Regionsløb 2022: 4. dag på årets regionsløb-serie er overstået og efter en tur gennem landet med start i Vendsyssel er vi landet i vores egen sofa. I dag løb vi region Sjælland og i morgen afsluttes årets Regionsløb i region Hovedstaden.
På tv’et ruller Tour de France og Mette er krøbet ned i et infrarød varmetæppe. Kaffen er varm og udenfor skinner solen.
Sydmolen.
I morges vågnede vi i Hedebohuset B&B efter en god nats søvn. Vi spisete müsli og drak vores morgenkaffen inden vi kørte ind Køge Havn.
Molekarusellen
Dagens løb startede for enden af Søndre Molevej. Vi ankom i god tid, så der var tid til at hygge og til at sende den tidlige start afsted. De løbere der bruger mere end fem timer på et maraton, har mulighed for at starte en halv time før os andre.
Jeg forsynede mig i depotet hvor der var lakridsstænger og mørk Bounty – og en masse andet godt. Det var lidt køligt, men hættetrøjen måtte af og over i bilen inden der er start.
Hygge på molen.
Klokken ni var der start. Få stak afsted med en plan om at løbe på en godt tid. De fleste af os tog det stille og roligt. Det var trods alt fjerde maraton på fire dag.
Ruten var en kort runde der skulle gennemløbes 8 gange for et maraton. Hver runde sluttede med en tur ud ad Sydmolen. Her kunne vi mærke vinden. På de første par runder var molen en seværdighed der skulle opleves. Det forandrede sig. På de sidste runder var molen et helvede der skulle overstås. Derfor så jeg frem til 8. runde, hvor vi sprang Sydmolen over får at få distancen til at passe.
David Brede holder tale for Zamel Zhaian.
Efter løbet var der kage i anledning af at Zamel Zhaian løb sit maraton nummer 300. Stort tillykke til Zamel!
Inden vi kørte hjem for at lande i sofaen, gav Mette en velfortjent is med to kugler og guf.
Regionsløb 2022: Det var hårdt at komme i gang i dag. De først par kilometer gik med en intens diskussion med benene om hvad vi skulle i dag. Derefter gik der et par kilometer med at få benene til at arbejde sammen i et rytmiske bevægelsesmønster. Det kunne se på tempoet på de først 5 kilometer der hed 06:03 min/km.
Glæde i depotet inden start.
De næste 5 kilometer var heller ikke nogen fest, men efter omtrent 10 km kom der flow i bevægelserne. Herfra gik det fint fremad hele vejen til mål – selvom jeg flere gange tænke: Det her holder nok ikke hele vejen.
Ruten. Den var flad. Rundt i Vorbasse og lidt ud og ind af byen. Hovedsageligt asfalt, men også lidt grus og jord. Vi passerede forbi de arealer der er udlagt til Vorbasse Marked. En gang om året møder mere end 250.000. mennesker op i Vorebasse for at blive hustlet af diverse krejlertyper.
På vej ud af Vorbasse på første runde.
Der er 7 kilometer plus en snas rundt. Os der løb maraton skulle seks gange rundt. Undervejs passerede vi også Vorbasse Krigshavn og mindestenen for Professor Labri.
At gadekæret i Vorbasse blev til en krigshavn, skal byen borgere nok takke Professor Labri for. Professor Labri (1863-1935) var markedsgøgler og er husket for udtryk “frikadellens flugt over plankeværket”. Det var i hans rablende monologer at Vorbasse Krigshavn første gang blev nævnt. – Så vidt vides.
Mindesten for Professor Labri på markedspladsen i Vorbasse. Tekst på mindestenen: “PROFESSOR / LABRI / GØGL[E]RKONGE / ★1863 ✝1935”
Billund kommune
Det er sin sag af få hakket Billund kommune af på kommunebingopladen. Jeg har selv forsøgt et par gange inden det lykkedes i dag. Første gang var til et Humør maraton arrangeret af David Bredo. Men den dag blev Storebæltsbroen lukket pga vind. Det blev i stedet første (og formentlig eneste) gang der blev afviklet et Humør maraton i Ishøj.
Kommunen har også været en udfordring for David Bredo. På hans første forsøg på at få hakket Billund kommune af måtte han udgå. Derefter var der ovennævnte brolukning.
Vorbasse Krigshavn med korvetten LABRI, der beskytter byens borger mod Putin, skiderikker, impotente grødbønder, socialdemokrater og anden ondskab.
