Vi er skrevet ind til et par overnatninger på Hotel Udsigten, der ligger i den nordlige ende af Marstal.
Engang var bygningen plejehjem, hvilket stadig ses, for de gamle samtaleanlæg har fået lov at blive på værelserne – der nu er hotelværelser. Samtaleanlæggene er nu uden funktion, men en fin måde at formidle lidt af bygningens historie.
Vi er her for at løbe Den fynske ølrute maraton i Søby. Men har også tid til at vandre rundt i Marstal.
Hotellet vi bor på lukker ned for vinteren ved udgangen af uge 42. Som ejeren siger til et par af de andre gæster: “Her sker ikke en skid”.
Og det er da også en næsten uforstyrret vandring, vi er på gennem Marstals, ofte smalle, gader.
Udsmykningen på huse og i gaderne refererer oftest til byens fortid som maritim centrum.
I 1863 grundlagde J. C. Jepsen sin Navigationsskole i Marstal. Det blev begyndelsen til Marstal Navigationsskole.
Marstal er Ærøs største by med 2.077 indbyggere og dækker et areal på et areal på 1,4 km².
“Marstal opstod ved en naturhavn og blev til et fiskerleje. Da Ærøskøbings købstadsrettigheder blev brudt i forbindelse med delingen af Ærø i 1634, fik marstallerne mulighed for at drive skibsfart. Stedet udviklede sig til en søfartsby og fik status af flække, dvs. en by med næringsrettigheder og egen forvaltning ligesom købstæder, men uden egen domstol og politi.” (citat: Trap Danmark : Bind 20 : Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland, Ærø. Trap Danmark / Gad, 2021.)
På Bornholm kan du besøge Martin Andersen Nexøs Mindestuer, der holder til i forfatterens barndomshjem i byen Nexø. Du kan også møde forfatteren til “Ditte Menneskebarn” og “Pelle Erobreren” i København.
Der er dem der tror, at Martin Andersen Nexø (1869-1954) er født på Bornholm. Det er nærliggende at tro, når nu han hedder Nexø til efternavn og at hans barndomshjem ligger i Nexø på øens østkyst. Men fakta er, at han er født i Sankt Annæ Gade 33 på Christianshavn.
Mindetavle på Christianshavn.
Bydelen blev grundlagt som en fæstningsby af Christian 4. i 1618. Senere flyttede købmænd, velhavende embedsfolk og håndværkere til og Christianshavn havde sin storhedstid i 1700-tallet. Efter den florissante handelsperiode var Christianshavn forfaldet og var endt som et af Københavns fattigste kvarterer.
“Ejendommen i nummer 33 udgjordes i 1869 af en tilfældigt knopskudt blanding af beboelse, skure, værksteder og stalde, der for deles vedkommende skrev sig tilbage til 1656, hvor en tømrermester Johan Gotfried Berger fik grunden. Senere fandt der bland andet tekstilforarbejdning sted her. Foruden forhuset var der beboelse i et sidehus med to etager og kvist, omfattende et portrum, et værksted og seks lejligheder. Tre andre sidehuse anvendtes som stalde med videre, og endeligt var der en række andre skure og stalde – alt i forskellige grader af forfald.” (citat: Henrik Yde: Nexø, 2019)
Nexø boede med sin familie på Sankt Annæ Gade fra 1869 til 1872. Herefter flyttede familien ind i Lægeforeningen boliger på Østerbro (Brumleby), hvor de boede indtil de flyttede til Bornholm i 1877. “Nexø” tilføjede Martin Andersen til sit navn i 1894.
Huset på Christianshavn hvor Nexø boede de første år af sit liv, er siden revet ned. På 150-årsdagen for Martin Andersen Nexøs fødsel (26. juni 2019) blev der opsat en mindeplade for forfatteren på det hus der nu står på matriklen.
Til afsløringen af mindetavlen berettede forfatter og litteraturforsker Henrik Yde om Nexøs barndom i København og om hvordan Christianshavn dengang var et kvarter præget af fattigdom.
Henrik Yde beretter om Martin Andersen Nexøs tidligste leveår og forholdende i København i 1860ernen og 1870erne.
I romanerne “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn” skildre Nexø den fattigdom og sociale uretfærdighed der prægede det danske samfund omkring 1900. Som 15-årig kom Nexø i lære som skomager i Rønne, erfaringerne herfra bruget han i beskrivelserne af Pelles opvækst i “Pelle Erobreren”.
