletform, at jeg smage hvis den er harsk – også selv om Norsans fiskeolie er forsynet med citronsmag. Det lidt specielt at indtage olie med en ske, men det er nok en vanesag.
I følge Norsan’s hjemmeside, er der 2.000 mg omega-3 i en spiseskefuld flydende fiskeolie. Samme skefuld indeholder 800 IE D3-vitamin.

På Sundhed.dk er omega-3’s funktion og effekter listet. Effekterne er blandt andet: Blodtrykket kan reduceres, anti-inflammatoriske egenskaber ved dannelse af anti-inflammatoriske eikosanoider og reduceret risiko for hjerte-kar-sygdom. Se alle funktion og effekter på Sundhed.dk: Omega-3 fedtsyrer.

Center of Zealand Marathon : 2×500

Ringsted. 2. oktober 2022.

Resultat

  • Startnr.: 369
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 23 af 63
  • Placering mænd: 19 af 40
  • Tid: 04:09:11
  • Tempo: 05:54 min/km
  • Hastighed: 10,16 km/t

Løbsoversigt

I dag var anden gang jeg løb Center of Zealand Marathon, der har eksisteret siden 2018.

Folk under en hvid pavilion
Regn inden start.

Start og mål er på Ringsted Stadion. Det er et slidt atletiktadion der trænger til en kærlig hånd. I følge Danmarks Stadion har Ringsted Stadion kapacitet til 5.000 tilskuere. Umiddelbart lyder det som mange mennesker på det stadionanlæg, men til en kamp mod Vejle BK i 1982 blev der proppet 4.022 tilskuere ind.

Løbet afvikles på en 10,55 DAF-opmålt kilometer lang rundstrækning, der (surprise) skal løbes fire gange for et maraton. På runden er der en enkelt bakke. På en dag som i dag, hvor jeg var noget træt, var det en gåbakke på alle fire omgange.

Fire mandlige løbere
Claus Blaabjerg i gang med sit maraton nummer 500.

Det skønne maratonpar Claus Blaabjerg og Britt Jørgensen løb hvert deres maraton nummer 500 til dagens arrangement. Efterfølgende var der tale ved David Bredo fra Klub 100, og Britt holdt en fin tale til Claus. Ren kærlighed.

Glad kvinde i målgang
Britt Jørgensen i mål efter det 500. maraton.

Café Ingeborg servere varm suppe med brød og en anden bod serverede billige pandekager til løberne.

To flasker fiskeolie og en medalje
Product placement: Jeg har modtaget 3 flasker “Norsan Omega-3 Total” til test. Mere om det i et kommende indlæg.


Center of Zealand Marathon # 4

  • Arrangører: Ringsted Motionsklub (RIMO)
  • Land: Danmark
  • Start: Ringsted Stadion
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 227
  • Sko: Brooks Levitate 4

HCA maraton : sub 03:20

Odense. 25. september 2022.

Resultat

  • Startnr.: 677
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 144 af 871
  • Placering mænd: 131 af 688
  • Placering mænd 50-54: 16 af 87
  • Tid: 03:18:33
  • Tempo: 04:42 min/km
  • Hastighed: 12,75 km/t

Mellemtider

  • 10 km [10 km]: 00:47:17 / 00:47:17 / 04:43 min/km
  • 20 km [10 km]: 00:47:44 / 01:35:01 / 04:46 min/km
  • halvmaraton [1,1 km]: 00:04:57 / 01:39:58 / 04:30 min/km
  • 30 km [8,9 km]: 00:41:20 / 02:21:18 / 04:38 min/km
  • 40 km [10 km]: 00:47:22 / 03:08:40 / 04:44 min/km
  • maraton [2,195 km]: 00:09:53 / 03:18:33 / 04:30 min/km

Løbsoversigt

HCA Marathon er et hurtigt løb – hvis du vil. I 2019 blev løbet kåret som det hurtigste marathon i verden målt ud fra gennemsnitlig sluttid. Så at være hurtig er der en del der vil.

Det kan godt være jeg er ved at være en gammel stabejs, men når jeg tager mig sammen kan jeg også få lidt fart i fødderne.

