I 1981 stillede København Bymuseum (nu: Københavns Museum) en udstilling af gadeinventar op i Absalonsgade. Inventaret var fra perioden 1857 til omtrent 1935.
“De ting, som er taget med, viser træk af den stilistiske udvikling fra senklassicisme over historicisme og jugend til funkis, og de er for så vidt alle vidnesbyrd om, at man inden for offentlig design stort set fulgte den herskende smag.” skrev Johan Erichsen i artiklen “Museumsgade i København” i Arkitekten, 1981, nr. 1.”
De fleste udstillede gadeinventar er siden renoveret væk, men der er stadig lidt at se i museumsgaden.
To lygtepæle anno 1858-1960
Gittermast med granitbænk
Sporvejene, ca. 1906.
Telefonkiosk
Fritz Koch, 1896. Oprindeligt opstillet på Sølvtorvet. Telefonkiosken mangler det oprindelige træskærerarbejde under taget.
De store metropoler i Europa havde opsat telefonkiosker i slutningen af 1800-tallet. Så København måtte også have telefonkiosker! I 1895 fik Kjøbenhavns Telefon-Kiosker tilladelse til at opsætte 10 telefonkiosker. Arkitekt Fritz Kock fik til opgave at tegne kioskbygningerne.
Kock tegnede sekskantede bygninger, med en dør i en af siderne. Bag døren var en telefon og skrivepult.
“Der er et mylder af detaljer, navnlig i frisen under taget. Den forestiller de 12 himmeltegn, vædderen, tyrem, tvillingerne osv., to tegn i hver af bygningens kanter. Overover i halvcirkelslaget kunne f.eks. være vikingeskibe, fugle eller håndværkerredskaber.” (citat: De københavnske telefonkiosker af John Erichsen i Arkitekten, 1971, nr. 7.)
Plakatsøjle
Alfred Brandt, 1916.
Det der var
Det gadeinventar der er renoveret væk fra Museumsgaden er: En anden type lygtepæl, 1858-60. • Postkasse, ca. 1928. Stativ, Holger Jacobsen, 1927. • Drikkekumme, 1890’erne. • Dobbeltbænk, 1888. • Liniepæl, sporvejene. Th. Jørgensen, 1904. • Fiskepost (vandpost), ca. 1900. • Vandpost, ca 1890. • Telefonskab. Jens Ingwarsen, 1935. • Lygtepæl, 1858-60. • Københavnerbænk, ca 1880. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • KV brandhane, 1916. • Dampsprøjtehane, 1904. • Lygtepæl, 1858-60. • Dobbeltbænk, 1888. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891 • Pechler-hane, 1904. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • Fødekasse. Sporvejene, 1901. • Hovedfordelerskab. Telefonvæsenet, 1920. • Politialarm. Stadsarkitekten, 1932. • Frederiksberg-lygtepæl, ca 1890. • Frederiksberghane, 1902. • Københavnerbænk, ca 1880. • Københavnerbænk, ca 1880. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891.
Efter at have løbet Kalkmineløbet hvor ruten går gennem Daugbjerg Kalkgruber var det naturligt, at køre en tur forbi langhøjen Jens Langknivs Hule.
Fortællingerne om den fredløse Jens Langkniv beretter at han gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber. Ifølge lokale overleveringer skulle den fredløse Jens også have skjult sig ved oldtidsdyssen i Ulvedal Plantage, hvorfor den nu kendes som Jens Langknivs hule.
Langhøjen stammer fra tragtbægerkulturen (den tidlige bondestenalder). I den nordøstlige side er der to små kamre og ifølge Nationalmuseets fredningstekst er der 29 randsten. Jeg fik ikke talt efter. Langhøj med 2 kamre, 1,75 meter høj, 7,5 meter bred og 36 meter lang.
Det er ikke muligt at kører hen til gravhøjen. Vil du se den, må du parkere ved starten af Fyrrehalevej og gå ned ad vejen. Et lille stykke inde i plantagen kommer der et skilt der viser retningen mod “Jens Langknivs hule”.
Kalkmineløbet har stået på min ønskeliste stort set siden jeg løb mit første maraton. Det har bare ikke rigtigt passet ind i kalenderen. Min deltagelse er blevet udskudt gang på gang. Nu fik jeg det endelig til at gå op. Så er det spændende om arrangementet lever op til forventningerne.
Langløbermentalitet. Foto: Mette Jensen.
