Tag-arkiv: Amager

Run Amarminoen : frem og tilbage

Dragør. 29. september 2024.

Resultat

  • Distance: 54 km
  • Tid: 05:16:07
  • Tempo: 05:51 min/km
  • Hastighed: 10,2 km/t

Løbsoversigt

Søndag: 54 kilometers efterårstur på Amarminoen.

Jeg var lidt i tvivl, om jeg turde tilmelde mig. Der var så meget markedføringsbullshittekst på løbets hjemmeside, at jeg overvejede om det var et reelt arrangement eller et scam.

Jeg tog chancen. Jeg meldte mig til. Da jeg ankom til Dragør søndag morgen, var der heldigvis stillet op til et løbsarrangement.

Amarmino-startstenen i Dragør.

Tidtagningen var ikke med chip i skoene/på løbenummer, eller ved manuel tidtagning af arrangørerne ved målstregen. For at få en tid, skal deltagerne downloade Strave og blive medlem af Run Amarminoen by aioss. Tiden bliver så taget med Strava.

Løbet

Amarminoen er en fin og varieret vandrerute tæt på København. Underlaget skifter mellem strand, skovstier, grusvej og asfalteret cykelstier. Det er Amager, så højdemeter er der ikke mange af. Eneste bakke af betydning, er affaldsjordbakken ved Sønderbro Haveforening.

Start/mål er i Dragør ved Amarmino-startstenen. Vendepunktet er ved Amarmino-startstenen i den anden ende af vandreruten, tæt på DR Byen.

Det er køligt fra morgenstuen, men solen varmere stille og roligt Amager op.

Uanset arrangementets beskaffenhed, er Amarminoen, som den er. Jeg kender mine begrænsninger og ved, at jeg ikke er i stand til at ramme Run Amarminoen sprogtone. Derfor har jeg bedt Perplexity og ChatGPT om hjælp:

Løbeturen på Amarminoen er den ULTIMATIVE oplevelse – en uforglemmelig rejse, der starter i det charmerende Dragør og fører dig hele vejen til ikoniske DR Byen – og i dag retur!
Denne spektakulære rute er ikke bare en løbetur – det er en NATUROPLEVELSE uden lige, der forener skønheden i Danmarks vilde natur med en udfordrende og alsidig rute!

Amarminoen byder på et svimlende udvalg af terræner, der vil få dit hjerte til at slå hurtigere af både spænding og motion! Kast dig ud i eventyret gennem tætte, frodige skove, galopér over vidtstrakte, åbne marker og sus langs kystlinjer, der tager pusten fra dig med deres storslåede udsigter. Hver eneste kilometer på Amarminoen er en overraskelse – fra den dybe ro i Pinseskovens bløde skovbund til de endeløse, betagende panoramaer over det majestætiske Øresund!

Og som om det ikke var nok – Amarminoen er en OASE af biodiversitet! Løb gennem den enestående Naturpark Amager, hvor du kan være heldig at spotte sjældne vadefugle og farverige andefugle, mens du trækker vejret dybt ind i den rene, friske natur. Denne rute er ikke bare for dine ben, men for hele din sjæl – inspirerende, beroligende og REN magi for både krop og sind!
(redigeret citat: perplexity.ai/ChatGPT)

Opsamling

Det har været en usædvanlig weekend. Ikke fordi jeg har løbet to løb på en weekend. Det sker for tit til at være usædvanligt. Det usædvanlige er, at jeg har været til to løbsarrangementer, uden at se kendte ansigter.

Kalvebod Fælled.

I dag var der usædvanligt mange unge løbere sammenlignet med en standard cannnonball-søndag. Det er nok i virkeligheden det, der er med sproget. Jeg er ikke målgruppen for arrangementet. Og det hele kan da godt sætte nogle tanker i gang, omkring Klub 100s ønske om at tiltrække nye og yngre løbere – og samtidig flytte hovedparten af arrangementer over på Facebook. Det hænger ikke så godt sammen.

Tilbage på sporet. Det er selvfølgelig venlige løbere, der er mødt op til dagens tur frem og tilbage på Amarminoen. Vi hilser pænt på hinanden ved overhalinger og ved det modløb, der er før og efter vendepunktet.

På et tidspunkt er der overvældende mange, som hilser på. Jeg undres et øjeblik, indtil det går op for mig, at der løber tre unge piger lige bag mig. Efter at de har overhalet, bliver niveauet af “God tur”, “Godt løbet” og andre hilsefraser mere normalt.

