I dag inviterede K2 maraton til cannonball i Rødovre kommune. Dem er der ikke mange af, altså maratonløb, der reelt er i Rødovre kommune.
Der var start, depot og mål i industriområder omkring Islevdalvej. Jeg havde på forhånd frygtet et maraton bestående af 8 omgang á godt og vel 5 kilometer, på veje i industriområdet. Sådan blev det ikke.
Starten var ved arrangørens arbejdsplads, så der var cannonball-luksus som toilet og tag over hovedet.
Start- og målområde.
Fællesfoto var der ikke noget af og morgenprædiken var ganske kort. Ruten var aftenen forinden markeret med grønne kridtpile, forhåbentlig var de der stadig!
Vi skulle 6 gange rundt på en rundstrækning, der var over 7+ kilometer lang. Først ned ad Islevdalvej. Asfalt. Så under Motorring 3 ad Jyllingevej. Asfalt. Krydsede Jyllingevej ved lyskrydset, hvor vi spildte en del tid i løbet af dagen. Asfalt. Drejede til venstre og løb langs Vestvoldens voldgrav. Jord.
Efter omtrent én kilometer på asfalt skiftede underlaget og rutens karakter, til noget jeg ikke havde forventet, da jeg stod op om morgenen.
På volden
Vi drejede ned ad “Den dækkede vej”, der så at sige ligger på fjendesiden af voldgraven, og hvorfra der, da Vestvolden var et fæstningsanlæg, gøres udfald mod en fjende (læs: tysken).
På “Den dækkede vej”.
Heldigvis havde arrangøren sørget for, at vi fik alle de ture, der var muligt, fra “Den dækkede vej” og ned til vandspejlet i voldgraven og op til siten igen. Fem ture ned blev det til, inden vi passede voldgraven af broen syd for Voldpunkt 12.
Herfra var det retur ad jordstierne på volden indtil vi endte ved Ejbybunkeren hvor en lille del af stien var asfalteret. Vi løb over voldgraven ad broen nord for Voldpunkt 15 og kort derefter ramte vi igen Jyllingevej med lyskryds og trafik. Herfra var det samme vej tilbage til depotet som vi startede med at løbe ud.
Broen nord for Voldpunkt 15.
En rigtig fin rute på Vestvolden. Næsten som jeg selv ville have lagt den. Der kunne nok findes lidt flere højdemeter på Voldesiden, men 300 positive højdemeter er ganske fint på Vestegnen.
Jeg er helt med på, at det er smukt med sådan en frostklar martsmorgen med forårssolen på en blå himmel. Men det er sku’ også koldt, mens jeg står i mit løbetøj og venter på start. Dagens menu er 50 kilometer i Tisvilde Hegn.
Selv efter start og de første kilometer på vejene og stierne i Tilvilde Hegn er det stadig koldt. Jeg får tilbagelagt de første små 20 kilometer, inden jeg rigtig får varmen. Skoven ser smuk i forårssolen og fuglene fløjter, så grundlæggende er alt andet fint.
Tæt morgentrafik.
Tisvilde Hegn er en af Nordsjællands naturskatte. Her er 2.126 hektar skov og sandstrand langs Kattegatkysten. På løbets lange distance kommer vi desuden forbi Melby Overderv, der er Sjællands største hede.
I 1500-tallet føg sandet ind over området og det blev næste øde. Mulden, der ikke var for meget af, forsvandt. I stedet samlede sandet sig i klitter på 10 til 30 meters høje. På sin vej gennem landskabet, opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke.
For at bekæmpe sandflugten begyndte man i slutningen af 1700-tallet at plante skov. Beplantningen fortsatte gennem 1800-tallet. Resultatet blev en af Danmarks ældste sandflugtsplantage med skovfyr som den dominerende træart, suppleret af birk, eg og bøg.
Høj sol, men ikke så meget varme.
I øvrigt kommer navnet Tisvilde af Tyrs Væld, så vi kan passende sende en tanke til rets- og krigsguden Tyr, mens vi løber gennem skoven. Tyrs Væld menes at henvise til en kilde ved Tisvilde kirke.
Det er på de første 27 kilometer, at de fleste højdemeter ligger. Herefter løber vi meget i den del af Tilvilde Hegn, der ligger længst mod vest, ved Melby Overdrev. Vi når næsten til Liseleje inden vi drejer og får den første strandtur. Vi sætter næsen mod Tisvildeleje og mål. På stranden runder vi de 40 kilometer.
Inden vi når mål, kommer vi ind i skoven igen, og et par gange retur ned i strandsandet. På de sidste 5 kilometer er der lidt højdemeter. Nu er jeg så langt, at jeg godt kan brænde nogle tændstikker af og løbe op ad bakkerne.
Det var en god dag, hvor jeg på de sidste kilometer overhalede langt flere end der overhalede mig.
I mål er der en medalje, en burger og en cola. Jeg kan konstatere, lidt til min egen overraskelse, at jeg er kommet i mål i en tid på under 5 timer. Ikke meget, men under!