Fartholdere med balloner.

Det er nok langt fra Michael Stewart Fogh (02:30:28) der var den hurtigste herre ved året HCA maraton – og Claus Mathiasen (02:54:13) der var den hurtigste mand i min aldersgrupper. Men jeg er ganske tilfreds med 03:18:33. En fin forbedring af min pr, som ind til i dag hed 03:25:16.

Ulrik # 1.000

Der er 870 seje mennesker der i dag har gennemført et maraton. Men én overstråler os alle: Ulrik Pihl.

Ulrik Pihl løb i dag sit maraton nummer 1.000. Vildt imponerende. Med mine 248 maraton reduceres jeg til en ren maraton-novice i Ulriks selskab. Men jeg nyder hans varme, fynske venlighed når vi mødes.

I 2013 gennemførte Ulrik sit maraton nummer 100 og kom med i Klub 100. Ulrik blev den første i Danmark, der gennemførte et maraton i alle landet 98 kommuner. Mig bekendt, er det kun David Bredo der siden har nået målet med et maraton i hver af kommunerne i Danmark.

En mand med 1.000 maraton på cv’et.

Ulrik løb sit første maraton til HCA maraton i 2006 – så det er velvalgt, at det er til HCA maraton, at han runder de 1.000 gennemførte maraton.

I følge Verdensranglisten (med løbere der har løbet minimum 300 maraton), er der 41 mennesker i verden der har løbet 1.000 maraton. David Brede fra den danske Klub 100 maraton kender dog til 3 løbere som har passeret de 1.000 maraton siden Verdensranglisten sidst blev opdateret (31. december 2021).
Det er et meget eksklusivt selskab som Ulrik Pihl er blevet en del af.


HCA maraton # 22 – mere end et løb

  • Arrangører: HCA maraton
  • Land: Danmark
  • Start: Odense Idrætspark
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 3.444
  • Sko: Adidas Adizero Sub2

HCA maraton

Kokkedal maraton : tung trail

Kokkedal. 3. september 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:57:42
  • Tempo: 07:03 min/km
  • Hastighed: 8,5 km/t

Løbsoversigt

I Kokkedal har Gert Jensen efterhånden arrangeret cannonball-løbet Kokkedal maraton nogle gange. I dag passer det endelig ind i vores kalender, så mig og Mette kan løbe med. Vi ankommer planmæssigt en halv times tid inden start, og når knap nok at kommer ud af bilen, inden vi er inviteret indenfor til en kop morgenkaffe.

Gert har fire rute som han skifter mellem. I dag er vi heldige og skal løbe den ene af de fire ruter, som er kategoriseret som en trailrute.

Ruten er markeret med små, røde flag og lyserøde kridtpile.

Klokken nærmer sig otte, hvor der er start på dagens løb. Vi forlader den varme stue og går ud på Skovbrynet, hvor der er opsat et fint, lille depot og tegnet en start/mål-linje på vejen. Gert byder velkommen og introducere ruten.

Vi er en lille flok i dag. Fem løbere er tilmeldt maratondistancen og en enkelt (Mette) står klar til at løbe et halvmaraton. Efter at alle har fået satellitforbindelse på deres løbeur, sætter vi i gang.

Ud ad Kokkedal er der en tynd, grøn naturstribe, Å parken, der følger Usserød Å ud af byen. Det er her vi løber. I starten løber vi på fine, jævne grusstier. Efter knap to kilometer krydser vi Ullerødvej og rammer et fint singletrack, der følger å-løbet mod nord.

Usserød Å.

Da jeg rammer de tre kilometer, har jeg lige forladt det smalle spor langs åen og løber på en mark. Der er muldjord under skoen et kort stykke inden markeringsflagene leder mig ind i skoven ved Nivå Kirke. Her er igen et lækkert spor og vi kommer rundt i hele den lille skov.

Herefter krydser vi et åbent område som en lille flok køer afgræsser. Stien er ikke lige tydelig alle steder, men der er sat markeringsflag i nogle af de småbuske er står her og der. Inden vi igen krydser Ullerødvej, er der en kort passage gennem lidt tilgroet småskov.

