Sol. Nærmest ingen vind og blå himmel. På med løbeskoene. Der er ingen undskyldning. I dag løber vi Vikingesporet, et halvmaraton trailløb ved Roskilde.
En frisk vind og byger var dagens menu til Holger Danske maraton. Jeg fik løbet mit maraton nummer 99.
Holger Danske er et ud og hjem maraton. Der er start ved Helsingør Badminton Klub på Nordre Starndvej. Herfra løbes et halvt maraton til Øster Alle i Gilleleje hvor løberne vender om og løber tilbage igen.
Viden kom fra nordvest, så der var modvind ud og medvind hjem. Det er bedst sådan, men det er som om at modvinden tager mere end medvinden giver. Der kom nogle spredte byger undervej. Dem mærkede man mest på vejen ud. En enkelt gang blev regndråberne suppleret med hagl.
Depoterne var primitive med vand, cola og forskellige chips. Arrangøren havde ikke fået en sponsoraftale om energigel på plads, så sådan noget var der ikke på menuen. Jeg havde min egen med, så fint nok. Men der var ingen frugt. Det var straks værre. Jeg kunne godt have bruget lidt banan og måske appelsin undervejs.
Jeg havde lagt Solbrud Jærtegn på mp3afspilleren, så dem var jeg i selskab med på de sidste 10 km. Solbrud fungere fint som løbemusik, om end det er lidt for meget en lydmur de kommer med på min løbeplaylistse. Men de er fine som en afveksling.
Da jeg løb Holger Danske maraton var jeg overbevist om at det var mit maraton nummer 99. Men det blev til nummer 100. Forklaringen er her: I Klub 100 maraton uden at løbe
61.000 meter i løb langs Sjællands Nordkyst var dagens hovedret. Ingredienserne var sand, grus, strandsten og kampesten.
Jeg måtte tidligt op for at nå bussen i Helsingør der klokken 6 kørte deltagerne til Ultraløbet Nordkysten til start i Hundested. De fleste i bussen, inklusiv undertegnede, forsøgte at lukke øjnene og hvile lidt på køreturen.
Jeg fik ikke sovet i bussen, men vi kom fint frem omtrent en time før start. På havnen var der uddeling af startnumre. Jeg fik mit nummer og brugte noget af ventetiden på at stå i kø til toilettet.
Ti minutter i start orienterede Moses Løvstad om ruten og regler. Der var debut på løbet som Moses Løvstad og Ravn Hamberg har bruge et par år på at skabe. Moses præsenterede løbet som Ultracuppens hårdest hvorfor der var hele 12 timer til at gennemføre de 61 kilometer.
Strækninger markeret med rødt på kortet er der hvor vi løb med venstre fod i vandkanten. Kort: Moses Løvstad.
Klokken blev otte og løbet blev ringet i gang. Vi startede i sand – og det var der meget af undervejs. Men i første omgang løbe vi ikke langt før vi kom lidt op fra stranden og forbi Knud Rasmussens Mindevarde.
Ruten var markeret med gul og sort stribede plastikstrimler, pinde sat i jorden malet gul og sort i enden og melpile på jorden. På ruten var der nogle lange strandstrækninger. Her var ingen markering. Når vi ramte stranden stod der en skilt med en kilometerangivelse af hvor lang vi skulle løbe med venstre fod i vandkanten.
Første gang vi kom på stranden for alvor, var det en strækning på godt syv kilometer. Her blev vi for alvor præsenteret for de to elementer der definerede løbet: kampesten og sand.
Der var relativt meget kystsikring på strækningen land Nordkysten. Kystsikring med kampesten. På stenene gik det ikke hurtige, især ikke for en teknisk amøbe som mig. I sandet kunne der løbes. Var sandet lidt fast kunne der endda løbes lidt hurtigere end i strandgrus og på passagerne med større strandsten.
Men når jeg løbe i sandet, var det som om sandet trængte ind i skoen og videre ind i foden og op i læggen. For hver kilometer i sandet svandt lægmusklerne ind og blev erstattet af tung, våd sand.
