3 dage, 4 etaper, 106 km.
Pre-løb
1. etape
Intermezzo
2. etape
3. etape
Intermezzo
4. etape
Post-løb
Løbsberetning fra 100 km del Sahara
Løbsrapport Løb i Saharas ørken i: LøbeMagasinet. Nr. 66, januar 2015.
Publiceret på sh.newsun.dk 06.05. 2014
Sahara, Tunesien. 29. april – 1. maj 2014.
Resultat
Etaper
Forsøger at skabe et overblik.
Om løbet “100 km del Sahara” 2014. Fire etaper på tre dage gennem dynger af sand, høj varme og sol.
Vinterens træning forud for løbet i Sahara bød ikke på så mange kilometer, som jeg havde tænkt mig. En af grundene var lidt inflammation ved den højre ankel. En anden grund var manglende fokus.
Da jeg ramte april måned, og det var ved at være alvor, manglede jeg stadig vigtige indkøb. Jeg havde en Asics løberygsæk med en vandblære. Men den sad ikke særlig godt, og den var lidt for stor. Til natetapen manglede jeg en ordentlig pandelampe. Jeg manglede desuden et par singlets og andre småting.
På nettet fik jeg købt Dirty Girl Gaiters for at begrænse mængden af sand i skoene og et halsrør fra Buff til at dække ansigtet i tilfælde af sandfygning.
I starten af måneden fik jeg købt en Salomon Adv Skin Lab Hydro 5 løberygsæk med fløjte, et nødtæppe og en væskeblære som tilkøb.
Løberygsækken begyndte jeg at løbe med på den lange tur i den første weekend i april. Jeg konstaterede straks, at den sad meget bedre end min gamle løberygsæk fra Asics.
I løbet af de første par uger i april fik jeg desuden købt; 2 stk. Salomon Light Tank, et ekstra par GORE Running Wear korte tights, en pakke Saltsticks, en LED LENSER H14.2 pandelygte, et par Bliz solbriller, en La Roche-Posay solcreme, alcogel, vådservietter og antidiarrépiller.
Det var godt, at jeg lige havde fået skat tilbage!
Via rejseselskabet købte jeg en sovepose, og det obligatoriske overlevelseskit til løbeturen. Begge dele var til afhentning på hotellet på Djerba, hvor alle tilmeldte løbere overnattede inden og efter løbet.
Det er tidligt morgen, stadig mørkt. Søndag. Jeg har mest lyst til at blive under dynen sammen med min søde kæreste, men taxaen til lufthavnen kommer snart. Heldigvis står kæresten også op og tager med ud til Kastrup og kysser farvel.
Jeg kommer igennem sikkerhedstjekket, ombord på flyet, hvor jeg har et perfekt view ud over København. Den næste uges tid vil menneskene omkring mig primært være italiensktalende. Et sprog jeg ikke fatter en lyd af.
Første mellemlanding er i Rom. Det tager lang tid, inden bagagen kommer på bagagebåndet, men der er god tid, inden flyet til Tunis afgår. Ingen i lufthavnen taler engelsk, omend nogle af de ansatte forstår lidt.
Efter lang ventetid i Aeroporti di Roma er det endeligt tid til at komme på vingerne igen. Denne gang med Tunisair til Tunis, hvor vi mellemlander.
Tjek ind i Rom er pænt kaotisk. Der er åbenbart en misforståelse mellem Tunisair og de italienske arrangører fra Zitoway. I Tunis er kaoset mindre, men arbejdstempoet er lav, og det tager lang tid, inden vi i et chartret fly kan lette mod Djerba. Der er meget få deltagere, der taler engelsk, men et par svenskere og brasilianere kan jeg da tale med.
Rejsetiden til Djerba bliver noget længere end forventet, og klokken er over 1:30, da jeg endelig falder i søvn. Jeg vågner med en smule hovedpine, men den forsvinder efter en flaske vand og lidt sol.
Vi har forladt vores ekstra bagage på hotellet i Djerba og kører i bus mod oasen Ksar Ghilane. Vi kommer forbi uendelige rækker af oliventræer.
Efter et par timer på vejene er der ikke flere oliventræer og vegetationen bliver mere og mere sparsom. Det tørre tunesiske landskab bliver om muligt mere tørt.
Eventyret begynder.