Nexø meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1910. Han brød med socialdemokraterne i 1918 og var med til at stifte Socialistisk Arbejderparti – der blev til Danmarks Kommunistiske Parti. Som kommunist blev han interneret i 1941. Det lykkedes ham at flygte og komme til Sverige. Herfra emigrerede han til Sovjetunionen. Efter afslutnigen på 2. Verdenskrig kom Nexø tilbage til Danmark.
I 1951 flyttede Nexø til Dresden i DDR, hvor han var tildelt en æresbolig. Martin Andersen Nexø døde 1. juni 1954 i Dresden. Han blev begravet den 5. juni på Assistens Kirkegård, hvor hans grav stadig kan ses. Gravstenen er af bornholmsk granit og er 2,45 meter høj. Du finder den i afd. H, nr. 211.
Gravsten for Martin Andersen Nexø og Johanna Andersen Nexø.
Der står desuden en bronzebuste af Martin Andersen Nexø på Christianshavns Vold. Busten er udført af Knus Nellemose og blev opsat på hundredåret for Nexøs fødsel.
De samvirkende københavnske Arbejdersangkor (DSKA) havde 25 års jubilæum i 1943. I den anledning samlede A. C. Poulsen et jubilæumsskrift hvor læserne får et indblik i korets virke indtil da.
Da arbejderbevægelsen organiserede sig, først i fagforeninger og politiske organisationer fulgte sangforeninger og idrætsforeninger m.m. Som fagforeninger fandt sammen i De samvirkende Fagforeninger (nu LO) fandt sangforeningerne sammen i DSKA.
“Arbejderkorsagen her i Danmark har udviklet sig Side om Side med den øvrige Arbejderbevægelse, hvis revolutionerende Rejsning fandt Sted i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Før den Tid var det de gamle Laugs- og Haandværkersangforeninger, der sammen med StudenterSangforeningen prægede Korsangen herhjemme. Disse Sangforeninger stod Datidens nationale Sange lige saa nær, som de stod Arbejdersange fjernt. Det er forstaaeligt, naar den nyrejste socialistiske Arbejderbevægelse i sin idealistiske Kamp straks tog Korsangen i sin Tjeneste som Agitationsmiddel, thi gennem Sangen kunde der blive givet Luft for alle de dybe Stemninger, den stærke Begejstring og det stolte Haab der fyldte Arbejderklassens Forkæmpere.” (citat: De samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943, side 19)
Københavnerne var langsomme til at få en fællesorganisation for kor. Allerede i 1889 stiftedes “De centraliserede jyske ArbejderSangkor” og i 1899 “Fyns Central Arbejdersangkor”. Først i 1907, på foranledning af “Den sociale Skomagersangforening” blev samarbejdet mellem de københavnske arbejderkor organiseret – i første omgang med henblik på at assistere den internationale Arbejderkongres i København 1910. I februar 1908 gav 23 københavnske arbejdersangkor tilsagn om at indtræde i samarbejdet. Men det blev kun et midlertidigt samarbejde, der ophørte, da Arbejderkongressen var overstået.
Koncert i Rosenborg Have, 30. juli 1919.
Først i november 1917 blev der igen taget initiativ til et møde for repræsentanter for københavnerkorerne, denne gang på foranledning af Cigararbejdernes Sangforening. På mødet talte cigarmager Th. Collemorten for stiftelsen af en fællesorganisation. Han mente, den ville betyde fremgang for de enkelte kor og styrke korsangens placering i arbejderbevægelsen.
Den 3. februar 1918 stiftedes “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” i Rømersgade 22 med følgende formål:
at styrke og udbrede Sansen for flerstemmig Sang,
at vække Interessen for Sangens agitatoriske Betydning indenfor Arbejderbevægelsen, og
at varetage Sangkorenes Interesser, hvor en fælles Optræden er nødvendig.
Ovennævnte Th. Collemorten blev formand for den nye forening. En post han bestred i knapt 20 år.
En af de første opgaver, den nye sammenslutning tog fat på, var at udvælge et fælles repertoire, så korene altid var beredte, når der var brug for deres fælles assistance. Efter en række møder mellem dirigenter og repræsentantskabet blev der i første omgang udvalgt seks sange.
