Årets sidste dag. Årets sidste maraton. I dag fejrede jeg, at jeg har rundet de 100 maraton og nu officielt er med i løbetosseklubben – også kaldet Klub 100 maraton.
Dagen maraton var på Amager hvor Kastrup Rotary Klub traditionen tro arrangerede nytårsløbet Socialmaraton.
Socialmaraton løbes på en halvmaratonrute der gennemløbes to gange. På andet gennemløb ændres der retning.
Efter løbet fik jeg det officielle certifikat for at have gennemført 100 maraton. Certifikatet blev overrakt af Michael Nilsson fra Klub 100s bestyrelse. Han holdt også en kort tale, tak for den.
Maraton PopUp er som navnet antyder et cannonball-løb der popper op her og der rundt om i landet – dog hovedsageligt på løberuter i nærheden af Albertslund.
I dag var det anden gang Henrik afholdt Maraton PopUp. Løbet afvikles på en af tre mulige ruter i og omkring Albertslund. I var blev løbet afviklet på Vestskovsruten. En rundstrækning på godt 7 km som vi gennemførte 6 gange.
Løbet havde i dag start, mål og depot nær Gamle Landevej 18. Herfra løb vi afsted mod nord, under Vestskovvej og videre forbi Herstedhøje. Ved Hejremosevej drejede vi venstre om og løber tilbage mod depotet. På tilbagevejen passerede vi igen Herstedhøje, denne gangs på den vestlige side af højene. Ærgerligt at ruten ikke gik hen over Herstedhøje når nu højene ligger dig der ved siden af og gerne ville bestiges.
Ruten var tilstrækkelig opmærket og rimelige let at finde rundt på. Underlaget var asfalt og grussti og -vej. Mest grus. Er tankeren et andet sted og tilstedeværelsen begrænset, er dog mulige at snuppe små 500 meter ekstra meter frem og tilbage ad Hasselvej.
Dagens PopUp-løb var at basisløb hvor deltagerne selv skulle have forsyninger med. Der var dog lidt vand og saft i depotet. Jeg har taget et par GU-energigel, vand og en Powerade med. Så var jeg så rigeligt velforsynet.
Fra morgenen var det lidt gråt og fugtigt, dog uden egentlig regn. Som timerne gik steg temperaturen og solen brød igennem skyerne. Omgivelserne skiftede mellem skov og det mere slette agtige landskab omkring Herstedhøje. Depotet ligger i en hundeskov, så deltagerne skal helst have det okay med løse hunde. De hundeejere der var der i dag med deres dyr, var alle af den slags der havde styr på hunden. Så det var en sand fornøjelse.
61.000 meter i løb langs Sjællands Nordkyst var dagens hovedret. Ingredienserne var sand, grus, strandsten og kampesten.
Jeg måtte tidligt op for at nå bussen i Helsingør der klokken 6 kørte deltagerne til Ultraløbet Nordkysten til start i Hundested. De fleste i bussen, inklusiv undertegnede, forsøgte at lukke øjnene og hvile lidt på køreturen.
Jeg fik ikke sovet i bussen, men vi kom fint frem omtrent en time før start. På havnen var der uddeling af startnumre. Jeg fik mit nummer og brugte noget af ventetiden på at stå i kø til toilettet.
Ti minutter i start orienterede Moses Løvstad om ruten og regler. Der var debut på løbet som Moses Løvstad og Ravn Hamberg har bruge et par år på at skabe. Moses præsenterede løbet som Ultracuppens hårdest hvorfor der var hele 12 timer til at gennemføre de 61 kilometer.
Strækninger markeret med rødt på kortet er der hvor vi løb med venstre fod i vandkanten. Kort: Moses Løvstad.
Klokken blev otte og løbet blev ringet i gang. Vi startede i sand – og det var der meget af undervejs. Men i første omgang løbe vi ikke langt før vi kom lidt op fra stranden og forbi Knud Rasmussens Mindevarde.
