Skive maraton : 2 år | 2 x 100

Skive. 4. februar 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:00
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I dag er en løbefestdag: Skive maraton fylder 2 år. Maria løber sit maraton nummer 100. Rita løber sit maraton nummer 100. Vi er 100 deltagere, der har fundet vej til Hancock Arena, hvor der er start, depot og mål.

Jeg ankommer i god tid. Bruger lidt tid på at orientere mig – jeg er jo i den anden ende af landet, hvor sædvanerne godt kan være lidt anderledes. Finder et omklædningsrum, her er der en lille flok hanløbere, der er i gang med at blive klar til dagens løb. Jeg parkerer min taske og går tilbage til entren til stadion hvor folk samles.

Løbet er i gang og vi forlader Hancock Arena.

Det har regnet lidt og vejret er ikke noget at råbe hurra for. Vejrudsigten på yr.no siger “Stiv kuling fra vest med vindkast på 24 m/s”. Vi er i det vestlige Jylland og må forvente lidt vind.

Jeg får hilst på de to jubilarer og andet godtfolk. Tiden går og vi nærmer os start, og vi får besked på at trækker ud på stadion.

Start/mål er ved tribunen på stadion. Hancock Arena har 523 overdækkede siddepladser og her har Skive IK hjemmebane.

Skovtur.

Maria og Rita byder velkommen, introducerer ruten, der er en 5,3 km runde. For hver omgang skal vi skifte retning, så vi alle møder hinanden mange gange.

Fællesfoto. 3 – 2 – 1: Start.

Feltet af maraton- og halvmaratonløbere forlader stadion. Maria og Rita starter i front og holder hæderspladsen et lille stykke.

Vi passerer Engvej og løber langs Karup Å ud mod den lange træbro, der er placeret ved åens udløb til Limfjorden. Over broen og videre ad Fjordvej og Nordhavnsvej/Starndvejen.

Den snoede skinne.

Vi forlader kysten ved Resenlund. Hidtil har ruten været ganske flad, men det slutter nu. Vi løber op i Krabbesholm Skov. Her er der bakker – lige ind til vi kommer ud af skoven igen ved krydset Dronning Louises Vej/Havnevej. Så er vi tilbage i et fladt landskab, og tæt på stadion med depot og hvor jeg vender rundt for at løbe den modsatte vej.

Op i bakkerne i skoven igen. Ud til kysten og videre tilbage mod den lange træbro. Og her, i landskabet omkring broen, der kan vi mærke den vind, som yr.no lovede.

Herregården Krabbesholm.

Festen

Efter fire gange den ene vej og fire gange den anden vej når jeg i mål. Der er tid til et bad og kaffe med kage, inden Maria og Rita bliver klappet i mål. Nu er der fest i VIP-lokalet på 1. sal i stadionbygningen. Mere kage og kaffe. Og varm suppe. Det gør godt på en halvkold dag som i dag.

Kurt holder en fin tale om løbeoplevelser og venskaber. Maria og Rita få fine gaver og der kommer en tale mere. Der tages billeder af Maria og Rita med deres certifikat fra Klub 100, det officielle bevis på at de er lidt tossede. Dagens to hovedpersoner holder tale om Skive maraton, løbevenskaber og andet godt fra løbelivet.

Dagens hovedpersoner: Rita og Maria.

Vi er nået godt hen på eftermiddagen og jeg har en lang køretur hjem, så efter talerne stikker jeg af.

Skive

Nordvest for Viborg, hvor Karup Å har sit udløb til Limfjorden ligger Skive. Det menes, at byen opstod i 1100-tallet ved et vadested over Karup Å.

Skive er det administrative centrum i Skive kommune. På kommunevåbenet vises en bro over Karup Å og en ørred. Sidstnævnte henvises til fiskeriets tidligere betydning for Skive.

På vej hjem, kører jeg af motorvejen ved afkørsel 43 (Halsskov) og spiser aftensmad.

