Tag-arkiv: Cold Hawaii Ultra

Cold Hawaii Ultra : tur til Agger

Nordjylland. 16. september 2023.

Resultat

  • Startnr.: 501
  • Distance: 50 mil
  • Placering mænd: 9 af 24
  • Tid: 09:33:12
  • Tempo: 07:07 min/km
  • Hastighed: 8,4 km/t

Løbsoversigt

Så skal der løbes 50 mil løb ved Vestkysten. Amerikanske mil vel og mærke, for ellers havde det taget flere dage. Turen er i den smukke og barske natur nord for og i Nationalpark Thy. Masser af lækker kystnatur der stille og roligt trætter benene.

Der er tidlig start. Klokken 06:00 fra Bulbjerg. Det er mørkt, så det eneste vi ser af Bulbjerg er toilettet ved parkeringspladsen og trappen ned af Bulbjerg i pandelampens skær.

Morgentrafik i Thy.

Stille og roligt kommer lyset, men der er meget dis. I det fjerne kan vi hører hjortenes brunst-kald. Det giver lidt ekstra til morgenstemningen.

Løbevesten er godt pakket med vand, gel og diverse udstyr som jakke, bandage og løbetape mm. Der er lidt over 20 kilometer til det første depot, som er ved en privat bolig i Vigsø. Dagens strategi hedder løb når det er fladt – med mindre underlaget er løst sand, så skal der gåes – og går det rigtigt opad, skal jeg også gå.

Lyset kommer.

På de første 20 kilometer er der ikke mange anledninger til at gå. Tempoet er fint – ind til jeg ved omkring 21 kilometer møder et rigtigt toilet. Der ryger nogle minutter på kontoen uden bevægelse.

Efter 24 kilometer kommer jeg til det første depot. Her venter Mette med Blåbær smoothie og kys. Jeg får fyldt mine softbottles’ med vand og begiver mig videre.

En enlig bunker.

I Hanstholm runder vi de 30 kilometer. Ruten er en a til b rute, så her er 50 kilometer løberne sendt afsted lidt inden jeg ankommer til byen. Vi passerer forbi nogle af de mange bunkere fra besættelsestiden, inden vi rammer Kystvejen og et langt asfaltstykke. Det er ikke ond vilje fra arrangørernes side, men vi passerer statens vildtreservat, hvor der ikke må arrangeres løb – store del af året må man slet ikke opholde sig i reservatet.

Det er asfalt hele vejen til Klitmøller, hvor løbets andet depot er placeret ved SPAR-købmanden. Her venter Mette igen med forsyninger og kys.

Solen har svært ved at brænde gennem disen.

Fra Klitmøller fortsætter vi ned gennem Nationalpark Thy. Cold Hawaii Ultra afvikles i smukke omgivelser. Den nordjyske klithede kan noget helt særligt, som ord ikke helt kan beskrive. Kik selv forbi og oplev det. Det er køreturen værd.

I Nr. Vorupør er det tredje depot. Her er løberne på 25 kilometer også blevet sendt af sted på et eller andet tidspunkt. Jeg bliver tanket op i depotet og så er det videre ad stranden. En træls strand, der trodser den gode sædvane, at servere hårdt sand i vandkanten. Det bliver dagens langsomste stykke.

Vindmølle.

Endeligt kommer beach-flaget der markere, at vi skal ind i landet igen. Men først skal klitterne forceres – i gang.

Efter klitten får jeg gang i et mere kontinuerligt løb, dog i et et lavere tempo end tidligere på dagen. Og således kommer jeg til det fjerde og sidste depot på ruten. Tanket op med kærlighed og Gu Gel tager jeg hul på det sidste stræk.

Farvel til stranden.

Først går turen mod Lodbjerg Fyr og derfra mod Agger, hvor der er mål. De sidste par kilometer løbes på en hård betonsti. Det er ikke det fedeste underlag for de ømme og trætte ben, men de må overstås og det bliver de.

Endelig ser jeg målet ved Vesterhavshytten i Agger – sjældent er jeg så glad for at se en snasket grill i det fjerne.

Tak til The Simon’s for et godt arrangement og en stor oplevelse.


Cold Hawaii Ultra

  • Arrangører: Simon Grimstrup / Simon Gregersen
  • Land: Danmark
  • Start: Bulbjerg
  • Distance: 50 mil, 50, 25, 12 km
  • Underlag: sand, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 139
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Cold Hawaii Ultra