Kalkmineløbet arrangeres af Team Mønsted under Mønsted IF. Det afvikles på en kvartmaratonrunde. Der er to startsteder: Mønsted Kalkgruber og Daugbjerg Kalkgruber. 52,7 km, maraton og det ene af fire kvartmaraton løb starter ved Daugbjerg Kalkgruber, resten af distancerne har start og mål ved Mønsted Kalkgruber. Jeg tænker de to start- og målområder er lavet for at fordele de mange løbere rundt på rundstrækningen.
Rundt på runden
08:55 er der start for maraton og 52,7 km ved Daugbjerg Kalkgruber. Kalkgruberne i Daugbjerg er landets ældste og er kendte fra beretningerne om Jens Langkniv der gemte sig i minegangene.
Feltet er splittet op i to og halvdelen af deltagerne stryger af sted. Jeg står i den anden startblok og sætte gang i bentøjet 3 minutter senere.
Ad de smalle spor.
Det er meget godt, at vi er splittet lidt op i to. Vi løber ikke langt inden vi rammer et smalt spor. Og her kan jeg lige så godt kommer med en indrømmelse. Jeg har ikke læse op på løbet og ruten. Jeg har set lidt foto, af løbere i kalkminerne, løbere på en asfaltvej og løbere på brede skovveje. Ergo er jeg kommet afsted i et par landevejssko uden mønster. Heldigvis er jorden tør så det betyder ikke det store – endnu.
Efter en my mere end en kilometer kommer vi ud på en bred markvej. Her er der modløb fra et kvartmaratonløb der er startet ved Mønsted Kalkgruber. Det er hyggeligt med modløb og det er der rigeligt af til Kalkmineløbet.
På en bakketop.
Vi nærmer os Mønsted Kalkgruber. Her har de særligt seje, der har valgt at bruge 10 timer på at løbe, en hule for sig selv, hvor de har deres depotting og ro fra os andre. Ved Mønsted løber vi lidt rundt om den varme grød (hvor grøden er kalkgruben). Først ledes vi op i terrænet, så hen over en stejl bakke hvor der er flagermusevingummi. Videre ad snævre spor, for at ende i et nedløb, hvor det bløde underlag erstattes af beton.
Som jeg tidligere konstaterede, er der masser af modløb til Kalkmineløbet (det er der også lidt af ved Mønsted Kalkgruber). Noget andet der også er rigeligt af er musik og inden vi får lov at løbe ned i kalkgruben står et lokalt ladvognsband og fyre den af. Desværre er der langt mellem snapsene og jeg kunne godt undvære de mange musikspots.
En løber med fart i benene.
Endeligt i kalkgruben. Her er højt til loftet og stemning. Lidt vand (ikke på ruten) og farvet lys. Absolut en oplevelse. Underlaget er ujævnt, men overraskende nemt at løbe på – også på de små nedløb der er.
Ikke langt efter Mønsted Kalkgruber kommer det asfaltstykke som jeg tidligere har set fotos fra. Det er vel 300 meter langt, så det er hurtigt overstået. Herfra går det tilbage mod Daugbjerg Kalkgruber. Lidt småspor, masser af skovvej og markvej.
Halvmaratonstart i Mønsted.
Inden vi entrere Daugbjerg Kalkgruber får vi en arbejdshjelm på. Turen rundt her er kortere end turen i Mønsted. Det er meget godt, for der er ikke meget plads – hverken til siderne eller opad. Jeg støder hovedet mod loftet et par gange. Godt med en hjelm.
For at løbe et maraton skal jeg rundt fire gange. Ruten er den samme hver gang, men op ad formiddagen kommer der et par regnbyger og underlaget ændre sig på de små spor. Jeg føler mig som en Lada fra før murens fald med nedslidte sommerdæk, der forsøger at gøre sig på glatførebanen. Jeg kommer dog i mål uden at skvatte.
Mønsted Kalkgruber. Foto: Mette Jensen.
Selv om musiksmagen er tvivlsom i det midtjyske, er Kalkmineløbet et af de løb du ikke må snyde dig selv for. Dejlig afvekslende rute og det er en stor oplevelse at komme ned i de to kalkgruber. Her giver betegnelsen oplevelsesløb mening.
Jens Langkniv
Den jyske Robin Hood-type Jens Langkniv gjorde sig berømt og berygtet i 1600-tallets Midtjylland. Legende om Jens Langkniv er uløseligt forbundet med Daugbjerg Kalkgruber.