Der var fint med depoter på turen rundt. Jeg drak mest vand, af min medbragte foldekop. Et enkelte sted spiste jeg et par stykker appelsin. Da jeg havde mit eget energi med, lagde jeg ikke mærke til hvad der ellers var i depoterne – ud over cola, som jeg drak lidt af ved det sidste bemandede depot.
— North Coast Ultra
Arrangør: Trail Fox Series Land: Danmark Start: Hovedgaden, Tisvildeleje Distance: 50, 30, 15, 8, 2 km Underlag: jord, grus, sten, sand Deltagerantal: 1.498 Sko: Salomon Speedcross 6
Siden vintersolhverv er dagen tiltaget med fire timer og atten minutter. Vi er i det spirende forår. Vintergækker, krokus og erantis blomstrer. Hvis man ser godt efter, er de første knopper på træerne ved at springe ud i lysegrønt.
Morgenstemning på Vestegnen.
Det er køligt om morgenen. Sådan er det tidligt forår. Jeg er dog optimist og har taget de knækorte løbebukser på. Mellemsæsonjakken er med, men jeg lader den ligge i tasken og satser på at en langærmet løbetrøje er nok til at holde varmen på de første omgange.
I dag skal vi løbe seks omgange på 6,95 km. Som den skarpe matematiker vil bemærke, er det ikke nok til et maraton, så efter de seks omgange er der en epilog – la grande finale.
Men først skal arrangørerne lige snakke lidt og der skal tages et klassefoto. Efter at alle har fået vendt sig i den rigtige løberetning, sættes løbet i gang.
Kort efter start på Tværvej. Der er stadig rimelig samling på løberne.
Selv efter et par kilometer forbliver det køligt. Måske lige optimistisk nok at lade jakken blive i tasken. Men det er for sent at gøre om. Og varmen skal nok komme, for forårssolen stråler over Vestegnen.
Vi løber en omgang, der bringer os hele vejen rundt om Herstedhøje, med Rovej i den sydlige ende og Hejremosevej i den nordlige. Start og depot er ved bålpladserne bag Naturcenter Herstedhøje. Her er der indrettet depot på et par af træbordene.
En lille flok løbere ved krydset Ballerupstien/Rovej.
Ruten er markeret med hvide pile. Tak for det! Alle kan komme sikkert rundt i deres eget tempo.
De seks omgange er som det meste af Vestegnen. Rimelig flade, der er ingen højdemeter af betydning. Men så er der epilogen.
Stenen med pilen, på toppen af Herstedhøje.
La grande finale
Efter omtrent 42 flade kilometer kommer la grande finale. Epilogen. Den starter ved depotet bag Naturcenter Herstedhøje. Herfra løber vi fra foden af Herstedhøje og op til stenen med pilen på toppen af bakken.
Et klap på stenen, så er jeg i mål og kan nyde udsigten over Storkøbenhavn.
Normalt er vejen til startlinjen noget, der skal overstås. Men til Kristallmarathon begynder eventyret allerede halvanden time inden start. Vi står en tætpakket flok løbere i en elevator, der kører ned i undergrunden i god fart. Min rejsemakker, Henrik fra Maraton PopUp, mig og en masse tyskere.
Langt nede i den massive undergrund gennes vi ud af elevatoren og kommer over i gule minebiler, her placeres vi på lange bænke. Med alle på plads er det af sted, og det i høj fart. Vi kører gennem de smalle og lave gange til Großbunker, som ligger 500 meter under jordoverfladen. I dag er der løbsarrangement i Großbunker, andre dage er der koncerter.
Transport fra elevatorer til Großbunker.
I Großbunker er der sat stole op – én til hver af de 750 deltagere, der enten skal løbe halvmaraton eller maraton. Jeg finder et toilet og kommer af med det, jeg nu skal af med, efter en god kop morgenkaffe. Nu er det bare at vente på, at klokken bliver 10 og vi kan komme i gang med at løbe et maraton dybt nede i undergrunden.
Højdemeter og saltaflejringer
Vi er i Thüriingen. I en nedlagt saltmine, Erlebnis Bergwerk Merkers. Der er ikke udvundet salt fra minen siden 1991. Under 2. Verdenskrig gemte nazisterne guld, kunst og valuta i minen. Det dybeste sted i minen er omtrent 860 meter under jordoverfladen og der er 4600 km tunneler.
Vi løber 500 meter under jordoverfladen. Her er en konstant temperatur på 21°. Det er varmt nok til at løbe i korte rør og singlet, selvom vi er midt i februar.
Minemaskine.
Saltet, der er hentet op fra minen, stammer fra Zechstein-havet, der dækkede området for 240 millioner år siden . Aflejringer fra Zechstein er udbredt i store dele af Nordtyskland, Danmark og England, og i Merkers er der utallige saltaflejringer.
Alle deltagere skal bære hjelm og pandelampe, hvilket er lovpligtigt for alle, der færdes i tyske miner.
Klokken er 10 og løbet sættes i gang til klapsalver fra løbere og publikum, der har taget turen ned i undergrunden.
Et par løbevenner der har været her tidligere, har sagt, at de ikke rigtigt mærkede de 780 højdemeter, som der er på maratonet. Jeg ved ikke, hvad de har været på. Jeg mærker højdemeterne allerede på første omgang, faktisk allerede på den første kilometer.
