Kategoriarkiv: Idræt

Maraton PopUp : årets sidste maraton

Høje Taastrup. 26. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:01
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Maraton PopUp har de sidste år afholdet et cannonball-løb mellem jul og nytår. Også i år hvor vi løber i Høje Taastrup. Det er Søren Kulhmann fra Fyn, der har ønsket et løb i Høje Taastrup. Sikkert for at få hakket kommunen af på kommunebingopladen.

Jeg har løbet i Maraton PopUp i Høje Taastrup før, men i dag byder alligevel på en ny rute.

På Hakkemosevej.

Der er start ved det tidligere rådhus på Øtoftegårdsvej. Herfra svinger vi lidt rundt i parkeringsområdet og ender på Præstegårdsvej. Vi krydser Roskildevej og fortsætter ad Hakkemosevej, der mest af alt er en natursti. Vi drejer af Hakkemosevej ad en velplejet grussti og kommer forbi kæmpen Teddy Venlig.
Vi løber næsten hele vejen rundt om Hakkemosen og kommer tilbage til Roskildevej ad Lervangen.

På den anden side af Roskildevej venter en rundtur i Høje Taastrup Landsby. Her får vi både lidt af den gamle landsbystemning omkring Bygade, og lidt at det nyere villakvarter ved Lavendelvej. Vi løber omkring det tidligere rådhus og kommer tilbage til start-, depot- og målområdet. Med de to gange, hvor runden krydser Roskildevej, er det vist en rute, der kun kan bruges 2. juledag.

Teddy Venlig.

“En tur til” kan jeg sige til mig selv 5 gange. Efter 6 omgange er der til et maraton. Det sidste maraton for mig i år.

Surprise

Inden vi gik i gang med at løbe, holdt Henrik Birkedal, der arrangerer Maraton PopUp, den obligatoriske løbsbriefing. Han fik taget fusen på os alle, da han annoncerede, at han i dag løb sit maraton nummer 300. Den eneste der ikke blev overrasket, var smukke Ole, der havde lavet dagen specialmedalje.

Hr. Birkedal kort efter målgang.

Stor tillykke med de 300 Henrik!. Det er altid en fornøjelse at løbe med dig og at deltage i dine løbsarrangementer. Og tillykke med din adgangsbillet til Verdensranglisten. Du nåede det lige i år.

Maratonopgørelse

Dette var årets sidste maraton for mig. Det blev til 38 maraton, 2 ultraløb og nogle løb på kortere distancer (jeg slutter året med et halvmaraton den 31. december – om alt går vel).

Med 38 maraton, blev 2023 det år, hvor jeg har løbet flest maraton på et kalenderår. Jeg er oppe på 295 maraton i alt. Det varer ikke længe inden jeg runder de 300 og kommer på verdensranglisten. Det sker 2. marts ved Hvalsø cannonball.

Det år jeg løb færrest maraton var 2012, hvor det blev til 8 maratonløb. I gennemsnit har jeg gennemført 24,58 maraton om året siden 2012.

Mine maraton fordelt på år.

Jeg påstår gerne, at jeg løber mest om sommeren. Det ses også af maratonstatistikken, hvor den måned hvor jeg har løbet flest maraton, siden det første maraton i 2012, er juli med 51 maraton.

Lidt overraskende er det, at december er på en delt andenplads med juni og marts, hvor jeg gennem årene har løbet 28 maraton i hver måned.

Mine maraton fordelt på måneder.

De lave tal for maratonløb i april, august og september, hænger tildels sammen med, at jeg har løbet en del halvmaraton/ultraløb i de måneder.


Maraton PopUp # 72 – Høje Taastrup

  • Arrangør: Henrik Birkedal Hansen
  • Land: Danmark
  • Start: Ved det tidligere Rådhus på Øtoftegårdsvej
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, asfalt, jord
  • Deltagerantal: 42
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Maraton PopUp

Ø maraton

Amager. 23. december 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:47:52
  • Tempo: 05:07 min/km
  • Hastighed: 11,7 km/t

Løbsoversigt

Der var lidt sne på Amager. Det var frosset og fast. Let at løbe på. Flot morgensol og masser af smukke mennesker – nogle med nissehuer.

Morgenstemning ved Amager Strand.
Hastværk er lastværk.
God jul.


Ø maraton # 143 – jul på øen

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Ø maraton

Skive maraton : Kurts # 100

Nykøbing Mors. 17. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:04
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I den nordvestjyske by Skive arrangerer Malene, Maria og Rita cannonball-løb under navnet Skive maraton. I dag skal jeg løbe med, men ikke i Skive.