Vi er tilbage på de jævne grusstier. Ruten tilbage herfra til Skovbrynet afviger kun en smule fra turen ud. Men inden vi kan gå i depotet og tanke op til næste runde, er der en lille rundtur i skoven syd for Skovbrynet.

Turen gentages seks gange for et maraton.

Det er en langsom dag i løbeskoene. Anden runde blive en smule hurtigere end første runde. Og jeg tænker egentlig, at tempoet skal yderligere op, men det sker ikke. Tværtimod. Kroppen er tidlig tung og træt. Det bliver en af de dage, hvor jeg bare skal stille og roligt igennem. Heldigvis er det en smuk rute, så det er fint med tid til at nyde naturen omkring Usserød Å.

På sidste runde finder jeg mp3-afspilleren frem og sætter færøske Svartmálm på – et passende soundtrack til en tung dag i trailsporet.

Brombær

Dagens løb er navngivet Brombær trail. Det var ikke fordi der var masser af brombær på ruten som jeg kunne spise. Men efter løbet serverer Gert en dejlig hjemmebagt brombærkage med kaffe.

“Brombær (norsk Bjørnebær ell. Brambær) er en folkelig Benævnelse for forsk. i Norden vildtvoksende og tillige for visse fremmede, i Haverne dyrkede Rubus-Arter med i moden Tilstand meget mørke, næsten sorte Frugter, der er spiselige.”
(citat: Salmonsens konversationsleksikon : Bind IV: Bridge-Cikader, 1916)

Jeg må have et ekstra stykke af kagen, inden vi kan vende snuden hjemad.

Af fem deltagere på maratondistancen var det kun tre der gennemførte, mens 100% af løberne på halvmaraton gennemførte.


Kokkedal maraton – brombær trail

  • Arrangør: Gert Jensen
  • Land: Danmark
  • Start: Skovbrynet, Kokkedal
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 6
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

Kokkedal maraton

Vestvoldsmaraton

Vestegnen. 28. august 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:54:05
  • Tempo: 05:33 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

En løber på ydersiden af Vestvolden – den side af volden prøjserne forventedes at angribe fra.
De steder hvor deltagerne skal dreje, er der kommet permanente markeringer af ruten. Så lokale, der står og mangler en godt syv kilometer lang træningsruten kan bruge ruten når de har lyst.


Vestvoldsmaraton # 40

  • Arrangør: Peter Møllebro
  • Land: Danmark
  • Start: Brøndbyskoven
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, skovvej/sti
  • Sko: Adidas Energy Boost
  • Deltagerantal: 25

Vestvoldsmaraton

Høje Møn

Lidt fotos fra South Coast Ultra – Møns Klint. Et smukt løb der bød på masser af højdemeter, rullesten og skøn natur.

South Coast Ultra

South Coast Ultra

Møn. 20. august 2022.

Resultat

  • Startnr.: 7
  • Distance: 50 km
  • Placering samlet: 8 af 25
  • Placering mænd: 8 af 20
  • Tid: 06:15:12
  • Tempo: 07:30 min/km
  • Hastighed: 8 km/t

Løbsoversigt

Nogle vil mene, at en start klokken ni er en sen start for et 50 kilometer løb, men når starten er ved GeoCenter Møns Klint og vi står op i vores egen seng i Hillerød, er jeg glad for at South Coast Ultra ikke starter tidligere.

Vel ankommen til GeoCenter Møns Klint finder jeg et toilet. Morgenkaffen har virket. Da det er overstået henter jeg vores løbenumre. Der er rigeligt med tid til at blive klar til start. Lidt i ni forlader jeg en halvsovende Mette i bilen. Hun løber 15 kilometer og har først start klokken ti.

Folk der snakker sammen.
Morgenhygge i startområdet.

Jeg for småsnakket med et par løbevenner inden arrangørerne begynder den obligatoriske løbsbriefing. Det sker klokken fem minutter i start. Klokken bliver ni. Alle os der har valgt at bruge dagen på at løbe 50 kilometer sætter i gang.