Klar til start i Großbunker.
Den fjollede leg jeg i dag finder på er, at jeg vil se, om jeg kan løbe hele vejen fra start til slut. Ikke noget med at gå på stigningerne, uanset hvor stejle de er.
13 gange skal jeg rundt i de gange, der lige præcis er brede nok til at de gule minebiler kan køre gennem dem. Der er ikke lige meget lys alle steder, men jeg behøver ikke tænde min pandelampe for at finde rundt.
Legen med at løbe hele tiden går meget godt på de første runder. Efter tre omgange drikker jeg lidt Powerade og efter fem spiser jeg en energi-gel. Jeg begynder at kunne mærke stigningerne i benene. Efter otte omgange drikker jeg lidt Powerade. Efter 10 omgange spiser jeg en energi-gel. Nu kan jeg også mærke nedløbene i benene.
På rundstrækningen.
Angående nedløbene. De er sjove. Underlaget er fast. Der er ikke meget, vi kan falde over. Det er bare at give slip og lade sig trække nedad af tyngdekraften. Det sidste nedløb på rundstrækningen, der er lidt længere end de andre, er min favorit. Her kommer der virkelig fart på.
Mål
Efter favoritnedløbet er der en lille tur frem og tilbage i en tunnel, inden vi løber mod mål i Großbunker. Jeg holder fast i legen hele vejen og undlader at gå op ad stigningerne. Indsatsen rækker dog ikke til en tid under fire timer. Men det er heller ikke dagens mål.
Efter målgang drikker jeg lidt vand og den alkoholfri øl, som udleveres til alle, der gennemfører løbet. Jeg finder min stol og sætter mig for at vente på min rejsekammerat. Jeg sidder ikke længe, inden Henrik krydser målstregen, og vi begynder at gøre os klar til at komme op til overfladen.
De fleste havde tændt pandelampen, selv om det ikke var nødvendigt.
Kristallmarathon er et oplevelsesløb. Og én oplevelse, det får deltageren. Tunnelsyn, helt bogstaveligt. På ruten ses gamle minemaskiner, som et f.eks. gammelt minetog.
Har du klaustrofobiske tendenser, er Kristallmarathon nok ikke det næste løb som skal i sætte kalenderen. Alle andre: Tag af sted.
Mandy og Mia inviterer til mørke-maraton på Vestegnen. Mere præcist i Vestskoven, med start, depot og mål ved Herstedhøje.
Der er start klokken 16:00 og solen gik ned 15:38, men der er stadig meget lys, imens Mandy og Mia fortæller om dagens arrangement.
Vi skal løbe i et ottetal. En omgang rundt om Herstedhøje efterfulgt at en omgang i skoven nord for Herstedhøje. For at samle kilometer til et maraton skal jeg syv gange rundt i ottetallet plus en ekstra omgang i den øverste cirkel i ottetallet.
Efter fællesfoto løber vi afsted mod sydvest ad Tværvej. Vi drejer til højre ad Rovej. Det er stadig forholdvis lyst, men på de efterfølgende omgange er det meget stemningsfuldt at løbe på Rovej i mørket. Der er nedlagt små lys i en linje midt på vejen.
Ikke alle er enige med mig i, at der er baggrundslys nok til at løbe uden pandelampelys.
Rovej bliver til Ballerupstien. Ballerupstien ender i et t-kryds med Herstehøjevej, hvor vi drejer til højre og sætter retningen mod Herstedhøje.
Inden vi kommer helt tilbage til Herstedhøje, drejer vi af og følger Tværvej mod nord. Vi løber helt op i den anden ende af Tværvej, hvor den ender i et T-kryds med Hejremosevej, vi drejer til venstre. Vi følger Hejremosevej rundt til den fletter ind i Herstedhøjevej – og denne gang får vi lov at løbe hele vejen til depot ved Herstedhøje.
Den første omgang løb vi samlet, så alle kunne finde rundt på den umakerede ottetalsrundstrækning.
Det var en omgang – videre, af sted ud på den næste. Nu alene.
Selv om det er blevet mørkt efter første omgang, bliver det aldrig rigtig mørkt og jeg finder det ikke nødvendigt at tænde pandelampen. Der er en enkelt gang, hvor der er modtrafik og et par gange, hvor jeg overhaler andre løbere, hvor jeg tænder pandelampen for at gøre opmærksom på, at jeg er på vej. Ellers er der rigeligt med baglys fra Storkøbenhavn til at navigere i Vestskoven.
På sidste omgang tændte jeg lampen, så jeg kunne tage et foto at aftenskoven.
Det havde ikke været af storhed, hvis arrangørerne lige havde tage cyklen rundt og sat et par markeringsflag, de steder hvor vi skulle dreje. Så kunne alle have sat deres eget tempo fra start, og det er ikke en uoverkommelig opgave.
Og så er der det med medaljer. Dem er der ingen af. Det gør ikke mig det store. Men jeg kender da et par stykker, der ikke stiller op, hvis der ikke er medaljer. Nu er i advaret!