Skive maraton er taget udenbys og arrangerer løb i Nykøbing Mors. Anledningen er Kurt Andersens 50 års fødselsdag og Kurts maraton nummer 100. Så er der jo nok kage, når vi kommer i mål!

Vi er et godt stykke hjemmefra og det er sjældent, vi løber i denne ende af landet. Det er første gang vi løber på Mors og vi kan derfor hakke en kommune af på kommunebingopladen.

Kurt fortæller lidt om hvorfor vi er samlet til løb på Mors.

Mors kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970, ved strukturreformen i 2007 kom kommune ind i Region Nordjylland. Kommunen består af øerne Mors og Agerø i Limfjorden. Den dækker et areal på 367,67 km² og der er 22.196 indbyggere i kommunen.

Nykøbing Mors ligger på østsiden af Mors og der bor godt 9.000 mennesker i byen og det er kommunens administrative centrum og største by. Nykøbing Mors er en gammel købstad. Fra 1396 kendes bynavnet som Nykøoing – og fra 1299 som Noua Ciuitas. Har du ikke allerede luret det, så kan jeg oplyse, at navnet betyder “den nye handelsplads”. Men med næste 1000 år som handelsplads på bagen, er det længe siden Nykøbing var ny.

Rigeligt med morgenmad.

Overnatningen inden løbet var på Hotel Steenbergs. Et hotel i et gammelt pakhus med flottet bærende bjælker, tykke mure og små vinduer. Stemningsfuldt. Det var ikke den billigste løsning. Til gengæld var hotellet fleksibel med tidspunktet for morgenmaden. Vi fik serveringen tre kvarter før tid. Det var god morgenmad, måske lidt for godt, for jeg er lidt tung inden start.

Dagens løbetur starter på Rolstrupvej lige ved Morsø Hjemmepleje og Rolstruplund Plejecenter. Der er åbnet ind i hjemmeplejens lokaler, hvor vi kan ligge vore bagage og hvor der er mulighed for bad efter løbet.

Kurt med følge.

Vi får sagt tillykke med fødselsdagen til Kurt, inden der er morgenmøde med praktisk information om ruten, depoter m.m. Vi skal løbe en kvartmaratonrunde med retningsskift for hver omgang. Der bliver masser af mulighed for at hilse på og evt. komme med opmuntringer på turen.

Tid til gruppefoto og start. Rundstrækningen byder på industriveje og villaveje. Vi kommer gennem et par områder med fritidshuse. En tur ned langs vandet. Gennem lidt skov. Underlaget skifter mellem asfalt, grus og jord.

Vi kommer igen ned langs vandet og løber gennem Nykøbing down town ved havnen. Et lille fint anlæg. Flere villavej og et stykke med en fedtet ensporssti.

Morsø Garden gi’ den gas på Gasværksvej.

På de fire omgang kommer jeg aldrig i depot. Der er ellers to af dem. Et i et lagerrum ved start/mål og et midtvejs på rundstrækningen, nær havnen.

Jeg når i mål med en tid lige under de fire timer. Der er god tid til at nå et bad, inden Kurt entrerer målområdet, på det der er hans maraton nr. 100.

Vi er en del løbere og familie til at heppe Kurt i mål. Efterfølgende er der et par fine taler. Det lyder som om Klub 100-medlemmerne hygger sig i det nordjyske. Kurt får selvfølgelig Klub 100-tøj og en Klub 100-medalje. Og vi får alle rigeligt med kage.

Målgang på maraton # 100. Stort tillykke til Kurt.


Skive maraton – Kurts 50 års fødselsdag og marathon nr. 100

  • Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Rolstrupvej, Nykøbing M
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 65
  • Sko: Adidas Energy Boost

Skive maraton

Fredskov 2500 basis

Valby. 10. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:41:39
  • Tempo: 05:15 min/km
  • Hastighed: 11,4 km/t

Løbsoversigt

En lille flok løbere var mødt tidligt op i Valbyparken. Her var der regnvejrsløb på programmet.

Dagens medalje.
Et glemt håndbånd i en busk.
Maratonløber – næsten i mål.


Fredskov 2500 basis # 140

Arrangører: Aneste Fredskov
Land: Danmark
Start: Rosenhaven, Valbyparken
Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
Underlag: grus, asfalt
Deltagerantal: 9
Sko: Adidas Solar Boost 5

Fredskov maraton

PE maraton : en Amagerhistorie

Vestamager. 25. november 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:53:27
  • Tempo: 05:32 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Ude på Amager arrangerer Philip Reitzel cannonball-løb. I dag skal jeg løbe med.

