Handelsstandens Gymnastikforening (HG) blev stiftet i april 1880 med det formål at udvikle handelsstandens unge mænds færdigheder i gymnastik og våbenbrug (stokkeslag). Foreningen voksede og trivedes og tog gerne konkurrencen op med andre københavnske idrætsforeninger. I en periode mødtes de også med norske Oslo Turnforening til indbyrdes konkurrencer.
I 1930 havde gymnastikforeningen 50 års jubilæum og udgav i den forbindelse et festskrift: “Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930”, som er kilden til størstedelen af nedenstående tekst. Festskriftet blev redigeret af Vigo Andersen, Einar Blem, Axel W. Lind og Knud Jørgensen.
Foreningens første gymnastikdyst var mod Roskilde Gymnastikforening. Kampen fandt sted søndag den 18. marts 1886, publikum betalte 1. kr. for en billet til Industriforeningens sal. HG vandt kampen.
HG vægtede samarbejder. I juli 1899 afholdtes i Søpavillonen et møde, hvor formændene for danske gymnastikforeninger var indbudt. Her blev Dansk Gymnastik Forbund dannet.
I 1907 blev det første hold oprettet for kvinder, men først i 1915 fik de kvindelige medlemmer samme ret som mændene.
Kampene mod Oslo Turnforening
I 1912 tog HG kontakt til Oslo Turnforening (OT) for at arrangere en konkurrence mellem de to foreninger i København.
18. januar 1913 mødtes HG og OT til dyst i et stuvende fuldt Odd Fellow Palæ. Nordmændene sejrede med 16 point mod københavnernes 15¾ point. Selv om HG tabte, var det et lærerigt møde, hvor begge foreninger fik inspiration og lærte af hinanden.
I 1914 var der revanchekamp i Oslo. På trods af at det igen blev til et nederlag for HB, beskrives turen som “en yderst fornøjelig Tur, hvor vore elskværdige Værter næsten fordunklede deres hidtidige store Ry som splendide Værter” i festskriftet fra 1930.
Revanchen kom i december 1916. “Det blev en Jættedyst, hvor det umulige blev muligt, og hvor Præstation fordunklede Præstation og henrev Publikum til Begejstring, trods Lummerheden i Salen.” skrives der i jubilæumsskriftet om denne tredje dyst mod nordmændene.
Det var en uomtvistelig sejr og nordmændene måtte se sig slået. Der var dog ingen bitterhed og til den efterfølgende fest var der en kammeratlig tone.
Om den første gang de to gymnastikforeninger mødtes til dyst skrev Torleif Torkildsen, formand i Oslo Turnforening, følgende:
”Konkurrancen holdtes i Odd Fellowpalæets store sal, som var fuldt besat av et meget representativt publikum. Under de respektive landes flag marsjerte begge tropper inn og møttes straks av et hjertelig bifald, som tiltok, eftersom konkurrancen skred frem. Efter at dommerkollegiet hadde trukket sig tilbake, fremviste utenfor konkurrance ”H. G.” smidighetsøvelser og vor forening trampoline- sprang. Dette var øiensynlig noe, som faldt i publikums smak. Den danske presse taler om en ”fjellhøi” hest og om trampolinen som en ”kastemaskin”. Smidighetsøvelsene vakte den største interesse blant vore turnere, hvorav flere saa slike øvelser for første gang.
Øvelsenes store gymnastiske verdi var man ganske klar over, og det var allerede den gang full enighet om, at de burde komme til anvendelse hos os. Imidlertid var dommerne ferdig med sine over- veielser, og presidenten i Dansk Idrettsforbund, O.R.Sakfører Nathansen kunde meddele det forventningsfulle publikum, at Oslo Turnforening hadde seiret med 16 points, mens »H. G.« hadde op- naadd 15⅔. Det var sikkerlig skrankeøvelsene (Barreøvelserne), som hadde gitt os dette lille forsprang.”
HG eksisterede frem til 1980, hvor den fusionerede med Gladsaxe Håndboldklub under navnet Gladsaxe/HG.
Læs mere i jubilæumskriftet Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930 via bibliotek.dk.