Ruten var markeret med gul og sort stribede plastikstrimler, pinde sat i jorden malet gul og sort i enden og melpile på jorden. På ruten var der nogle lange strandstrækninger. Her var ingen markering. Når vi ramte stranden stod der en skilt med en kilometerangivelse af hvor lang vi skulle løbe med venstre fod i vandkanten.
Første gang vi kom på stranden for alvor, var det en strækning på godt syv kilometer. Her blev vi for alvor præsenteret for de to elementer der definerede løbet: kampesten og sand.
Der var relativt meget kystsikring på strækningen land Nordkysten. Kystsikring med kampesten. På stenene gik det ikke hurtige, især ikke for en teknisk amøbe som mig. I sandet kunne der løbes. Var sandet lidt fast kunne der endda løbes lidt hurtigere end i strandgrus og på passagerne med større strandsten.
Men når jeg løbe i sandet, var det som om sandet trængte ind i skoen og videre ind i foden og op i læggen. For hver kilometer i sandet svandt lægmusklerne ind og blev erstattet af tung, våd sand.
Asfalt var en sjælden ting på turen. Men ved passagen af Gilleleje der et par korte stræk på asfalt. Det var så også stort set det. Kort efter Gilleleje var løbet andet depot. Der var depot ved 20 kilometer og 40 kilometer. I depotet var der vand, cola, appelsin, banan og slik.
Jeg var lidt langsom til at komme ud af det andet depot. Men af sted kom jeg. Strækket mellem 40 og 50 kilometer var det med mindste strandløb. Efter 4 km på en rimelig stenet strand var der en længere passage på grussti. En meget kærkommen pause fra udfordringerne med sand, strandgrus og kampesten.
De sidste otte kilometer ind til mål i Helsingør Havn var med venstre fod i vandkanten. Først en lang og langsom tur på kampesten. Herefter en skiftende terræn mellem kampesten og strandgrus og -sten. Efterhånden som jeg fik kæmpet mig frem ad, ramte jeg sandstranden og kunne løbe med lidt mere flow.
Bum. Hallo. Der var den. Havnen og mål!
Træningen hen over sommer har ikke været optimal. Det vidste jeg godt fra start og tog den med ro fra begyndelsen af løbet. Jeg tror jeg ramte det tempo der var det bedst mulige på dagen. Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med at have gennemført Ultraløbet Nordkysten.
Som nævnt overfor, blev løbet præsenteret som det hårderes af de tre løb i Ultracuppen. Jeg har aldrig løbet Ultraløbet Gendarmstien, så jeg kan ikke bekræfte om det var rigtigt. Men det var hårdt – næsten ligeså hårdt som det var smukt. Og det var helt sikker mere udfordrende end Molsruten som løbet afløser – og det var også meget mindre asfalt end der var på Molsruten. Fedt med et godt strandløb på Sjælland.
Dagens desserten var en pizza nr. 23 fra den lokale pizzaria med kebab, grøn peber, bacon og chili.
I fugleflugtslinje er der 15 km mellem Roskilde og Hvalsø. Ad landevejen er godt 20 km. I dag løb vi den smukkeste vej, og så var der 42.195 km.
Løbets blev sat i gang ved Rektorhaven nær Roskilde Domkirke. Herfra løb vi ned til Vikingeskibsmuseet og videre ud langs Roskilde Fjord. Det var solskin og der var godt humør i feltet, der endnu var rimelig samlet.
Navnet til løbet er hentet i Danmarkshistorien, der hvor der bliver lidt uklart hvad der er sagn og hvad der er fakta. Skjoldungerne var konger som var efterkommer af kong Skjold. Kong Skjold var søn af Odin og Rind – så det var en ganske særlige slægt. Skjoldungerne var konger af Sjælland og var fra Lejre. Undervej på ruten om vi forbi Gamle Lejre og de marker hvor kongsgården engang lå.