Asfalt var en sjælden ting på turen. Men ved passagen af Gilleleje der et par korte stræk på asfalt. Det var så også stort set det. Kort efter Gilleleje var løbet andet depot. Der var depot ved 20 kilometer og 40 kilometer. I depotet var der vand, cola, appelsin, banan og slik.
Jeg var lidt langsom til at komme ud af det andet depot. Men af sted kom jeg. Strækket mellem 40 og 50 kilometer var det med mindste strandløb. Efter 4 km på en rimelig stenet strand var der en længere passage på grussti. En meget kærkommen pause fra udfordringerne med sand, strandgrus og kampesten.
De sidste otte kilometer ind til mål i Helsingør Havn var med venstre fod i vandkanten. Først en lang og langsom tur på kampesten. Herefter en skiftende terræn mellem kampesten og strandgrus og -sten. Efterhånden som jeg fik kæmpet mig frem ad, ramte jeg sandstranden og kunne løbe med lidt mere flow.
Bum. Hallo. Der var den. Havnen og mål!
Træningen hen over sommer har ikke været optimal. Det vidste jeg godt fra start og tog den med ro fra begyndelsen af løbet. Jeg tror jeg ramte det tempo der var det bedst mulige på dagen. Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med at have gennemført Ultraløbet Nordkysten.
Som nævnt overfor, blev løbet præsenteret som det hårderes af de tre løb i Ultracuppen. Jeg har aldrig løbet Ultraløbet Gendarmstien, så jeg kan ikke bekræfte om det var rigtigt. Men det var hårdt – næsten ligeså hårdt som det var smukt. Og det var helt sikker mere udfordrende end Molsruten som løbet afløser – og det var også meget mindre asfalt end der var på Molsruten. Fedt med et godt strandløb på Sjælland.
Dagens desserten var en pizza nr. 23 fra den lokale pizzaria med kebab, grøn peber, bacon og chili.
Hammerknuden på Nordbornholm er udgangspunktet for Hammer Trail, landets hårdeste trailløb.
Sandvig.Pension Sandbogaard, et af mange overnatningsmuligheder i Sandvig.Sandvig.Et kig på ruten inden start, ikke langt fra Sandvig.Afmærkning af ruten. Her med reflekt til løb om natten.100 mil-løber på første runde.100 mil-løber på første runde.De sidste forberedelser inden start.Første tur (af tre) ned til Jons Kapel – og op igen.Natløb.Hammershus i det fjerne.Løvehovederne.Op ad bakke.Klokken ved Jons Kapel. Anden gang vi var nede og ringe.Hammershus er Nordeuropas største borgruin. Men den strategiske placeringen på en klippeknude ud mod Østersøen, hvor borgen været et vartegn for Bornholm siden middelalderen.For lang vej til depotet?Trappen op fra Jons Kapel. Tredje og sidst gang den skulle bestiges.Pissebækken, Danmarks tredjehøjeste vandfald.To løbere – næsten i mål.
Lørdag blev der løbet Endure Dynafit Trail, løbet der sidste år hed NDURE Trail. Løbet har også fået nye arrangører. Endeligt er ruten også ændret. men der er stadig start ved stranden i Ordrup. Der startes stadig med løb langs stranden ud omkring Ordrup Næs. Der er stadig masser af højdemeter og ruten går stadig en tur hen over Vejrhøj.
Weekendens lange løbetur var flyttet til Hedeland og der var lagt et par ekstra mil på. Det blev en lang og naturskøn tur.
Det var med en god position usikkerhed jeg mødte op i Hedeland sydøst for Roskilde. Men det var nu, der skulle løbes Garmin Trailman 50/50. Forberedelser til 50 miles løb var alt andet end optimale. De seneste uger var brugt på at flytte fra eks-kæresten og rækkehuset i Brøndby Strand til en almen lejlighed Ishøj med plads til mig og børnene. Mentalt var jeg ikke ovenpå og der var ikke løbet nok kilometer i benene. Men det var åbenbart en god opskrift!