Men i dag lykkedes det. Nu har David fuld plade i kommunemaratonbingo. Det er ikke bare i regionen at han har fuld plade, men i hele Danmark. Alle 98 kommuner. Et maraton pr. kommune! Tillykke.
Mig bekendt er det kun Ulrik Pihl der i forvejen har gennemført et maraton i alle landets kommuner, så David bliver nummer 2 til at gennemføre kommunemaratonprojektet.
Regionsløb 2022: Silkeborg er kendt for de skønne omgivelser der omgiver byen. Skovene og søerne. I dag får vi lov at opleve det midtjyske søhøjland.
Efter at vi har forsynet os i depot-buffeten og den obligatoriske løbsbriefing er der afgang fra start- og målområdet ved Almindesøvej.
Et par af de seje.
Det er andendagen i årets Regionsløb. Det er altid spændende hvordan det føles på andendagen – som flere mener er den sværeste etape når der skal løbes flere dage i træk. Efter førstedagens tur i Råbjerg Mile er alle lidt mærkede i dag.
Dagen rute er en kvartmaratonrunde. Rendyrket skovløb. Vi løber mest på de brede skovveje og stier. Ind imellem krydres ruten med lidt singel track, men vi er ikke i nærheden af et trailløb. Undervejs passerer vi syv af søerne. Jeg får det til Lyngsø, Vejlbo Mose, Vejlsø, Brassesø, Brillerne, Uglesø og Almindsø.
En af søerne.
Der er intet landbrug rundt om Almindsø og det er jo nok en væsentlig grund til at søen er en af landets reneste badesøer. Søen er ikke bare ren, den er også dyb, hele 20,5 meter på det dybeste sted.
På trods af at der er rigeligt med muligheder for højdemeter på Silkeborgegnen, er det lykkedes arrangørerne, at lave en rute med sølle 100 højdemeter pr. omgang.
I ren begejstring over at være forkælet med en skovrute holder jeg så meget fast i at have en svævefase, at det meste kan kaldes løb, og kommer rundt på fire timer, ti minutter og nogle sekunder.
Dagens helt
Dagen bød på et jubilæum, idet Jakob Diget Pedersen løb sit maraton nummer 300, og dermed kommer på Verdensranglisten. Jeg var desværre inde og hente kaffe, da Jakob brugte opmærksomheden på at fri! Stort tillykke til Jakob – både med de 300 og med ja’et.
David Bredo holder den officielle Klub 100-tale i anledning af Jakob Diget Pedersen løb nummer 300.
Regionsløb 2022: Sidste år deltog Mette og jeg for første gang i løbeserien Regionsløb: 5 regioner, 5 dage, 5 maraton/halvmaraton. Arrangørerne, Maraton Danmark, truede med at det var sidste gang de arrangerede Regionsløb, men efter moderat pres fra deltagerne lod de sig overtale til at tage en omgang mere. Så nu er vi afsted igen ♥
Første dag er der løb i Nordjylland. Og ikke bare i Nordjylland. Der er løb i den nordlige ende af Vendsyssel. Det var lidt en tur fra Hillerød.
Vi havde booket overnatning på Stald Nordkap Farm Holiday ved Tversted. Stald Nordkap Farm Holiday tilbyder farmferie. Her var det hestepigerne der styrede tv’et om aftenen.
Er du til heste (og gnavere på loftet) og køjesenge kan stedet godt anbefales. Og er du til heste, bør det også bemærkes, at Stald Nordkap Farm Holiday sælger smykker lavet af hestehår. Når der er fuldt booket og der er gæster på alle værelser, er stedets to toiletter lige i underkanten!
Til løbet
I Vendsyssel ligger Danmarks største vandreklit, Råbjerg Mile. Vandreklitten er omtrent en kilometer på hver led. Milen opstod ved Skagerrak for mere end 300 år siden. Den bevæger sig mod øst med en hastighed på 15 meter om året. Det er da et godt sted at starte årets Regionsløb.
Første tur gennem milen.
Dagens løb afvikles på en kvartmaratonrute. Vi starter med at løbe hen over Råbjerg Miles højeste punkt. Herefter følger grusvej, markvej og lige rigeligt asfaltvej inden vi returnerer til milen og løber en tur gennem sandet. Tilbageturen gennem milen er kortere og med færre højdemeter end udturen.
At blive tømt
Der er fine sommertemperatur og ind imellem solskin. Vinden tager til efterhånden som timerne går og på de sidste ture over Råbjerg Mile får jeg en god sand-peeling. Det er også ved at være længe siden jeg sidst har fået sand-peelet huden.