Turen bød på godt 900 positive højdemeter. De meste interessante passager var de smalle spor i Boserupskoven og igen i Bidstrup skovene. De lå i hver sin ende af løbet og imellem var der masser af spor i markskel, mark- og grusveje, samt skovstier.
Undervejs passerede vi en fjord, syv skove og et overdrev og et par golfbaner. En flot rute der bød på masser af natur, plus en god del historie.
Afmærkningen var god og det var nærmest umulig at komme i tvivl om vejen frem. Alligevel havde jeg lidt svært ved at komme fremad. Efter knap 30 km var jeg helt færdig. Det i en sådan grad at dagens strabadser ikke retfærdiggør det. Men jeg var færdig. Jeg måtte gå en del for at gennemføre og når frem til mål ved Hvalsø Hallen.
Det var selvfølgelig en skuffelse. Tiden er så elendig, at den gider jeg ikke snakke om. Men jeg komme igennem og Skjoldunge maraton sommeren 2017, bliver sådan et løb jeg kan kigge tilbage på en anden dag og tænke: Jeg kom igennem dengang, så kan jeg også komme igennem nu.
Efter løbet skulle jeg hente min datter hos eks’en, så der var ikke tid til at hænge ud i målområdet. Der var eller chips, cola og masser af hygge.
“Skjoldunge Marathon har været afviklet 2 gange, og begge gange har arrangøren ikke overholdt klubbens kriterier for, at et maratonløb kvalificerer til ranglisten. Konkret handler det om resultatlister og diplomer. Første gang rettede bestyrelsen henvendelse til arrangøren, og forholdene blev bragt i orden med en vis forsinkelse. Anden gang var der igen problemer, og bestyrelsen har forgæves forsøgt dialog med arrangøren. Forholdene er ikke bragt på plads.
Bestyrelsen har besluttet at godkende det første løb til ranglisten, idet medlemmer og boblere har været i god tro. Men løb nr. 2 den 15.7.2017 er underkendt som ranglisteberettiget, idet der over 4 måneder efter løbets afholdelse endnu ikke foreligger resultatliste og diplomer. Kommende Skjoldunge Marathon løb vil ikke blive godkendt, medmindre arrangøren demonstrerer overholdelse af klubbens løbskriterier. Man kan således ikke forvente at kunne påføre Skjoldunge Marathon på sit løbs-CV. Alle kan naturligvis deltage i løbet fremover uden ranglistekvalifikation. Der står på løbets hjemmeside, at løbet er “Klub 100 Marathon Danmark validt”. Det er ukorrekt, og bestyrelsen har bedt arrangøren fjerne dette udsagn.” (citat: Klub 100 nyhedsbrev den 28. oktober 2017. Udsendt af Per Hviid)
Jeg løb mit første Copenhagen Marathon i 2012 og jeg har deltaget hvert år siden. Bortset for mindre ændring pga vejarbejder eller byggeri har ruten været den samme hvert år. Men i år skete der markante ændringer.
Der er kommet mere Nørrebro med på ruten og som noget nyt, har Sparta fået lov at føre en mindre del af ruten gennem det konservative Frederiksberg.
Et af de nye stræk på ruten er kendt fra Copenhagen Half Marathon, nemlig den flagsmykkede Frederiksberg Allé der passeres kort inden halvmaratondistancen er tilbagelagt.
Fra start til slut
Starten gik som vanligt fra Island Brygge hvorfra vi løb via Langebro til Rådhuspladsen og videre mod Nørreport. Første mærkbare ændring kommer efter 3 km. Fra Kongens Have drejede ruten ned ad Sølvgade og fortsatte mod ad Øster Farimagsgade Parken. Efter en kort rundtur i Fælledparken og godt 8 km ramte vi Strandboulevarden hvorfra vi løb mod Kastellet.
Fra Kastellet løb vi langs havnen til Vesterbro. Denne strækning kendes fra tidligere år, men blev løbet i modsatte retning. Den traditionelle rundtur på Søndre Boulevard er væk. Vi passerede igen boulevarden – nu fra vest mod øst. Fra Halmtorvet løb vi vestpå igen til Enghave Plads hvorfra turen fortsatte til Frederiksberg. Grænsen mellem København og Frederiksberg passeres ved 19 km.
