Klokken otte om morgenen, i midten af januar, er det stadig mørkt. David Bredo har budt velkommen og Mette Jensen har taget startfoto. Humør maraton er i gang.
I dag løber verdens skønneste Mette sit halvmaraton nummer 100. Men endnu kan hun sidde i Davids køkken og nyde varmen. Alt imens bevæger vi der løber et helmaraton os ud af Ringsted i retning mod Skellerød.
Vi er ikke mange og feltet er hurtig spredt. Men jeg får ind imellem glæde af Davids selskab – og når vi har vendt ude ved Skellerød og løber retur mod Ringsted ad Ringsted Oplevelsessti får vi fornøjelsen af naturen ved Ringsted Å.
Jeg formår ikke at få løbet de første tre omgange (et halvmaraton) på under to timer og glipper Mette – og resten af halvmaratonfeltets start. Jeg er dog ikke langt bagefter og efter et par kilometer på min 4. runde, indhenter jeg Mette og den lille gruppe af løbere der følger hende rundt på hendes jubilæumsløb.
Anette Fog pacer gruppen på venlig vis. Hun holder os løbende lidt mere end vi ellers vil, og får os i gang med løb når vi finder en HØP-bakke.
Efter 2 timer, 25 minutter, 19 sekunder løber Mette i mål. 100 halvmaraton. 2.109 trekvart kilometer – en helvedes masse skridt. Sejt!
Det er en kold og blæsende vinterdag. Maraton PopUp popper op i Stenløse – nordvest for Storkøbenhavn. Vi er en lille flok løbere der skal have hakket Egedal kommune af på kommunemaratonbingopladen.
Engang var Stenløse en lille landsby nær landevejen mellem Frederikssund og København. Men så fik byen en station. Det var dengang jernbanen mellem København og Frederikssund blev anlagt. Siden er Stenløse vokset. Det så meget, at Stenløse er vokset sammen med Ølstykke til et samlet byområde med over 22.000 indbyggere.
Dagens løb har start, depot og mål i udkanten af Stenløse ved Lærkeskolen. Ruten er af den slags, der skal gennemløbes seks gange for et maraton. Inden start introducere arrangøren ruten som “Vildt kedelig og bakket” – så er den da ikke oversolgt.
Vi starter med at løbe ned ad Degnebakken til cykelstien langs Frederikssundbanen og drejer mod sydøst. På cykelstien er der et par småbakker, men intet at regne i forhold til den bakke vi skal op ad for at komme op til Veksø.
Vi løber en lille runde blandt villaer og rækkehuse i udkanten af Veksø inden turen går retur til Stenløse ad cykelstien langs banen. Tilbage i Stenløse runder vi lidt af Præstegårdsvej inden vi er tilbage ved start. Eller det bør vi gøre! På første runde finder jeg en alternativ sti og får set lidt ekstra Stenløse – Præstegårdsvej venter pænt på anden runde.
Lidt at drikke – og så afsted igen. Jeg synes egentlig de første par omgange føles okay. Tempoet er ikke imponerende, bevares, men jeg kommer fremad. Efter omtrent 15 kilometer begynder benene at blive tunge. Efterhånden som kilometerne hober sig op bliver hele kroppen tung og til sidst er jeg som kold og våd bly.
Det hele tager fire timer, enogtyve minutter og nogle sekunder. Første maraton efter at jeg var nede med corona er gennemført. Ikke i elegant stil. Ikke i en godt tid. Men gennemført – og Egedal kommune er hakket af.
Egedal kommune
Ved Strukturreformen (2007) blev Egedal kommune skabt ved en sammenlægning af Ledøje-Smørum, Stenløse og Ølstykke Kommune.
I Egedal kommune er der 43.696 indbyggere (2021), de har 125,8 km² at boltre sig på.
12,3% af boligerne i kommunen er almennyttige boliger. Det er en lavere andel af boligmassen end både Ishøj (48,1%) og København kommune (18,6%).
“De bebyggede områder består typisk af villaer og rækkehuse og ligger tættest i Ølstykke-Stenløse, Ganløse, Veksø og Smørumnedre, mens de åbne marker og gartnerier dominerer omkring Jørlunde og Ølstykke-Stenløse. 14 % af kommunens areal er skov, hvoraf de største ligger langs kommunegrænsen mod nord.” (citat: Trap Danmark : Bind 28 : Egedal, Furesø, Ballerup, Herlev, Gladsaxe, side 12.)
