Tidligt op på morgenen efter at vi er gået over til sommertid er meget tidligt. Op kom jeg og afsted mod Odense for at løbe en maraton.
Toget kørte næsten planmæssigt. Fra Odense Station skulle jeg videre på cykel. Det lykkedes at cykle forkert to gange på vej til startstedet for dagens maraton. Første gang fordi Odense Kommune havde sparet gadenavneskiltet i den ene ende af Tværgade. Anden gang klarede jeg det helt selv.
Frem kom jeg. Fem minutter inden start. Ikke helt tid nok til at nå det hele. Fandt løberygsækken og de to tilhørende vandflasker. Glemte mp3afspilleren i rejsetasken. Gik glip af løbsbreafingen. Afsted!
Løbets start, depot og mål lå i et villakvarter i udkanten af Odense S. Efter et kort stykke på fortov fortsatte ruten ad en velasfalteret cykelsti, der igen blev afløst af en lang, lige markvej. Herefter blev det lidt sjovere. Ind i skoven. Singelspor, skovvej og et kort stykke på græs. Forbi Hollufgård. Mere sti for så at komme tilbage til cykelstien og det korte stykke på fortov i et villakvarter i Odense S. 10,5 km. Det gøres fire gange.
Det var et par meget tunge stænger jeg havde med hjemmefra. Da jeg var ved at være færdig med den første omgang tænkte jeg, at dette kunne ende som årets langsomste maraton.
Jeg må have set slidt ud, for da jeg satte i gang på anden omgang fik jeg en bemærkning fra en medløber: “Du kommer ikke under fire timer i dag!” Jeg var tilbøjeligt til at give ham ret. Hvis jeg fortsatte i samme tempo ville jeg ende på en tid på fire timer og fem minutter. Og det var hvis jeg holdt tempoet hele vejen.
Videre kom jeg. Benene blev aldrig rigtig gode, men det blev lidt lettere at holde de i gang efterhånden som jeg nærmede mig halvmaratondistancen.
Med en omgang tilbage kunne jeg se, at jeg kunne nå en tid på under fire timer hvis jeg gav den lidt ekstra og satte tempoet lidt op. Mp3afspilleren lå i tasken, så jeg havde ingen troldkraft. Det var et spørgsmål om at tage sig sammen i den begyndende regn.
Fremad. Ad cykelstien, markvejen, gennem skoven, forbi Hollufgård. Tilbage mod villakvarteret i Odense S.
Mål. Sub fire. En kop kaffe, tak!
Hollufgård. En gammel hovedgård. Nævnt første gang i 1487.
Skærtorsdag var der arrangeret Gåsetårn maraton i Vordingborg. Efter en togtur og en kort cykeltur fra Vordingborg Station til Sydhavnen var jeg klar til start.
Solen skinnede fra pletvis skyet himmel. Det var ikke så koldt som jeg havde frygtet og stemningen var god, da løbsarrangør Søren Jeppesen bød velkommen og informerede om ruten, regler og andet relevant. Faktisk var stemningen så god, at det var svært at høre hvad han sagde. Men af sted kom vi.
Ruten var lagt i udkanten af byen. Den første del af ruten går forbi lidt blandet beboelse, småindustri og nogle klassiske kolonihaver. Størstedelen af ruten løbes i smukke omgivelser på Oringepynten, omkring Oringe Sindsygehospital. Fra østsiden af Oringepynten er der kig hen over Vordingborg Nordhavn til Gåsetårnet. Tårnet står tilbage som det eneste af den engang mægtige borg. Den gamle kongeborg var hjemsted for tre Valdemar-konger.
Med otte omgange for et maraton er løbet i hamsterhjul-klassen, men det er et skønt hamsterhjul med masser af variation og kik ud over vandet. Første del er næsten flad, mens den sidste del er mere kuperet og byder på et par småbakker. Undervej kunne der opleves fuglekvidder fra en solrig himmel. Foråret er kommet!
Depotet, som var placeret ved start/mål, var velforsynet med slik, nødder, vand, sodavand, banan med mere. Efter løbet var der god, varm suppe. Det var god plads under de opstillede pavilloner og for de trængende var en toiletvogn.
Cannonball de lux.