Turen over Råbjerg Mile og gennem landskabet omkring milen er en smuk start på årets Regionsløb. Det er også en lidt hård start. Det er ingen hemmelighed, at sandløb, især når det går opad, trækker kræfterne ud af benene. Mon Maraton Danmark har en bagtanke med dagens rute, om at der ikke skal møde nogle op med overskud på dag 2? Jeg blev tømt – uden at gå kold.
Forbi Tudsehav.
Deltagerne har ikke bare set Råbjerg Mile. Vi har alle mærket milen.
Jeg bliver så glad når arrangøren af et løb anbefaler trail-sko. Musvågen skovløb er et nyt løb, men det er Hvalsø Løbeklub der arrangere og de har masser af erfaring fra Skovløberen og Hvalsø cannonball så jeg føler mig i trygge hænder – og de anbefaler trail-sko til dette løb!
Mette sidder ved rattet og vi ankommer i god tid. Vi bliver anvist parkering ved Asylcenter Avnstrup. Det er godt vi er i god tid, for der er en lille kilometer ind til start- og mål-området inde i skoven. Vi når toiletterne ved Heide Overdrev-parkering.
Depot i målområdet.
Jeg er mødt op for at løbe maraton. Men det er også muligt at stille på op halvamarton, 10 og 5 km – og de seje kan snuppe en tur på 80 km!
Musvågen skovløb afvikles på ruter med fire forskellige runder: En blå på 5 km, en rød på 10 km, en pink på 11,1 km og en gul rute på 16,1 km. Løberne på de korte distancer kommer ikke rundt på alle ruterne, men på maraton får jeg det hele med. De der løber 80 km får glæde af at løber den røde, den gule og den pinke rute to gange.
Startområdet ligger inde i skoven. Der er en plastic-pavillon til bagage, en blå målportal og et depot. Ved indregistreringen oplyser vi vores startnummer og får udleveret nummer med tidtagningschip. Så er vi sådan set klar til start, men der er tid til at hilse på nogle løbevenner inden klokken bliver 11:00 og jeg skal afsted. Mette løber halvmaraton og hun har en time til at blive klar til start på halvmaraton.
Lige inden start er der løbsbriefing. Lidt om ruterne og rækkefølgen vi skal løbe de fire runder i. Jeg laver en huskeregel. Først løber vi Ukraine: Blå og gul, så løber vi Enhedslisten. Først liste Ø efter årtusindeskiftet: Lyserød, så liste Ø før årtusindeskiftet: Rød.
Et af flere væltede træer på ruten.
Så er der start. De første par hundrede meter løber vi på en skovvej, men så drejer vi ind på et mtb-track – og det er der meget at på den første runde. Blå runde er kun 5 km lang. Så er det ud på den gule runde. Masser af lækre spor men også skovveje af forskellig kvalitet. Undervejs på den gule runde kommer vi over Gyldenløves Høj – en klassiker i det sjællandske skovhøjland. Gyldenløves Høj er ikke den eneste knold der tæller meter ind i højderegnskabet.
Efter 16 km på den gule runde, runder jeg igen målområdet og begiver mig afsted på den lyserøde runde. Mere kuperet terræn, flere lækre spor, mere skovvej. Den lyserøde runde er 11 km og byder på alt hvad skoven har at byde på af underlag. En del af turen rundt følger Skjoldungestien, så der dukker en masse fine minder op fra Mette og min vandretur i Skjoldungelandskabet.
Medalje.
Jeg runder igen mål. Nu er der den røde runde tilbage. 10 km. Det er trail hele vejen rundt – spor og mtb-tracks. Og skal jeg være helt ærlig, så er svævefasen meget kort i mit løb. Men i mål kommer jeg efter en skøn skovtur. Det er en super-lækker rute Hvalsø Løbeklub har sat sammen. Tak til dem!
Det ser faktisk ud som om jeg løber… Foto: Carsten Jensen/Musvågen skovløb
Kalkmineløbet har stået på min ønskeliste stort set siden jeg løb mit første maraton. Det har bare ikke rigtigt passet ind i kalenderen. Min deltagelse er blevet udskudt gang på gang. Nu fik jeg det endelig til at gå op. Så er det spændende om arrangementet lever op til forventningerne.
Langløbermentalitet. Foto: Mette Jensen.