Sangprøve før koncert i Idrætshuset, april 1920.
Da “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” holdt 10 års jubilæum indledte Th. Stauning sin tale med følgende:
“Denne Festtale burde egentlig synges og ikke tales men jeg er bange for, at jeg ikke formaar at faa det rette Sving over Stemmen, som denne Lejlighed kræver! Jeg mindes det kendte Ord “Böse Leute haben keine Lieder”; der skal Sang til for at gøre Livet lyst for sig selv som for andre. Vi trænger til Sangens Fest og Glæde, og vi har ogsaa Brug for den ildnende Kampsang, der bidrager sit til at føre Arbejderklassen frem til lysere Vilkaar.”
Fra hjørnet af Gothersgade og Borgergade er der ikke langt ned til restauranten Chicos Cantina. Skjult mellem stedets menukort hænger en mindetavle for komponisten Niels W. Gade.
Niels W. Gade var enebarn. Hans far var snedker og instrumentmager Søren Nielsen Gade. Gade blev født 22. februar 1817. Familien boede i Borgergade, hvor faderen også havde sit instrumentmagerværksted.
Borgergade var dengang en smal gade med 1700-talshuse. Her boede mange handlende og håndværkere. I 1821 fik faderen borgerbrev som musikalsk instrumentmager, og den lille familie flyttede til hjørnet af Nygade og Skovbogade. To år senere flyttede de igen, men de blev i kvarteret.
Allerede som barn viste Gade et talent for musik. Hans skolegang var kort, men i en periode fra han var elleve til fjorten gik han i skole. Inden da havde han læst ABC med sin mor.
Efter påbud fra hans far begyndte Gade en snedkeruddannelse, men efter et halvt år fik han nok af det. Gade begyndte herefter at studere musikteori hos A. P. Berggreen og violinspil hos Frederich Wexschall.
I sit voksenliv blev Niels W. Gade en dominerende skikkelse i det danske musikliv, med en ikke ubetydelig succes i Europa.
Mindetavlen sidder på bygningen Borgergade 2. Over for det sted stod det hus, hvor Niels W. Gade blev født. Teksten på tavlen er: “UDFOR / DETTE / STED I / HUSET / DER LAA / BORGER / GADE 17 / FØDTES / NIELS W / GADE / 22 FEBR / 1817”.
Ejendommen, Borgergade 17 (tidligere nr. 197), blev revet ned i 1942. Mindetavlen blev afsløret 26. september 1946.
Motivet på tavlen er en gengivelse af husfacaden på det hus hvor Niels W. Gade blev født.
Skuespillerinden Asta Nielsen var stumfilmens første stjerne. Og stadig i dag synes der at være noget dragende over hende. På Gammel Kongevej erindres hun med en mindetavle.
Asta Nielsens filmkarriere varede 22 år. På den tid medvirkede hun i 74 film. Størstedelen af hendes filmkarriere var i Tyskland, hvor hun arbejdede fra 1911 til 1936. Herefter vendte hun hjem til Danmark, Hun gik næsten i glemsel, inden der igen kom røre omkring hendes person i årene inden hendes død i 1972.
Asta Nielsens forældre var i 1877 flyttet ind i Gammel Kongevej 9. Her boede de stadig, da Asta blev født den 11. September 1881. På det tidspunkt var faren arbejdsløs og moren trappevasker. Pengene var små!
Asta Nielsen. Postkort efter fotografi udgivet af Verlag Hermann Leiser, 1912. Kb.dk.
Da hun var halvandet år gammel skaffede en onkel et arbejde til faren på en kornmølle i Malmø, og familien flyttede over på den anden side af Øresund. Her blev de i syv år, inden de vendte tilbage til København.
Fødsel
I “Den tiende muse” skriver Asta Nielsen: “Da jeg kom til verden, fik min moder en frygtelig forskrækkelse. En tyk, sort pandemanke dækkede mit ansigt til næsetippen, hun troede, jeg var født uden øjne. Men da jordemoderen strøg håret til side, skal et par øjne af en så eventyrlig størrelse have åbenbaret sig, at de alle brast i latter. Med en vis stolthed fortalte moder ofte, at når hun senere spadserede med mig på gaden i barnevogn og mødte bekendte, at de, når de stak hovedet ind under kalechen for at beundre den lille, med et skrig trak hovedet tilbage af forskrækkelse over de kæmpeøjne, der mødte dem inde fra puderne.”