Efter ankomsten til Ksar Ghilane spiser vi frokost, og derefter er det tid til den obligatoriske indtjekning med sundheds- og udstyrstest. Vi får udleveret vores startnumre. Jeg bruger resten af dagen til at slappe af og vende mig til varmen (eftermiddagstemperaturen er på 35°). Andre er mere aktive og napper en hyggeløbetur rundt om oasen. Ventetiden er lang.
Temperaturen falder allerede, inden solen er gået ned. Det er tid til informationsmødet om løbets rammer og regler. Der informeres på engelsk og italiensk. For en gang skyld tror jeg, at vi, der ikke forstår italiensk, også får alle informationerne.
Ellers er det hovedreglen, at den engelske oversættelse af beskederne er meget korte og upræcise.
Kort efter mødet er der aftensmad.
Endelig er det tid til start. Jeg vågner tidligt og har spist morgenmad og været klar i lang tid. Lidt før otte bliver der taget gruppefoto og klokken 08:00 går starten for nordic walker’ne.
Vi bliver sendt af sted en time senere til tonerne af “We Will Rock You”. De første kilometer går det op og ned af sandklitterne. Sandet er ekstremt fint, og vi synker godt ned i det.
Det bliver hurtigt klart, at jeg har begået en begynderfejl. Den er gal med skoene. De suger sand ind, som Titanic tog vand ind, efter skibet havde kysset et isbjerg.
Det er virkelig en amatøragtig begynderfejl!
Gang på gang må jeg stoppe og tømme sko og strømper for sand. En tredjedel inde i løbet bliver underlaget mere fast, og jeg kan løbe længere uden at tømme sand ud.
Landskabet er stort og smukt. Jeg nyder den visuelle oplevelse, mens jeg bevæger mig hen til etapens eneste depot. Vand, appelsin og lidt energidrik. Jeg har stadig vand i rygsækken og bruger ikke tid på at genopfylde flasker og vandblære.
Videre. Mod slutningen af etapen vender sanddyngerne tilbage – og dermed også skoproblemet. Det er pænt ærgerligt, men det kan ikke ødelægge oplevelsen af at bevæge sig gennem ørkenen. Mærke den og mærke den tørre varme.
Efter 225,31 minutter kommer jeg i mål. Indtager mit livs bedste kop te og en appelsin, der smager helt vidunderligt.
Nu er programmet et hurtigt bad, frokost og afslapning inden aftenens natløb.
I det åbne sekspersoners beduintelt, bliver jeg indlogeret sammen med svenske Fredrik og Charlotte. Af dem låner jeg noget lim, og så er det igang med et skoeksperiment. Jeg lægger et lag lim hen over skoens forreste del, hvor der kommer mest sand ind. Området omkring snørrebånd og det øverste af skoen er dækket af mine gaiters, så det lader jeg være. Foden skal også kunne ånde lidt. Jeg regner ikke med, at mine sko bliver sandtætte, men bare sandindtaget bliver mindre og langsommere, er meget vundet.
Solen er gået ned, og det er tid til dagens anden etape. Vi bliver sat samme i par og sendt afsted to og to. De langsomste to fra 1. etape bliver sendt afsted først. 30 sekunder efter bliver de næste to sendt afsted etc. Jeg løber sammen med Kalle Jaarman fra Estland. Vi lægger ud i et pænt tempo. Sandet er ikke så blødt og tungt i de køligere nattemperaturer.
Det ser ud som om, at limen har hjulpet, og jeg får ikke nævneværdige mængder af sand i skoene. Vi fortsætter i et fint tempo og kommer glade i mål.
Jeg skal have noget mad, og så er det med at komme i seng og få sovet.
Jeg vågner tidligt, men bliver alligevel lidt stresset, da klokken nærmer sig syv, og det er tid til at aflevere bagagen.
Det er længe siden, og 3. etape er i gang. Starten er ikke så hård, for underlaget er hårdt, og derfor let at løbe på. Stemningen er god, og der har været en masse “god tur” på forskellige sprog.
Ved de otte kilometer ændrer landskabet karakter, og vi rammer sandklitterne, der ligger som et bølgende hav. Tempoet må ned. Jeg arbejder mig igennem fire kilometer løs sand. Herefter bliver underlaget mere medgørligt. Til gengæld er temperaturen kravlet godt op over de 30° og er stadig stigende.
