Holte er ikke lige mit hood og ikke et sted jeg kommer så tit. Men i dag var der en godt grund til at tagen en tur til byen ved Kongevejen.
15 km trailløb i Rude Skov. Det er sku’ okay! Masser af bakker, rødder, grene, træstubbe og andre forhindringer. Der var meget at holde øje med. Som bonus havde arrangørerne indlagt et mudderbad på ruten. Det skulle jo være så sundt for huden 🙂
Stemningen ude på ruten var god. Der blev givet besked når der f.eks. kom modkørende mountainbikere eller heste. De fleste var gode til at give plads når de hurtige løbere strøg forbi. Og det gjorde de ind i mellem.
Eks-konen og sønne var med som support – og det er jo altid godt med lidt support.
Eneste minus var en meget mavebitter frue til hest et sted i skoven.
Tiden blev 01:22:35, men det kommer sig ikke så nøje. Det var sjovt, udfordrende og god træning frem mod Sahara Marathon.
Skodsborg maraton – Halvorsen trail blev mit hidtil mest ressourcekrævende løb.
Op og ned, op og ned, stejlt op og ned, op og ned, op og stejlt ned. Grussti, skovsti, næsten ingen sti. Rødder, grene, blade – og en hest.
Bom. Der fangede en rod min fod.
Halvorsen trail blev afviklet i Ermelunden nord for København. I anledning af Jesper Halvorsens 40 års fødselsdag, var Skodsborg maraton et trailløb.
Det var noget helt andet end de flade løb, jeg tidligere har løbet og en anden udfordring. De konstante skift i terrænet gjorde det umuligt at finde en rytme. I stedet måtte jeg løbe et skridt af gangen, som det nu kunne blive, alt efter hældning, underlag, rødder, løse grene mm.
Jeg kom i mål. Løbende. Men der var ikke ret meget mere at give af. Det er første gang jeg i den grad har følt mig tømt efter et løb.
Når det så er sagt, var det en smuk rute. Der var et godt depot og en god stemning. Det var totalt fedt at løbe og komme igennem. Og som ekskonen skrev i en sms; nu er jeg kommet et skridt nærmere Sahara Marathon.
Første gang er altid spændende. Hvad venter der og hvordan følelse det. Anden gang er lidt noget andet, det er ikke længere ukendt territorium, men det er stadig en udfordring.
Powerade København halvmaraton 2011 var mit første officielle løb. Siden er det blevet til 2 løb på 10 km, et enkelt løb på 15 km, i alt 5 halvmaraton og 2 maratonløb. Nå ja, så løb jeg også DHL stafet i år.
Første gang løb Powerade København halvmaraton var ikke en entydig succes, men det var min egen skyld. Nu stod jeg for anden gang til start på Østerbro. Og målet var en ny PR på de 21,1 km.
Powerade København halvmaraton er det lille, at Københavns to store løb. Copenhagen Marathon er det absolut største – både hvad angår antal løbere, det omkringværende set up, tilskuere og stemning. Men efterårshalvmaratonløbet byder også på fine ramme og et medlevende publikum.
I år var der godt 8.000 tilmeldte løbere. Knap så mange mødte op og gennemførte. For mit vedkommende gik starten godt. Men på de første 10 km var der to løbere der røg i jorden. På den sidste lød det som om det gjorde rigtig ondt. Men vi ligger også tæt på de første km når der er så mange deltagere. Det er med at være vågen og passe på hinanden.
Et hvert løb er noget særligt. Ruten, vejret, de andre løbere, tilskuerne, dagsformen og mange andre ting spiller ind og gør det unikt. Noget af det der gjorde dette løb specielt, var at min storesøster Marianne løb med. Hun bor i Odder og vi er ikke ligefrem en familie der overrender hinanden. Så det var noget ganske særligt. Desværre vred hun op på den ene fod efter knap 10 km, men hun er jo sej og løb videre 🙂
Det var fedt at løbe og vide, at hun løb i feltet, selv om forskel i tempo gjorde at vi allerede fra starten var langt fra hinanden.
Supporten ude på ruten var rigtig fin. For mit vedkommen var der lidt ekstra denne gang, så lige en tak til Gedved, søstrene og anden familie der var kommet fra Fyn og Jylland, eks-konen, sønnen og alle andre kendte og ukendte folk der gav energi fra sidelinjen.
Min mål om en ny PR blev indfriet med en tid på 01:38:38.
Det blev så første officielle løb i udlandet, selv om Malmö ikke helt føles som så eksotisk og fremmet.
Det var planen at jeg ville sætte ny pr. på dagen. Det lykkedes ikke. Det der primært gik galt, var mentalt. Fra starten af var der for meget gang i den indre dialog og gennem hele løbet snakkede jeg alt for meget med mig selv. Er lidt skuffe over at jeg ikke fik stoppen tankerne og kom mentalt ind i løbet.
Vejret var der ikke noget galt med. Sol og lidt vind. Start- og målområdet var ved Stapelbäddsparken. Rute var flad og bød på bystemning, lidt urban landskabsarkitektur med store indkøbs- og lagerbygninger og vejanlæg, villaveje samt strand- og havnestemning.
