Damhus Cannonball : 9 gange rundt om Damhussøen

Vanløse. 18. januar 2014.

Resultat

Distance: 50 km
Tid: 05:05:06
Tempo: 06:06 min/km
Hastighed: 9,8 km/t

Lørdag blev der løbet Damhus Cannonball. Jeg snuppede den lange tur på 50 km, men først lidt som Damhussøen.

Damhussøen er dannet ved opdæmning af Harrestrup Å, den tidligere Ovre Å, og Grøndalsåen engang omkring år 1300. Det var for at sikre vandforsyningen til København. Søen kom først til at hedde Damhussøen omkring 1800, tidligere var navnet Langevadsdam. Frem til 1891 leverede den drikkevand til København.

Engang var søen noget større og dække også det areal der i dag kendes som Damhusengen. Den nuværende anlæg omkring Damhussøen og Damhusengen blev anlagt som offentlig park i 1939-1941. I 1966 blev området fredet.

Nu bruges engen som rekreativt område og lokal spadsere eller løber rundt om søen. Lørdag var der ekstra mange ude og løbe.

Damhus Cannonball er et af mange små maratonløb der afholdes under primitive og hyggelig forhold. Ud over halvmaraton og maraton kan deltagerne stille op på 50 km distancen. Jeg havde valgt den længste distance, hvilket betød jeg måtte 9 gange rundt om søen og engen. Først skulle der dog løbes en kort prolog over dæmningen mellem søen og engen, så distancen kom til at passe.

Den positive udlægning af vejret var, at der ikke var frost. Det var dagen hvor der var to klimabælter ved Damhussøgen. På Rødovresiden var der en frisk vind, med lidt for mange, lidt for friske vindstød. Den vejrtype fortsatte rundt med Roskildevej og videre til Alekistevej. Herefter ændredes det sig og der kom et område med mild og rolige vejr. Kontrastfyldt.

Gennem hele løbet var der et insisterende nedbør. Ikke at der komme meget ned. Med lidt. Sne. Hele tiden. Som timerne gik tog vinden til og på den sidste time, steg nedbørens intensiteten også.

De første 25 km gik godt. Faktisk gik de lige som de skulle. Men så var det som om der ikke var mere benzin. Jeg måtte kæmpes mere end ventet for at komme videre. De sidste 15 km var rigtig hårde. Vinden havde slidt på kræfterne og jeg begyndte at fryse – særligt på Rødovresiden hvor der var noget mere vinter end på Vanløsebredden.

På næstsidste runde mødte jeg gruppe maratonløbere der var ude på deres sidste omgang. Her var opmuntrende ord og et enkelt klap i røven. Det hjalp på humøret og gav et lidt højere tempo på de næste par km.
Ude på sidste runde ramte selvynken og runden kom derfor til at føles unødig lang. Efter godt fem timer kom jeg i mål.
Ud af vinduet på en varm bil, stak løbsdirektør René mig en medalje og jeg kunne gå over på det offentlige toilet og skifte til tørt tøj. Træt og kold.

Mod slutningen testede jeg mine ultraæbleskiver. De smagte udmærket og de var ikke vanskeligere at spise end så meget andet. Efter tilstrækkelig mange km forsvinder min lyst til at spise mad der ikke er mere eller mindre flydende.
Jeg fik spist tre æbleskiver. Fik en smule mæthedsfornemmelse og der kom ingen skummel reaktion fra maven.