Når det er sagt, så er Mandy og Mias mørke-maraton et fint arrangement. Der er et lille depot med det mest nødvendige. Nu har jeg boet på Vestegnen og har løbet et en del i området omkring Herstedvester, så jeg havde ingen problemer med at finde rundt efter første omgang. Men om det er det samme for deltagere uden lokalkendskab, ved jeg ikke.
At løbe i mørket er noget helt særligt – også selvom det ikke er helt mørkt.
Højdemeter er der ikke så mange af. Og når nu jeg er kørt hele vejen til Herstedhøje for at løbe, er det super ærgerligt ikke at komme nogle gange over den lokale bakkeløbsattraktion.
Søndag. Tidligt på formiddagen – eller sent på morgenen. Det er som du ser på det. Det blæser. Solen skinner. Det er tid til at løbe en tur.
Jeg står og småfryser, imens Thomas Lønbæk færdiggør dagens morgensamling. Ruten, vi løber på i dag, har start ved Hvidovre Havn. Det er en ny rute Thomas har kreeret. Men området er velkendt for mange maratonløbere. Undervejs kommer vi til at krydser ruterne for flere andre løb, f.eks. Rundt om solen, Marathon PopUp Planetstien, Fredskov 2500 basis og Copenhagen Coast Run.
Morgenfriske? løbere møder ind – klar til at maraton eller halvmaraton.
Fællesfoto. (Huskede jeg at smile?) Klokken rammer 09:00 og Thomas sender os af sted.
Vi skal løbe i Kystagerparken og Valbyparken. Kystagerparken ligger mellem Kalveboderne og Søndre Kystagervej – nord for Hvidovre Havn og syd for Harrestrup Å. Et lille, grønt, rekreativt område skabt af overskudsjord fra vejanlæg og byggerier i Storkøbenhavn.
Nord for ligger Valbyparken. Parken ligger på den gamle Valby Fælled – ud mod havneløbet. Området er tidligere blevet benyttet som losseplads. Valbyparken er nu Københavns største park. Mellem Kystagerparken og Valbyparken ligger Renseanlæg Damhusåen.
Vi løber…
Vi starter med at løbe langs Hvidovre Havn, hvorfra vi drejer mod nord og løber langs kysten. Ruten fortsætter nordpå til vi krydser Harrestrup Ås udløb, hvor vi også krydser kommunegrænsen til Københavns kommune. Vi løber videre langs kysten, indtil vi har passeret den lille sandstrand, der er etableret i Valbyparken. Nu skal vi skal hen over græsset til en kondisti, der snor sig mellem nogle træer.
Løb langs kysten.
Vi rammer Tudsemindevej der både byder på brosten og asfalt. Snart kommer vi til den store træallé, der strækker sig gennem Valbyparken. Vi forlader asfalten og får i stedet grus under fødderne. Træalléen følger vi tilbage til kysten, hvor ruten fortsætter et stykke i modsatte retning, som vi kom fra tidligere.
Efter at have passeret Harrestrup Å og kommunegrænsen til Hvidovre kommune forlader vi stien, hvor vi løb ud, og følger i stedet Kystagerstien tilbage til start/depot/mål ved Hvidovre Havn. Ruten er markeret med lyserøde wireflag, plus et par enkelte skilte med pile.
Seks gange skal jeg rundt på rundstrækningen for at samle kilometer nok til et maraton. Ruten er flad og det eneste der kan drille i dag er vinden.
Hvis du vil, er en flad rute en hurtig rute. Det benytter Lone Birgitte Larsen sig af. Hun sætter personlige rekord på maratondisstanden og løber sit første sub-fire-timer-maraton. Stort tillykke!
Den fynske øl-rute maraton afholdes på Ærø – syd for Fyn. Så vi løber ikke en ølrute på Fyn – men en kort rundstrækning på Ærø, og så drikker vi masser af øl.
På Fyn er der indtil flere små og store ølbryggerier. Der er Anarkist, Vestfyn, Ørbæk, Refsvindinge med flere. På sitet Visit Fyn er en oversigt over bryggerierne. Siden hedder “Besøg de fynske bryggerier“. Tidligere hed siden “Den Fynske Ølrute” – og deraf navnet til dagens maraton. Der er desværre ikke en afmærket vandrerute med navnet “Den Fynske Ølrute” – dertil ligger bryggerierne måske lidt for spredt. I stedet løber vi på Ærø.
Vi er i Søby. En lille havneby hvor færgen fra Faaborg ligger til. Det er den by på Ærø, der ligger længst mod vest og så langt væk som muligt fra Marstal, hvor vi har overnattet på Hotel Udsigten.
Hygge inden start.
Inden start få vi hilst på flere af vores fynske og jyske løbevenner. Arrangøren siger en helt masse inden start. Jeg hører ikke halvdelen af det, men hovedpointen er vist, at vi skal løbe og drikke øl. 12 gange skal vi rundt i Søby.
For hver omgang er der en ny øl fra et af de fynske bryggerier – eller det lokale bryggeri på Ærø.
Vi bliver sendt af sted. En del deltagere har taget festtøjet på. Der er ikke så mange, der har travlt med at komme afsted. Fokus i dag er ikke på tempo, men på hygge.
Første omgang. Humøret er højt og alle er endnu ædru.
