Lørdag blev der afholdt 12Run på Reshaleøen. Her stille en pæn flok løbere til løb i 6 eller 12 timer. En del stillede også op på hold, hvor deltagerne skiftes til at løbe. Jeg løb solo – dog kun 6 timer.
Den kunstige ø, Refshaleøen, blev anlagt i 1868 af Københavns Havnevæsen. I 1872 flyttede Burmeister & Wain sit skibsbyggeri til øen. Frem til lukningen af skibsværftet i 1996 blev øen udvidet for at gøre plads til værftets vækst.
Løberuten kom gennem den store B&W hal, som i en periode havde sponsornavnet Jubii Hallen, og forbi Danmarks største flydedok. Rundstrækningen var på 2.000 meter. På trods af at runde var kort, bød den for meget forskelligartet underlag: asfalt, grus, asfalt med løse sten, hjulspor og betongulv i B&W hallen.
Det var sommervejr med sol og høje temperaturer. Jeg ramte ikke lige dagen og fandt aldrig det rigtige løb. Det blev derfor mest af alt en hård arbejdsdag. Jeg nåede ikke mit mål på 60 km, men gennemførte løbet og kan sætte nogle pluspoint ind på den mentale konto. Det blev det kun til 56,988 km.
Jeg er megaglad for at have gennemført mit første 6 timersløb. Glæden bliver ikke mindre af at jeg måtte kæmpe lidt ekstra med mig selv undervej.
Den første test frem mod 24 timers løb i Viborg, hvor jeg agter at kaster mig ud i 12 timers sololøb, er gennemført. Nu skal sommeren bruges på at løbe en masse kilometer i benene.
Copenhagen Marathon var det andet storbymaraton i foråret. Det første var Hamburg Marathon i april. Begge løb indgik i en større plan.
Inden Hamburg Marathon, der blev afholdt 21. april, var min bedste maratontid 4 timer og 48 sekunder, løbet i Kalundborg i januar. Jeg havde flere maratontider der lå lige over de fire timer. Det skulle der gøres noget ved. I sin enkelhed lagde jeg en planen, der gik ud på, at løbe 03:50:00 i Hamburg. I København skulle den tid så igen forbedres med 10 minutter, så jeg endte på en sluttid på 03:40:00.
Første del af planen var Hamburg. Her løb jeg i mål på tiden 03:49:57. Tre sekunder hurtigere end de 3:50 som var målet. En fejlmargen der er til at leve med 😉
Copenhagen Marathon blev en våd omgang, til gengæld var der ingen problemer med varmen. Lige inden startskudet lød kunne vi fra startfeltet kigger på nogle faretruende, tunge skyer. En løber sagde hvad vi alle tænkte: “Om lidt begynder det at regne”. Hvortil hans kammerat svarede: “Men så er det godt det kun er en byge”. Måske var det en byge, men så havde den taget alle dens byge-venner med, for det regnede stort set fra start til slut.
Tilbage til planen og de 03:40:00. Jeg startede med fartholdernes der løb mod sluttiden 03:40. Så langt så godt. For at får lidt luft omkring mig og undgå den værste crowd overhalede jeg ballonerne inde 5 km-mærket og lage mig foran 03:40:00-gruppen. Den position holdt jeg hele vejen.
Et par gange kom fartholderne op og åndede mig i nakken, men hver gang kunne er forcere en smugle og trække fra. Det var superfedt og jeg følte jeg var i kontrol hele vejen – og så nåede jeg ovenikøbet at holde en tissepause uden at blive overhalet af 03:40:00-gruppen.
Sluttiden blev 03:38:49. Jeg tog igen 10 minutter af min PR. Nu kan jeg sige farvel til et (for mig) hurtigt forår og sige goddag til en langsom, men lang sommer.