I dag skal jeg frem og tilbage med det offentlige. Det sidste stykke af vejen til dagens løb, kører jeg med bus 33 fra Ørestad St.

Bag mig sidder et ungt par. Bussen kører et stop eller to, og så rejser den unge mand sig. Han går hen til bussens midterdør og tager affaldsposen op af den lille skraldespand. Han går tilbage til pladsen ved siden af den unge kvinden. Her starter han en serie af opkast, der ikke er slut, da jeg står af ved Ugandavej.

De kan bygge en ny bydel af beton, stål og glas. Men Amager forbliver Amager.

Til sagen

Fra busstoppestedet ved Ugandavej er der ikke langt at gå til startstedet for dagens løb. Det er køligt og de små vandpytter der er, er spejlglatte. Heldigvis kommer der ingen nedbør og fra morgenstunden er der ingen vind.

Ind i skoven.

Jeg har ikke været her før. Der går lige et øjeblik, inden jeg spotter et strandflag bag naturstyrelsens røde port for enden af Ugandavej. Der er depotet. Der er start og mål for dagens maraton.

Her har Philip Reitzel, der arrangere dagens løbetur, sat en pavillon op med sukkervand, slik og varmt vand til kaffe.

Kalvebod Fælled og Pinseskoven.

Philip er netop kommet hjem efter en måned i Filippinerne. Som en del af dagens morgenmøde, fortæller Philip, at 25,- kr af deltagergebyret går til skoler i Filippinerne. Ganske sympatisk.

Efter morgenmøde og fællesfoto får vi lov at løbe. Vi starter i det åbne, flade landskab. Jeg sætter pris på den manglende vind, med de temperatur der er. Efter én kilometer entrer vi Pinseskoven med sine birketræer.

View til Ørestaden.

Vi kommer ud i det åbne landskab på vestsiden af Pinseskoven og løber ad Granatvej og Ellevehøjvej, der fører os tilbage til birkeskoven. Vi kommer atter ud af skoven. Denne gang på østsiden. Her afslutter vi runden med et langt, lige stykke på Kanalvej.

Turen rundt gentages seks gange for et maraton. På de sidste par runder kommer vinden, som mest mærkes på stykket på Kanalvej.

Jeg kommer ganske fornuftigt rundt i en tid under de fire timer. Der er kun en lille bakke på runden, og det hverken regner eller blæser. Det er meget fint. Det vil være vanskeligt, at finde en undskyldning for at underpræstere.

Cool rabbit.

Og kaffevandet. Det er stadig lunkent nok til at jeg kan lave en kop hurtigkaffe.


PE maraton # 27

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 54
  • Sko: Adidas Energy Boost

Hvalsø cannonball

Hvalsø. 19. november 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:30:28
  • Tempo: 06:25 min/km
  • Hastighed: 9,4 km/t

Løbsoversigt

Morgenmøde i skoven.

Regnvejrsdag i skoven. Alt var vådt. En lille del af dagens rundstrækning var på Skjoldungestien. Her fik vi lov til at skøjte lidt rundt. På resten af runden stod vi fint fast i vores asfaltfræsere.

De fleste løbere er pakket godt ind.

Det siges, at man ikke er hurtigere end det sidste løb. I så faldt er jeg blevet en langsom løber i løbet af den sidste uge. Dagens maraton blev løbet 51 minutter og 35 sekunder langsommere end maratonet i sidste weekend.

En fedtet sti.

Efter 21 kilometer virkede morgenkaffen pludseligt. Der var et toilet i skoven, sådan nogle 100 meter fra ruten. Desværre havde jeg passeret vejen til toilettet kort inden kaffen virkede. De næste 5 km var lidt træls og på det sidste stykke inden toilettet, fik jeg vand i øjnene.

Toilet i skoven.

Selv om fingrene blev kolde og mudderet trængte helt ind mellem tæerne, var det en dejlig dag i Bidstrup Skovene.

En våd sti.


Hvalsø cannonball # 49

  • Arrangører: Hvalsø løbeklub v. Morten Brogaard Jakobsen
  • Land: Danmark
  • Start: Skovvej, Hvalsø
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 38
  • Sko: Salomon Spectur

Hvalsø Cannonball

Fredskov 2500 basis : # 290

Valby. 11. november 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:38:53
  • Tempo: 05:11 min/km
  • Hastighed: 11,6 km/t

Løbsoversigt

Med start klokken otte ved Rosenhaven i Valbyparken, var der ikke mulighed for at sove længe lørdag morgen. Jeg kom op. Jeg kom afsted og stod klar til start lidt i otte.