Træning
Jeg løber for tiden en del kilometer som forberedelse til Hammer Trail. De mange kilometer sætter sig i benene og benene er tungere end vanligt. Når først jeg er kommet i gang med at løbe forsvinder ømhed og benene bliver lettere. Men jeg har aldrig skullet løbe så mange kilometer før jeg kommer dertil hvor musklerne løsner og trætheden forsvinder.
Jeg glæder mig til de sidste par uger inden Hammer Trail, hvor afstandene jeg løber bliver kortere og intensitet i træningen bliver lidt mindre, og hvor jeg kommer til at opleve hvordan kroppen optimeres og fyldes med overskud.
– og så glæder jeg mig til jeg har løbet 158 af godt 160 kilometer på Bornholm hvor jeg kan fyre op for Finntrolls Solsagan på mp3-afspilleren og kravle det sidste stykker til mål.
Jeg har et par år løbet Änglamark Nytårsløb som afslutning på året og opvarmning til nytårsaften. Sidste år løb jeg ingen steder den 31. december. I stedet brugte jeg dagen og aftenen på at vente på at Rosa skulle blive født. Det gjorde hun så 1. januar.
De år jeg løb Änglamark Nytårsløb kom jeg så sent i mål, at festen med champagne og kransekage var slut og der kun stod sørgelige rester tilbage i en halvtom Sparta Hal.
I år blev nytårsløbet på Østerbro droppet til fordel for et maraton på Amager.
Socialmaraton løbes fra Kastrup Svømmehal på en halvmaratonrute der passere Amager Strand, Operaen og Christiania. Socialmaraton er som navnet et socialmaraton hvor løberne løber samme i grupper efter tid. Løbet samler penge ind til Børne-Unge-programmet på Rigshospitalet. Deltagerne kan enten løbe halv- eller helmaraton i tre forskellige hastigheder.
Da det først var i juleferien jeg besluttede mig for at løbe Socialmaraton, var tilmeldingen slut og jeg måtte på den lidt dyrer eftertilmelding på løbsdagen.
Jeg mødte tidligt op i Kastrup og fik løbenummeret 1. Vi blev hurtigt flere og 08:45 var det tid til afgang. Jeg løb med den langsomme gruppe der skulle gennemføre på fire timer og 30 minutter.
Først skulle vi løbe ruten med uret og når vi så var tilbage ved start vende og løbe gennem ruten en gang til – blot mod uret.
Der var en god vind. På første omgang løb vi i modvind på Amager Strand. Her kunne vi virkelig mærken modstanden. På anden omgang kunne vi yde medvinden på samme sted. Der var dog nogle i gruppen der mente at den var stilnet noget af. Det var der nok noget om, for sandet fygede ikke mere hen over Amager Strandparks beton.
Af en flad asfaltrute er det en fin rute som Socialmaraton afvikles på. Særligt strækket mellem Operaen via Amager Strand til Lufthavnen er fin. Der er ikke de store udfordringer, ud over den udfordring at løbe i en gruppe og ikke selv bestemme tempo. Et lille kuriosum var, at vi løb gennem Lufthavnen, så nu kan vi alle sætte check mark ud for; løb maraton gennem København Lufthavn.
Godt nytår til alle mine medmennesker og en særligt tanke til verdens flygtninge. Må 2016 bringe os alle det bedst mulige.
Weekendens lange løbetur var flyttet til Hedeland og der var lagt et par ekstra mil på. Det blev en lang og naturskøn tur.
Det var med en god position usikkerhed jeg mødte op i Hedeland sydøst for Roskilde. Men det var nu, der skulle løbes Garmin Trailman 50/50. Forberedelser til 50 miles løb var alt andet end optimale. De seneste uger var brugt på at flytte fra eks-kæresten og rækkehuset i Brøndby Strand til en almen lejlighed Ishøj med plads til mig og børnene. Mentalt var jeg ikke ovenpå og der var ikke løbet nok kilometer i benene. Men det var åbenbart en god opskrift!