Løbet er et rundeløb, hvor øllene serveres hver gang løberne passerer start/mål. Jo længere deltagerne løber, jo flere øl. Jeg har valgt den længste distance. Maraton. Det giver 12 omgang og dermed 12 øl. Jo, hvis man er alkoholiker med hang til løb, så er Den fynske ølrute maraton nok årets højdepunkt.
Søby er åbenbart en lille knold ved færgelejet, for det går noget opad gennem de små gader i den lille by. Vi kommer nærmest byen rundt, inden der kommer et nedløb mod start-, depot- og målområde. Hvor det er tid til den første øl. En juleøl.
Afsted igen. En gang rundt og så en øl. Afsted igen. En gang rundt og så en øl. Afsted igen. En gang rundt og så en øl. Afsted igen. En gang rundt og så en øl. Afsted igen. En gang rundt og så en øl. Hov. Nu er der tre øl at vælge mellem. Jeg tog den første og bedste, men der er også en mørk øl, som ser spændende ud. Den ryger også ned. Det med de 12 øl holder ikke. Det bliver til flere.
Sådan forsætter det. Mindst en øl pr. omgang. Ikke en hel flaske, men et glas. Hvis ikke der er flere at vælge mellem, kan man være heldig at få én til hvert ben.
Partybussen.
På en af de sidste omgange møder jeg en anden løber, vel omkring totredjedel vej rundt gennem Søby. Han har et fuldt ølglas i hver hånd. Han påstår, det er til et par andre deltagere, der går hundrede meter foran. Lige meget hvad. Deltagerne går op i det med at drikke øl.
I det jeg kommer rundt på min 10. omgang, løber dagens hurtigste mand i mål. Der opstår dog senere en rygte om, at han var ædru, og derfor ikke kan regnes for en vinder, da han ikke har gennemført konkurrencen i løbets ånd.
Det er en underlig ting, at starte en brandert med et maraton. Jeg fortsætter øldrikkeriet i Cafe Arthur, der ligger ved mål. Her serveres en gratis øl på startnummeret og selskabet er godt.
Ærø kommune
“Efter ca. en times sejlads ankommer færgen til Ærø, og du kan nu godt begynde at sænke tempoet og lægge stress og jag bag dig. Du er på en ø, hvor isolationen er total mellem ca. kl. 21 om aftenen til ca. 5 næste morgen, som er de to yderpunkter mellem sidste og første færgeafgang fra Ærø. Freden, roen og stilheden er det første, du lægger mærke til på Ærø. Her er der meget “højt til loftet” – du kan høre fuglesang! Her oplever du, at stilheden næsten er larmende.” (ciat: “Ærø bogen” af Allan Harsbo, 2011)
Ærø ligger syd for Fyn, mellem Langeland og Als. Frem til 1864 var Ærø en del af Slesvig.
Øl.
Den nuværende Ærø kommune blev til i 2006, da man lagde Ærøskøbing og Marstal kommuner sammen. Kommunen ligger i Region Syddanmark. Kommunens administrative centrum ligger i Ærøskøbing, mens Marstal er øens største by med dobbelt så mange beboere som Ærøskøbing. Ud over Ærø dækker kommunen også Birkholm, Dejrø, Lilleø og Halmø.
Pr. 1 januar bor der 5.960 mennesker på øen, det er 433 færre end i 2014. På sin længste led er Ærø ca. 30 km. Ærøboere har 90,10 km² at boltre sig på. De er dermed 66 personer pr. km² – som de dog skal dele med de mange turister, der besøger øen. Ifølge Visit Ærø havde Ærø i 2023 304.782 besøgende.
Jeg var lidt i tvivl, om jeg turde tilmelde mig. Der var så meget markedføringsbullshittekst på løbets hjemmeside, at jeg overvejede om det var et reelt arrangement eller et scam.
Jeg tog chancen. Jeg meldte mig til. Da jeg ankom til Dragør søndag morgen, var der heldigvis stillet op til et løbsarrangement.
Amarmino-startstenen i Dragør.
Tidtagningen var ikke med chip i skoene/på løbenummer, eller ved manuel tidtagning af arrangørerne ved målstregen. For at få en tid, skal deltagerne downloade Strave og blive medlem af Run Amarminoen by aioss. Tiden bliver så taget med Strava.
Løbet
Amarminoen er en fin og varieret vandrerute tæt på København. Underlaget skifter mellem strand, skovstier, grusvej og asfalteret cykelstier. Det er Amager, så højdemeter er der ikke mange af. Eneste bakke af betydning, er affaldsjordbakken ved Sønderbro Haveforening.
Start/mål er i Dragør ved Amarmino-startstenen. Vendepunktet er ved Amarmino-startstenen i den anden ende af vandreruten, tæt på DR Byen.
Det er køligt fra morgenstuen, men solen varmere stille og roligt Amager op.
Uanset arrangementets beskaffenhed, er Amarminoen, som den er. Jeg kender mine begrænsninger og ved, at jeg ikke er i stand til at ramme Run Amarminoen sprogtone. Derfor har jeg bedt Perplexity og ChatGPT om hjælp:
Løbeturen på Amarminoen er den ULTIMATIVE oplevelse – en uforglemmelig rejse, der starter i det charmerende Dragør og fører dig hele vejen til ikoniske DR Byen – og i dag retur! Denne spektakulære rute er ikke bare en løbetur – det er en NATUROPLEVELSE uden lige, der forener skønheden i Danmarks vilde natur med en udfordrende og alsidig rute!