Veksøhjelmene
På vej ud af Veksø passere vi en mindesten der erindre fundet af Veksøhjelmene. Veksøhjelmene blev fundet i 1942 i Brøns Mose.
De smukke hjelme med lange snoede horn, er fra bronzealderen (1000-800 f.v.t.). Det menes at hjelmene er forestillet til kultiske ceremonier.
“Hvor de fremmedartede Viksø-hjelme er produceret, er ikke fuldt afklaret, måske i Mellemeuropa, måske i Nordtyskland. Helt udelukkes kan det dog ikke, at de er fremstillet i Danmark. I alle tilfælde har håndværkerne været påvirket af bronzekunsten i det østalpine Donau-område. Hornede hjelme må have været velkendte i Norden. Talrige helleristninger, især fra Vestsverige, viser dem i brug.” (citat: Nationalmuseet: Viksø-hjelmene)
Rødemosegård Cannonball har start på Rødemosegård i Hedeboerne lidt vest for den tidligere stationsby Veflinge. Det er et asfaltløb på den slags landeveje der er ude på landet, hvor der kun lige er plads til at to biler kan passere hinanden.
Løbet er næsten 100% asfalt. Fra start, depot og mål ved Rødemosegård er der en kort markvej op til Elvedgårdsvej. Vi løber mod nord ad Elvedgårdsvej, ikke så langt, kun til Viernevej som vi følger frem til Møllebjergvej. Vi fortsætter til højre ad Møllebjergvej og tager vejen frem til Frigårdsvej som fører os ind til Gamby.
Ad en eller anden grund lugter Gamby ganske grimt. Så hver gang jeg passere gennem den lille landsby, ryger buff’en op over næsen. Det hjælper dog kun lidt. Det er en klejn by med omtrent 200 indbyggere.
Fra Gamby løber vi ad Axel Brahesvej. Der hvor Axel Brahesvej møder Elvedgårdsvej drejer vi fra og følger Elvedgårdsvej forbi Elvedgård og snart er vi tilbage hvor vi startede og tager markvejen til Rødemosegård.
Elvedgård er en smuk gammel gård – der engang var sædegård. Hovedfløjen er bygget på resterne af en voldsted. Gården var mellem 1832 og 1858 ejet af den kendte danske historiker Lauritz Schebye Vedel Simonsen – hvilket erindres på en stor mindesten når gården.
Elvedgaard ligger ca. 2 km Vest for Veflinge By; Skoven ligger omkring Gaarden og Jorderne derudenom igen, dog saaledes at Marken støder til Ejendommen mod Vest; Jorden er noget uensartet, største Delen Lermuld paa Lerunderlag, men der findes for øvrigt næsten alle Slags Jord — fra stiveste Ler til Sand- og Mosejord. Terrænet er noget kuperet, Kultur og Gødningskraft god, Jorden er drænet, der er merglet fra gl. Tid, og hele Arealet er kalket i Aarene 1910—30. Engen er god Lavmose, indhegnet til Løsdrift. Skoven er af god Bonitet, Bevoksningen er overvejende Gran, dog findes der ogsaa en Del Bøg. (citat: Større danske Landbrug : Statistisk, topografisk, historisk Håndbog : Bind 3. Præstø, Svendborg og Odense amter. J. J. Hansen. Kappel / Richter Friis, 1930)
Det er seks gange rundt for et maraton. Ruten bølger gennem landskabet. Selv om der ikke er nogle ekstraordinære bakker, kan ruten ikke kaldes flad. Personligt synes jeg det er en lidt kedeligt rute. Asfalt og masser af monokulturel ørkenlandsbrugslandskab. Men på anden omgang møder jeg en flok på syv dådyr hinder der passerer Viernevej et halvt hundrede meter foran mig.
Depotet på Rødemosegård er placeret inde i en opvarmet garage. Det er dejligt når nu det er koldt udenfor og der skal skiftes tøj. Og ikke mindst spises æbleskiver og drikkes kaffe.