Frederiksberg Allé var flagkædet de sidste omtrent 100 meter oppe mod Allegade. Kort efter, ved Frederiksberg Centret, var vi halvvejs gennem maratonløbet.
Ved Bispeengbuen kom vi tilbage til København. Der er kommet en del mere Nørrebro på ruten der slår et par skarpe sving og ender ved Nørrebroparken. Vi fik en længere stykke af Nørrebrogade inden vi kom til Dronning Louises Bro, hvor der altid er fest og stemning. Der var fedt stemning på Vesterbro og Nørrebro. Generelt var publikum gode til at læse navnet på løbenummeret, men det var særlig fedt at løbe på Nørrebro hvor flere også kendte mit efternavn.
Tilbage i Indre By løb vi rundt ad Nørre Voldgade og Vester Voldgade for så at dreje omkring og løbe mod Østerbro via Skindergade.
På Østerbro løb vi samme tur som i starten af løbet. Og igen videre forbi Kastellet til havnen. Kort forinden Langebro krydsede vi de 41 km. Herfra var det over broen, tilbage til Islands Brygge: Mål!
Sparta har et mål om at opnå den IAAFs kvalitetsstempel Road Race Bronze Label. Den nye rute er et skridt i den retning.
Dorte Vibjerg, direktør i Sparta, udtalte tidligere i år: “Telenor Copenhagen Marathon har et stort uindfriet potentiale. Gødet af de stærke partnerskaber, som vi har etableret i forbindelse med Copenhagen Half Marathon, er tiden nu moden til, at vi tager et stort skridt videre og løfter Telenor Copenhagen Marathon op til at blive den internationale magnet og turistøkonomiske katalysator, som det har potentiale til.”
Frederiksberg Allé er kommet med som en del af den nye rute til Copenhagen Maraton.
På de sidste meter op mod Allegade var alleen klædt i dannebrog.
Hvor langt er 80 km? I fugleflugt svarer det til afstanden mellem København og Slagelse (82 km), eller til køreafstanden i bil fra København til Jyderup. I løb er der stor forskel på at løbe 80 km lige ud af en flad landevej og på at løbe med masser af højdemeter og på et ujævnt underlag.
Hammerknuden på Nordbornholm er udgangspunktet for landets hårdeste trailløb. Start, mål og depot er ved Hammersø.
I år havde jeg havde tilmeldt mig 50 mil (80,4672 km) distancen med start midnat mellem fredag og lørdag. De 50 mil blev afviklet på en 26 km rundtur med en kort prolog rundt om Hammersø.
Jeg ankom i god tid. I mad og depotteltet sad en 100 mil løber og slappede af mellem to runder mens en anden var igen med aftensmaden.
Jeg hentede mit løbenummer, fandt min løbevest med vand og ordnede de sidste par småting. Og var det bare at vente mens de øvrige 50 mil-løbere indfandt sig.
Kvart i start var der løbsbrifing og udstyrskontrol. Det blev tjekket, om vi havde ekstra batterier, survival blanket og bandage med.
Der blev talt ned fra 10 og så var det afsted ud i mørket.
På prologen rundt løb vi tæt og de mange pandelamper lyste godt op omkring feltet. Efterhånden som vi kom ud på rute kom der afstand mellem os. Lyset blev reduceret til en cirkel på stien foran fødderne.
Det var en stor oplevelse at løbe i mørket. Jeg har prøvet før, men ikke i så lang tid. Terrænet bød konstant på forhindring der kunne sabotere løbet, så det var nogle koncentrerede timer i mørket.
Jeg kom hele vejen rundt på prologen og den første reelle runde i mørket. Første runde var min hurtigste hvor jeg kom rundt på under fire timer. Sidste runde tog næsten fem timer.
