Tag-arkiv: Jægerspris

3 runesten i Jægerspris

I Jægerspris Slotspark står tre runesten. De er blandt de ældste i landet. Oprindeligt stod runestenene på Fyn, men nu er de at finde ved grevinde Danners gravhøj.

Flemløse-stenen 1

Stenen blev iflg. håndskriftet Fynske Antiquiteter 1606 flyttet til Flemløse kirkegård af sognepræst Thomas Nafnsen, der var sognepræst i Flemøse (Flemløse) 1553-1598 fra en høj “tvært over for Lammemose have”. Stenen blev siden kløvet og indsat i kirkegårdsmuren, men udtaget af Frederik VII i 1842 og ført til Frederiksgave senere i 1854 til Jægerspris. Stenen blev fredet i 1982.

Teksten på stenen: “Efter Roulv står denne sten. Han var {nuRa}-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede (ristede).”

“Gode” i runeteksten er afledt af ordet gud (om hedenske guder). Det er uklart, om goden har været en religiøs eller verdslig titel.

Danske Runeindskrifter: Flemløse-sten 1

Flemløse-stenen 2

Runestenen er fundet i Flemløse på Fyn ca. 1840. Runestenen kaldes også Voldtofte-stenen fordi den i omtrent 1840 blev fundet foran porten til gården Voldtofte.

Teksten på stenen: Roulv sis.

Betydningen af “sis” kendes ikke.

Danske Runeindskrifter: Titel: Flemløse-sten 2

Sønderby-stenen

Runesten fundet i et gærde i 1809, derefter glemt og genrundet i 1841 og flyttet til Frederiksgave i 1842 og derfra til Jægerspris.

Betydningen af runerne, ᚦᚾᚢᚱᛁᛡᚦ, kendes ikke. Måske er det et personnavn.

Danske Runeindskrifter: Sønderby-sten

NSEJ Løb : asfalt og grus

Jægerspris. 18. oktober 2020.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:56:29
  • Tempo: 05:36 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t

Løbsoversigt

Jægerspris er nok mest kendt for Jægerspris Slot. Byen, med godt 4000 beboere, ligger på Hornsherred mellem Roskilde Fjord og Isefjord. Den lille provinsby har sit eget cannonball-løb.

NSEJ Løb arrangeres af køkkenmontør Niclas Sømmerly Eschen Juul, der er forklaringen på det ikke så mundrette navn NSEJ.

Løbet afvikles på forskellige ruter med start i Vænget nord for Jægerspris. I dag har Niclas sat en ny rute sammen. Det forlyder at Kignæsbakken, der tidligere har været på løbets menu, er for hård kost for nogle løbere.

Fra Vænget, der er en lille samling huse, løber vi gennem det lavtliggende land langs Roskilde Fjord. Her er fladt. Her er flot. Der er et skønt view ud over fjorden.

Efter omtrent halvanden kilometer ad, Vængetvej, grusvejen der forbinder Vænget med Jægerspris, rammer vi asfalt og en rundkørsel hvor vi drejer til højre. Den næste del af ruten er en rundtur i Jægerspris. Her er lidt højdemeter, men ikke noget der er værd at notere.

Vi kommer forbi Jægerspris Møller, men ellers er seværdighederne villaer, en Netto og et par tankstationer.

Efter rundturen kommer vi tilbage til Vængetvej og løber retur til Vænget. I depotet har vi alle fået en spand med væske og slik – bl.a. en hel pose Matador Mix og en lakridspibe. Jeg hælder lidt medbragt Powerade på og løber ud på den anden runde.

Det er hyggeligt med det lange stykke ad Vængetvej hvor vi hilser på hinanden når vi løber til og fra depotet. Men efter tre runder begynder det at tynde ud med modløbere på grusvejen.

De hurtigste halvmaratonløbere er færdig og feltet er godt spredt ud over ruten. Til gengæld kommer de første overhalinger og så kan jeg jo hilse på dem der er hurtigere eller langsommere end mig.

Til sidste er de kun de samme få løbere jeg møder igen og igen. Jeg begynder at være mærket – formen er ikke helt hvad jeg kunne ønske. På sjette og sidste runde bliver det tungt – og tempoet går ned. Jeg holder mig løbende – også op ad små-bakkerne.

Jeg bruger næsten fire timer på dagens maraton. I mål venter Mette med et kys og en kop kaffe. Hvad mere kan jeg ønske mig.


NSEJ Løb # 8

  • Arrangører: Niclas Sømmerly Eschen Juul
  • Land: Danmark
  • Start: Vænget, Jægerspris
  • Distance: maraton, halvmaraton, omgange á 7,1 km
  • Underlag: grus, asfalt
  • Deltagerantal: 50
  • Sko: Adidas Ultra Boost 20

NSEJ Løb