03:00 ringede vækkeuret. Jeg stod på, spise morgenmad og havde tid til en kop kaffe, mens gamle nyheder gentog sig selv på TV2 News. En times tid senere forlod jeg lejligheden i Ishøj for at køre til Hedeland sydøst for Roskilde. Jeg havde pakke udstyr i en plastickasse og en sportstaske. næsten hele vejen til Vendingevej, hvor der var start og mål, var tilbagelagt, da jeg inden erindrede at pandelampen lå til opladning på skrivebordet. Jeg havde nok slappet for meget af til morgenkaffen og de gamle nyheder. Heldigt at der ikke var så langt hjem. Heldigt at jeg var taget afsted i god tid.
Jeg nåede frem i tide til at få mit startnummer og finde et godt sted i depotet til mit udstyr. Vejret var fugtigt og det var mørkt. Vi blev briefet om ruten og løbet. Der var seks runder. Først tre rundter om en sø ved depotet. Derefter tre runder á 25 km rundt i Hedeland. Det var stadig mørkt og jeg småfrøs.
Det blev tid til at løbe. Løbsleder Thomas Dupont talte ned til til start og sendte os afsted. På første korte runde var der en forløber som viste vej, når vi rundede målområdet første gang blev løbet givet fri – og de hurtige kunne stikke af. Jeg lå et sted i flokke og så ikke forløberen. På runde to og tre fortsatte jeg med at løbe et sted midt imellem de øvrige deltagere.
Det var ligesom om løbet først startede rigtigt da vi begav os ud på den første runde á 25 km. Det var stadig mørkt, men min pandelampe gav masser af lys. Jeg løb mellem to mindre grupper og nød mit eget selskab i nattens mørke. Nær mig hørte jeg heste der løb, men det var først da de kom ganske tæt på, at jeg kunne se dem. Det kan være en intens oplevelse at løbe i mørke.
Med morgenlyset åbnede landskabet sig op. Det var smukt. Vi passerede små vinmarker og bakker. Enkelte steder var bevoksningen tættere og mere indesluttet. Der var masser af single track og højdemeter. På en runde passerede vi skibakken i Hedeland tre gange. Det er er Danmarks største alpine skianlæg. Hver gang vi besteg skibakken var fra en ny vinkel, særligt den tredje tur op var stejl og udfordrende.
I depotet fylde jeg væske og føde på. Et hurtigt pitstop og jeg var tilbage på ruten. Jeg havde fået selskab af Lars. Det vil sige meget af tiden løb i hvert for sig, men ikke lange for hinanden. Ind imellem løb vi sammen og snakkede lidt. Jeg kunne forstå, at Lars var en hurtigere løber end mig. Men på de første godt 50 km hold vi omtrent det samme tempo hele tiden. Lars var bedre op ad bakke, men jeg løb lidt mere frit når det gik nedad.
Det sidste depotstop blev lidt længere. Vandflaskerne i løberyksækken skulle skiftes. Jeg var lidt langsommere til at drikke og spise end efter den første 25 kilometers omgang. Endeligt havde jeg beslutte at teste mine trekkingstave på sidste omgang, så der gik også tid med at pakke dem ud.
Det var første gang jeg løb med stave. Eller rettere, gik med stave; for når jeg bruger dem er det på stigninger hvor jeg er nede og gå. Stavene havde deres virkning. Den lille forskydning i bevægeapparatet som stavene giver gør en forskel. Jeg kom næppe hurtigere op end på foregående omgang, men det føltes mindre hårdt.
Stave eller ej. Da jeg kom op ad skibakken for niende gang måtte jeg stoppe op og nyde øjeblikket. Det var ikke så meget den smukke udsigt jeg nød. Det var visheden om at nu var jeg snart i mål – og nu skulle jeg ikke op ad skibakken flere gange.
Allerede inden skibakken havde jeg fundet mp3-afspilleren frem. Efter sidste tur opad fyrede jeg den af med Ensiferum From afar og derefter Finntroll Solsagan. Alt hvad der var tilbage blev presse ud gennem benene. Jeg fløj.
Mål! Under otte timer! Og med en superfed løbe- og naturoplevelse i rygsækken.
Sjældent har en kop klar suppe smagt så godt. Ved sidste depotstop var Lars stukket. Han havde givet den gas på sidste omgang om kom i mål 21 minutter før mig. Tillykke til ham og tillykke til alle de andre der gennemførte Garmin Trailman 50/50 anno 2015. Det var fedt i var der.