Jeg løber videre. Der er langt mellem løberne, og det er sjældent, at jeg overhaler eller bliver overhalet af andre.
På de sidste 10 km er det løse sand tilbage. I starten er det blot spredte dynger med fastere underlag imellem. Men der kommer mere og mere sand. Varmen er hård, og jeg begynder at gå, hvor der er meget blødt sand.
Efter nogle lange sandkilometer kommer jeg endeligt i mål. Jeg får at vide af en af Zitoways medarbejdere, at temperaturen nogle steder på ruten er over 40° i den skygge, der ikke er dér.
Jeg kan ikke komme i bad for nogle har taget vores telt. Det har de gjort, fordi nogle andre har hugget deres telt. Af en eller anden grund er alle telte optaget, og der er en stædig italiener, der nægter at flytte tilbage til sit telt.
Efter en god time får et par medarbejdere fra Zitoway løst problemet. En time er spildt. En time, hvor jeg kunne have slappet af og restitueret.
Resten af dagen går med at lave så lidt som muligt – hvilket det også er for varmt til!
Vi er tidligt oppe i dag, og det er koldt fra morgenstunden. Alt er dækket af et fint lag sand, og det blæser lidt.
Efter morgenmaden har jeg lidt dårlig mave. En halv kop af morgenkaffen kommer retur og tørrer nu ud i et sted i sandet. Det er nerver.
Det er blevet lidt varmere, men i samme øjeblik starten går, stiger vindhastigheden og sandet fyger hen over landskabet. Det trænger ind alle vegne og slører udsynet. Hvor det er værst, mister ørkenen sine konjunkturer. Det er svært at se alle afmærkninger og endnu sværere at aflæse landskabet og vælge den mest hensigtsmæssige rute over sandet.
Efter 19 kilometer svinger ruten skarpt til højre og herfra går det videre med vinden direkte ind forfra. Men jeg fortsætter i en fin rytme. Det meste af ruten er ikke så teknisk krævende.
Efter 42 kilometer spurter jeg de sidste 20 meter. Mål!
Jeg har gjort det. 106 kilometer gennem Sahara. Uendelige op og nedløb i løst sand.
Jeg har det fantastisk. Benene er ikke så slidte, som jeg frygtede, og jeg er ikke en dehydreret rosin 🙂
Jeg nyder præstationen i hotellet i Douz, hvor jeg drikker kaffe og slapper af, inden vi i morgen kører tilbage til Djerba. Livet er smukt.
Benene er stive fra morgenstunden, men det løsner op i løbet af morgenen. Efter en lang bustur rammer vi Djerba over middag. Vi er kommet tilbage til det første hotel og vores efterladte bagage. Om aftenen ser vi billeder og videoklip fra løbet. Vinderne får priser, og der er festmiddag på det tunesiske turistministeriets regning.
Vinden blæser koldt ind fra Middelhavet og vi går i seng. I morgen er en lang rejsedag.
Jeg står op lidt over fire. Efter morgenmaden kører vi til Djerba Lufthavn. Herfra flyver vi til Tunis. I Tunis Lufthavn skifter vi fly. Selvfølgelig er der forsinkelse, og vi kommer så sent afsted, at jeg bliver lidt nervøs for, om jeg kan nå mit næste fly.
Heldigvis er der tid nok i Rom til at tjekke ind en sidste gang. Nu lander jeg snart i København, klokken er lidt over 22. Forhåbentlig venter kæresten et sted uden for tolden.
Løbets helt var Fredrik Petterson fra Stockholm. Hans lim reddede mine tæer, og han havde batterier, da jeg manglede det. Han havde masser af humør og overskud. Det var ikke kun mig, han hjalp. Hans lim reddede også andres sko og fødder. Og da der kun var en etape tilbage, forærede han en brasiliansk løber med meget beskadigede fødder et par gaiters.
Da der blev uddelt priser i Djerba, blev der uddelt priser til de bedste løbere. Derudover fik forskellige løbere priser for et godt humør, gejst og meget andet. Det er efter min mening en klar fejl, at Fredrik ikke fik en pris. Det burde han have haft.
—
100 km del Sahara # 16
Flere fotos fra løbet: Fotos fra løbet 100 km del Sahara
Publiceret på sh.newsun.dk 04.05. 2014
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.