Tisvildeleje. 15. marts 2025.
Resultat
- Startnr.: 197
- Distance: 50 km
- Placering samlet: 40 af 173
- Placering mænd: 37 af 145
- Placering mænd 50-54 år: 3 af 12
- Tid: 04:58:00
- Tempo: 05:57 min/km
- Hastighed: 10,07 km/t
Jeg er helt med på, at det er smukt med sådan en frostklar martsmorgen med forårssolen på en blå himmel. Men det er sku’ også koldt, mens jeg står i mit løbetøj og venter på start. Dagens menu er 50 kilometer i Tisvilde Hegn.
Selv efter start og de første kilometer på vejene og stierne i Tilvilde Hegn er det stadig koldt. Jeg får tilbagelagt de første små 20 kilometer, inden jeg rigtig får varmen. Skoven ser smuk i forårssolen og fuglene fløjter, så grundlæggende er alt andet fint.

Tisvilde Hegn er en af Nordsjællands naturskatte. Her er 2.126 hektar skov og sandstrand langs Kattegatkysten. På løbets lange distance kommer vi desuden forbi Melby Overderv, der er Sjællands største hede.
I 1500-tallet føg sandet ind over området og det blev næste øde. Mulden, der ikke var for meget af, forsvandt. I stedet samlede sandet sig i klitter på 10 til 30 meters høje. På sin vej gennem landskabet, opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke.
For at bekæmpe sandflugten begyndte man i slutningen af 1700-tallet at plante skov. Beplantningen fortsatte gennem 1800-tallet. Resultatet blev en af Danmarks ældste sandflugtsplantage med skovfyr som den dominerende træart, suppleret af birk, eg og bøg.

I øvrigt kommer navnet Tisvilde af Tyrs Væld, så vi kan passende sende en tanke til rets- og krigsguden Tyr, mens vi løber gennem skoven. Tyrs Væld menes at henvise til en kilde ved Tisvilde kirke.
Det er på de første 27 kilometer, at de fleste højdemeter ligger. Herefter løber vi meget i den del af Tilvilde Hegn, der ligger længst mod vest, ved Melby Overdrev. Vi når næsten til Liseleje inden vi drejer og får den første strandtur. Vi sætter næsen mod Tisvildeleje og mål. På stranden runder vi de 40 kilometer.
Inden vi når mål, kommer vi ind i skoven igen, og et par gange retur ned i strandsandet. På de sidste 5 kilometer er der lidt højdemeter. Nu er jeg så langt, at jeg godt kan brænde nogle tændstikker af og løbe op ad bakkerne.

I mål er der en medalje, en burger og en cola. Jeg kan konstatere, lidt til min egen overraskelse, at jeg er kommet i mål i en tid på under 5 timer. Ikke meget, men under!
Der var fint med depoter på turen rundt. Jeg drak mest vand, af min medbragte foldekop. Et enkelte sted spiste jeg et par stykker appelsin. Da jeg havde mit eget energi med, lagde jeg ikke mærke til hvad der ellers var i depoterne – ud over cola, som jeg drak lidt af ved det sidste bemandede depot.
—
North Coast Ultra
Arrangør: Trail Fox Series
Land: Danmark
Start: Hovedgaden, Tisvildeleje
Distance: 50, 30, 15, 8, 2 km
Underlag: jord, grus, sten, sand
Deltagerantal: 1.498
Sko: Salomon Speedcross 6