Jeg kom hurtigt gennem depotet og ude på anden runde. Efter få kilometer begyndte morgenen at gry. Langsom kom landskabet til syne. Og hvilket landskab! Her var skov dækkes med hvide blomster. Rå klippevægge. Vandfald. Højdepunkter med udsyn. Vildnis og blå anemoner.
Ind imellem kunne jeg godt tænke: Her havde jeg nok ikke givet den helt så meget gas i nat, hvis jeg havde set hvor tæt afgrunden var på.
Efterhånden satte de mange stigninger og nedløb sig i benene. Ikke nok med at der var over 1.100 højdemeter pr omgang. Så var det besværlige og krævende højdemeter. Ujævne med masser af klipper der truede med at fange en fod eller forårsage et vrid. Der var løst jord som forhindre et frit og ligetil nedløb i mellem træerne. Klippesten der er højere end en kæmpes trappetrin som skulle forceres. Et enkelt sted var ruten så stejle, at jeg nærmest måtte kravle. Terrænet hvor Hammer Trail blev afviklet, var et terræn der gjorde modstand.
Besøget i depotet mellem anden og tredje omgang kørte på rutinen. Jeg fyldte vandflaskerne i min løbevest, nye energigel og saltpiller blev puttet i lommerne. Drak lidt vand og spise en ostemad før jeg atter løb afsted.
Desværre var det ikke en af mine rutiner at huske løbestave. Mange gange på anden runde, havde jeg tænkt, at løbestavene skulle med ud på den sidste omgang, så belastningen på kroppen og særdeles benene kunne blive ændret lidt.
Efter at have løbet et par kilometer på den sidste runde, måtte jeg bitters erkende, at jeg havde glemt alt om løbestave da jeg var i depotet.
Der var ikke andet at gøre, end at fortsætte og nyde forårssolen og den nordbornholmske natur.
Tempoet fik yderliger et nyk nedad og da jeg nærmede mig finalen på Hammerknude var jeg virkelige træt. På Hammerknude var der samlet en god del af løbets mange højdemeter. Har var der få steder hvor det var muligt bare at løbe lige ud. Det gik enten op eller ned – og gerne med et udfordrende underlag.
Nær Sandvig var der en kort passage oppe på nogle flade klipper hvor jeg kunne løbe uden at fokuseres på meget på underlaget. Her kom der musik i ørerne til de sidste få kilometer.
I mål kom jeg. Træt og øm et utal af steder. Men hvilken fantastisk oplevede jeg havde få med mig!
Trailløb fået ikke smukkere indenfor landets grænser.
Epilog
Første udgave i Hammer Trail blev afviklet i 2010. Dengang var der 16 deltagere. Her i starten af maj 2017 deltog knap 500 løbere for 14 forskellige nationer i festlighederne på Nordbornholm.
Jeg løb nok lidt langt, men der var andre der løb rigtig langt. Der var en del der løb den dobbelte afstand af mig, altså 100 mil. Og så var der fem løbere der tog udfordringen op med imponerende 200 km! To kom i mål, men der er point blot for at kaste sig ud i sådan en udfordring.
Vinderen på 50 mil, Ture Dahl Børglun, løb på imponerende 09:40:44. Det er omtrent 3 timer og 40 minutter hurtigere end mig!
Tak til alle løberne jeg mødte på ruten og som var med til at gøre det til en fornøjelse og tak til tilskuere og lokale der kom med opmuntringer undervejs.
Næstved kom for alvor på maratonløbekortet i 2013 da Annette Fredskov gennemførte 366 maraton på 365 dage. Byen har da også hele tre cannonballløb (måske flere?). Annette Fredskovs Fredskov maraton, Næver run marathon arrangeret af Claus Blaabjerg og Succes maraton som i dag blev min første maratonløb i Næstved.
Det var lidt køligt til morgen, til gengæld var der ikke meget vind og solen stod flot på himlen. Jeg var ikke den eneste der var lidt i tvivl om hvor meget tøj jeg skulle løbe i. Droppede jakken men beholdt den langærmede løbetrøje.