Der var meget publikum på de første km. der gik gennem Malmö centrum. Ude på ruten var det mere sparsomt med opbakning. På de sidste par km. var der igen masser af folk og stemning.
Dagens personlige support stod Frans Sørensen for. Det gjorde han udemærket, så jeg kan ikke give ham skylden for det lidt langsomme tempo.
Den hurtigste kvinde på dagen var Charlotte Skaunsgård (Sparta Atletik) med tiden 01:22:34. Hurtigste mand var også en dansker, nemlig Kent Sørensen (Sparta Atletik) med tiden 1:11:26.
At løbe et stort opsat maraton som Copenhagen Marathon er én ting. Her er mange løbere, der kan bruges som trækdyr. Der er energi og støtte fra de tusinder af tilskuere. Der er musik på ruten og meget andet som gør rammen speciel og hjælper på motivationen. Det er straks noget andet, at løbe et maraton med få deltagere og ingen tilskuere på ruten.
Skinnermaraton er et cannonball maratonløb. Cannonball er et løb, hvor deltagerne sørger for sig selv. Ofte er der dog enkelte depoter med væske, som deltagerne betaler et lille beløb for. Der er sjælent over 50 deltagere og ingen officiel tidstagning.
Skinnermaraton ved Hundige arrangeres af Leif Skinnerup og deltagelse koster 100,- kr. Start og mål er ved Hundige Havn, hvorfra der løbes syv gange rundt om Jægersø. Der løbes både lørdag og søndag hen over sommeren. Om søndagen er ruten en anden, men distancen den samme: 42.195 km.
I første omgang havde jeg tilmeldt mig Skinnermaraton søndag den 22. juli. Jeg blev siden inviteret til Baggårdsfest på Nørrebro den 21. juli. Feste vil jeg gerne. Uden større besvær fik jeg flyttet min tilmelding til lørdag i stedet.
Løbet
I starten af juli fik jeg et lille vred i anklen. Det er tre uger siden og ind i mellem mærker jeg stadig lidt til det. Så det var med lidt ekstra nervøsitet at jeg kastede mig ud i dagens udfordring.
Jeg er ikke et morgenmenneske – heller ikke når der skal løbes. Men op kom jeg og med en taxa til Hundige. Fra halv syv var der indskrivning. Som minutterne nærmede sig syv mødte der flere og flere op – og det endte med at vi var 40 løbere.
Blandt løberne var løberkendis som Anette Fredskov, der var ude på sit syvende af 366 maraton i træk og Tor Rønnow der bl.a. er medforfatter til Elsk at løbe.
Claus Ø, Leif Skinnerup og Tor Rønnow, der alle var med, har løbet over 250 maraton. Erhard Filtenborg, med over 400 maratonløb i benene, og lægen Jerk Langer med over 170 maraton var også mødt op. Flere af de øvrige deltager nærmer sig deres maraton nummer 100. Et par af løberne havde taget turen helt fra Svendborg. I den lille flok var der mange med en del maratonløb i benene og jeg følte mig som noget af en nybegynder og amatør i selskabet.
Efter indskrivning og gruppefoto blev løbet sat i gang klokken 7:00. Mit oplæg var at ende på en tid mellem 4 og 4:30 – gerne tættere på fire end fireenhalv. Desuden skulle det helst lykkedes, at løbe med nogenlunde samme tempo hele vejen.
Begge dele lykkedes og jeg kom i mål med på tiden 4.05.27. Derudover er Skinnermaraton en superhyggelig løbeoplevelse. God stemning hele vejen og masser af smil og opmuntrende kommentarer fra de andre løbere på ruten. – Og anklen gav ingen problemer.
Efter nogle uger fandt jeg ud af, at det var sjovere med holdtræning end at køre solo. Og jeg har gennem et stykke tid suppleret løbetræningen i byens gader, styrke- og konditionstræning i FitnessDK, med BodyCombat. Konditionstræning, der i koreografien ligner noget der har med kampsport at gøre.
Ind i mellem prøver jeg nye hold. I dag var turen kommet til at teste Functional. Det er styrketræning med “udspring i fysioterapien og hospitalernes genoptræningscentre, hvor man begyndte at udvikle øvelser, der ikke havde ensidigt fokus på at træne bestemte muskler, men snarere efterlignede de funktioner, man ønskede at genoprette”. (citat: FitnessDK)
Når nu der er fokus på hele kroppen, er jeg spændt på hvordan træningen vil passe til min ubalancerede krop. Nederste halvdel løber, der kan gennemføre et maraton, øverste halvdel bibliotekar, der ikke har det alt for godt med armbøjninger o.l.
Instruktøreren fik kastet mig direkte ud i mit paradox. Veltrænede ben og vatarme. Functional foregår på den måde, at man træner to og to, som skifter øvelser. Startede med tre minutters løb på løbebånd med en stigning på 15% som den ene øvelse. Den anden var armbøjninger. Mens den ene løb, lavede den anden armbøjninger, hvorefter vi byttede. Og det hele gentages fem gange.