Skinnermaraton kan godt betegnes som et sommermaraton. Der har godt nok været afholdt Skinnermaraton på alle tider af året. Men de fleste løb afholdes i sommermånederne. Løbet kan også betegnes som et Vestegnsløb. Det er godt nok blevet afholdt forskellige steder i landet f.eks. i Værløse og Kerteminde. Men det billede, løbere der kender løbet, får på det indre lærred når de tænker på Skinnermaraton, er et billede af Strandparken mellem Hundige Strand og Arken på en sommerdag.
Jeg har løbet med 10 gange. De 9 første gange i Strandparken, men på lidt forskellige ruter. De 8 af gangen har været i juli.
Start og mål er altid ved Klithuset nær Hundige Havn. Herfra løbes der ad den asfalterede sti, Hjelmstien, mod Arken.
De varierede ruter kommer gerne omkring villavejen Strandvangen i Ishøj, med returløb til Strandparken via Pilestien.
Løberne løber i smukke omgivelser bag klitterne ved stranden. Der er grønt græs med får. Små lunde med træer og masser af blik ud over søerne Lille Vejlesø og Jægersø.
Ruten består af flade stier, hvoraf de fleste er asfalteret. Men der er også lidt grus og i villakvarteret løbes på fortovet. Eneste bump på ruten er et par broer.
Selv om omgivelserne er smukke, bliver det i længden lide kendelige med de flade rute, der er kirurgisk renset for udfordringer.
10. gang jeg løb Skinnermaraton var ved Flyvestation Værløse nordvest for København. Flyvestation Værløse blev oprettet i 1909 som teltlejr for hærens rekrutter. Før i 1934 gik arbejdet i gang med at lave lejren til en flyveplads. Under besættelsen overtog det tyske Luftwaffe lejren.
I 2004 blev det besluttet at Flyvestation Værløse skulle nedlægges og i dag er området overtaget af Naturstyrelsen.
Ruten når der løbes i Værløse er landingsbanen 8 gange rundt. Solen tittede frem mellem skyerne et par gange på de første par gange. Mod slutningen af løbet kom solen frem igen, men det jeg vil huske løbet for, er lange asfaltstrækninger i regnvejr.
Skinnermaraton arrangeres af Leif Skinnerup der i 2008 kom i Klub 100 Marathon. Hans maraton nr. 100 var Sydkystmaraton der afholdes af Greve Trim. I den forbindelse udtalte han til Sydkysten:
“Løb og træning er blevet en livsstil for mig. Det er dejligt året rundt at vide at ens krop fungere optimalt. Psykisk bliver man også bedre til at kunne møde mange udfordringer i livet” og fortsætter “Løb får en til at blive frisk på alle områder. Ens fedtdepoter preller af, man får bedre kondition, man får rene lunger, man lugter frisk, ens hud bliver glat og sund, man kommer ikke til at se “ældet” ud i ene tidlig alder og man bevarer måske fem ekstra år, får alderdomstegnene sætter ind, man får naturlig solskin, man får en bedre og lang tålmodighed og tidsfornemmelse, “den der ranker sig, slanker sig”.”
I denne weekend løb jeg min lange tur i Nr. Vedby Grusgrav. Ti gange rundt, så var der kilometer nok til et maraton.
Sommer og sol kræver masser af vand, så der blev drukket rigeligt på dagen løbetur der var henlagt til Falster. Her afholdte Jørgen Steen Nielsen og Jakob Bork Dirksen StreetCommander Trail Marathon for 7. gange.
Ruten er kort og skal gennemløbes 10 gange for at ramme maraton-distancen. Heldigvis var det en smuk tur rundt om grusgraven. Der var masser af variation og små hyggeligt op og nedløb der udfordrede løbernes udholdenhed.
I løbets depot var der cola, slik, banan, appelsin og andet godt. Efter at de fleste maratonløbere var kommer i mål, blev der serveret æblekage og kaffe. Nice 🙂
Dette var ikke et løb jeg skulle have løbet. Jeg har egentlig løbepause fra de lange løb efter NDURE Trail, men et par dage efter NDURE Trail blev det bestemt, at Rosas mor og jeg går fra hinanden. Jeg fik brug for at få noget i kalenderen der kunne få mig lidt væk fra det forliste parforhold og Brøndby Strand.