“Den lille Jens voksede op i 1600-tallet hos sin fattige mor, som han elskede højt trods sin vilde og oprørske natur. Han blev kæreste med Laura, degnens smukke datter, men eftersom degnen ikke mente, at den fattige Jens var god nok til hende, tog han hævn ved at angive Jens’ mor som heks.
Jens følte sig derfor nødsaget til at dræbe degnen, hvorfor han blev dømt fredløs og måtte leve et liv i skjul i skoven. Folk på egnen kunne imidlertid stadig godt lide ham, fordi han dels hjalp de fattige med mad og andet nødtørft og dels forsvarede egnsfolkene fra de tyskere, der pga. 30-årskrigen hærgede landet. Så Jens blev efterhånden indlemmet i samfundet igen.” (citat: “Forfatterweb: Jens Langkniv)
Laura ville dog ikke gifte sig med Jens, der havde dræbt hendes far. Jens kommer igen på kant med loven og bliver fredløs. Han søger tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber. Tilnavnet Langkniv kommer angivelig af at han anvendte en lang kniv med en snor i, så kan kunne kaste kniven – og trække den tilbage igen.
“Hans Nabo til venstre Jens Langkniv hedder; Af Frihed og Lighed en ivrig Tilbeder. Med Staten han førte en lanvarig Krig, Nu æde Ravne og Krager hans Liig” (citat: Steen Steensen Blicher: Jyllandsrejse i sex Døgn (1847))
Lampe i Daugbjerg Kalkgruber.
Historien om Jens Langkniv blev fortalt i romanform af Jeppe Aakjær i romanen “Jens Langkniv” (1916) med undertitlen “Af Fjends Herreds Krønikebog”.
I 1993 udkom fagbogen “Jens Langkniv : en jysk Robin Hood?” af Henrik Fibæk Jensen, der både behandler historiens, folketaditionsens og fiktionens Jens Langkniv. Her kan du finde ud af, om der er noget virkeligt bag de mange overleveringer og røverhistorier – og dykke ned i traditionerne om Jens.
— Kalkmineløbet
Arrangører: Mønsted IF
Land: Danmark
Start: Daugbjerg Kalkgruber / Mønsted Kalkgruber
Distance: 10 timer, 52,7 km, maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 6,5 km
Jeg havde ikke de vilde planer med Copenhagen Marathon i år. Primært skulle jeg bare rundt og nyde at vi igen kan mødes i tusindtal til løb.
Jeg ville dog gerne i mål med en tid på under fire timer. Derfor startede jeg lige foran 4-timers ballonen i startboksen. Da jeg ikke så ballonerne igen inden jeg løb over målstregen, kunne jeg konstatere at jeg kom ind i en sup firetid.
1. maj blev brugt på et backyard-løb. Mit første backyard-løb: Damhus Ultra. Hvad er så et backyard-løb spørger du måske. Det er et løbekoncept hvor deltageren løber en runde på en given distance inden for en given tid. Når tiden for runden er gået, starter en ny runde med samme ramme. Er du ikke klar når den nye runde starter, er du ude af løbet.
Normalt løbes et backyard-løb indtil der kun er én deltager tilbage: Last man standing. Men Damhus Ultra er lidt en børneudgave med en bagkant. Efter 18 omgange slutter løbet, også selvom der er mere end én deltager der gennemfører runden.
Morgenfriske løbere sætrer i gang med dagens udfordring.
Backyard-konceptet stammer fra USA og løbet Big Dog’s Backyard Ultra der arrangeres af Lazarus Lake – ham med Barkley Marathon. Til Big Dog’s Backyard Ultra er distance der skal tilbagelægges 6,704 km pr. runde. Det har deltagerne 1 time til.
Distancen der skal tilbagelægges til Damhus Ultra er 3,37 km, hvilket passer med en omgang rundt om Damhussøen. Det har deltagerne 30 minutter til. Med 18 runder giver det en maksimal distance på lige godt 60 km.
Fire løbere ud på ruten.
Der var ingen fancy chiptidtagning. Arrangøren af Damhus Ultra holdt styr på os med et simpelt system. På en tavle hang navnene på alle deltagerne. Når en løber havde gennemført en rundet satte han/hun en rød tegnestift ud for sit navn, som bevis på at vedkommende har gennemført indenfor de 30 minutter. Når næste runde blev sat i gang fjerne arrangøren alle tegnestifterne, så der var en ren tavle. Navnene på de deltagere der ikke havde sat en tegnestift blev fjernet.
Av!
Av, Av igen. Og igen. Og igen. Og igen.