Løb. Fint nok. Armbøjninger blev hurtigt et problem. Jeg blev selvfølgelig ved, men endte godt nok med nogle langsomme tøsearmbøjnonger med lange pauser. De næste øvelser indbefattede bl.a. halvtunge bolde og reb.
Functional er vildt hårdt. Jeg kunne virkelig mærke tyve års inaktivitet og femogtyve år m rygning. Fra min løbetræning havde jeg evnen til at blive ved til træningen var slut. Og det var faktisk både godt og sjovt.
Spørgsmålet er om den styrketræning jeg får via Functional er nok. Eller om det stadig er nødvendigt at supplerere med lidt solotræning med fokus på musklerne omkring knæet.
Any way, Functional bliver en del af mit træningsprogram fremover.
Halvmaraton med start og mål i Ørestaden. Ruten er én lang omgang hvor der både løbes på Amager og på Sjællandssiden af havneløbet. Arrangeret af Amager Atletik Club.
Som ved et hvert andet løb er der én løber som kommer først over målstregen. Men der er mange vindere til et maraton. Hver enkel løber der gennemfører er hovedpersonen i en spændende historie. Copenhagen Marathon er en historie med omkring 12.000 hovedpersoner – og i 2012 med over 9.500 vindere.
Er jeg klar til at træde ind på scenen og være hovedpersonen i mit løb? Jeg har klaret de 30 km som en del af Spartas søndagstræninger, men hvad sker der ude på de sidste 12 km? Holder jeg. Holder mine ben. Rammer jeg en sluttid på omkring 3:50?
Ankomst til startområdet på Islands Brygge omkring 40 minutter før løbets start. Mange mennesker. Løbere med familie og venner, der er med som moralsk opbakning. Jeg må på toilettet, så meget at jeg ikke bare kan pisse i havnen, som så mange andre gør. Toiletkøen er lang og slår alt jeg har set på Roskilde Festivalen – også i gamle dage.
Da toiletbesøget er overstået, er starten gået og de første, hurtige løbere sendt af sted. Men jeg kan stadig nå at komme med i feltet omkring de fire timer. Problemfrit bliver starten dog ikke. Min mp3-afspiller fejler. Jeg tager en hurtig beslutning og efterlader den. Det er bedre ikke at have den med, end at bruge tid og energi på tekniske problemer. Da jeg kommer afsted, er jeg et godt stykke bag ballonerne med sluttid på 3:50. Dem havde jeg tænkt mig at løbe med, men det var ikke muligt at komme frem til dem i startområdet efter toiletbesøget. For mange løbere og for lidt tid.
Afsted kom jeg. Solen skinnede og det var en smuk dag.
Jeg forsøgte at indhente 3:50-ballonerne og kom derved til at løbe lidt hurtigere end planlagt fra start. Der er en vis tryghed ved at have en plan og holde den, derfor brugte jeg energi på jagten.
Da jeg stadig lå et bag 3:50 efter 10 km-mærket droppede jeg ballongruppen. Herfra løb jeg mit eget løb. Da jeg var halvvejs holdt tidsplanen stadig. En tid på 3:50 – og i hvert tilfælde under 4 timer – var indenfor rækkevide. Men jeg begyndte at tabe fart.
Frem til 30 km holdt jeg øje med tiden. Forsøgte at holde et tempo, der kunne give en sluttid tæt på 3:50. Men jeg kunne mærke at den ikke gik. Reviderede målet til at gennemføre uden at gå. På de sidste 10 km kiggede jeg ikke på min gps.
Jeg løb. Kroppen, især benene, sagde stop. Der er ikke mere. Jeg tænkte: Løft knæene. Nu er der kun 8 km – det samme som en rolig hverdagstræningtur. Bliv ved med at løbe. Nu er der 7 km. Den ene fod foran den anden. Løb. Løft kænene. Lyt til løbets rytme. Nu er der 5 – det samme som en tur hjemmefra og rundt i Fælledparken. Det er ingenting. Løb. 4 km. Lyt til føddernes rytme. Løb. 3 km. Løft knæene. 2 km.
Som jeg nærmede mig Islands Brygge blev der flere og flere tilskuere. Det hjalp. Det var hårdt, men det var en utrolig støtte og jeg fik overskud til at kigge lidt på de andre løbere. Hold da helt kæft hvor var de slidte – og hvor var der mange der gik. 200 meter fra mål lå en med krampe. Surt!
I mål med en løftet hånd. Fuck at tiden kom på den forkerte side af 4 timer. Jeg gennemførte og har lært en del til næste gang. F.eks. at det er vigtigere at løbe mit eget løb, end at følges med en ballon.
Vi ses igen i Københavns gader den 19. maj 2013. Jeg er tilmeldt.
Holte er ikke lige mit hood og ikke et sted jeg kommer så tit. Men i dag var der en godt grund til at tagen en tur til byen ved Kongevejen.
