I dag inviterede K2 maraton til cannonball i Rødovre kommune. Dem er der ikke mange af, altså maratonløb, der reelt er i Rødovre kommune.
Der var start, depot og mål i industriområder omkring Islevdalvej. Jeg havde på forhånd frygtet et maraton bestående af 8 omgang á godt og vel 5 kilometer, på veje i industriområdet. Sådan blev det ikke.
Starten var ved arrangørens arbejdsplads, så der var cannonball-luksus som toilet og tag over hovedet.
Start- og målområde.
Fællesfoto var der ikke noget af og morgenprædiken var ganske kort. Ruten var aftenen forinden markeret med grønne kridtpile, forhåbentlig var de der stadig!
Vi skulle 6 gange rundt på en rundstrækning, der var over 7+ kilometer lang. Først ned ad Islevdalvej. Asfalt. Så under Motorring 3 ad Jyllingevej. Asfalt. Krydsede Jyllingevej ved lyskrydset, hvor vi spildte en del tid i løbet af dagen. Asfalt. Drejede til venstre og løb langs Vestvoldens voldgrav. Jord.
Efter omtrent én kilometer på asfalt skiftede underlaget og rutens karakter, til noget jeg ikke havde forventet, da jeg stod op om morgenen.
På volden
Vi drejede ned ad “Den dækkede vej”, der så at sige ligger på fjendesiden af voldgraven, og hvorfra der, da Vestvolden var et fæstningsanlæg, gøres udfald mod en fjende (læs: tysken).
På “Den dækkede vej”.
Heldigvis havde arrangøren sørget for, at vi fik alle de ture, der var muligt, fra “Den dækkede vej” og ned til vandspejlet i voldgraven og op til siten igen. Fem ture ned blev det til, inden vi passede voldgraven af broen syd for Voldpunkt 12.
Herfra var det retur ad jordstierne på volden indtil vi endte ved Ejbybunkeren hvor en lille del af stien var asfalteret. Vi løb over voldgraven ad broen nord for Voldpunkt 15 og kort derefter ramte vi igen Jyllingevej med lyskryds og trafik. Herfra var det samme vej tilbage til depotet som vi startede med at løbe ud.
Broen nord for Voldpunkt 15.
En rigtig fin rute på Vestvolden. Næsten som jeg selv ville have lagt den. Der kunne nok findes lidt flere højdemeter på Voldesiden, men 300 positive højdemeter er ganske fint på Vestegnen.
Jeg er helt med på, at det er smukt med sådan en frostklar martsmorgen med forårssolen på en blå himmel. Men det er sku’ også koldt, mens jeg står i mit løbetøj og venter på start. Dagens menu er 50 kilometer i Tisvilde Hegn.
Selv efter start og de første kilometer på vejene og stierne i Tilvilde Hegn er det stadig koldt. Jeg får tilbagelagt de første små 20 kilometer, inden jeg rigtig får varmen. Skoven ser smuk i forårssolen og fuglene fløjter, så grundlæggende er alt andet fint.
Tæt morgentrafik.
Tisvilde Hegn er en af Nordsjællands naturskatte. Her er 2.126 hektar skov og sandstrand langs Kattegatkysten. På løbets lange distance kommer vi desuden forbi Melby Overderv, der er Sjællands største hede.
I 1500-tallet føg sandet ind over området og det blev næste øde. Mulden, der ikke var for meget af, forsvandt. I stedet samlede sandet sig i klitter på 10 til 30 meters høje. På sin vej gennem landskabet, opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke.
For at bekæmpe sandflugten begyndte man i slutningen af 1700-tallet at plante skov. Beplantningen fortsatte gennem 1800-tallet. Resultatet blev en af Danmarks ældste sandflugtsplantage med skovfyr som den dominerende træart, suppleret af birk, eg og bøg.
Høj sol, men ikke så meget varme.
I øvrigt kommer navnet Tisvilde af Tyrs Væld, så vi kan passende sende en tanke til rets- og krigsguden Tyr, mens vi løber gennem skoven. Tyrs Væld menes at henvise til en kilde ved Tisvilde kirke.
Det er på de første 27 kilometer, at de fleste højdemeter ligger. Herefter løber vi meget i den del af Tilvilde Hegn, der ligger længst mod vest, ved Melby Overdrev. Vi når næsten til Liseleje inden vi drejer og får den første strandtur. Vi sætter næsen mod Tisvildeleje og mål. På stranden runder vi de 40 kilometer.