Starten til dagen løb gik klokken ni fra Rugvænget tæt på Næstved Station. Her var også mål og deport. Vi begav os ud på den første runde ud af fire. Via Hvedevænget løb vi bogstaveligt talt op til Øster Ringvej. Ringvejen fulgte vil til Skyttemarksvej som vi løb ned ad. Fra skyttemarksvej løb vi en rundtur som bragte os ud til Rønnebæk. På rundturen var omgivelserne absolut værd at bemærke. Skov og natur. Nok under kraftig indvirkning af mennesker, men ikke omdannet til landbrugsørken. Tak for det.
Det meste af ruten er asfalt. Undtagelsen er en kort strækning gennem det militære skydeområde hvor vi løb på en markvej. Her var der fritgående køer og heste.
Tilbageløbet fra Skyttemarksvej var ikke den samme ud udturen. Men gadebilledet var samme danske provinsbillede med røde etagebygninger, Burger King, rundkørsler og hvad der eller høre til.
Dagens løb var et basisløb, dvs deltageren selv skulle have mad og drikke med. Jeg havde taget vand, banan, Powerade og et par energigel med. Der var en deltagerbegrænsning på 25 deltagere, så det var småt og hyggeligt.
Mit løb og tempo gider jeg ikke skrive om. Vil blot konstatere at det var årets foreløbigt langsommste maraton for mit vedkommende.
Der er både en forårs- og en efterårsudgave af Sydkystløbet. Om efteråret afvikles løbet på en kvartmaraton rute med start, mål og depot nær Hundige Havn. Forårsløbet blev tidligere afviklet på en halvmaratonrute med start og mål ved Greve Idrætscenter. Ruten gik via stisystemet langs Køge Bugt Motorvejen til Ishøj, forbi Ishøj Idræts & Fritidscenter og retur til Greve via Strandparken.
I år var ruten til forårsløbet ændret. Distancen var halveret til et kvartmaraton. Mål og start ved Greve Idrætscenter, herfra løb vi rundt om Hundige – først langs motorvejen, derefter ned gennem det grønne område mellem Ishøj og Hundige og tilbage mod vest langs S-togslinjen mod Køge. Ved Krogårdsskolen drejede vi til venstre og løb tilbage til start.
Frem til 1960erne var Hundige navnet på en lille landsby syd for den nuværende grænse til Ishøj Kommune. Landsbyen blev udstykket til parcelhuse og syd for det område åbnede Hundige Storcenter i 1974. Området heromkring er præget af almen boligbyggeri. I 1976 blev S-togslinjen langs Køge Bugt forlænget fra Vallensbæk til Hundige. Størstedelen af Hundige består af boligområder men der findes også industri.
Både den gamle og den nye rute er flade. Den primære forskel er distancen og så at der er mindre grønt og mere forstad og villakvarter på den nye rute. Ruten er kurvet med en del sving, men kun et meget skarpt ved Søjlegården hvor de hurtige må sætte farten lidt ned. Der er sikker nogle der synes godt om den nye rute, men det er synd at turen gennem Strandparken er skåret væk. Arkitekturen i Hundige er sku ikke så interessant.
Den flade rute bød ikke på udfordringer – ud over at holde sig løbende. Jeg startede roligt på den første omgang, fortsatte med et stabil tempo på de næste to omgange. På sidste omgang gav jeg den lidt mere gas og øgede tempoet.
Sydkystløbet er ikke den store tilskuermagnet. De der er, er primært ved Greve Idrætscenter. Til gengæld er de mange frivillige ude på ruten helt eksponentiel til at komme med opmuntringer og verbale rygklap.
Sjælsø maraton er et nyt cannonball-løb og i dag var det kun anden gang det blev afviklet.
Løbet er primært et maraton, men det er også muligt at løbe halvmaraton eller omgang af godt 7 km. Sjælsø maraton Benjamin Holst Kjeldsen, mål, start og depotet er i det villakvarter som er hans hood.
