Løber gennem efterårsskoven
Stien forsvinder under skovbundes tykke tæppe af visne blade
Erindre tre dage for længe siden
Dage i ensomhed
I mørke, bag nedrullede gardiner
uden formåen til at skrige
Efterårssolen mellem træerne lindre
En ældre erindring
om alt det, der hoppede sig op
for at eksplodere ukontrolleret – blandt madpakker
Løber gennem efterårsskoven med blanke øjne
Øjne gemt bag solbrillernes panserglas
Sidste lørdag var jeg til bryllup på Vestegnen. Det var et par gode løbevenner, der i kærlighed til hinanden gav hinanden en lille del af deres frihed. En smuk gestus, der formelt blev iscenesat hos brudens forældre med efterfølgende fest på Sengeløse Kro. Det var en meget smuk dag, med masser af kærlighed.
Jeg har engang været gift. Der fandt den borgerlige vielse sted i et blomsterbed i en baggård til en medborgerhus i København. Tiden gik og så blev jeg også skilt. Omkring 40% af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Nu har jeg taget én for statistikken, så det behøver Betina og Henrik ikke.
Søndag var jeg træt, lidt alkohol og få timers søvn mærkes. Det lykkedes mig, at overvinde søndagssløvsindet og komme ud i Gadevang Skov og tilbagelægge knap 20 km uden alt for mange myggestik.
Træningsindsatsen mandag bestod ellers af kropsvedligeholdelse á en times pilates suppleret af en løbebåndsløbetur på 5 km. Tirsdag var jeg i den nordlige ende af Gribskov, hvor jeg startede med at gennemløbe runden til sh løbs løb søndag, fandt en fin grillplads og et lidt skjult fugletårn.
Torsdag løb jeg til Ny Hammershol,t hvor jeg manglede Bæverdalen i min CityStrides-gadesamling og fredag morgen blev det til en kort morgentur rundt om Favrholm.
Med et bryllup sidste lørdag, kan du nok godt regne ud, at jeg ikke var på Copenhell i år. Lige nu debatterer jeg med mig selv, om jeg skal af sted næste år. Det er lidt som om at kvantiteten vokser år for år, mens kvaliteten går den anden vej. Jeg har en klar fornemmelse af, at jo flere “bløde”/bredde heavy metal-bans der kommer på plakaten, jo flere Brian-typer kommer der også – og så ryger lidt af tolerancen.
På den anden side er mange gode venner og bekendte på festivalen – det er selvklart et plus.
Steffen Jungersen var på Copenhell og han gjorde kritiske (men kærlige) tanker om festivalen i artiklen Copenhell – alt for dyr turistfælde eller heavy metal-festival? Fra tragedien Mötley Crüe til übercool Billy Gibbons på POV International (18.06. 2023).
Strandparken. 8. august 2021.
Resultat
Et maraton kan være mange ting. I dag er det mit sidste løb i 40’erne. Det er også et rum hvor jeg kan være med mig selv og klare tankerne efter min mors død i tirsdags.
Min mor, Eva Hundebøll, var en særlig kvinde, en kærlig kvinde. Hun havde sin menings mod. Hun var tolerant og imødekommenden, hun mødte mennesker som de var. Min mor har levet et langt og indholdsrigt liv, med fødderne plantet i det vestjyske.
Et liv, der på trods af at Eva kun kunne to sprog, vestjysk og rigsdansk, skabte venskaber over grænser til mennesker i både Tyskland og Ungarn – sidstnævnte med udgangspunkt i 2. Verdenskrig.
Mor dannede i mange år forstanderpar med min far på Hoven Ungdomsskole og siden gjorde hun sig som galleriejer i Nr. Nebel.
Min mor døde omgivet af børn og børnebørn der kort forinden havde sunget morgensange for hende. Det var roligt og udramatisk. Tænker det er en okay måde at slutte livet på.
Mor. Tak for livet og din kærlighed.
I morgen bliver jeg 50. Det bliver ikke den fødselsdag jeg havde forestillet mig. Men sådan er livet – uforudsigeligt.
—
Skinnermaraton # 161
Nu er jeg efterhånden flyttet hjemmefra nogle gange. Og er ved at være lidt træt af det.
Første gang jeg flyttede hjemmefra, var faktisk før jeg flyttede hjemmefra i traditionel forstand. Det var før var færdig med grundskolen. Mine forældre stoppede som forstander på den ungdomsskole hvor jeg voksede op og flyttede til Nr. Nebel. Jeg fulgte med, men kun for en kort bemærkning for efter sommerferien startede jeg på efterskole.
Det blev til nogle rodløse år uden et hjem. To år på efterskole, et halvt år på et klubværelse, et halvt år i Nr. Nebel, et år på efterskole, nogle måneder på klubværelse og så landede jeg i et kollektiv i Gellerupparken, Århus.
Århus blev udskiftet med København. En lang række af fællesskabsboliger; kollegieværelse, kollektiver, bofællesskaber – hvad der nu eller er af boligformere for flere uden familiære relationer – blev mine hjem.
Hver gang jeg flyttede hjemmefra, var det fra et fællesskab til et andet, kan afbrudt af en fremlejet lejlighed på Nørrebro i et lille år.
Jeg mødte moren til mit første barn og mit bonusbarn. På kort tid havde vi flere adresse inde vi endte i stor andelslejlighed på Nørrebro. Mens børnene var i gang med at vokse og lære verden at kende ramte skilsmissen. Jeg flyttede hjemmefra til en anden andelslejlighed på Nørrebro.
Jeg mødte igen en kvinde. Det startede med et kys og så fulgte et forudsigeligt hændelsesforløb. Vi flyttede sammen, hun blev gravid, vi købte et hus, vi fik en datter – og nu flytter jeg hjemmefra igen. Det er ikke med min gode vilje men det er sådan det er.
Denne gang er jeg endt i en lejlighed i almennyttigt boligselskab i Ishøj, hvor der plads til børnene de dage hvor de bor hos mig.
Jeg er flyttede hjemmefra mange gange – og flyttet endnu flere. De sidste par gange har det ikke været sjove. Måske tager jeg konsekvenser og beslutter for bestandig, at hjemme kun er for mig og mine børn.
Så er det slut med at flytte hjemmefra. Jeg kan nøjes med at flytte (eller bare blive boende) og håber på, at mine børn vil besøge mig, når de er flyttet hjemmefra.
Publiceret på sh.newsun.dk 03.10. 2015
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.