Amarminoen byder på et svimlende udvalg af terræner, der vil få dit hjerte til at slå hurtigere af både spænding og motion! Kast dig ud i eventyret gennem tætte, frodige skove, galopér over vidtstrakte, åbne marker og sus langs kystlinjer, der tager pusten fra dig med deres storslåede udsigter. Hver eneste kilometer på Amarminoen er en overraskelse – fra den dybe ro i Pinseskovens bløde skovbund til de endeløse, betagende panoramaer over det majestætiske Øresund!
Og som om det ikke var nok – Amarminoen er en OASE af biodiversitet! Løb gennem den enestående Naturpark Amager, hvor du kan være heldig at spotte sjældne vadefugle og farverige andefugle, mens du trækker vejret dybt ind i den rene, friske natur. Denne rute er ikke bare for dine ben, men for hele din sjæl – inspirerende, beroligende og REN magi for både krop og sind! (redigeret citat: perplexity.ai/ChatGPT)
Opsamling
Det har været en usædvanlig weekend. Ikke fordi jeg har løbet to løb på en weekend. Det sker for tit til at være usædvanligt. Det usædvanlige er, at jeg har været til to løbsarrangementer, uden at se kendte ansigter.
Kalvebod Fælled.
I dag var der usædvanligt mange unge løbere sammenlignet med en standard cannnonball-søndag. Det er nok i virkeligheden det, der er med sproget. Jeg er ikke målgruppen for arrangementet. Og det hele kan da godt sætte nogle tanker i gang, omkring Klub 100s ønske om at tiltrække nye og yngre løbere – og samtidig flytte hovedparten af arrangementer over på Facebook. Det hænger ikke så godt sammen.
Tilbage på sporet. Det er selvfølgelig venlige løbere, der er mødt op til dagens tur frem og tilbage på Amarminoen. Vi hilser pænt på hinanden ved overhalinger og ved det modløb, der er før og efter vendepunktet.
På et tidspunkt er der overvældende mange, som hilser på. Jeg undres et øjeblik, indtil det går op for mig, at der løber tre unge piger lige bag mig. Efter at de har overhalet, bliver niveauet af “God tur”, “Godt løbet” og andre hilsefraser mere normalt.
Tunnel under Øresundsbanen.
Jeg kommer i mål i en tid, der svarer til mine forventninger. I dag kunne jeg godt styre tempoet og det var nok meget godt, distancen taget i betragtning.
Run Amarminoen er ikke bondefangeri. Men der er ingen resultatliste, medalje eller diplom. For så vidt, ingen opdatering af resultatet til Deutsche Ultramarathon-Vereinigungs statistikbank. Men jeg fik 54 kilometer i benene, hyggede på turen frem og tilbage på Amarminoen – og der er chili con carne på Badehotellet efter målgang. Det kan noget.
Eventyrsport arrangerer løb forskellige steder rundt om i landet. I dag besøger de Gribskov og så vil jeg da løbe med.
I den lange række af tåbelige løbelege, har jeg fundet på, at jeg vil løbe alle veje/stier i Gribskov (det kommer til at tage noget tid). Derfor har jeg et par gange startet mine løbetur fra Kagerup Station – og jeg kender parkeringsforholdene. Derfor tager jeg toget i dag. Det giver ventetid inden og efter løbet. Til gengæld slipper jeg for det parkeringshelvede, jeg tænker, der opstår.
Jeg ankommer med toget og har masser af tid til at finde Bakkehus, hvor der er start og mål for dagens trailløb.
Bakkehus.
Der er fine toiletter ved Bakkehus og lidt inde i skoven, er start- og målområdet med bagagedrop og startnummerudlevering for dem, der ikke allerede har hentet startnumre i Eventyrsports forretning i Hillerød.
Dorte Dahl introducerer ruten inden start. Det er også hende, der har valgt de stier og veje, vi skal løbe på. Det skal vise sig, at hun er ligeså god til at finde stier, som jeg er, (nogle forstår hvad jeg mener – og ellers må du undskylde, at jeg bliver lidt intern).
Vi bliver sendt ud i skoven til lyden af AC/DC’s “Thunderstruck”. Vi når knapt ud af startområdet, inden vi rammer de små etsporstier.
Det er lidt køligt, men når først vi er i gang, bliver kroppen varm.
Vi løber i skoven syd for Kagerup Station og mellem Gribskovvej og Gribskovbanen. Ind imellem kommer vi ud på de bredere skovveje, men Dorte har været god til at finde de fine spor i Gribskov.
Da det har regnet de seneste dage, er underlaget fugtigt nogle steder. I dag er det tørvejr, der er lidt vind, som vi ikke mærker meget til i skoven, og solen skinner. Varmt er det nu ikke, men vi er også sidst i september, så det er vel forventeligt, at det begynder at være lidt efterårsvejr.