Tunnel under Øresundsbanen.

Jeg kommer i mål i en tid, der svarer til mine forventninger. I dag kunne jeg godt styre tempoet og det var nok meget godt, distancen taget i betragtning.

Run Amarminoen er ikke bondefangeri. Men der er ingen resultatliste, medalje eller diplom. For så vidt, ingen opdatering af resultatet til Deutsche Ultramarathon-Vereinigungs statistikbank. Men jeg fik 54 kilometer i benene, hyggede på turen frem og tilbage på Amarminoen – og der er chili con carne på Badehotellet efter målgang. Det kan noget.


Run Amarminoen

  • Arrangør: aioss / Season two
  • Land: Danmark
  • Start: Amaminostenen, Dragør
  • Distance: 54, 27 km
  • Underlag: sand, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 143
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Run Amarminoen

Lønbæk cannonball

Amager. 7. august 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:22:19
  • Tempo: 06:13 min/km
  • Hastighed: 9,7 km/t

Løbsoversigt

Efter 4½ kilometer rammer vi Strandparken og er ved at være varme.
Udsigt fra Dragør.
Underlaget er afvekslende. Her sand.
Ved vandposten på Kongelundsfortet.
Ørestad i det fjerne.


Lønbæk cannonball – LNBK Amarmino basic sommeraftensløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: DR Byen, Ørestad
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, beton, grus, sand
  • Deltagerantal: 12
  • Sko: Salomon Spectur

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball : Amager rundt

Amager. 10. juli 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:33:01
  • Tempo: 06:28 min/km
  • Hastighed: 9,3 km/t

Løbsoversigt

Onsdag tog jeg ikke hjem efter arbejde. I stedet drog jeg til Amager – og løb øen rundt.

Lønbæk cannonball arrangerede maraton på Amarminoen. Amarminoen er en 27 km lang vandrerute. Vandreruten starter ved DR Byen og slutter i Dragør – eller omvendt alt efter hvor du starter.

Amarminoen passerer undervejs Sydvestpynten, Pinseskove og Amager Fælled. Som de fleste ved, er 27 km ikke nok til et maraton. Derfor har Lønbæk cannonball tilføjet ruten et stræk fra DR Byen via Amager Strandpark til Dragør. Med den tur er der kilometer nok til at maraton. Forlængelsen ændrer ruten fra en A til B-rute til en runde med start og mål samme sted.

Amarminostenen.

Amarminoen blev indviet 9. oktober 2020, hvor borgmestrene fra både Tårnby og Dragør var mødt op. Onsdag var der ikke så prominente gæster. Vi var blot en lille flok løbere med lyst til nogle kilometer i benene.

Vejret var ikke det bedste. Det regnede da jeg ankom til DR Byen med metro. Der var lidt tid til start og jeg blev i læ på stationen. Heldigvis stilnede regnen af og jeg kunne gå ned til mødestedet uden at blive våd. Den medbragte regnjakke kom ikke op af løbevesten på noget tidspunkt. Til gengæld tittede solen frem undervejs.

Byløb i Sundby.

Thomas forklarede lidt om rundstrækningen. Kort inden start gik vi fra metrostationen over på Amager Fælled, hvor der var start en par hundrede meter fra Amaminostenen, som markerer Amarminoens start/mål-sted ved DR Byen.

Som skrevet skulle vi en tur omkring Amager Strandpark, inden vi løb Amarminoen fra Dragør til DR Byen. Derfor passerede vi kort efter start Amarminostenen. Vi fortsatte forbi DR Koncerthuset og løb op til Njalsgade, hvor vi drejede til højre – i retning om stranden. De første kilometer var byløb, med lyskryds, masser af fodgængere og cyklister. Det hørte op, da vi ramte Amager Strandpark.

Fyrtårnet i Dragør.

Vi løb hele vejen gennem Amager Strandpark fra nord mod syd ad den hårde betonsti. Nu skriver jeg “vi”, men vi var allerede her så spredte, at jeg løb alene, godt nok med løbsarrangøreren Thomas Lønbæk ikke langt efter.

Jeg fortsatte syd på forbi Den blå planet og over Øresundsmotorvejen. Herefter kom dagens kedeligste strækning. Kystvejen udenom lufthavnen. Nu er det jo nærmeste en sightseeing tur Amager rundt, og på sådan én er Københavns Lufthavn nærmest obligatorisk.