At løbe 60 km er en udfordring i sig selv, men som dagen gik bliver den egentlige udfordring pauserne mellem runderne eller rettere; udfordringen bliver at kommer i gang med at løbe efter pauserne.
De første runder gik stille og roligt. Planen var at starte i et moderat tempo og så gå lidt ned i tempo efterhånden som trætheden indtraf. Helst inden for et tempospænd mellem 06:00 og 06:30 min/km. Den plan holdt fint og på langt de fleste runder var tempoet tættere på 06:00 end på 06:30.
Skarvkolonie på Damhussøen.
Tempoet betød, at der var 7-8 minutter i depot hver gang jeg havde løbet en runde. Rigeligt af tid til at indtage hvad jeg behøvede af væske og føde. At kommer på toilet om nødvendigt. Og rigeligt tid til at sidde og blive kold.
Jeg havde været forudseende nok til at tage et tæppe med, så jeg undgik at fryse, men benene blev kolde nok til, at det var en oplevelse at starte på en ny omgang. På de første meter af de sidste runder, kunne jeg virkelige mærke at jeg var til. En enkelt gang kom jeg vist til at bande højlydt – og jeg fik citeret Jens Voigt et par gange.
Men hver gang skete der også det forunderlige, at træthedssmerterne stille og roligt forsvandt, så jeg kunne holde et fornuftigt pace rundt om søen.
Op ad dagen kom der mere trafik på stierne rundt om søen.
På den sidste runde gik benene amok. Jeg kom rundt i et tempo under 05:30 min/km. Hvorfor ved jeg ikke. Det giver ingen mening.
Atten gange rundt om Damhussøen. Det er måske lidt en tåbelig leg, men også en fornøjelig leg. Der blev delt røverhistorier fra diverse ultraløb og hygget i depotet. Men nu går der nok lang tid, inden jeg løber forbi Damhussøen igen.
Ti løbere kunne efter atten runder sætte en tegnstift ud for deres navn en sidste gang.
— Damhus Ultra
Arrangør: Jesper Sommer
Land: Danmark
Start: Damhusdæmningen, Vanløse
Distance: backyard-løb, runder á 3,37 km. Op til 18 runder / 60 km
I Karrebæksminde afholdes det der kaldes Danmarks smukkeste løb. Bagmændene er Jens Karrebæk, Thomas Larsen, Benny Andersen – vist med Jens som ankermanden.
Denne søndag er der start klokken ni. Solen skinner og prøver at overbevise os om at det er forår, men ikke særlig overbevisende. Vinden er kold og jeg fryser, så inden der er løbsbriefing henter jeg lige en windbreakervest.
Vi bliver informeret om at vi skal løbe et kvart maraton ud og et kvart maraton tilbage igen. At modvinden er på hjemturen. Vi hører lidt om markering og at vi har havet på den ene side med vi løber afsted fra Karrebæksminde, og at havet er på den anden side når vi løber retur. Er det ej således, er vi ej på rette vej.
Afsti afsted – ud af Karrebæksminde.
Starten går. Eller rettere løber. Afsted mod Bisserup hvor vendepunktet for ruten er. Først går det ned ad fra Brentebakkevej ned mod havet. Fra Klinten fortsætter vi ad et fint spor langs stranden. Her og der har havet taget et bid af landet og skrænten ned til stranden er lige lovlig tæt på sporet. Det er et af rutens seværdige momenter.
Vi drejer en smule ind i land og fortsætter gennem Karrebækstorp Skov. Efter skoven er der et kort stykke langs stranden inden det går op ad Strandbakken, forbi fire vindmøller og så er det ud på asfaltvejen. Asfaltfræserne elsker det, men jeg er af den mening, at det er rutens kedeligste stykke.
Da asfaltvejen endelig ophøre, er jeg atter på vej mod havet. Vi løber gennem Kristiansholm Plantage ad hyggelige spor og ganske nær havet. Ude af plantagen rammer vi Gammel Strandvej i udkanten af Bisserup. Vi skal 500 meter hen ad asfaltvejen inden vi kan dreje rundt og løbe retur mod Karrebæksminde – i modvind.
I mål er er der kaffe og dejlig kage.
Minikager.
Nok er det en smuk rute langs vandet, men Danmarks smukkeste er nok lige at stramme den.
Synes at erindre noget fra et markedsføringskursus hvor en pointe var, at det var i modstrid med god markedsføring, at lovprise noget som bedst, smukkest, dygtigst, størst – med mindre at det kunne dokumenteres.