Nordfyns kommune
Nordfyns kommune blev dannet ved en sammenlægning af Bogense, Otterup og Søndersø kommuner. Oprindeligt skulle kommunen have videreført navnet Bogense kommune. En folkeafstemning kom på tværs af den idé og flertallet synes åbenbart at Nordfyns kommune lyder meget mere cool.
Morten Andersen har siddet på borgmesterposten siden 2010. Han beholder borgmesterstolen efter det nyligt afholdte kommunalvalg. Om han så repræsenterer det-engang-kulturbærende-(nu-vil-vi-bare-have-mere-landbrugsbistand)-bondevenstre eller fuck-alle-aldre-byvenstre skal jeg lade være usagt.
Ifølge Indenrigs- og boligministeriet er der 29.549 indbyggere i Nordfyns kommune. Af dem er 5,5% oldinge (80+). I Ishøj er det kun 3,1% af befolkningen der er oldinge. Kommunen dækker et areal på 452,30 km². 8% af boligerne i kommunen er almennyttige.
Der er 3 biblioteker – et for hvert af de gamle kommuner: Bogense, Otterup og Søndersø bibliotek. Kommunen bruger 348,- kr. pr. indbygger på bibliotekerne. Det er mere end Københavns kommune, der anvender 269,- kr, pr, indbygger til biblioteker. Men ikke så meget som Ishøj kommune, der sender 589,- kr. pr. indbygger på til biblioteksvæsenet.
Batman Cannonball Marathon er et løb der har hjemme i Odense, men i dag er det rykket vest på. Dagens løb er i terrænet omkring Syvårssøerne.
Batman Cannonball Marathon arrangeres af Ricky Batman og Lone. De har flere gange deltaget i sh løb, så det er på tide (og med stor glæde) at Mette og jeg nu kan sætte kryds ved deres løb.
Batman har rundet de 450 maraton og Lone har løbet over 400 maraton. Derudover har de en del ultraløb på cv’et, så det er et par erfarne løbere der står bag arrangementet.
Vi løb i Frederikshåb Plantage med start, depot og mål på Vestre rullebane/Almstokbanen. Herfra løber vi til højre af Nørrevej. Den følge vi rimelig længe.
De første 5 km af kvartmaratonruten er nydelig skovløb på flade grusveje. Herefter kommer et kort asfaltstykke ad Rygbjergvej. Hvor vi forlader asfaltstykket er der et lille vanddepot. Snart herefter følger rutens højdepunkt ved Syvårssøerne. Et meget smuk område med sand og lyng og lidt vand. Der er ikke så meget vand i søerne i dag. Her er også et sandet trailstykke. Masser at opleve!
Tilbage mod depot (og senere mål) kommer er der et kort sandet stykke mere. Men der er mest grusvej og vi slutte på et lige opløb ad Søvej. Seværdig rute.
Der er et par småbakker og terrænet går lidt op og ned. Men ruten må kategoriseres som flad. Alligevel bliver den sidste runde hård. Måske pga sandet – eller også er det bare mig der er ved at blive en halvgammel mand.
Rute er markeret med flag og for dem der er til den slags, er ruten lagt ud som gpx-fil på løbet site.
Da jeg skulle finde vejnavnet på startstedet bemærker jeg en kommunegrænse langs vejen. Løbet var slået op som et løb i Billund kommune. Men et nærmere kig på Openstreetmap og efterfølgende på Billund kommune på kort og Kort Vejle (Openstreetmap er ikke autoritative data, så mere officiel kilder måtte i brug), afslører at vi startede og løb de første meter langs kommunegrænsen – på Vejlesiden!
Syvårssøerne
“De mystiske Syvårssøer har deres navn af den simple grund, at de ikke altid er der. Fra gammel tid har man bemærket, at søerne dukkede op ca. hvert syvende år, eller også brugte man blot det magiske 7-tal til netop det uforklarlige. Fakta er, at søerne opstår og forsvinder med højden på grundvandet. Og selv om store mængder nedbør får grundvandstanden til at stige, er det ikke ensbetydende med svulmende søer. Grundvandsspejlet har sine egne “bakker og dale”, og derfor er Syvårssøerne ganske uforudsigelige.” (citat: Naturstyrelsen: Syvårssøerne)
Som navnet mere end antyder, så har dette løbe skiftede lokaliteter og popper op både her og der. I dag er det tilbage på Vestegnen hvor Maraton PopUp har hjemme. Vi er i Vestskoven.