Alting har en ende og det havde turen ad Kystvejen også. Dragør. En idyllisk lille by i den fjerne ende af Amager. Her løb jeg lang kysten ad en grussti. Det var dejligt med et skifte fra beton og asfalt til et blødere underlag. Nær Dragør Badehotel passerede vi den Amaminosten, der markerer start/mål på vandreruten i Dragør. Herfra er ruten markeret, men jeg løb hele vejen efter den gpx-rute, som jeg havde uploadet til mit løbeur.

Strandtur med sand under skoene.

Vi havde fået at vide, at ved Dragør Fort var der mulighed for at få fyldt vandflasker op. Det var en lummer sommeraften, så ekstra vand havde jeg brug for. Jeg havde dog ikke hørt ordentlig efter til briefingen og løb helt ind på fortet for at finde en vandhane. Der fandt jeg ingen vandhane, men tilbage på ruten fandt jeg vandhanen. Knap 30 meter efter det sted, hvor jeg var drejet af, for at løbe ind på Dragør Fort. Ren bonus: Jeg fik set fortet og jeg fik ekstra meter.

Efter Dragør var der dømt strandløb med sand. Her valgte jeg at gå og med det sløve standtempo og turen ind på Dragør Fort, var jeg endt som en af de bagerste af deltagerne.

Det formodes, at frøene til birketræerne på Amager er blæst over fra Sverige.

Sand blev til grussti og satte jeg atter i løb. Jeg kom syd om Søvang og nærmede mig et landskab, hvor jeg har løbet før: Kongelunden Sydvestpynten og derefter Pinseskoven. Ved Kongelundsfortet benyttede jeg igen den offentlige adgang til en vandhane og fyldte mine vandflasker med frisk vand.

I Pinseskoven fik jeg hentet nogle af de andre deltagere. Hilste venligt og fortsatte mod Kalvebod Fælled. Det var først her, i det åbne landskab på Kalvebod Fælled, at jeg bemærkede vinden.

I Pinseskoven.

Efter Kalvebod Fælled kom asfalten tilbage i form af Dæmningsvej. Ruten havde dog en afstikke op gennem Byskoven, hvor underlaget var grus. Videre ad Dæmningsvej til Vejlands Allé som vi passerede under.

Jeg løb videre rundt om motorcrossbanen og op på bakken ved Sønderbro Haveforening. En bakke, som os der har løbet Toppen af Nokken, kender gangske godt. Fra bakken er der en flot udsigt.

Fra bakketoppen var der kun et nedløb og en tur over Amager Fælled tilbage. inden jeg var retur ved DR Byen – og i mål.

Udsigt til Ørestad.

En fed løbeoplevelse rigere. Gpx-løb kan noget, specielt på de lange rundstrækninger hvor deltagerne kan kommer langt omkring. En fed måde at kommer på sightseeing. Tak til Thomas for et fint low key-arrangement og en oplevelsesrig løbetur.


Lønbæk cannonball – LNBK Amarmino basic sommeraftensløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: DR Byen, Ørestad
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, beton, grus, sand
  • Deltagerantal: 15
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Lønbæk Cannonball

Ø maraton

Amager. 23. juni 2024.

Resultat

  • Distance: 50 km
  • Tid: 04:59:25
  • Tempo: 05:59 min/km
  • Hastighed: 10 km/t

Løbsoversigt

I løb langs Amager Strandvej.
Brooks Glycerin GTS 20.


Ø maraton # 156 – Sankt Hans

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 29
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Ø maraton

Ø maraton

Amager. 23. december 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:47:52
  • Tempo: 05:07 min/km
  • Hastighed: 11,7 km/t

Løbsoversigt

Der var lidt sne på Amager. Det var frosset og fast. Let at løbe på. Flot morgensol og masser af smukke mennesker – nogle med nissehuer.

Morgenstemning ved Amager Strand.
Hastværk er lastværk.
God jul.


Ø maraton # 143 – jul på øen

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Ø maraton

Ø maraton : for tiende gang

Amager. 22. juli 2022.

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:58:10
  • Tempo: 05:39 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

Jeg er godt nok tilbage på arbejde efter sommerferien, men der er ikke travlt på biblioteket og jeg har lidt plustimer på kontoen. Nogle af dem blev brugt i dag, så jeg kunne teste post-Regionsløb-benene i Amager Strandpark.

