Den store plan: “Det, der vil præge vort Syn paa Arkitekt Råvad i faglig Henseende, er hans Interesse og Arbejde for Plan i Københavns Udvikling”, sådan indledes nekrologen for Alfred Råvad (1848-1933) i tidsskriftet Arkitekten. Råvad var en pioner inden for byplanlægning. Få år inden hans død udgav han “Borgmesterbogen” som skitserede en samlet plan for hovedstadens fremtid.
Kigger du på et kort over hovedstadsområdet kan du med lidt god vilje se en hånd. Forestil dig tommelfingeren ned langs Køge bugt, pegefingeren som forstæderne ud ad B-linjen mod Høje Taastrup. Langfinger som byerne ud ad Frederikssundsvej. Ringfinger ud mod nordvest og lillefinger op langs nordkysten. Det er nogenlunde sådan Storkøbenhavn ser ud.
Fingerplanen var en plan for udviklingen af København med det enkle princip, at byen skulle vokse ud af fem linjer mod købstæderne Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Planen, der egentlig hed “Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn” blev udsendt af Egnsplankontoret i 1947.
Selv om planen aldrig blev formelt vedtaget fik den stor betydning for byudviklingen i Storkøbenhavn. Idéen fængede. Konkret fik planen f.eks. betydning for vedtagelsen af byreguleringsloven i 1949. Fingerplanens ide om fem linjer ud fra centrum er den hånd, du kan se på kortet.
Før Fingerplanen
Allerede i 1886 havde Alfred Råvad foreslået, at der blev fundet økonomiske midler til at udarbejde en generalplan for København. Han sendte ansøgningen om støtte til Indenrigsministeriet.
Ministeriet udarbejdede et afslag. Det nåede Råvad dog ikke at modtage. Efter 1½ års ventetid, trak han sin ansøgning tilbage og emigrerede til USA med sin kone og fire sønner.
Råvad kom tilbage til Danmark i 1914. Han skrev en del indlæg i relevante blade og var en agtet person inden for fagkredse. Men uden for det snævre fagmiljø var der ikke mange, der lyttede til ham. Den brede offentlighed og det politiske niveau havde endnu ikke erkendt behovet for byplanlægning.
Alfred J. Råvad udtænkte i 1920’erne en plan for Københavns udvikling, hvor idéen var at opdele Københavns omegn i kileformede regioner, med kilernes spids rettet mod det administrative centrum.
En fingerplan årtier inden Fingerplanen
I 1929 udkom “Borgmesterbogen”, først som føljeton i tidsskriftet “Arkitekten” og efterfølgende som en trykt bog. Bogen var henvendt til borgmestre, embedsmænd og skatteborgere for at skabe bro mellem sagkundskab og politik.
En del af Råvads plan var en stor, national hovedstadspark: Enghave Stævnet. Her skulle være torvepladser for handel, varebørs og auktionshaller, torv med prøveudstilling af industri og kunsthåndværk. De rekreative elementer i parken skulle efter Råvads mening rumme områder dedikeret til moralske adspredelser og sundhedspleje som idræt.
Råvads “Borgmesterbogen” var en fremskrivning af, hvordan København ville se ud 1999.
I bogens indledning skriver han: “Når det her nævnte tidspunkt, efter dette århundredes forløb, er nåt, vil havneløbet og dettes krydsninger være gennemførte og folketallet vil have passeret 2 million mærket. Bebyggelsen vil da, ikke alene have spredt sig nordefter ad Strandvejen og Lyngbyvejen, men det hele belte langs Roskildevejen vil være bebygget ligesom den søndre strand langs Køgebugten vil have formet sig som en Søndre Strandvej, medens Amager vil være fuldt bebygget, navnlig efter havebyformen, omkredsende havnens industrikvarter. Vej og gadeanlægene vil rettes mod havnekrydsningerne istedet for de historiske voldgatte (Østergat, Nørregat, Vestergat og Amagergat), som vil være gamle minder. Dette er store forandringer, men de er dikterede af stadens geografiske forhold og det vilde være en fornærmelse mod stadens borgere om man tvivlede på ævnen til at følge naturens og historiens vejvisning.”
Borgmesterbogen af Alfred J. Raavad. Akademisk Architektforening, 1929.
Kilde: Stræderne i København. 2017, november.