Det første depot passerede jeg ved omkring 3 km. Efter 12 kilometer er det andet depot. Vi er ved Gribsø og efter depotet, fortsætter ruten i skoven på vestsiden af Gribskovbanen.
Ruten er fint markeret med små flag.
Der er lidt flere højdemeter på den anden del af rundstrækningen. Ifølge Garmin var der 132 højdemeter på de første 10 kilometer og 163 højdemeter fra 10 til 20 kilometer. Det føles som om forskellen er større, men det er nok bare fordi benene var friske fra start – og det er de ikke længere.
Vi kommer tilbage til depotet ved Gribsø. Herfra er der kun et par kilometer til mål. Afslutningen er et slalomløb mellem løbere, der er ude på 7 kilometerrunden, og som tilsyneladende ikke har travlt med at komme rundt.
En af dagens forhindringer forceres.
Målgang. Medalje. Proteinbar. Omklædningen er i naturens store fælles omklædningsrum. Kaffekøen er lang, manden ved maskinen langsom og selv om jeg stiller mig i kø i godt tid inden togen kører mod Hillerød, må jeg forlade køen, inden der er gevinst. Så jeg ved ikke om kaffen var god, men det var løbet.
“Navnet Gribskov eller Gripscogh, som det skrives i 1231, fremmaner let tanker om glubende rovfugle. Men formodentlig sigter navnet blot til at jorden har frit kunne “bribes” og tages under plov” (citat: “Danmarks skove” af Henrik Staun og Peter Friis Møller)
Uforbederlige cirkushest i skoven. Genereret med DALL-E.
Jeg uddeler i øvrigt en uforbederlige cirkushest-pin til mig selv. Planen var en rolig tur i et tempo tættere på 06:00 end 05:30. Det ramte jeg helt ved siden af.
Mors 100 miles, lige godt 160 kilometer. Øen rundt. Det var weekendens projekt.
Mors 100 miles arrangeres af løbeklubben Pinen og Plagen. Man kunne forledes til at tro, at klubnavnet referere til et par af klubbens trænere. Men mon ikke morsingbo-løberne har hente navnet fra de to færgelejer ved færgeruten mellem Salling og Mors? Pinen på Salling. Plagen på Mors. Ruten blev afløst af Sallingsundbroen i 1978. To af de fem færger, der sejlede på overfarten i 1970’erne hed også Pinen og Plagen.
Friske ben i Nykøbing Mors.
For dem der løber efter podieplacering, er der til Mors 100 miles hovedkonkurrencen på 100 mile. Desuden er der Bjergspurten, Natløbet og Beat the pain.
Bjergspurten er et 1 kilometers stræk med en del højdemeter, sådan omkring 67 km ude på runden. Natløbet er 10 km-løb fra 100 til 110 km, for løber der passerer 100 km efter 21:00, og Beat the pain, det er de sidste 6 km for løber der passerer 155 km efter 06:00.
3, 2, 1, start
Hvornår jeg besluttede at løbe Mors 100 mils ved jeg ikke helt. Men ideen er groet ud af de mange løbere, der glade fortæller om løbet og stemningen på Mors undervejs på de godt 160 km. I lørdags stod jeg der så, på Kirketorvet i Nykøbing Mors, omgivet af 147 andre løbere. Klar til start.
Inden vi får lov at komme i gang, skal vi alle op på scenen og trykke borgmesteren i hånden. Alt til klapsalver fra de fremmødte morsingboere.
Klokken 09:30 blev løbet sat i gang. Som en slags prolog startede vi med at løbe et par omgange i Nykøbing Mors. Efter dobbeltrundturen løb vi ud på landet. Der var mange kendte ansigter, som jeg havde hilst på, på Kirketorvet og de sidste fik et “hej, og god tur”, på runderne i øens hovedby.
Vi er kommet på landet.
Det meste af de første 40 kilometer er i nordlige retning i den østlige side af Mors. Meget landbrugsland og nogle fine stræk langs kysten.
Løbet er skruet sådan sammen, at der er depot for hvert femte kilometer, og langt de fleste løbere har kørende support med. Der var en livlig trafik omkring løbet og særligt på de første depoter var der lidt kaotiske tilstande. Men for hver 5 kilometer bliver der mere afstand mellem løberne og mindre trafik.
Depotet ved 40 og 45 kilometer var samme lokation. Det var vel det sidste småkaotiske depot. Det var et fælles depot, for fra 40 kilometer skal vi ud ad odden til Feggesund havn og tilbage igen. Feggesund havn er rutens nordligste punkt og da jeg drejer rundt ved færgelejet, sagde jeg til et ældre ægtepar, der betragtede løjerne, at nu skulle jeg bare hele vejen ned til sydenden og tilbage til Nykøbing: De replicere med, om jeg dog ikke vil låne deres bil?
Skarrehage.
Der er en forbundethed mellem løbet, løberne og Mors og lokalbefolkningen. Der var overraskende mange morssingboere ude og heppe. I mange landsbyer er der morgenbord med rundstykker og kaffe, hvor lokalsamfundet mødes. De snakker. De hygger. De hepper – på os, lidt underlige typer, der synes det er en fornøjelse at løbe 160 km rundt på deres ø.