Skive kommune dækker et areal på 683,50 km² og der bor 45.069 (2023) indbygger i byen. Det giver en befolkningstæthed på 66 indbyggere per kvadratkilometer. 20.176 af kommunes indbyggere bor i Skive by.


Skive maraton – 2 år | 2 x 100 maraton

  • Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Hancock Arena
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 100
  • Sko: Adidas Energy Boost

Skive maraton

Spontan vandretur

Karup Å: Jeg er kommet lidt tidlig af sted, for Mette skulle afleveres til et BodySDS-kursus i Parken inden ni. Nu er jeg i Skive, to timer før der kan tjekkes ind på det motel, hvor jeg har lejet et værelse.

Hvad så? Jeg bruger 5 minutter med at orientere mig på Openstreetmap. Her finder jeg hurtig en improviseret vandretur langs Karup Å – men først skal jeg ud af byen.

Jeg er landet i den sydlige ende af Skive på Skyttevej. De første par kilometer, hvor jeg vandrer ad Dalgas Alle, er pænt kedelige. Men for enden af Dalgas Alle rammer jeg Skive Ådal. Her er et flot view over til byen på den anden side af dalen.

View til Skive.

Der står meget vand i det flade landskab omkring åen. Jeg vandrer ad en jordsti rundt om Ahornvænget. Stort set tørskoet, men et enkelt sted er det ret smattet. Stien bliver mere civiliseret.

Her løber Karup Å parallelt med Koholm Å. Vintersolen står lavt over landskabet og jeg kan se ud til den 441 meter lange Skive Ådal Bro, der fører Ringvej Syd over ådalen.

Tidligere blev den nordlige del af åen (nord for Hagebro Kro) kaldt Skive Å, mens den sydlige del hed Karup Å. Jeppe Aakjær, der havde sin barndom ved åen, kaldte hele åen for Karup Å. Navnet Karup Å bruges herefter i vid udstrækning om hele åen, omend der på nogle kort stadig står Skive Å på det sidste stykke.
(citat: Wikipedia: Karup Å)

Jeg fortætter til broen over Karup Å, der kommer omtrent 100 meter efter Blistrup Bæks udløb til åen. Her passerer jeg fra østbredden til vestbredden. Ikke længe efter går jeg under Skive Ådal Bro, fortsætter lidt længere inden der kommer lille bro, hvor jeg igen kan krydse Karup Å og returnere rundt.

Lav sol over ådalen.

Efter en tur mere under Skive Ådal Bro, forlader jeg Karup Å og vandrer på en markvej langs Ringvej Syg. Nu er den smukkeste del af ture ovre og jeg fortsætter til Bilstrup, hvor jeg vandrer lidt på Bilstrupvej, indtil jeg finder en sti, der følger bygrænsen rundt til enden af Skyttevej.

Jeg rammer Skyttevej i modsatte ende af motellet. Men der er ikke langt. Jeg nærmere mig og kan se, at jeg næsten har vandret 10 kilometer. Jeg forlænger turen med et smut op til rundkørslen hvor Sønder Boulevard krydser Ringvej Syd for at få turen op over de 10 kilometer.

Karup Å.

Tilbage ved motellet, er det tid til at tjekke ind.

Jeg kan absolut anbefale en tur gennem Skive Ådal. Turen ad Dalgas Alle er mere tvivlsom. Sådan en spontan vandretur er en ganske fin måde, at få de daglige 10.000 skidt hentet ind.

Roskilde cannonball maraton : tur i Roskilde og omegn

Roskilde. 28. januar 2024.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 02:04:33
  • Tempo: 05:54 min/km
  • Hastighed: 10,2 km/h

Løbsoversigt

Som regel afvikles Roskilde cannonball maraton på en 7 km lang rundstrækning. I dag havde arrangørerne valgt, at vi skulle ud på en halvmaratonrunde i stedet. Det blev lidt en sightseeing tur i og omkring Roskilde.

