Tag-arkiv: Holbæk kommune

Hvalsø cannonball : maraton på Orø

Orø. 16. april 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:59:11
  • Tempo: 05:40 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

I dag løb vi Hvalsø cannonball, men ikke i Bidstrup Skovene. Hvalsø cannonball var taget “on tour” og så måtte vi jo følge med.

I bunden af Isefjord er der en ø. Øen er forholdsvis flad. Det højeste punkt, Stensbjerg; er 28 meter over havoverfladen. Øen er godt 14 km². Der bor knap 1.000 mennesker på øen. Fund af flinteredskaber og gravhøje vidner om at øen har været beboet siden stenalderen. I 1231 hed øen Warthærø, i dag er den kendt som Orø.

På trampestien.

Omtrent hundrede løbere mødte op ved Orø Hallen i Bybjerg. Morten Brogaard havde stillet et fint depot frem. Her var hvad der skulle være af sodavand, slik, frugt m.m. Jeg hapsede en lakridspibe til efter løbet.

Vi fik de nødvendige informationer om ruten, markering og om at vi kom forbi Ishuset ved Orø Strandcamping, hvor vi kunne få en is med to kugler som en del af forplejningen til arrangementet.

Det blå hold.

Gruppefoto taget, og så var det ved at være tid til at komme af sted. Efter et par hundrede meter ned at Brøndevej med asfalt, drejede vi til højre ad Møllebakken. Her fulgte omtrent en kilometer på grus, ad Møllebakken, Pedersmindevej og Vestre Strandvej.

Ved Møllebrovej ramte vi trampestien langs kysten. Så herfra var det græs, sand og sten. I smukke rammer. Højdemeter var nærmeste fraværende på det lange stræk langs kysten.

Vi passerede Nørre Stænge med campingplads og muligheden for is. Her var også et ekstra depot med væske. Dagens rundstrækning var et kvartmaraton, så det var fint med en ekstra vandpost.

En slags doping?

Ikke langt efter Nørre Stænge blev underlaget vådt og mudret. Det var ikke en mulighed at kommer udenom. Det var fremad og så måtte fødderne tørre op på de næste kilometer efter vandgangen på trampestien.

Vi fortsatte bag om Salvig for at ramme asfalten på Næsbyvej. Det hårde asfaltunderlag fortsatte de sidste 2 kilometer til start/mål/depot.

Vandgang.

Efter fire omgange var jeg færdig. 42,195 km knebet ind lige under de fire timer.


Hvalsø cannonball : On Tour – Orø

  • Arrangører: Hvalsø løbeklub og Nordborg Cannonball
  • Land: Danmark
  • Start: Orø Hallen
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, sand, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 99
  • Sko: Salomon S/Lab Sense 7

Hvalsø Cannonball

Svinningeløbet : Stationsbyen rundt

Svinninge. 8. august 2020.

Resultat

  • Startnr.: 4210
  • Distance: maraton
  • Placering : 6 af 17
  • Tid: 04:12:01
  • Tempo: 05:58 min/km
  • Hastighed: 10,1 km/t

Løbsoversigt

#Charity7Summits arrangere Svinningeløbet ved Svinninge i Odsherred.

Svinninge er en stationsby på Odsherredsbanen. Byen har knap 3.000 indbyggere. Svinninge har blandt andet en Brugs, en Netto, en Aldi, en discgolfbane, en hvidkalket kirke, et pizzaria, en bager og et stadion. På byens stadion er der start og mål for Svinningeløbet.

Skilt med teksten "Velkommen til Svinninge Stadion"

Svinningeløbet afvikles på en kvartmaratonrute. Der er forskudt start på de forskellige distancer. For maratonløberne er der start 08:30. Halvmaratonløberne sendes afsted to timer senere og efter dem følger de øvrige distancer.

Nummerudleveringen åbner en time inden start på maratondistancen. Sammen med løbenummer udleveres en goodiebag med vand, chips og andet mundgodt.

I startområdet er der opsat en masse små flag med god afstand. Inden start stiller deltagernes sig ved hvert sit flag – med de hurtigste heste forrest. Alle kommer fornuftigt af sted med god afstand.

Der er depot med vand og cola i mål/start og ude på ruten er der tre yderligere depoter. Alle depoter er med engangskrus og regelmæssig afspritning.

Løberne får set Svinninge. Fra stadion går ruten ud af byen i et monotont landbrugslandskab – dog ses en bakke ude i horisonten med en flot gravhøj: Svendsbjerg.

Tilbage i Svinninge fortsætter ruten ad et fint spor ved byens discgolfbane og kort efter kommer det første depot.

Efter lidt sightseeing i stationsbyen går ruten igen ud på landbrugslandet ad en grusvej. Og så tilbage til Svinninge igen. Sidste del af ruten snørkler sig rundt i byen ad småveje og stier. Det sidste stykke af ruten går gennem skov og lidt mere af discgolfbanen.

Skoven er stort set det eneste sted med skygge. Ruten byder ikke på mange højdemeter, til gengæld byder dagen på høje temperaturer.

Løber i bar overkrop

#Charity7Summits er “en frivillig forening, som kombinerer leg, bevægelse, motion, træning og eventyrlyst med at gøre en forskel for alle børn”. Støtten fra Svinninge løbet 2020 går til Legeheltene, et af Børneulykkesfondens initiativer.


Svinningeløbet

  • Arrangører: #Charity7Summits
  • Land: Danmark
  • Start: Svinninge Stadion
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 5, 2,5 km
  • Underlag: asfalt, grus, græs, jord
  • Deltagerantal: 194
  • Sko: Adidas Ultra Boost 20