Det var et lille felt, der i dag løb maraton ved Damhussøen. Løbet var et cannonball løb skåret ind til benet – deltagerne medbragte selv det de skulle indtage af væske og energi. Til gengæld var det billigt: 50 kr for at deltage og så fik deltagerne ovenikøbet en medalje.
Iscenesættelsen var perfekt. Vintermorgen. Frost, men ikke for meget. Vindstille. Dis over Damhussøen og silhuetten af en solskive der oppe over søen.
Efter de første 10-15 km skiftede vejret til pre-forår. Plusgrader og solskin. Det holdt til mål.
Og i mål kom jeg. Med Internet Friends af Knife Party i ørerne. Et fedt nummer på de sidste meter, hvor de resterende kræfter skydes ud gennem benene.
Eneste minus i afslutningen var omkring 100 meter før mål, hvor jeg passerede en ældre dame med en lille hund, imens jeg, vist nok ret højt, sang: “and now you’re going to die”. Lige der var jeg nok ikke den bedste ambassadør for løbekulturen: Men jeg havde det fedt.
Efter at jeg var kommet i mål, gav “Internet Friends” mig en hvis lyst til at stille mig i bjørnen og svinge skiftevis højre og venstre ben ind under kroppen og ud til modsatte side – efterfulgt af en omgang mavebøjninger. Men jeg beherskede mig, drak i stedet en kakaomælk og cyklede hjem.
Så er vi i gang. Der var andre løbere, cyklister og hundeluftere på stierne ved Damhussøen og engen, men det meste af dagen var der god plads.
En smuk dag.
..og der løbes stadig.
* note to self: Husk energigel, især når der ikke er noget depot!
Første gang er altid spændende. Hvad venter der og hvordan følelse det. Anden gang er lidt noget andet, det er ikke længere ukendt territorium, men det er stadig en udfordring.
Powerade København halvmaraton 2011 var mit første officielle løb. Siden er det blevet til 2 løb på 10 km, et enkelt løb på 15 km, i alt 5 halvmaraton og 2 maratonløb. Nå ja, så løb jeg også DHL stafet i år.
Første gang løb Powerade København halvmaraton var ikke en entydig succes, men det var min egen skyld. Nu stod jeg for anden gang til start på Østerbro. Og målet var en ny PR på de 21,1 km.
Powerade København halvmaraton er det lille, at Københavns to store løb. Copenhagen Marathon er det absolut største – både hvad angår antal løbere, det omkringværende set up, tilskuere og stemning. Men efterårshalvmaratonløbet byder også på fine ramme og et medlevende publikum.
I år var der godt 8.000 tilmeldte løbere. Knap så mange mødte op og gennemførte. For mit vedkommende gik starten godt. Men på de første 10 km var der to løbere der røg i jorden. På den sidste lød det som om det gjorde rigtig ondt. Men vi ligger også tæt på de første km når der er så mange deltagere. Det er med at være vågen og passe på hinanden.
Et hvert løb er noget særligt. Ruten, vejret, de andre løbere, tilskuerne, dagsformen og mange andre ting spiller ind og gør det unikt. Noget af det der gjorde dette løb specielt, var at min storesøster Marianne løb med. Hun bor i Odder og vi er ikke ligefrem en familie der overrender hinanden. Så det var noget ganske særligt. Desværre vred hun op på den ene fod efter knap 10 km, men hun er jo sej og løb videre 🙂
Det var fedt at løbe og vide, at hun løb i feltet, selv om forskel i tempo gjorde at vi allerede fra starten var langt fra hinanden.
Supporten ude på ruten var rigtig fin. For mit vedkommen var der lidt ekstra denne gang, så lige en tak til Gedved, søstrene og anden familie der var kommet fra Fyn og Jylland, eks-konen, sønnen og alle andre kendte og ukendte folk der gav energi fra sidelinjen.
Min mål om en ny PR blev indfriet med en tid på 01:38:38.