Siden sidst jeg løb Helved i Nord, er der kommet en ny distance. Ud over 12 km og halvmaraton er det nu muligt at vælge en lidt længere tur på 32 km. Stedet er stadig Tisvilde Hegn, masser af sand, skov og højdemeter.
Ad spor i Tisvilde Hegn.
Det er egentligt utrolig hvor meget sand der kan være i en skov. Men jorden i Tisvilde Hegn er meget sandet. Det konstaterede en af de andre løbere efter omtrent otte kilometer. Der var vi godt i gang med dagens udfordring på 32 kilometer om 500 højdemeter.
32 km ruten tager udgangspunkt i halvmaratonruten, men med en ekstra sløjfe. Jeg vil ikke forsøge at beskrive forløbet – men på et kort ligner det en god dag i vandreklubben for vandrer uden stedsans.
Enkelte strækninger løbes to gange. Der er en del steder hvor ruten krydser sig selv, hvilket gav enkelte deltagere problemer med at finde vej – ikke fordi der manglede markeringsflag, men fordi der var for mange flag – i alle mulige retninger.
Nedløb på et af de nye strækninger på ruten.
Jeg kom rundt uden problemer med at finde vej. De fleste steder var der frivillige ud på ruten, som kunne fortælle hvilken vej vi skulle vælge.
Helvede i Nord fylder 20 år. Det er altid hyggeligt med runde fødselsdage. Det er jo ingen alder. I 2019 fejrede Copenhagen Marathon sit 40-års jubilæum og på Vestegnen har TIK holdt gang i Taastrup løbet siden 1974.
I anledning af løbet 20 års jubilæum var der i år medaljer udført i træ fra Gribskov. Der var også lodtrækningspræmier – dog ikke til mig.
…og så den anden vej. Det er længe siden sidst jeg har løbet Tosseløbs cannonball. Siden da er der sket en lille ændring. I stedet for at løben den samme vej rundt alle seks gange, som er det antal gange rute skal gennemløbes for et maraton, skifter deltagerne retninger for hver omgang. Først rundt mod uret, så med uret rundt og så fremdeles. Start var som sædvanlig klokken ni på Graversensvej .
Ændringer gør, at jeg se andre ting på ruten end tidligere – og det giver det en masse hyggelig modløb hvor vi kan hilse på hinanden.
Vandtårnet et fra Jyllandsgade.
Efter løbet fandt jeg et tog mod København, så jeg kunne hente Rosa i skolen i god tid. En lille flok blev på Graversensvej for at gentage legen klokken 15:00 med et nyt maraton/halvmaraton. Håber de fik en dejlig tur ud af det.
— Tosseløbs cannonball # 157 – Basis
Arrangører: Benjamin Olsen, Stine Wissing, Kurt Olsen
Ruten startede ved parkeringspladsen ved Søllerødlejren på Sjællands Odde. Herfra løb vi østpå langs kysten på nordsiden af odden. Efter knap 3 km på sporet langs stranden drejede ruten ind ad Strandvejen. Herfra kom vi ud på den asfalterede Oddenvej og videre ad Gnibenvej. Fra Gnibenvej drejede vi ned ad grusvejen Grøftekanten og satte kursen mod stranden på sydsiden af odden.
Morgenstemning på Sjællands Odde.Løbsbriefing. David forklarer at ruten er vanskeligere visse steder and andre steder.Så er vi i gang. Hen over den første lille knold langs stranden på en forholdsvis flad rute.Lidt køligt i starten af løbet, men ellers fint løbevejr.Enkelte steder var der nogle der gik.Vagten havde gemt sig.30 pundige forladerkanoner fra 1851 af type, som stod i fregatten Jylland og ankeret fra fregatten Fyen.Opdaget!Det forlist skib Brønsodde (også kaldet Cementskibet) som sank i 1948 og som har fået lov at ligge i havet siden da.Spor langs stranden.Verdens dejligste modløber.En bande med mange maraton i benene – som i rigtig mange maraton.
Efter et par kilometer på grus og asfalt rammer vi stranden. Denne gang med rullesten på lidt af strandstrækningen som denne gang er omtrent en kilometer lang. Vi løber op ad Hyldebo Strandvej og rammer igen asfalten på Gnibenvej. Her følger et længere asfaltstykke ud til parkeringspladsen for enden af Gnibenvej – og tilbage til Søllerødlejren.
Det var et kvart maraton. I depot. Lidt at drikke og afsted igen. Fire gange, så var der til et maraton.