Efter det obligatoriske morgenmøde og fællesfoto, var det tid til afgang. Vi starter i det vestlige Roskilde, syd for Himmelev. Snart løber vi langs Vestbanen mod Trekroner.

Af sted på tur.

Vestbanen strækker sig fra København til Korsør. Strækningen mellem København og Roskilde er Danmarks ældste jernbanestrækning. Den blev indviet 26. juni 1847.

Ved Trekroner Station drejede vi mod nord og løb ind i området omkring Roskilde Universitet.

Vi løb ad lokale stier og jeg satte stor pris på, at jeg løb i en gruppe med en af arrangøerne. Løbet kan gennemføres som socialløb eller som GPX-løb. Jeg valgte den social version og havde ikke downloadet ruten til mit løbeur.

Ved Veddelev.

Vi passerer gennem Himmelev Skov og fortsætter i en vestlig retning til vi rammer Roskilde Fjord nord for Veddelev. Herfra løb vi langs vandet ind til Roskilde.

Vi passerede forbi Vikingeskibsmuseet og videre forbi havnen, indtil vi forlod fjorden og løb op gennem Sankt Hans Haver og forbi Sankt Hans Nord.

4 løbere og Vikingeskibsmuseet.

Vi kom gennem lidt af Byparken og Folkeparken og kiggede man godt efter, kunne man se Roskilde Bibliotek, der er centralbibliotek for Region Sjælland.

Ved Kong Magnus Vej ramte vi igen Vestbanen, som vi fulgte tilbage til start – der også var mål.

Jeg stoppede efter en omgang – et halvmaraton. For nogle var start/mål også depot. De snuppede en tur rundt – i den modsatte retning og ramte så et maraton.


Roskilde cannonball maraton # 10

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, sand
  • Deltagerantal: 29
  • Sko: Salomon Spectur

Roskilde cannonball marathon

28KD : rundt om fælleden

Amager. 20. januar 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:51:10
  • Tempo: 05:29 min/km
  • Hastighed: 11 km/t

Løbsoversigt

28KD er et basis-cannonball, der for en ekstremt billig penge, tilbyder et hak i bæltet og en medalje. Løbet arrangeres af Kennet Danielsen, der er glad for tallene 8 og 28. Der er løbets navn KD28. Prisen for deltagelse er 28 øre. Der er velkomst/morgenmøde 8 minutter inden start. Løbet starter 08:08.

Sten.

8 er et naturligt tal. Det er et heltal. Et kubiktal. Det er det 6. i rækken af fibonaccis tal. 8 er et defektivt tal og 8 er grundtallet i det oktale talsystem. En terning har 8 hjørner. Der er 8 bit i en byte og i Kina er 8 et lykketal.

28 er et fuldkomment tal. Det er et trekanttal. 28 er et størmertal. Når det ikke er skudår, er der 28 dage i februar måned. Der er 28% alkohol i en Disaronno Amaretto. 28 er det antal kilometer en løber, der løber 4 omgange på en 7 kilometer lange rundstrækning tilbagelægger.

Morgenmøde: “Den vej”.

Vi løber på Amager, på en 7 km lang rundstrækning rundt om Amager Fælles. Der er start på parkeringspladsen ved krydset Vejlands Allé/Artillerivej.

“Ved P-plads løb venstre om græscirklen i midten af P-plads, ud ud af P-plads mod Artillerivej og drej til venstre på cykelsti. For enden af cykelsti (når du løber tør for asfalt) drej kraftigt til højre. Ved et hvilket som helst lyskryds på ruten drejes til venstre. Fortsæt indtil start. Gå først i mål, når du har løbet alle dine omgange. Hold til venstre hele vejen.”
(citat: dk28.dk)

Fest på Amager.

Der er ingen markering på ruten. Det er heldigvis nemt at finde rundt. Følg vejene rundt om Amager Fællede – uden at løbe ind på fælleden. Der er fladt, jeg fristes til at sige: “det er jo Amager”.