It is easy until it’s not
Godt nok afvikles Mors 100 mils i september. Men det var en varm septemberdag. Særlige eftermiddagen var højsommervarm. Jeg kunne godt se, at pulsen røg op, hver gang landskabet gik lidt opad. Selv om jeg gik lidt mere opad bakkerne og forsøgte at holde et fornuftigt væskeindtag, ramte varmen. Lige præcis hvornår krisen begyndte ved jeg ikke. Men ved Djælvebakken hvor der var indlagt en bakkespurt, var jeg urimelig tung. Og ved depotet på 75 kilometer var der nærmest udsolgt. Bum.
På vej op ad Djævlebakken. Foto: Mette Jensen.
Uklar i hovedet og med en mave der lavede ballade, måtte jeg gøre noget. Jeg besluttede at gå de næste 5 kilometer. Afsted gik jeg, med overkroppen i noget der lignede mountain pose, en lang pilatesnakke med dobbelthager og med fokus på vejrtrækningen. Det må have set pudseløjerligt ud.
Det blev til 3 kilometers gang, så var jeg mentalt tilbage igen, maven var blevet roligt og jeg kunne stille og roligt sætte i løb . Jeg var mentalt, hvor jeg skulle være resten af turen, men tempoet fandt jeg aldrig igen, så sluttiden blev noget fra det, jeg havde drømt om inden start.
Halvvejs. Foto: Mette Jensen.
Omkring mig var der fester. Rundstykker og morgenkaffe var skiftet ud med fælles grill og fadøl. Når folk klapper og hepper, siger jeg gerne “tak”. En enkelt gange kom svaret: “Selv tak, så har vi en undskyldning for at drikke øl”. Morsingboerne greb i stor stil anledningen til at holder lokale fester, til glæde for os der løber, men sikkert også godt for det lokale sammenhold.
Ud i natten
Jeg kan godt lige at løbe i mørket og opleve landet i pandelampens skær. Og natten på Mors blev lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Et sted ude i natten ventede Natløbet, hvor alle løbere fik spillet deres musikønske ved målstregen.
Aftenstemning. Foto: Kim Vester Bol.
Jeg havde valgt Finntroll’s Solsagan. Det nummer kan noget, for de 3-400 meter hvor jeg løb til Finntroll, kom der lidt fart i benene og jeg gav horns til Mors.
Finntroll ved 110 km var det første musik, jeg hørte på turen – ud over hvad der nu var ved byfesterne. På 115 km-depotet fik jeg min mp3-afspiller. Jeg havde skiftet min vanlige løbemusik ud med Wardrunas Runaljod-triologi, hvor der i musikken er natur og naturlignende lyde. Det gjorde ikke natte mindre magisk.
Godt 10 kilometer igen. Foto: Mette Jensen. Ben: Jens Mogensen.
Morgenstund
Som en del af den langsomme ende af feltet fik jeg også morgenstunden med. Det var meget heldigt at lyset kom. Jeg havde ikke løbet længe i morgenlyset, da min pandelampe begyndte at vis tegn på, at den ikke kunne mere.
Jeg var inde på den sidste del af rundstrækningen. “Desserten” som en anden løber kaldte det. En stejl tur op gennem skoven ved Sallingsundbroen. Det gik pinligt langsomt fremad, men på den anden side, var jeg kommet så langt, at jeg var sikker på at komme i mål.
Efter bakkerne ved broen ventede et langt lige stykke ind gennem Nykøbing Mors. Jeg var der mens byen vågnede. Morgenfriske håndværkeretyper kørte ud af byen. Der var kø ved bageren og jeg hilste “god morgen” nogle gange, inden jeg drejede ned ad Kastanie Allé for at komme ned til vandet og til løbets sidste stykke hen mod mål.
I mål. Foto: Mette Jensen.
Og selv om det sidste stykke syntes lang, kom jeg i mål, hvor der var hyldest og kærlighed. Da jeg havde krydset målstregen, fik jeg lov at sidde i en stol, drikke en cola, betragte de næste par løbere der kom ind og blive lidt fugtig om øjnene.
Epilog
Første og fremmest en stor tak til Andreas og Mette for deres tålmodighed med mig og for at yde en uerstatteligt støtte og support på alle depoterne. Tak til alle morsingboerne for deres engagement. Det gøre Mors 100 miles til noget ganske særligt.
Det bedst tænkelige support-team.
Der var mange små oplevelser og læringer på turen, som ikke er kommet med her. Jeg lærte blandt andet, at det ikke altid er sjovt at overhale en anden løber. Ikke når vedkommende har krampe i begge ben og desperat forsøger at regne ud, om han kan nå tidsgrænsen hvis han går de sidste 70 kilometer. Jeg vil langt hellere have han et godt stykke foran mig, så jeg aldrig skulle overhale ham.
På positivsiden var der meget. Blandt andet det ældre ægtepar der nussede rundt i forhave ved deres hus i Sønderby og hilste på alle løbere. Jeg tænkte det var langt over deres sengetid, men det var super hyggeligt at de var der, langt ud på de små timer.
Varmen var desværre hård ved mange og 44 deltagere måtte trække sig undervejs. Af uransagelige årsager var der 9, der ikke mødte op til start lørdag morgen.