Inden vi når mål, kommer vi ind i skoven igen, og et par gange retur ned i strandsandet. På de sidste 5 kilometer er der lidt højdemeter. Nu er jeg så langt, at jeg godt kan brænde nogle tændstikker af og løbe op ad bakkerne.
Det var en god dag, hvor jeg på de sidste kilometer overhalede langt flere end der overhalede mig.
I mål er der en medalje, en burger og en cola. Jeg kan konstatere, lidt til min egen overraskelse, at jeg er kommet i mål i en tid på under 5 timer. Ikke meget, men under!
Der var fint med depoter på turen rundt. Jeg drak mest vand, af min medbragte foldekop. Et enkelte sted spiste jeg et par stykker appelsin. Da jeg havde mit eget energi med, lagde jeg ikke mærke til hvad der ellers var i depoterne – ud over cola, som jeg drak lidt af ved det sidste bemandede depot.
— North Coast Ultra
Arrangør: Trail Fox Series Land: Danmark Start: Hovedgaden, Tisvildeleje Distance: 50, 30, 15, 8, 2 km Underlag: jord, grus, sten, sand Deltagerantal: 1.498 Sko: Salomon Speedcross 6
Siden vintersolhverv er dagen tiltaget med fire timer og atten minutter. Vi er i det spirende forår. Vintergækker, krokus og erantis blomstrer. Hvis man ser godt efter, er de første knopper på træerne ved at springe ud i lysegrønt.
Morgenstemning på Vestegnen.
Det er køligt om morgenen. Sådan er det tidligt forår. Jeg er dog optimist og har taget de knækorte løbebukser på. Mellemsæsonjakken er med, men jeg lader den ligge i tasken og satser på at en langærmet løbetrøje er nok til at holde varmen på de første omgange.
I dag skal vi løbe seks omgange på 6,95 km. Som den skarpe matematiker vil bemærke, er det ikke nok til et maraton, så efter de seks omgange er der en epilog – la grande finale.
Men først skal arrangørerne lige snakke lidt og der skal tages et klassefoto. Efter at alle har fået vendt sig i den rigtige løberetning, sættes løbet i gang.
Kort efter start på Tværvej. Der er stadig rimelig samling på løberne.
Selv efter et par kilometer forbliver det køligt. Måske lige optimistisk nok at lade jakken blive i tasken. Men det er for sent at gøre om. Og varmen skal nok komme, for forårssolen stråler over Vestegnen.
Vi løber en omgang, der bringer os hele vejen rundt om Herstedhøje, med Rovej i den sydlige ende og Hejremosevej i den nordlige. Start og depot er ved bålpladserne bag Naturcenter Herstedhøje. Her er der indrettet depot på et par af træbordene.
En lille flok løbere ved krydset Ballerupstien/Rovej.
Ruten er markeret med hvide pile. Tak for det! Alle kan komme sikkert rundt i deres eget tempo.
De seks omgange er som det meste af Vestegnen. Rimelig flade, der er ingen højdemeter af betydning. Men så er der epilogen.
Stenen med pilen, på toppen af Herstedhøje.
La grande finale
Efter omtrent 42 flade kilometer kommer la grande finale. Epilogen. Den starter ved depotet bag Naturcenter Herstedhøje. Herfra løber vi fra foden af Herstedhøje og op til stenen med pilen på toppen af bakken.
Et klap på stenen, så er jeg i mål og kan nyde udsigten over Storkøbenhavn.
Normalt er vejen til startlinjen noget, der skal overstås. Men til Kristallmarathon begynder eventyret allerede halvanden time inden start. Vi står en tætpakket flok løbere i en elevator, der kører ned i undergrunden i god fart. Min rejsemakker, Henrik fra Maraton PopUp, mig og en masse tyskere.
Langt nede i den massive undergrund gennes vi ud af elevatoren og kommer over i gule minebiler, her placeres vi på lange bænke. Med alle på plads er det af sted, og det i høj fart. Vi kører gennem de smalle og lave gange til Großbunker, som ligger 500 meter under jordoverfladen. I dag er der løbsarrangement i Großbunker, andre dage er der koncerter.
Transport fra elevatorer til Großbunker.
I Großbunker er der sat stole op – én til hver af de 750 deltagere, der enten skal løbe halvmaraton eller maraton. Jeg finder et toilet og kommer af med det, jeg nu skal af med, efter en god kop morgenkaffe. Nu er det bare at vente på, at klokken bliver 10 og vi kan komme i gang med at løbe et maraton dybt nede i undergrunden.