Morgenstemning.

Aneste sagde velkommen og fortalte lidt om ruten, uden at fortabe sig i detaljer. Med kridtpile på jorden som markering, burde det være til at finde rundt.

Ruten er ændret en smule siden sidst jeg løb maraton i Valbyparken. I stedet for at løbe ned til Stejlepladsen, skulle vi løbe rundt i det grønne område øst for Hf. Musikbyen. Her fik vi lov at hilse på de lokale alpakaer.

En af de lokale holder øje med dagens begivenheder.

Jeg brugte dagens maraton til at teste formen. Var der stadig lidt tempo i benene?

Planen var, at lægge ud hurtigere end jeg normalt gør på et weekendhyggemaraton. Udgangspunktet hed 05:20 min/km eller hurtigere fra start. På de 10 km mellem 30 og 40 km på ruten, skulle jeg holde et tempo på 05:10 min/km eller hurtigere.

Begge dele gik fik. Ifølge Garmin løb jeg 05:04 min/km mellem 30 og 35 km og 05:06 min/km mellem 35 og 40 km.

# 290

I dag løb jeg mit maraton nummer 290. Så der kommer et maraton nummer 300 indenfor en overskuelig fremtid.

Morten Brogaard Jakobsen har været så venligt, at arrangere Hvalsø cannonball den 2. marts 2024. Planen er, at det bliver der jeg løber mit maraton nummer 300.

Efterår i Valbyparken.

De der kender mig som løber ved, at jeg elsker at løbe i skoven. Bidstrup Skovene er et af de steder jeg har løbet mange gange og det er en af Sjællands dejligste skove.
Jeg er derfor glad for at få lov at løbe mit maraton nummer 300 der. Jeg håber, at nogle af mine løbevenner er friske på en skovtur til marts.


Fredskov 2500 basis # 139

  • Arrangører: Aneste Fredskov
  • Land: Danmark
  • Start: Rosenhaven, Valbyparken
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: grus, asfalt
  • Deltagerantal: 35
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Fredskov maraton

Skovmaren

Store Dyrehave. 5. november 2023.

Resultat

  • Startnr.: 93
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 42 af 88
  • Placering mænd: 34 af 68
  • Tid: 03:53:26
  • Tempo: 05:32 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Maraton i Store Dyrehave.

Arrangørerne har ændre løbet navn fra Skovmaraton til Skovmaren. Maren er et pigenavn, der er en fordanskning af Marina, som er den feminine form af Marinus, som betyder “fra søen”. Jeg ved ikke om navnet henfører en en (for mig) ukendt Maren, eller en af skovens søer som Skovdam, Maltemosen eller Odderdam?


Skovmaren # 27

  • Arrangører: Farum Orienteringsklub og Tisvilde Hegn OK
  • Start: Hingsterhusvej/Glarmestervej
  • Land: Danmark
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10, 6 km
  • Underlag: grus
  • Deltagerantal: 1.898
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Skovmaren

Kommuneserie Vest : løb på Fanø

Fanø. 27. oktober 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 17 af 48
  • Tid: 04:17:25
  • Tempo: 06:06 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

Så har MaratonDanmark igen samlet en god flok løbere, hvoraf de fleste har sat sig for, at løbe et maraton eller halvmaraton 3 dage i træk – i 3 forskellige kommuner. Vi starter i Fanø Kommune, der med sine knap 3.500 indbyggere godt kan kaldes en miniputkommune.

Fanø er kendt for sine sæler, der kan opleves hele året på øen. Og så er der også et eller andet med fliser. Altså den slags der er glaserede og som oftest sidder på en væg – også kaldet kakler. Det siges, at de første fliser kom til Fanø i 1600-tallet. Siden er de blevet flittigt brugt af øen beboere.

Så er vi i gang. Første maraton af tre på tre dage.

Men jeg så ingen sæler, selv om vi løb lidt langs stranden nord for Nordby. Og den eneste flise jeg så, var en der var sat i en træramme og skruet op med en skrue på det B&B, hvor vi overnattede. Ikke særlige autentisk.