På parkeringspladsen hvor vi startede, var der is, meget glat is. Men ude på ruten er det fint, så længe vi bliver på asfalt og fortov. Langs Ørestads Boulevard er der en grussti til fodgængere, men det er en lang skøjtebane, så i dag løber vi på cykelstien. Det gør de lokale motionister fra Park Run også.

Cykelparkering på Amager.

Vejret er træls. Frisk vind og regn. Jeg sætter stor pris på min Gore regnjakke, som jeg har fået af Mette. Efterhånden som kilometerne bliver tilbagelagt, stilner regne af. Efter godt og vel 42 kilometer er jeg færdig for i dag.

I dag løb vi BuzzLøbet, formentlig efter den den amerikanske pilot og astronaut Buzz Aldrin. Buzz Aldrin blev i 1969 den anden mand på månen – på samme mission, hvor Neil Armstrong blev verdenskendt som den første mand på månen.

Det lokale hotel.


28KD – BuzzLøbet

  • Arrangører: Kennet Danielsen
  • Land: Danmark
  • Start: krydset Vejlands Allé/Artillerivej
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 17
  • Sko: Adidas Energy Boost

28KD

Dr. Nielsens vinterhyggemaraton : frem og tilbage

Vejle. 14. januar 2024.

Resultat

  • Startnr.: 70
  • Distance: maraton
  • Placering mænd: 9 af 81
  • Tid: 03:28:15
  • Tempo: 04:56 min/km
  • Hastighed: 12,2 km/t

Løbsoversigt

Hvert år i januar arrangerer Vejle IF Dr. Nielsens vinterhyggemaraton. Konceptet er simpelt. Løb et halvmaraton. Drik en Dr. Nielsen og løb et halvmaraton mere.

De der er kommet lidt tidligere end mig, kan nå en kop morgenkaffe og morgenmad. Jeg har overnattet hos min søster i St. Velling og har både spist og drukket kaffe. Der er tid til at hilse på gode løbevenner fra nær og fjern inden start.

Løbere i et fugtigt landskab.

Starten går inde i en af hallerne i DGI-byen. Herfra løber vi ud på Vestre Engvej. Den følger vi frem til Vejledalen, som vi løber under. Herfra følger vi Bindeballestien.

Bindeballestien følger Vejle Ådal. Vejle Ådal er en tunneldal, som opstod ved at smeltevand eroderede landskabet under istidens østjyske iskappe. I ådalen løber Vejle Å.

Jeg har åbenbart fået hurtigskoene på og de første 10 kilometer er overstået på 50 minutter. Den slagt holder jo ikke nødvendigvis hele vejen og med et jubilæumsløb lige om lidt, er det vigtigere at undgå skader, end at holde tempo.

Enkelte steder hvor vi krydser små landeveje, er der sat hjemmeværnsfolk ud til at stoppe trafikanterne. Der er masser af depoter på ruten, men jeg har selv vand og energi med.

Ved Vingsted forlader vi Bindeballestien og fortsætter ad Vingstedvej, der bliver til Kjeldkærvej, som bliver til Ravningvej. På småvejene herude har underlaget ændret sig fra asfalt til grusvej. Ravningvej bliver til Tørskindvej, som så bliver til Slotbjergvej.

Det eneste depot jeg stopper ved, er det ved Bindeballe Gl. Station. Her er der Dr. Nielsen. Til stor skuffelse for bonderøven i depotet, vil jeg ikke have sprøjtet Dr.Nielsen i munden af ham. Jeg vil faktisk kun smage lidt og jeg tager kanylen med Dr. Nielsen og doser selv, hvor meget jeg vil ha’.

Ved vendepunktet. Foto: Tina Merete Nielsen, Vejle IF.

Dr. Nielsen er en bittersnaps med bl.a. pomerans og stjerneanis. Det er længe siden jeg har drukket Dr. Nielsen sidst. Jeg husker den som bedre, men måske var det fordi jeg var småfuld sidst jeg drak Dr. Nielsen?