Kalkmineløbet arrangeres af Team Mønsted under Mønsted IF. Det afvikles på en kvartmaratonrunde. Der er to startsteder: Mønsted Kalkgruber og Daugbjerg Kalkgruber. 52,7 km, maraton og det ene af fire kvartmaraton løb starter ved Daugbjerg Kalkgruber, resten af distancerne har start og mål ved Mønsted Kalkgruber. Jeg tænker de to start- og målområder er lavet for at fordele de mange løbere rundt på rundstrækningen.
Rundt på runden
08:55 er der start for maraton og 52,7 km ved Daugbjerg Kalkgruber. Kalkgruberne i Daugbjerg er landets ældste og er kendte fra beretningerne om Jens Langkniv der gemte sig i minegangene.
Feltet er splittet op i to og halvdelen af deltagerne stryger af sted. Jeg står i den anden startblok og sætte gang i bentøjet 3 minutter senere.
Ad de smalle spor.
Det er meget godt, at vi er splittet lidt op i to. Vi løber ikke langt inden vi rammer et smalt spor. Og her kan jeg lige så godt kommer med en indrømmelse. Jeg har ikke læse op på løbet og ruten. Jeg har set lidt foto, af løbere i kalkminerne, løbere på en asfaltvej og løbere på brede skovveje. Ergo er jeg kommet afsted i et par landevejssko uden mønster. Heldigvis er jorden tør så det betyder ikke det store – endnu.
Efter en my mere end en kilometer kommer vi ud på en bred markvej. Her er der modløb fra et kvartmaratonløb der er startet ved Mønsted Kalkgruber. Det er hyggeligt med modløb og det er der rigeligt af til Kalkmineløbet.
På en bakketop.
Vi nærmer os Mønsted Kalkgruber. Her har de særligt seje, der har valgt at bruge 10 timer på at løbe, en hule for sig selv, hvor de har deres depotting og ro fra os andre. Ved Mønsted løber vi lidt rundt om den varme grød (hvor grøden er kalkgruben). Først ledes vi op i terrænet, så hen over en stejl bakke hvor der er flagermusevingummi. Videre ad snævre spor, for at ende i et nedløb, hvor det bløde underlag erstattes af beton.
Som jeg tidligere konstaterede, er der masser af modløb til Kalkmineløbet (det er der også lidt af ved Mønsted Kalkgruber). Noget andet der også er rigeligt af er musik og inden vi får lov at løbe ned i kalkgruben står et lokalt ladvognsband og fyre den af. Desværre er der langt mellem snapsene og jeg kunne godt undvære de mange musikspots.
En løber med fart i benene.
Endeligt i kalkgruben. Her er højt til loftet og stemning. Lidt vand (ikke på ruten) og farvet lys. Absolut en oplevelse. Underlaget er ujævnt, men overraskende nemt at løbe på – også på de små nedløb der er.
Ikke langt efter Mønsted Kalkgruber kommer det asfaltstykke som jeg tidligere har set fotos fra. Det er vel 300 meter langt, så det er hurtigt overstået. Herfra går det tilbage mod Daugbjerg Kalkgruber. Lidt småspor, masser af skovvej og markvej.
Halvmaratonstart i Mønsted.
Inden vi entrere Daugbjerg Kalkgruber får vi en arbejdshjelm på. Turen rundt her er kortere end turen i Mønsted. Det er meget godt, for der er ikke meget plads – hverken til siderne eller opad. Jeg støder hovedet mod loftet et par gange. Godt med en hjelm.
For at løbe et maraton skal jeg rundt fire gange. Ruten er den samme hver gang, men op ad formiddagen kommer der et par regnbyger og underlaget ændre sig på de små spor. Jeg føler mig som en Lada fra før murens fald med nedslidte sommerdæk, der forsøger at gøre sig på glatførebanen. Jeg kommer dog i mål uden at skvatte.
Mønsted Kalkgruber. Foto: Mette Jensen.
Selv om musiksmagen er tvivlsom i det midtjyske, er Kalkmineløbet et af de løb du ikke må snyde dig selv for. Dejlig afvekslende rute og det er en stor oplevelse at komme ned i de to kalkgruber. Her giver betegnelsen oplevelsesløb mening.
Jens Langkniv
Den jyske Robin Hood-type Jens Langkniv gjorde sig berømt og berygtet i 1600-tallets Midtjylland. Legende om Jens Langkniv er uløseligt forbundet med Daugbjerg Kalkgruber.