Højdemeter og saltaflejringer
Vi er i Thüriingen. I en nedlagt saltmine, Erlebnis Bergwerk Merkers. Der er ikke udvundet salt fra minen siden 1991. Under 2. Verdenskrig gemte nazisterne guld, kunst og valuta i minen. Det dybeste sted i minen er omtrent 860 meter under jordoverfladen og der er 4600 km tunneler.
Vi løber 500 meter under jordoverfladen. Her er en konstant temperatur på 21°. Det er varmt nok til at løbe i korte rør og singlet, selvom vi er midt i februar.
Minemaskine.
Saltet, der er hentet op fra minen, stammer fra Zechstein-havet, der dækkede området for 240 millioner år siden . Aflejringer fra Zechstein er udbredt i store dele af Nordtyskland, Danmark og England, og i Merkers er der utallige saltaflejringer.
Alle deltagere skal bære hjelm og pandelampe, hvilket er lovpligtigt for alle, der færdes i tyske miner.
Klokken er 10 og løbet sættes i gang til klapsalver fra løbere og publikum, der har taget turen ned i undergrunden.
Et par løbevenner der har været her tidligere, har sagt, at de ikke rigtigt mærkede de 780 højdemeter, som der er på maratonet. Jeg ved ikke, hvad de har været på. Jeg mærker højdemeterne allerede på første omgang, faktisk allerede på den første kilometer.
Klar til start i Großbunker.
Den fjollede leg jeg i dag finder på er, at jeg vil se, om jeg kan løbe hele vejen fra start til slut. Ikke noget med at gå på stigningerne, uanset hvor stejle de er.
13 gange skal jeg rundt i de gange, der lige præcis er brede nok til at de gule minebiler kan køre gennem dem. Der er ikke lige meget lys alle steder, men jeg behøver ikke tænde min pandelampe for at finde rundt.
Legen med at løbe hele tiden går meget godt på de første runder. Efter tre omgange drikker jeg lidt Powerade og efter fem spiser jeg en energi-gel. Jeg begynder at kunne mærke stigningerne i benene. Efter otte omgange drikker jeg lidt Powerade. Efter 10 omgange spiser jeg en energi-gel. Nu kan jeg også mærke nedløbene i benene.
På rundstrækningen.
Angående nedløbene. De er sjove. Underlaget er fast. Der er ikke meget, vi kan falde over. Det er bare at give slip og lade sig trække nedad af tyngdekraften. Det sidste nedløb på rundstrækningen, der er lidt længere end de andre, er min favorit. Her kommer der virkelig fart på.
Mål
Efter favoritnedløbet er der en lille tur frem og tilbage i en tunnel, inden vi løber mod mål i Großbunker. Jeg holder fast i legen hele vejen og undlader at gå op ad stigningerne. Indsatsen rækker dog ikke til en tid under fire timer. Men det er heller ikke dagens mål.
Efter målgang drikker jeg lidt vand og den alkoholfri øl, som udleveres til alle, der gennemfører løbet. Jeg finder min stol og sætter mig for at vente på min rejsekammerat. Jeg sidder ikke længe, inden Henrik krydser målstregen, og vi begynder at gøre os klar til at komme op til overfladen.
De fleste havde tændt pandelampen, selv om det ikke var nødvendigt.
Kristallmarathon er et oplevelsesløb. Og én oplevelse, det får deltageren. Tunnelsyn, helt bogstaveligt. På ruten ses gamle minemaskiner, som et f.eks. gammelt minetog.
Har du klaustrofobiske tendenser, er Kristallmarathon nok ikke det næste løb som skal i sætte kalenderen. Alle andre: Tag af sted.
Nytårsløbet, tidligere kendt som Änglamark Nytårsløb, afvikles på årets sidste dag og arrangeres af Sparta. Den længste distance Nytårsløbet byder på er halvmaraton. Så jeg sluttede året med et halvmaraton på Østerbro.
Det var 4 omgange på en 5 kilometer rundstrækning i Fælledparken og så en afsluttende epilog på 1,0975 km i Klosterfælleden.
Slutspurt.
Halvmaraton pro anno
I 2024 blev det til 5 halvmaraton (og 2 løb på 21 km). I alt er jeg oppe på 47 halvmaraton siden mit første halvmaraton, Powerade København halvmaraton, i 2011.