Ikke overraskende, så var benene lidt trætte. I starten havde jeg en formodning om at der nok kom 5 kilometer med flow og fest mellem den medbragte træthed og den nye trætheden dagen maraton medførte. De fem kilometer kom aldrig. Trætte ben fra start til slut.

Blomst.
Cikorie (Cichorium intybus) – den fra Rich´s kaffe.

I dag var det tiende gang jeg løb Ø maraton, så nok om mig.

Løbet

Amager Strandparkruten er simpel. Der er start, depot og mål ved Amager Strandvej 285 hvor Motionsklubben Amager holder til. Når starten går, løbes der mod nord ad Amager Strandvej. Ved Italiensvej drejer ruten ud om Strandparken og fortsætter hen over Kilometerbroen. I Strandparken løber deltagerne mod syd ad Amager Stand Stien. Ved Helgoland Surf Club trækker løberne ud på Amager Strand Promenaden og fortsætter i sydlig retning.

Ruten fortsætter ad stierne til Kastrup Lystbådehavn som passeres langs kajen. Deltagerne drejer højre om ved Restaurant Kastrup Strandpark og løber lidt retur i nordlig retning ad Kastrup Strandpark – vejen mellem husene og vinterpladserne. Herfra er der ikke langt til depotet og næste tur rundt.

Seks havkajaksejlere.
Der er mange forskellige aktiviteter i Amager Strandpark.

Ruten er blandt de allerfladeste. På de lidt over 42 kilometer i dag, registrerede mit Garmin-ur 8 højdemeter. Det er asfalt, fortov og beton hele vejen rundt, så det kan godt være lidt hårdt for knæ og andre led.

For mig er Ø maraton et Amager-løb. Men for ca. fem år siden flyttede arrangøren Henriette Lisse til Næstved. Og jeg har da også været til en enkelt Ø maraton i Kostræde Banker på Sydsjælland.

De fleste gange jeg har deltaget, har det været på maratondistancen, men et par gange er det blevet til 50 km – Ø maraton er nemlig et af de få cannonball der tilbyder ultra-distancer.

Nu er Henriette flyttet tilbage til Amager og Ø maraton er tilbage i Amager Strandpark. Og med Henriette som arrangør, er der altid garanti for godt humør.

Brønddæksel med kommunelogo.

For dem der går op i den slags, kan det oplyses at løbet har start og mål i Tårnby kommune.

Datoer og tider for de 10 Ø maraton

  1. 24.11. 2012: 04:01:35
  2. 25.11. 2012: 04:32:31
  3. 29.03. 2013: 04:52:31 [50 km]
  4. 30.06. 2013: 04:46:21 [50 km]
  5. 26.08. 2013: 04:03:15
  6. 28.03. 2015: 03:48:39
  7. 09.01. 2016: 03:53:57
  8. 03.07. 2016: 03:56:38 (Kostræde Banker)
  9. 23.12. 2018: 03:59:43
  10. 22.07. 2022: 03:58:10


Ø maraton # 98 – fredagsløb

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 13
  • Sko: Adidas Ultra Boost 20

Ø maraton

Maraton PopUp : en enkelt bakke

Amager. 28. marts 2021.

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:59:50
  • Tempo: 05:41 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

Det er næsten ikke til at huske hvordan det var før corona. Dengang vi kunne give knus til alle vi havde lyst til. Vi kunne mødes i store forsamlinger og løbe en tur, høre en koncert eller råbe vores lunger ud til en fodboldkamp.

Jeg synes det har været en lang vinter. En lidt ensom vinter. Det er blevet tydeligt hvor meget vi betyder for hinanden. Kollegerne på arbejde. De gode venner og den nære familie – men også de mange bekendtskaber. Et liv med begrænsninger på menneskelige kontakt er et fattigt liv.

Det er godt at være i gang igen med cannonball-løb. Ikke fordi vi er mange, men det, lige at mødes nogle stykke og sige “godmorgen og god tur” inden start. Det er bemærkelsesværdigt at så lidt kan betyde så meget.

Rundt på Amager

I dag var det Maraton PopUp der invitere til løb på Amager med start, depot og mål ved Amager Ressourcecenter. Ruten var godt otte kilometer lang, så det var 5 gange rundt for et maraton – og så en bonustur op og ned ad Amager Bakke til at slutte af på.

Der blev lagt ud i et gevaldigt tempo og jeg befandt mig i hurtigt i gruppetto’en. Fra Amager Ressourcecenter løb vi ud på Holmen hvor vi passerede Under Kronen og Ubåden Sælen.