Arrangørerne har ændret ruten lidt, så der er en forlængelse efter Dr. Nielsen-depotet. Her skal vi frem og tilbage ad Bindeballevej, der er noget kuperet.

Efter at jeg vender rundt på Bindeballevej er det samme vej tilbage. Nu med vinden i ryggen. Og det går jævnt nedad. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg løber nedad på turen tilbage til Vejle. Selvfølgelig gik det overvejende opad da vi løb ind i landet, men det syntes ikke at være så meget, som det nu går nedad.

Efter målgang stryger jeg direkte i bad. Jeg når du lige at høre Steen sige: “Fuck du havde fart på”, efter at han, kort efter mig, krydser målstregen. Og jo. Det er en af de sjældne dage, hvor jeg kommer i mål med en tid, der er under 3½ timer.

Startnummer og medalje.

Efter badet finder jeg en plads ved et af langbordene. Henter en cola og en portion pasta med kødsovs. Efterhånd som folk kommer ud af badet, bliver pladserne ved bordet taget af gode venner. Tid til en hurtig evaluering af løbet – og medaljens beskedne størrelse.


Dr. Nielsens vinterhyggemaraton

  • Arrangører: Vejle IF
  • Land: Danmark
  • Start: DGI Huset, Vejle
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 277
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Letting Run

Frederikssund. 7. januar 2024.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 02:04:54
  • Tempo: 05:55 min/km
  • Hastighed: 10,1 km/t

Løbsoversigt

Dagen er tiltaget med 18 minutter, men det mærkes nu ikke så meget. Dagene synes stadig alt for korte og kolde.
Da solen stod op, blev det en flot dag.

Solen er på vej…
og løbet er i gang.
I frost.
Lav sol over jernbanen.
3 løbere i vinterlandskabet.
Ruten var fint markeret med grønne flag. Næste gang vil jeg prøve at følge dem hele vejen, så halvmaratonet ikke ender på 22,4 km.
Færdig for i dag.


Letting Run # 254

  • Arrangører: Familien Letting
  • Land: Danmark
  • Start: Østersvej, Frederikssund
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, is, sne
  • Deltagerantal: 24
  • Sko: Salomon Spectur

Letting Run

PE maraton

Vestamager. 31. december 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:40:57
  • Tempo: 04:47 min/km
  • Hastighed: 12,5 km/t

Løbsoversigt

Godt løbet og godt nytår.
Godt løbet og godt nytår.

Letting Run havde intet nytårsløb på programmet i år. Jeg valgte i stedet at løbe årets nytårsløb hos PE maraton på Amager. Det blev et et halvmaraton på Kalvebod Fælled. Der var ikke meget vind og højdemeter skal man også lede længe efter på de kanter.
Alt i alt, en fin morgen i løbeskoene.

View ud over Kalvebod Fælled.

“Langt det meste af området har kun været oven vande siden 1943, hvor det 20 km² store område blev inddæmmet som en beskæftigelsesprojekt. Men naturen, og ikke mindst fuglelivet, indtog det hurtigt. De første 40 år fungerede området som militært øvelsesterræn, men i dag er Kalvebod Fælled en del af Naturpark Amager og frit tilgængelig.
Bag den 40 km lange og fire meter høje dæmning holdes området tørt ved hjælp af omkring 100 km kanaler og afvandingsgrøfter, som leder vandet til to pumpestationer”
(citat: “Skov & strand i Danmark” af Søren Olsen, 2018)

Der var start 08:00 og 10:00. Jeg var på den tidlige start og nåede i mål i tide til at se det andet felt blive sendt afsted.


PE maraton # 29 – nytårsløbet

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 20
  • Sko: Salomon Spectur

Maraton PopUp : årets sidste maraton

Høje Taastrup. 26. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:01
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Maraton PopUp har de sidste år afholdet et cannonball-løb mellem jul og nytår. Også i år hvor vi løber i Høje Taastrup. Det er Søren Kulhmann fra Fyn, der har ønsket et løb i Høje Taastrup. Sikkert for at få hakket kommunen af på kommunebingopladen.