“Den lille Jens voksede op i 1600-tallet hos sin fattige mor, som han elskede højt trods sin vilde og oprørske natur. Han blev kæreste med Laura, degnens smukke datter, men eftersom degnen ikke mente, at den fattige Jens var god nok til hende, tog han hævn ved at angive Jens’ mor som heks.
Jens følte sig derfor nødsaget til at dræbe degnen, hvorfor han blev dømt fredløs og måtte leve et liv i skjul i skoven. Folk på egnen kunne imidlertid stadig godt lide ham, fordi han dels hjalp de fattige med mad og andet nødtørft og dels forsvarede egnsfolkene fra de tyskere, der pga. 30-årskrigen hærgede landet. Så Jens blev efterhånden indlemmet i samfundet igen.” (citat: “Forfatterweb: Jens Langkniv)
Laura ville dog ikke gifte sig med Jens, der havde dræbt hendes far. Jens kommer igen på kant med loven og bliver fredløs. Han søger tilflugt i Daugbjerg Kalkgruber. Tilnavnet Langkniv kommer angivelig af at han anvendte en lang kniv med en snor i, så kan kunne kaste kniven – og trække den tilbage igen.
“Hans Nabo til venstre Jens Langkniv hedder; Af Frihed og Lighed en ivrig Tilbeder. Med Staten han førte en lanvarig Krig, Nu æde Ravne og Krager hans Liig” (citat: Steen Steensen Blicher: Jyllandsrejse i sex Døgn (1847))
Lampe i Daugbjerg Kalkgruber.
Historien om Jens Langkniv blev fortalt i romanform af Jeppe Aakjær i romanen “Jens Langkniv” (1916) med undertitlen “Af Fjends Herreds Krønikebog”.
I 1993 udkom fagbogen “Jens Langkniv : en jysk Robin Hood?” af Henrik Fibæk Jensen, der både behandler historiens, folketaditionsens og fiktionens Jens Langkniv. Her kan du finde ud af, om der er noget virkeligt bag de mange overleveringer og røverhistorier – og dykke ned i traditionerne om Jens.
— Kalkmineløbet
Arrangører: Mønsted IF
Land: Danmark
Start: Daugbjerg Kalkgruber / Mønsted Kalkgruber
Distance: 10 timer, 52,7 km, maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 6,5 km
Jeg havde ikke de vilde planer med Copenhagen Marathon i år. Primært skulle jeg bare rundt og nyde at vi igen kan mødes i tusindtal til løb.
Jeg ville dog gerne i mål med en tid på under fire timer. Derfor startede jeg lige foran 4-timers ballonen i startboksen. Da jeg ikke så ballonerne igen inden jeg løb over målstregen, kunne jeg konstatere at jeg kom ind i en sup firetid.
1. maj blev brugt på et backyard-løb. Mit første backyard-løb: Damhus Ultra. Hvad er så et backyard-løb spørger du måske. Det er et løbekoncept hvor deltageren løber en runde på en given distance inden for en given tid. Når tiden for runden er gået, starter en ny runde med samme ramme. Er du ikke klar når den nye runde starter, er du ude af løbet.
Normalt løbes et backyard-løb indtil der kun er én deltager tilbage: Last man standing. Men Damhus Ultra er lidt en børneudgave med en bagkant. Efter 18 omgange slutter løbet, også selvom der er mere end én deltager der gennemfører runden.
Morgenfriske løbere sætrer i gang med dagens udfordring.
Backyard-konceptet stammer fra USA og løbet Big Dog’s Backyard Ultra der arrangeres af Lazarus Lake – ham med Barkley Marathon. Til Big Dog’s Backyard Ultra er distance der skal tilbagelægges 6,704 km pr. runde. Det har deltagerne 1 time til.
Distancen der skal tilbagelægges til Damhus Ultra er 3,37 km, hvilket passer med en omgang rundt om Damhussøen. Det har deltagerne 30 minutter til. Med 18 runder giver det en maksimal distance på lige godt 60 km.
Fire løbere ud på ruten.
Der var ingen fancy chiptidtagning. Arrangøren af Damhus Ultra holdt styr på os med et simpelt system. På en tavle hang navnene på alle deltagerne. Når en løber havde gennemført en rundet satte han/hun en rød tegnestift ud for sit navn, som bevis på at vedkommende har gennemført indenfor de 30 minutter. Når næste runde blev sat i gang fjerne arrangøren alle tegnestifterne, så der var en ren tavle. Navnene på de deltagere der ikke havde sat en tegnestift blev fjernet.
Av!
Av, Av igen. Og igen. Og igen. Og igen.
