Flot langdysse i Kjeldsvangkilen ved Hillerød: Rokkestenen. Før i tiden kaldtes højen for Kong Kjelds Høj.
Velbevaret langdysse. Det store dæksten til gravkammeret kunne i 1800-tallet rokke – deraf navnet. Dækstenen vejer 12-14 tons. Hele vejen rundt om højen står store randsten. I 1938 blev Rokkestenen restaureret og fredet. Langdyssen er omtrent 35 meter lang og ikke særlig høj.
Syd for Rokkestenen ligger en tilgroet mergelgrav.
En trampesti fører fra Peder Oxes Allé til Rokkestenen. Stien følger et stendige. Det er et gammelt vangedige mellem Hillerødsholm og Favrholm.
Stien finder du nær busstoppestedet Jernaldervejen.