Jeg har løbet i Maraton PopUp i Høje Taastrup før, men i dag byder alligevel på en ny rute.

På Hakkemosevej.

Der er start ved det tidligere rådhus på Øtoftegårdsvej. Herfra svinger vi lidt rundt i parkeringsområdet og ender på Præstegårdsvej. Vi krydser Roskildevej og fortsætter ad Hakkemosevej, der mest af alt er en natursti. Vi drejer af Hakkemosevej ad en velplejet grussti og kommer forbi kæmpen Teddy Venlig.
Vi løber næsten hele vejen rundt om Hakkemosen og kommer tilbage til Roskildevej ad Lervangen.

På den anden side af Roskildevej venter en rundtur i Høje Taastrup Landsby. Her får vi både lidt af den gamle landsbystemning omkring Bygade, og lidt at det nyere villakvarter ved Lavendelvej. Vi løber omkring det tidligere rådhus og kommer tilbage til start-, depot- og målområdet. Med de to gange, hvor runden krydser Roskildevej, er det vist en rute, der kun kan bruges 2. juledag.

Teddy Venlig.

“En tur til” kan jeg sige til mig selv 5 gange. Efter 6 omgange er der til et maraton. Det sidste maraton for mig i år.

Surprise

Inden vi gik i gang med at løbe, holdt Henrik Birkedal, der arrangerer Maraton PopUp, den obligatoriske løbsbriefing. Han fik taget fusen på os alle, da han annoncerede, at han i dag løb sit maraton nummer 300. Den eneste der ikke blev overrasket, var smukke Ole, der havde lavet dagen specialmedalje.

Hr. Birkedal kort efter målgang.

Stor tillykke med de 300 Henrik!. Det er altid en fornøjelse at løbe med dig og at deltage i dine løbsarrangementer. Og tillykke med din adgangsbillet til Verdensranglisten. Du nåede det lige i år.

Maratonopgørelse

Dette var årets sidste maraton for mig. Det blev til 38 maraton, 2 ultraløb og nogle løb på kortere distancer (jeg slutter året med et halvmaraton den 31. december – om alt går vel).

Med 38 maraton, blev 2023 det år, hvor jeg har løbet flest maraton på et kalenderår. Jeg er oppe på 295 maraton i alt. Det varer ikke længe inden jeg runder de 300 og kommer på verdensranglisten. Det sker 2. marts ved Hvalsø cannonball.

Det år jeg løb færrest maraton var 2012, hvor det blev til 8 maratonløb. I gennemsnit har jeg gennemført 24,58 maraton om året siden 2012.

Mine maraton fordelt på år.

Jeg påstår gerne, at jeg løber mest om sommeren. Det ses også af maratonstatistikken, hvor den måned hvor jeg har løbet flest maraton, siden det første maraton i 2012, er juli med 51 maraton.

Lidt overraskende er det, at december er på en delt andenplads med juni og marts, hvor jeg gennem årene har løbet 28 maraton i hver måned.

Mine maraton fordelt på måneder.

De lave tal for maratonløb i april, august og september, hænger tildels sammen med, at jeg har løbet en del halvmaraton/ultraløb i de måneder.


Maraton PopUp # 72 – Høje Taastrup

  • Arrangør: Henrik Birkedal Hansen
  • Land: Danmark
  • Start: Ved det tidligere Rådhus på Øtoftegårdsvej
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, asfalt, jord
  • Deltagerantal: 42
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Maraton PopUp

Ø maraton

Amager. 23. december 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:47:52
  • Tempo: 05:07 min/km
  • Hastighed: 11,7 km/t

Løbsoversigt

Der var lidt sne på Amager. Det var frosset og fast. Let at løbe på. Flot morgensol og masser af smukke mennesker – nogle med nissehuer.

Morgenstemning ved Amager Strand.
Hastværk er lastværk.
God jul.