At løbe 60 km er en udfordring i sig selv, men som dagen gik bliver den egentlige udfordring pauserne mellem runderne eller rettere; udfordringen bliver at kommer i gang med at løbe efter pauserne.
De første runder gik stille og roligt. Planen var at starte i et moderat tempo og så gå lidt ned i tempo efterhånden som trætheden indtraf. Helst inden for et tempospænd mellem 06:00 og 06:30 min/km. Den plan holdt fint og på langt de fleste runder var tempoet tættere på 06:00 end på 06:30.
Skarvkolonie på Damhussøen.
Tempoet betød, at der var 7-8 minutter i depot hver gang jeg havde løbet en runde. Rigeligt af tid til at indtage hvad jeg behøvede af væske og føde. At kommer på toilet om nødvendigt. Og rigeligt tid til at sidde og blive kold.
Jeg havde været forudseende nok til at tage et tæppe med, så jeg undgik at fryse, men benene blev kolde nok til, at det var en oplevelse at starte på en ny omgang. På de første meter af de sidste runder, kunne jeg virkelige mærke at jeg var til. En enkelt gang kom jeg vist til at bande højlydt – og jeg fik citeret Jens Voigt et par gange.
Men hver gang skete der også det forunderlige, at træthedssmerterne stille og roligt forsvandt, så jeg kunne holde et fornuftigt pace rundt om søen.
Op ad dagen kom der mere trafik på stierne rundt om søen.
På den sidste runde gik benene amok. Jeg kom rundt i et tempo under 05:30 min/km. Hvorfor ved jeg ikke. Det giver ingen mening.
Atten gange rundt om Damhussøen. Det er måske lidt en tåbelig leg, men også en fornøjelig leg. Der blev delt røverhistorier fra diverse ultraløb og hygget i depotet. Men nu går der nok lang tid, inden jeg løber forbi Damhussøen igen.
Ti løbere kunne efter atten runder sætte en tegnstift ud for deres navn en sidste gang.
— Damhus Ultra
Arrangør: Jesper Sommer
Land: Danmark
Start: Damhusdæmningen, Vanløse
Distance: backyard-løb, runder á 3,37 km. Op til 18 runder / 60 km
I Karrebæksminde afholdes det der kaldes Danmarks smukkeste løb. Bagmændene er Jens Karrebæk, Thomas Larsen, Benny Andersen – vist med Jens som ankermanden.
Denne søndag er der start klokken ni. Solen skinner og prøver at overbevise os om at det er forår, men ikke særlig overbevisende. Vinden er kold og jeg fryser, så inden der er løbsbriefing henter jeg lige en windbreakervest.
Vi bliver informeret om at vi skal løbe et kvart maraton ud og et kvart maraton tilbage igen. At modvinden er på hjemturen. Vi hører lidt om markering og at vi har havet på den ene side med vi løber afsted fra Karrebæksminde, og at havet er på den anden side når vi løber retur. Er det ej således, er vi ej på rette vej.
Afsti afsted – ud af Karrebæksminde.
Starten går. Eller rettere løber. Afsted mod Bisserup hvor vendepunktet for ruten er. Først går det ned ad fra Brentebakkevej ned mod havet. Fra Klinten fortsætter vi ad et fint spor langs stranden. Her og der har havet taget et bid af landet og skrænten ned til stranden er lige lovlig tæt på sporet. Det er et af rutens seværdige momenter.
Vi drejer en smule ind i land og fortsætter gennem Karrebækstorp Skov. Efter skoven er der et kort stykke langs stranden inden det går op ad Strandbakken, forbi fire vindmøller og så er det ud på asfaltvejen. Asfaltfræserne elsker det, men jeg er af den mening, at det er rutens kedeligste stykke.
Da asfaltvejen endelig ophøre, er jeg atter på vej mod havet. Vi løber gennem Kristiansholm Plantage ad hyggelige spor og ganske nær havet. Ude af plantagen rammer vi Gammel Strandvej i udkanten af Bisserup. Vi skal 500 meter hen ad asfaltvejen inden vi kan dreje rundt og løbe retur mod Karrebæksminde – i modvind.
I mål er er der kaffe og dejlig kage.
Minikager.
Nok er det en smuk rute langs vandet, men Danmarks smukkeste er nok lige at stramme den.
Synes at erindre noget fra et markedsføringskursus hvor en pointe var, at det var i modstrid med god markedsføring, at lovprise noget som bedst, smukkest, dygtigst, størst – med mindre at det kunne dokumenteres.