Vi starter lige nord for færgelejet hvor Esbjerg-færgen ligger til. Herfra løber vi mod nord langs stranden. Og da der i dag er østenvind, får vi fuld udbytte af den kølige efterårsvind. Efter omtrent en halv kilometer passerer vi to 2. Verdenskrigsbunkere og løber ind i landet. Ikke længe efter er der mere krigshistorie i landskabet: Fanø Nord Flakbatteri.

Der er masser af dejlig natur på ruten. Her løber vi langs havet.

Vi fortsætter gennem den skønne vestkystnatur og passerer hen over Kikkebjerg, der med sine 17 meter over vandoverfladen, er et af øens fem højeste punkter.

Vi løber meget på naturstier, hvor underlaget er sand og jord. Der er også lidt grusvej og den sidste del af den godt 7 kilometer lange rundstrækning løbes i Nordby. På asfalt. Et langt stæk lige ud af Vesterhavsvej.

Jeg har en lidt sløj, dag hvor jeg ikke er på toppen. Selv om jeg tager den med ro, er jeg urimeligt træt på den sidste af de 6 omgange, jeg skal rundt for et maraton. Håber på superrestitution til i morgen.

Lidt af Atlantvolden. Tilgroet. Og en flok løbere på vejen gennem landskabet.

Fanø kommune

Farverne blå og sølv i Fanøs kommunevåben symboliserer havet og den høje himmel. Søhesten understreger øens beliggenhed i havet. Kommune blev dannet ved kommunereformen i 1970, og de to søheste er pga. de oprindelige sognekommuner Nordby og Sønderho. Kommunen ligger i Region Syddanmark.

Fanø er 16 km lang og fylder 61,1 km². Der bor 3.426 mennesker i kommunen, hvilket gør den til noget af en lilleput kommune målt på indbyggertal. Der er i gennemsnit 56 fannikker pr. km².

Kikkebjerg med udsigt til alle sider.

Der sidder 11 personer i byrådet. Borgmesteren hedder Frank Jensen (nej, ikke den Frank Jensen) og er fra det Radikale Venstre. De 11 politikere fordeler sig med tre radikale, tre konservative, to venstremænd, to socialdemokrater og en socialist fra Enhedslisten. 2 af byrådsmedlemmerne er kvinder. Det må kunne gøres bedre Fanø!

Fanø er blandt de 14 kommuner, der ifølge Dansk Skoleidræt har gjort sig fortjent til at kalde sig en skoleidrætskommune.

Ud af krattet.


Kommuneserie Vest – Fanø

  • Arrangører: Maraton Danmark og Søren Kuhlmann
  • Land: Danmark
  • Start: Færgestrand, Nordby
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: sand, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 60
  • Sko: Adidas Energy Boost

Appendix: Trækker stikket

Tilføjet 28.10. 2023

Løbet på Fanø blev det eneste maraton i denne weekend. Jeg stillede stil start i morgen ved Blåvandshuk, men stopper efter 25 km. Der er ikke mere at give af, hver en muskel gør ond og jeg har fået hovedpine. Det skal være sjovt, og det er det ikke mere.

Jeg nåede tre omgange af dagen rute. Den sidste runde var præget af selvynk, men på de to første omgange nød jeg naturen. Specielt på sidse del af rundstrækningen som løbes i skønne klitter – ind i mellem med lidt tæt krat.

Imellem klitterne i Blåvands Huk.

Det er sjælden jeg er her på egnen, så nu kører jeg en tur forbi mine forældre gravsted i Nr. Nebel. Resten af weekenden bliver noget med kamillete på sofaen og masser af snotklude.

ParforceTrail

Gribskov. 15. oktober 2023.

Resultat

  • Startnr.: 52
  • Distance: 21 km
  • Placering samlet: 15 af 64
  • Placering mænd: 15 af 40
  • Tid: 02:02:26
  • Tempo: 05:50 min/km
  • Hastighed: 10,3 km/t

Løbsoversigt

Sådan omtrent et halvmaraton i Gribskov. Lidt træt i benene efter at have løbet samme tur i aftes. Men jeg vidste det var en god rute, med lækre spor. Det var fedt, at se det hele i dagslys. Ruten bød både på højdemeter. lidt mudder og en enkel passage med garanti for våde fødder.

Langt ude i skoven.
Få meter fra mål.


ParforceTrail – Langgarvernes trailløb i Hillerød

  • Arrangører: Langgarverne
  • Distance: 21, 12 km
  • Start: Asfaltfabrikken, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Underlag: skovsti, skovbund
  • Deltagerantal: 86
  • Sko: Salomon Speedcross 6

ParforceTrail