Betina Sørensen runder de 100 maraton. En af de store milepæle! Stort tillykke og velkommen i tosseklubben.
Start, depot og mål er i dagens anledning flyttet til Albertslund Ridecenter. Derfor er ruten ændre lidt.
I den lille flække Frejlev på det sydøstlige Lolland arrangere Ole Pedersen cannonballløbet Frejlev trekantløb.
Frejlev trekantløb afvikles på en 2,5 km lang rundstrækning med start/mål i midten af landsbyen. Rundstrækningen er en trekant bestående af vejene Enghavevej, Eskemosevej og Kettingevej. For et maraton skal man 17 gange rundt på trekanten – og det kan man godt blive lidt rundtosset af.
En vej, en sko, et cannonball løb Et cannonball løb, en sko, en vej En kort omgang, en trekant, en stang, en klokke, der siger ding-dang.
Der var ikke nogen egentlig løbsbreifing inden start. Omtrent 5 minutter inden løbes blev skudt i gang skulle der tages et startfoto. En af de lokale løbere var på toilettet, så vi måtte væbne os med lidt tålmodighed inden billedet kunne tages. Vi trak ud på vejen og var klar. Kort før start gjorde arrangøren opmærksom på, at maraton distancen startede ved Solstenen et par hundrede meter længer henne ad vejen. Men der var det for sent at begive sig der hen. Så det blev et af de lidt længere maraton.
Som maratonløber stillede jeg til start klokken otte. Det var den mulighed der var. Halvmaratonløbere kan vælge at starte klokken otte eller klokken ti. Der var helt klart mest trafik på vejene de sidste to timer jeg løbe.
Af sted kom vi – forbi Solstenen – og videre ud af Frejlev. Knap var vi kommet i gang, så ramte vi trekantens første hjørne hvor vi drejede til venstre ad Eskemosevej. Omgivelserne var kornmarker og landmændene havde travlt med at få årets afgrøder hjem i laden. Vi passerede Frejlev å og kommer til trekantens andet hjørne, hvor vi drejer til venstre ad Kettingevej. På Kettingevej blæste det – ifølge en af de lokale, så gøre det altid det… Efter en tur i modvind kom vi til trekantens tredje hjørne og drejede til venstre ad Enghavevej og så var i tilbage ved start.
17 omgange for et maraton er lige i overkanten for mig. Det blev lidt for trivielt. Frejlev trekantløb er et fint arrangement og der blev hygget igennem i depotet, men det bliver ikke et af de løb jeg vender tilbage til en masse gange.
Der var en del Team Tvilling-løbere der løb halvmaraton. Jeg tænker at den korte rundstrækning er optimal for dem. Der er et par småbakker på ruten, men den er relativ flad, hvilket nok også er dejligt for Team Tvilling-løberne.
— Frejlev trekantløb # 44
Arrangører: Ole Pedersen
Land: Danmark
Start: Enghavevej, Frejlev
Distance: maraton, halvmaraton, 10 km, runder á 2,5 km
Et maraton kan være mange ting. I dag er det mit sidste løb i 40’erne. Det er også et rum hvor jeg kan være med mig selv og klare tankerne efter min mors død i tirsdags.
Min mor, Eva Hundebøll, var en særlig kvinde, en kærlig kvinde. Hun havde sin menings mod. Hun var tolerant og imødekommenden, hun mødte mennesker som de var. Min mor har levet et langt og indholdsrigt liv, med fødderne plantet i det vestjyske.
Et liv, der på trods af at Eva kun kunne to sprog, vestjysk og rigsdansk, skabte venskaber over grænser til mennesker i både Tyskland og Ungarn – sidstnævnte med udgangspunkt i 2. Verdenskrig.
Mor dannede i mange år forstanderpar med min far på Hoven Ungdomsskole og siden gjorde hun sig som galleriejer i Nr. Nebel.
Min mor døde omgivet af børn og børnebørn der kort forinden havde sunget morgensange for hende. Det var roligt og udramatisk. Tænker det er en okay måde at slutte livet på.
Mor. Tak for livet og din kærlighed.
I morgen bliver jeg 50. Det bliver ikke den fødselsdag jeg havde forestillet mig. Men sådan er livet – uforudsigeligt.