Mindetavlen
Tavlen findes over døren til Gammel Kongevej 9. Teksten på tavlen er: “I DETTE HUS FØDTES / ASTA NIELSEN / DANMARKS FØRSTE / STUMFILMSTJERNE / FØDT 11 • 9 • 1881 / GL. KONGEVEJ 9. 5. SAL / DØD 25 • 5.1972 / KØBENHAVNS KOMMUNE”
Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.
Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.
I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.
De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.
Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.
Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.
Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.
Mindetavlen
På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.
Mindetavlens tekst: “NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”
Stemningen er ganske særlig i Boesdal Kalkbrud. Det landskab kalkbruddet har efterladt giver området særpræg. Oplevelsen bliver kun forstærket af de industrielle bygninger der står som en industrihistorisk erindring.
En af de industrielle bygninger der stadig står i landskabet er pyramiden. En 20 meter høje, runde bygninger med atmosfære og god akustik. Inde i pyramiden er der er stemningen speciel og min 5 årige datter mente vi var kommet i dødsriget (Valhal).
Kalkbruddet åbnede i 1914 og leverede kalk til jordbrug og mørtel. Pyramiden er fra 1967. I udkanten af området står ruinen af to kalkovner fra 1930. Kalkbruddet lukkede ned for produktionen i 1978.
I Indre By, tæt på Christiansborg, kan du møde en gudinde i en baggård.
Den græske gudinde Hebe er datter af Zeus og Hera. Hebe er gudinde for ungdom. Hebe er gudernes mundskænk. Hun skænker udødeligheds-nektar for guderne. En nektar der holder guderne unge.
Hebe i Ny Vestergade 1, København.Hebe i Ny Vestergade 1, København.Medaljon over Hebe-skulptur. Ny Vestergade 1, København.
I en baggård i det indre København står Hebe foran et tempel markeret med fire søjler. Gudinden står med en skål med den værdifulde drik. Koncentreret, stilfuld og med et blottet bryst.
Marmorskulpturen af Hebe er af Bertel Thorvaldsen (1770-1844), skabt i 1806. Oven over Hebe-skulpturen ses et relief af Dagen, i form af en engel der flyver med et lille barn på ryggen. Denne medaljon er fra 1815. I porten ind til baggården ses fire medaljoner. De er også udført af Bertel Thorvaldsen, men noget senere, i 1836.
Medaljon. Ny Vestergade 1, København.Medaljon. Ny Vestergade 1, København.Medaljon. Ny Vestergade 1, København.Medaljon. Ny Vestergade 1, København.
Jeg har forsøgt, at finde oplysninger om hvornår statuen er sat op og af hvem, men uden held. Thorvaldsens Museum kan dog oplyse, at det er “en version lavet efter Thorvaldsens død, og er altså ikke at betragte som et originalt Thorvaldsenværk.” Yderligere oplysninger modtages gerne, f.eks. i kommentarfeltet nedenfor.
Hebe og alt det andet finder du i baggården Ny Vestergade 1.
I Gribskov finder du spiralstenen. Du skal måske lede lidt efter den, for den ligge ikke lige frem på alfarvej. Du skal lede sådan omtrent 800 meter nord for Stjernen og 175 meter vest for Stutterivej.
Spiralstenen er en stor vandreblok der kom til syne efter en stor i november 1981. Senere i 1980’erne bliver stenen dekoreret med en spiral. Ingen ved, hvem der hugget den ind i stenen. Spiralen er snoet med uret og er omkring 40-50 cm i diameter.
Spiralstenen i Gribskov.
“Skovfoged Svend Løw, der tidligere arbejdede for Naturstyrelsen Nordsjælland, kunne huske, at der ingen spiral var, da han første gang så stenen. Men da han i 1982 var ved at plante området til, opdagede han den: ” var fuldstændig nylavet, man kunne næsten stadigvæk se granitstøvet” siger Svend Løw og gætter på, at stenen er hugget ud ved hånden.” (citat: Naturstyrelsen : Naturoplevelser. Oktober 2019).
Når nu ingen ved hvem der lavede spiralen i Gribskov, overrasker det mig, at der endnu ikke har nogle der har påstået det var grønne henner fra det ydre rum, der kom forbi med et vigtigt budskab.