Ø maraton # 143 – jul på øen

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Ø maraton

Skive maraton : Kurts # 100

Nykøbing Mors. 17. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:04
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I den nordvestjyske by Skive arrangerer Malene, Maria og Rita cannonball-løb under navnet Skive maraton. I dag skal jeg løbe med, men ikke i Skive.

Skive maraton er taget udenbys og arrangerer løb i Nykøbing Mors. Anledningen er Kurt Andersens 50 års fødselsdag og Kurts maraton nummer 100. Så er der jo nok kage, når vi kommer i mål!

Vi er et godt stykke hjemmefra og det er sjældent, vi løber i denne ende af landet. Det er første gang vi løber på Mors og vi kan derfor hakke en kommune af på kommunebingopladen.

Kurt fortæller lidt om hvorfor vi er samlet til løb på Mors.

Mors kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970, ved strukturreformen i 2007 kom kommune ind i Region Nordjylland. Kommunen består af øerne Mors og Agerø i Limfjorden. Den dækker et areal på 367,67 km² og der er 22.196 indbyggere i kommunen.

Nykøbing Mors ligger på østsiden af Mors og der bor godt 9.000 mennesker i byen og det er kommunens administrative centrum og største by. Nykøbing Mors er en gammel købstad. Fra 1396 kendes bynavnet som Nykøoing – og fra 1299 som Noua Ciuitas. Har du ikke allerede luret det, så kan jeg oplyse, at navnet betyder “den nye handelsplads”. Men med næste 1000 år som handelsplads på bagen, er det længe siden Nykøbing var ny.

Rigeligt med morgenmad.

Overnatningen inden løbet var på Hotel Steenbergs. Et hotel i et gammelt pakhus med flottet bærende bjælker, tykke mure og små vinduer. Stemningsfuldt. Det var ikke den billigste løsning. Til gengæld var hotellet fleksibel med tidspunktet for morgenmaden. Vi fik serveringen tre kvarter før tid. Det var god morgenmad, måske lidt for godt, for jeg er lidt tung inden start.

Dagens løbetur starter på Rolstrupvej lige ved Morsø Hjemmepleje og Rolstruplund Plejecenter. Der er åbnet ind i hjemmeplejens lokaler, hvor vi kan ligge vore bagage og hvor der er mulighed for bad efter løbet.

Kurt med følge.

Vi får sagt tillykke med fødselsdagen til Kurt, inden der er morgenmøde med praktisk information om ruten, depoter m.m. Vi skal løbe en kvartmaratonrunde med retningsskift for hver omgang. Der bliver masser af mulighed for at hilse på og evt. komme med opmuntringer på turen.

Tid til gruppefoto og start. Rundstrækningen byder på industriveje og villaveje. Vi kommer gennem et par områder med fritidshuse. En tur ned langs vandet. Gennem lidt skov. Underlaget skifter mellem asfalt, grus og jord.

Vi kommer igen ned langs vandet og løber gennem Nykøbing down town ved havnen. Et lille fint anlæg. Flere villavej og et stykke med en fedtet ensporssti.

Morsø Garden gi’ den gas på Gasværksvej.

På de fire omgang kommer jeg aldrig i depot. Der er ellers to af dem. Et i et lagerrum ved start/mål og et midtvejs på rundstrækningen, nær havnen.

Jeg når i mål med en tid lige under de fire timer. Der er god tid til at nå et bad, inden Kurt entrerer målområdet, på det der er hans maraton nr. 100.

Vi er en del løbere og familie til at heppe Kurt i mål. Efterfølgende er der et par fine taler. Det lyder som om Klub 100-medlemmerne hygger sig i det nordjyske. Kurt får selvfølgelig Klub 100-tøj og en Klub 100-medalje. Og vi får alle rigeligt med kage.

Målgang på maraton # 100. Stort tillykke til Kurt.


Skive maraton – Kurts 50 års fødselsdag og marathon nr. 100

  • Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Rolstrupvej, Nykøbing M
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 65
  • Sko: Adidas Energy Boost

Skive maraton

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.