Det er med en knude i mave og stor sorg, at vi kaster kluden i ringen, men jeg må konstatere, at jeg ikke har kunne leve op til forventningerne.
Lige nu ved jeg ikke hvilken retning livet tager, men det bliver en helt anden end jeg havde forestillet mig. Det er svært at se den gode vej videre.
Løb har været et rum hvor jeg kunne hente styrke og inspiration til hverdagen. Det er en positiv kraft, der giver styrke.
Jeg havde en skøn løbetur ved Nr. Vedby Grusgrav, men i dag var løbet eskapisme – og det er ikke det, det skal være.
Løb på distancen duer i øvrigt ikke som eskapisme, det giver alt for meget tid til refleksion og til at mærke sig selv.
— StreetCommander Trail Marathon # 7
Arrangør: Jørgen Steen Nielsen og Jakob Bork Dirksen
Så blev det tid til årets længste løbetur: 100 km ultratrail omkring Ordrup i Odsherred, kaldet NDURE Trail. Løbet blev afviklet på en 25 km lang rundstrækning med et par gode bakker. På de 100 km var der 2.175 højdemeter. Det siges, at der ved foden af Vejrhøj ligger en drage og ruger over tre guldæg. Jeg så ikke noget til dragen og fandt intet guld.
Start, målområde og depot var ved parkeringspladsen P-pladsen ved den offentlige strand ved Højbjergvej lidt udenfor Ordrup by.
Herfra gik turen først en tur langs vandet omkring Ordrup Næs. Smukt. Ad småveje og stier løb vi herfra mod Vejrhøj, der med sine 121 meter er Sjællands tredjehøjeste punkt. De sidste meter kommer fra gravhøjen. Uden gravhøjen er Vejrhøj ca. 113 meter over havets overflade. Vi løb op til højren og en kvart omgang langs gravhøjen, herfra førte ruten os to ture op og ned af bakken. Først løb til ned til gravmonumentet for lensbaron Zytphen-Adler og hans hustru og op igen. Næste nedløb var til en pæl der markerede en vandrerute. Rundt om pælen og op igen. Det mest tekniske nedløb var på den anden tur frem og tilbage. Det var også en lidt mærkelig bakke, for den var meget længere op end ned. Efter bakketurene ved Vejrhøj løb vi tilbage mod målområdet via Rævebjerg som vi også passerede på vej ud.
Der var masser af smuk natur, som ikke er blevet ædt af den danske landbrugsørken. Fra Vejrhøj, og andre steder på ruten, var der en betagende udsigt.
Jeg kom fint fra start. Vejret var ikke optimalt. Det regnede. Men ellers var tingene som du skulle være. De to første runder var præget af regnbyger, på tredjerunden holdt regnen op og på den sidste runde blev det sol og sommer. Mit løb gik fint på de tre første runder. Tempoet dalede lidt, men ikke mere end forventet. På sidste omgang trak bakkerne alt ud af mig. Efter jeg havde vendt ned hos Zytphen-Adler-gravmonumentet var der udsolgt. De næste kilometer måtte jeg ned at går lidt for tit.
Målet var at kommer under 12 timer og kvalificere mig til Salomon Hammer Trail. Det lykkedes, men kun med en margen på få sekunder. Nu må jeg i tænkeboksen og vurdere om jeg har hvad den bornholmske udfordring kræver.
Har ud lydt til at prøve kræfter med et hundredekilomterløb, så er NDURE Trail et smuk og velorganiseret løb.
Fitnessnation cannonball run er et forholdsvist nyt løb. Første gang det blev afholdt var 18. februar 2015. I dage var 11. løb, men første gang for mig.
Start, mål og depot var på Zahlesvej. Depotet var velforsynet med vand, saft, cola, slik og andet godt. Inden de første løbere kom i mål, kom der også brunsviger og kaffe.