03:00 ringede vækkeuret. Jeg stod på, spise morgenmad og havde tid til en kop kaffe, mens gamle nyheder gentog sig selv på TV2 News. En times tid senere forlod jeg lejligheden i Ishøj for at køre til Hedeland sydøst for Roskilde. Jeg havde pakke udstyr i en plastickasse og en sportstaske. næsten hele vejen til Vendingevej, hvor der var start og mål, var tilbagelagt, da jeg inden erindrede at pandelampen lå til opladning på skrivebordet. Jeg havde nok slappet for meget af til morgenkaffen og de gamle nyheder. Heldigt at der ikke var så langt hjem. Heldigt at jeg var taget afsted i god tid.
Jeg nåede frem i tide til at få mit startnummer og finde et godt sted i depotet til mit udstyr. Vejret var fugtigt og det var mørkt. Vi blev briefet om ruten og løbet. Der var seks runder. Først tre rundter om en sø ved depotet. Derefter tre runder á 25 km rundt i Hedeland. Det var stadig mørkt og jeg småfrøs.
Det blev tid til at løbe. Løbsleder Thomas Dupont talte ned til til start og sendte os afsted. På første korte runde var der en forløber som viste vej, når vi rundede målområdet første gang blev løbet givet fri – og de hurtige kunne stikke af. Jeg lå et sted i flokke og så ikke forløberen. På runde to og tre fortsatte jeg med at løbe et sted midt imellem de øvrige deltagere.
Det var ligesom om løbet først startede rigtigt da vi begav os ud på den første runde á 25 km. Det var stadig mørkt, men min pandelampe gav masser af lys. Jeg løb mellem to mindre grupper og nød mit eget selskab i nattens mørke. Nær mig hørte jeg heste der løb, men det var først da de kom ganske tæt på, at jeg kunne se dem. Det kan være en intens oplevelse at løbe i mørke.
Med morgenlyset åbnede landskabet sig op. Det var smukt. Vi passerede små vinmarker og bakker. Enkelte steder var bevoksningen tættere og mere indesluttet. Der var masser af single track og højdemeter. På en runde passerede vi skibakken i Hedeland tre gange. Det er er Danmarks største alpine skianlæg. Hver gang vi besteg skibakken var fra en ny vinkel, særligt den tredje tur op var stejl og udfordrende.
I depotet fylde jeg væske og føde på. Et hurtigt pitstop og jeg var tilbage på ruten. Jeg havde fået selskab af Lars. Det vil sige meget af tiden løb i hvert for sig, men ikke lange for hinanden. Ind imellem løb vi sammen og snakkede lidt. Jeg kunne forstå, at Lars var en hurtigere løber end mig. Men på de første godt 50 km hold vi omtrent det samme tempo hele tiden. Lars var bedre op ad bakke, men jeg løb lidt mere frit når det gik nedad.
Det sidste depotstop blev lidt længere. Vandflaskerne i løberyksækken skulle skiftes. Jeg var lidt langsommere til at drikke og spise end efter den første 25 kilometers omgang. Endeligt havde jeg beslutte at teste mine trekkingstave på sidste omgang, så der gik også tid med at pakke dem ud.
Det var første gang jeg løb med stave. Eller rettere, gik med stave; for når jeg bruger dem er det på stigninger hvor jeg er nede og gå. Stavene havde deres virkning. Den lille forskydning i bevægeapparatet som stavene giver gør en forskel. Jeg kom næppe hurtigere op end på foregående omgang, men det føltes mindre hårdt.
Stave eller ej. Da jeg kom op ad skibakken for niende gang måtte jeg stoppe op og nyde øjeblikket. Det var ikke så meget den smukke udsigt jeg nød. Det var visheden om at nu var jeg snart i mål – og nu skulle jeg ikke op ad skibakken flere gange.
Allerede inden skibakken havde jeg fundet mp3-afspilleren frem. Efter sidste tur opad fyrede jeg den af med Ensiferum From afar og derefter Finntroll Solsagan. Alt hvad der var tilbage blev presse ud gennem benene. Jeg fløj.
Mål! Under otte timer! Og med en superfed løbe- og naturoplevelse i rygsækken.
Sjældent har en kop klar suppe smagt så godt. Ved sidste depotstop var Lars stukket. Han havde givet den gas på sidste omgang om kom i mål 21 minutter før mig. Tillykke til ham og tillykke til alle de andre der gennemførte Garmin Trailman 50/50 anno 2015. Det var fedt i var der.