Halvmaraton med start og mål i Ørestaden. Ruten er én lang omgang hvor der både løbes på Amager og på Sjællandssiden af havneløbet. Arrangeret af Amager Atletik Club.
Som ved et hvert andet løb er der én løber som kommer først over målstregen. Men der er mange vindere til et maraton. Hver enkel løber der gennemfører er hovedpersonen i en spændende historie. Copenhagen Marathon er en historie med omkring 12.000 hovedpersoner – og i 2012 med over 9.500 vindere.
Er jeg klar til at træde ind på scenen og være hovedpersonen i mit løb? Jeg har klaret de 30 km som en del af Spartas søndagstræninger, men hvad sker der ude på de sidste 12 km? Holder jeg. Holder mine ben. Rammer jeg en sluttid på omkring 3:50?
Ankomst til startområdet på Islands Brygge omkring 40 minutter før løbets start. Mange mennesker. Løbere med familie og venner, der er med som moralsk opbakning. Jeg må på toilettet, så meget at jeg ikke bare kan pisse i havnen, som så mange andre gør. Toiletkøen er lang og slår alt jeg har set på Roskilde Festivalen – også i gamle dage.
Da toiletbesøget er overstået, er starten gået og de første, hurtige løbere sendt af sted. Men jeg kan stadig nå at komme med i feltet omkring de fire timer. Problemfrit bliver starten dog ikke. Min mp3-afspiller fejler. Jeg tager en hurtig beslutning og efterlader den. Det er bedre ikke at have den med, end at bruge tid og energi på tekniske problemer. Da jeg kommer afsted, er jeg et godt stykke bag ballonerne med sluttid på 3:50. Dem havde jeg tænkt mig at løbe med, men det var ikke muligt at komme frem til dem i startområdet efter toiletbesøget. For mange løbere og for lidt tid.
Afsted kom jeg. Solen skinnede og det var en smuk dag.
Jeg forsøgte at indhente 3:50-ballonerne og kom derved til at løbe lidt hurtigere end planlagt fra start. Der er en vis tryghed ved at have en plan og holde den, derfor brugte jeg energi på jagten.
Da jeg stadig lå et bag 3:50 efter 10 km-mærket droppede jeg ballongruppen. Herfra løb jeg mit eget løb. Da jeg var halvvejs holdt tidsplanen stadig. En tid på 3:50 – og i hvert tilfælde under 4 timer – var indenfor rækkevide. Men jeg begyndte at tabe fart.
Frem til 30 km holdt jeg øje med tiden. Forsøgte at holde et tempo, der kunne give en sluttid tæt på 3:50. Men jeg kunne mærke at den ikke gik. Reviderede målet til at gennemføre uden at gå. På de sidste 10 km kiggede jeg ikke på min gps.
Jeg løb. Kroppen, især benene, sagde stop. Der er ikke mere. Jeg tænkte: Løft knæene. Nu er der kun 8 km – det samme som en rolig hverdagstræningtur. Bliv ved med at løbe. Nu er der 7 km. Den ene fod foran den anden. Løb. Løft kænene. Lyt til løbets rytme. Nu er der 5 – det samme som en tur hjemmefra og rundt i Fælledparken. Det er ingenting. Løb. 4 km. Lyt til føddernes rytme. Løb. 3 km. Løft knæene. 2 km.
Som jeg nærmede mig Islands Brygge blev der flere og flere tilskuere. Det hjalp. Det var hårdt, men det var en utrolig støtte og jeg fik overskud til at kigge lidt på de andre løbere. Hold da helt kæft hvor var de slidte – og hvor var der mange der gik. 200 meter fra mål lå en med krampe. Surt!
I mål med en løftet hånd. Fuck at tiden kom på den forkerte side af 4 timer. Jeg gennemførte og har lært en del til næste gang. F.eks. at det er vigtigere at løbe mit eget løb, end at følges med en ballon.
Vi ses igen i Københavns gader den 19. maj 2013. Jeg er tilmeldt.