Christiania.

Herfra bevægede vi om til Christmas Møllers Plads via Norddyssen, Midtdyssen og Syddysen på Christiania. Løbet startede klokken otte, på de første omgang var der ikke mange mennesker. Senere kom flere ud på siten og en duft af cannabis bredt sig her og der på fristaden.

Ved Christmass Møllers Plads vendte vi rundt og løb retur mod Amager Ressourcecenter ad Kløvermarksvej. De sidste par kilometer på rundturen var de mindst interessante på en ellers seværdig rute. Til gengæld var der medvind.

Bakken

Efter 5 runder, hvor et af de seriøse toiletbesøg bag en busk, satte lidt pres på min plan om at løbe på under fire timer, var det tid til en tur op og ned ad Amager Bakke.

For dem der ikke kender Amager Bakke, så er det en kunstig bakke anlagt på Amager Ressourcecenters nye forbrændingsanlæg – tegnet af Bjarke Ingels. Skibakken er omtrent 370 meter lang og tilbyder 80 højdemeter.

Amager Bakke.

Trinene på trappen er uregelmæssige og jeg kom gennem ganske mange taktarter på vej op ad bakken. På toppen var der en imponerende udsigt over København og Amager. Men det havde jeg ikke tid til at nyde. Nedad igen. Lidt rundt på parkeringspladsen. Færdig – men en margin på 10 sekunder til de fire timer.

Tak til Betina og Henrik for en fin rute og et dejligt arrangement.

Veje

Ny veje på CityStrides: Henrik Spans Vej, Midtdyssen, Norddyssen og Spanteloftvej.

Henrik Span (1634-1694), dansk søofficer.
Henrik Span, født i Oldendorf, kom i dansk tjeneste i 1677 hvor han endte som admiral.


Maraton PopUp # 49 – Copenhagen Hill

  • Arrangør: Henrik Birkedal Hansen og BSS Functional Training
  • Land: Danmark
  • Start: Vildmøllevej 6
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 13
  • Sko: Brooks Glycerin 16

Maraton PopUp

Cph Coast Half

Amager. 11. november 2019.

Resultat

  • Startnr.: 214
  • Distance: halvmaraton
  • Placering samlet: 25
  • Placering mænd: 21
  • Tid: 01:40:45
  • Tempo: 04:48 min/km
  • Hastighed: 12,5 km/t

Løbsoversigt

De første 7 kilometer løbes i Pinseskoven – sådan frem og tilbage, uden at kommer ret langt væk fra start. Ved Søndre Pumpe rammer ruten Dæmningsvej. Herfra er det bare at følge stien til Islands Brygge.


Cph Coast Half # 3

  • Arrangører: Trailman
  • Start: Sydvestpynten, Dragør
  • Land: Danmark
  • Underlag: grusvej, skovvej, asfalt
  • Distance: halvmaraton
  • Deltagerantal: 226
  • Sko: Adidas Solar Boost

Socialmaraton : Amagerbilleder

Amager. 31. december 2018.

Resultat

  • Startnr.: 13
  • Distance: maraton
  • Nettotid: 04:27:27
  • Bruttotid: 04:30:00
  • Tempo: 06:20 min/km
  • Hastighed: 9,5 km/t

Løbsoversigt

Nytårsløb på Amager. Socialmaraton er et socialløb til fordel for Rigshospitalets Børne-Unge Program, arrangeret af Kastrup Rotary Klub. Efter løbet i 2017 kunne Kastrup Rotary Klub donere 113.000 kr, indsamlet i forbindelse med løbet.


Socialmaraton

  • Arrangører: Kastrup Rotary Klub, Inner Wheel
  • Land: Danmark
  • Start: Kastrup Svømmehal
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 147
  • Sko: Adidas Ultra Boost LTD

Socialmaraton

Ø maraton

Amager. 23. december 2018.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:59:43
  • Tempo: 05:41 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

Julesjap giver kolde, våde fødder og rene sko.

Adidas Ultra Boost LTD.
Løbeskoene har ikke været så rene siden de kom ud af skotøjsæsken.


Ø maraton # 84 -Jul på øen

  • Arrangører: Henriette Lisse
  • Land: Danmark
  • Start: Amager Strandvej, Amager Strandpark
  • Distance: 50 km, maraton, halvmaraton, omgange á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, beton
  • Deltagerantal: 63
  • Sko: Adidas Ultra Boost LTD

Ø maraton