Den første lille bid af ruten var ned ad en villavej. Herfra fortsætte vi bogstavelig talt ned ad, nu var det på en jævn skovsti. Nedturen fortsætte helt ned til Sjælsø – de sidste meter ad en naturtrappe. Det naturlige landskab er ikke lagt med en vaterpas, men efter nedløbet til søen fortsætte vi med at løb på den mere jævnt Sjælsøstien.
Ved Slugten drejede ruten vi til højre og vi løb videre frem til en stigning op til Ravnsnæsvej. Hen drejede vi i retning mod Ravnsnæs. Ved krydset Ravnsnæsvej og Sjæsøvej var vi kommet godt op i landskabet igen. Her venter et dejligt nedløb af Sjæsøvej og Sjælsøstien frem til det sted hvor vi tidligere drejede op ad Slugten. Herfra gik turen retur ad samme vej som vi løb ud fra start og vi fik lov at løbe op ad de trappe vi tidligere var løbet ned ad.
På de sidste 10 km kom regnen og jeg nåede at blive gennemvåd. Vinden hjalp ikke og mod slut blev det lidt småkoldt.
To tredjedele af ruten er vel natursti, resten asfalt. Stierne er meget jævne og der stille ikke store krav til teknikken. Om det er en fordel er et spørgsmål om temperament og personlige lyster. På et fuldt maraton byder Sjælsø maraton på omtrent 500 højdemeter. Uanset løbelyst, så er det en smuk rute. Depotet er velforsynet og tjekket. Efter løbet var der kaffe og kage. Lige hvad jeg havde brug for.
Jeg skal helt sikkert tilbage til Birkerød og løbe Sjælsø maraton. Forhåbentligt i lidt bedre vejr.
I Sorø afvikler Michael Jensen Midt i maraton. I dag er det 76ende gange løbet afvikles men kun anden gang jeg deltager.
Mål, start og depot for løbet er i et villakvarter i Sorø, herfra løbes 6 runder af lige godt 7 km i bydelen Frederiksberg og Sorø Sønderskov. Underlaget er asfalt og skovvej – mest skovvej.
Fra start på Lokesvej løber vi ud af byen ad Engsvinget. Den vej føler vi hele vejen til Næstvedvej. Efter godt 100 meter på Næstvedvej drejer vi ind i Sønderskov. Asfalt og fortovssten udskiftet med forårsfugtig skovbund. Træerne står stadig nøgne og der går nok lidt tid inden det rigtig bliver forår. Men kalenderen synes sikker i sin sag.
Efter en hyggelig runde i skoven, hvor der stille og roligt kommer spredning på dagens deltager, kommer vi igen Sorø ved Næstvedvej. Turen tilbage til depot er den samme som turen ud af byen. I depotet drikker jeg lidt energidrik og begiver mig hurtigt ud på næste runde.
I er ikke fordi der mangler fristelser i depotet. Der er banan, et varieret udbud af slik og peanuts. Til tørste er der vand, saft og cola – og kakao som nok mest er til efter løbet.
Efter 30 km sætter jeg musik i ørene og sætter tempoet en anelse op. Der ligger en lille gruppe på tre løbere et stykke foran mig. Jeg kan ikke se dem, men jeg ved de er der og jeg tror jeg kan hente dem inden jeg rammer de 42,195 km.
Med ca 5 km igen ser jeg gruppen for første gang. Der er mange sving i skove så jeg kan ikke se så langt frem på ruten. Cirka samtidig med at mit løbeur bipper for at markere at jeg har rundet de 40 km passere jeg gruppen. Fuldstændig ligegyldig, men alligevel en lille smule fedt.
Efter målgang notere jeg min tid. Skifter tøj og pakker min ting sammen. For de der har lyst, er der varm suppe. Jeg prioriterer at nå næste tog mod København, men inden jeg forlader villaen på Lokesvej tager jeg en medalje.