Fra Zahlesvej gik ruten nærmest i lige linje til udkanten af byen. Her løbes et par hundrede meter ad Kærupvej hvorefter der løbes retur til depotet. Hele ruten var ad vej og cykelsti, højdemeter var der ikke mange af. Ledte man efter en undskyldning for at komme ned at gå, var der en enkelt bro på ruten som man skulle op over.
Ruten skal gennemløbes 6 gange. Til dagen løb var det bygevejr. Allerede efter første omgang var jeg gennemblød. Det hjalp ikke rigtig noget at solen kiggede frem et par gange, for med jævne mellemrum kom der rigeligt med vand til at holde alt gennemblødt.
Ude på ruten var der gode kommentar fra de andre løbere og i depotet var der rigtig hyggeligt. Det hjælper selvfølgelig med brunsviger.
Zahlesvej er i øvrigt opkaldt efter Carl Theodor Zahle (1866-1946) der var konseilspræsident (statsminister) under 1. Verdenskrig – og medstifter af Det Radikale Venstre. Ved vejens ende står en mindesten for C. Th. Zahle.
For enden af haveforeningen HF Sønderbro ligger en affaldsbakke. På toppen af den er der start og mål i cannonballløbet Toppen af Nokken.
Vi er 31 løbere der tirsdag efter arbejdstid har tænkt os at løbe maraton, halvmaraton eller bare et par omgange. Solen skinner. Det er sidste dag i juni, men årets første rigtige sommerdag. Løbsarrangør Henrik Hoplarik introducerer os til ruten og sender os af sted.
Nedløbet af bakken er lang og grøn. Vi løber gennem en tunnel af grene og blade indtil vi kommer ned. Videre ad grusstierne gennem Nokkens kolonihaverne og ud på Havnestien. Herfra fortsætter vi mod syd til slusen, hvor ruten har en afstikker til Sjælland. Vi skal hen over slusen, hen ad Oscar Petifords Vej, rundt af Metropolis-bygningen og tilbage til Amager ad samme vej. Så er det tilbage til affaldsbakken og op til depotet. Lidt at spise og drikke, og så afsted igen. Ruten har kun den ene bakke, men for at løbet et helt maraton, skal vi 8 gange rundt og op af bakken.
Området omkring bakken er tidligere losseplads og jorden er kraftig forurenet. Der er dog stor variation i forureningen, da ingen ved hvad der ligger hvor, men der løbes bl.a. ovenpå havnesediment, skrald, bygningsaffald og forbrændingsslagger.
Fra start var jeg lidt tung i kroppen, men ikke mere end at det var til at arbejde med. Mentalt var jeg alle mulige andre steder end i løbeskoene. Tiden blev derefter.
Der var andre med noget med en del mere fart i benene. Landet sejeste maratonløber Brian Arreborg Hansen løb på 02:59:38, hvilket er banerekord for Toppen af Nokken på maratondistancen.
Toppen af Nokken er et godt cannonball. Ruten er dejlig afvekslende og grøn – og så er det kun 5 km fra Rådhuspladsen.
Otte gange rundt om Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby, sådan næsten uden at blive rundtosset. Det var dagen løbepræstation. Det var et maraton. Og det var min 50. løb på maratondistancen.
DTU Cannonball er et maraton der løbes i Lyngby. Ruten, der er omtrent 5 km lang, følger ydersiden af DTU campus-området ved Helsingørmotorvejen.
Løbet afvikles 4 gange om året, en gang pr. årstid: sanglærkeløbet, midsommerløbet, løvfaldsløbet og vintersolvhvervsløbet. I dag var det midsommerløb, selv om det med sommer nok kan diskuteres. Men det regnede dog ikke.
Ruten følge DTU løbestien der strækker sig 5 km rundt om DTU campusopådet i Lyngby. Der er grussti hele vejen rundt. Til den ene side er DTU gule bygninger og på den anden side det urbane Lyngby, men trafikanlæg, boliger og lidt erhverv. Men alligevel er det en grøn rute. Hele vejen løbes der blandt træer. I sommerklæder er det en ganske smuk rute. Højdemeterne er få og ruten må kategoriseres som flad.
Jeg kom fint rundt og endte med en tid på under 4 timer. Det var 50. gang jeg løb maraton og hjemme i køleskabet ventede der en lille præmie fra kæresten.