South Coast Ultra er en del af Trail Fox Series og arrangeres af Running26. Arrangementet laver Running26 i samarbejde med GeoCenter Møns Klint og Vordingborg Kommune.

En flok løbere løber på en sti langs en vej.
Løbet er i gang. Her er feltet af løbere stadig rimelig samlet, men det spredes hurtig ud i små grupper.

Vi mærker hurtigt, at vi er i et, for Danmark, ganske bakket terræn. Og jeg konstaterer tidligt, at arrangørerne har været gode til at finde nogle lækre spor. Der er dog andet end single track på ruten, f.eks. skovvej og ind imellem en smule asfalt. Enkelte steder er sporet så lidt brugt, at det nærmest må kategoriseres som off road.

Efter de første 10 kilometer kommer vi ned til havet og løbe. Rullesten – en lidt speciel løbedisciplin. Efter omtrent halvanden kilometer nedenfor kalkklinten går det stejlt op. Løbet forsætter i Klinteskoven.

Jeg kan konstatere, at tempoet er dalet efter de først ti kilometer. Men med undtagelse af den halvanden kilometer på stenstranden, går det også meget op og ned.

Lille flag
Ruten er markeret med mange små flag og enkelte pile.

Mon det var omkring de 21 kilometer, at ruten passerede forbi målportalen ved GeoCenter Møns Klint?
Herfra løb vi videre ad den handicapvenlige træbro der er lavet i Klinteskoven. Kun for kort efter at blive ledt ned på den mere ujævne skovbund igen. Efter få kilometer er jeg tilbage ved GeoCenter Møns Klint, denne gang på en sti i skovbrynet ved parkeringspladsen.

Det er en noget snørklet rute, men sådan må det være, når arrangørerne skal finde 50 kilometer på et forholdsvis lille område.

Hvor de første mange kilometer stort set kun bød på skov og strand, kommer løberne på anden halvdel af ruten også ud i bakkelandskabet syd for Klinteskoven. Her er der kvæg og geder som afgræsser de grønne arealer. Ruten er ikke for folk med fobi for kvæg.

På et tidspunkt passere vi hen over Kongsbjerg, der med sine 135 moh, er områdets højeste punkt. (Alt i alt tæller mit løbur lidt over 2.000 højdemeter i dag).

Ansigt med kasket.
Et sted mellem 40 og 45 kilometer ude på ruten.

Efter 45 kilometer rammer jeg det sidste depot på ruten. Jeg fylder mine to soft bottles op med vand. Drikke lidt saft og begiver mig afsted ud på de sidste fem kilometer. De er næsten alle er på standen. I starten er der lidt sandstrand men snart er alt rullesten og ind imellem lidt kalk. For mit vedkommende bliver det en blanding af løb og gang.

Efter godt seks timer nærmer jeg mig mål. Nu mangler blot Danmarks længste trappe op til GeoCenter Møns Klint. Jeg forsøger at holde et rask tempo op ad trappen, men kan også mærke en niven i lægmusklen – kroppens måde at sige: “Pas på – ellers kommer der en krampe”.

Op komme jeg. I mål kommer jeg. Får en medalje og et kys af kæresten. Alt er godt.

Stenet strand og kalkklint.
Møns klint.

“Møns Klint og Høje Møn er et enestående landskab, hvis lige kun findes meget få steder i verden. Det stærkt kuperede terræn består af høje, langstrakte bakkerygge opbygget af kridt, der hyppigt træder frem som hvidt fjeld under den mørke muld i bøgeskovens bund. Langs selve klinten står skrivekridtet frem, visse steder som mere end 100 m høje, lodrette klipper adskilt af dybe sandfyldte slugter, der fra landskabets top falder ned mod kysten.”
(citat: Trap Danmark : Bind 25 : Vordingborg, Lolland, Guldborgsund. Trap Danmark / Gad, 2022.)


South Coast Ultra – Møns Klint

  • Arrangør: Running26
  • Land: Danmark
  • Start: GeoCenter Møns Klint
  • Distance: 50, 30, 15, 5, 2 km
  • Underlag: kalk, jord, skov, træ
  • Deltagerantal: 335
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

South Coast Ultra