Tag-arkiv: løbsberetninger

Aalborg maraton : 4 gange over Limfjorden

Aalborg. 17. august 2024.

Resultat

  • Startnr.: 769
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 37 af 146
  • Placering mænd: 31 af 113
  • Tid: 03:44:33
  • Tempo: 05:20 min/km
  • Hastighed: 11,3 km/t

Løbsoversigt

Aalborg maraton er et nyt maraton-setup arrangeret af et par lokal idrætsforeninger. Vi har taget turen fra Hillerød, så vi kan få hakket Aalborg kommune af på kommunemaratonbingopladen.

Vi vågner på det lokale Danhostel, som har adresse på samme matrikel, hvor der er start og mål: Skansen Idrætscenter på Lerumbakken. Det giver en sjældent rolig pre-løbsmorgen. Desværre serverer Danholstel Skansen morgenmad for sent på formiddagen i forhold til starten på maraton. Vi klarer os med medbragt müsli og hurtigkaffe.

Opvarmning inden start.

Ude af dynerne og i løbetøjet, begiver vi os på jagt efter startnumre. Dem finder vi i en af idrætscentrets haller. Vi har tid til at hilse på løbevenner, inden vi begiver os op til startområdet, hvor vi springer den fælles opvarmning over.

Vi hører ikke så nøje efter hvad der bliver sagt, og da løbet går i gang, er der ingen af løberene omkring mig, der ved om vi skal følge de røde eller de gule flag. Jeg følger flokken og næste gang jeg tænker over farven på markeringsflagene, er der kun én farve at vælge mellem.

Jeg er ud på en halvmaratonrunde med start og mål i Nørresundby. Løbet startede midt oppe ad Lerumbakken. Lerumbakken er rundstrækningens eneste mærkbare højdemeter.

Nu løber vi rundt i Nørresundby ad villaveje og cykelstier. Det sidste stræk, inden vi skal over til Aalborg ad jernbanebroen, løber vi langs fjorden. Lige inden broen er rutens første depot med vand og frugt.

Ud af startområdet og op ad Lerumbakken.

Søndenfjords fortsætter ruten omtrent 3 kilometer mod vest. Her er havnemiljø og nogle fine strækninger langs Limfjorden. Efter Marina Fjordparken drejer ruten ind i landet. Vi løber ad stier og småveje ind til 12 km, hvor vi rammer Peder Skrams Gade.

Peder Skrams Gade følger vi en lille kilometer, inden vi løber ned på havnepromenaden, som vi følger et godt stykke mod øst. Ved Aalborghus drejer vi omkring og følger Slotspladsen/Strandvejen til Limfjordsbroen, som vi passerer.

Tilbage i Nørresundby nærmere vi os afslutningen på omgangen. Det er ikke de meste interessant kilometer på rundstrækningen.

For at få kilometer nok til at maraton, må jeg det hele igennem en gang til.

Ad en cykelsti i Nørresundby.

Aalborg

Aalborg er Danmarks fjerdestørste by og er uddannelses-, erhvervs- og kulturelt centrum i Nordjylland.

I Aalborg kommune er der 223.174 indbyggere og de har 1.137,50 km² at boltre sig på. Til sammenligning har Københavns kommunes 659.350 indbyggere 90,90 km² til deres rådighed indenfor kommunegrænsen. Det giver en befolkningstæthed (indbyggere på km²) på 196 for Aalborg og 7.254 i København.

Over jernbanebroen til Aalborg.

Aalborg by gennemskæres af Limfjorden. Jeg har ladet mig fortælle, at dem der bor søndenfjords ikke mener, at de der bor nordenfjords, er helt rigtigt skruet sammen. Sådan er det tit med lokale forhold, hvor f.eks. de der bor syd for motorvejen ved Ringsted mener, at den er lidt gal fat med dem, der bor i Benløse nord for motorvejen.

Både dem der bor norden- og søndenfjords i Aalborg er underlagt den socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand Jensen. Ud over borgmesteren, er der 6 rådmænd i Aalborg kommune: Nuuradiin S. Hussein (A), Jan Nymark Thaysen (V), Morten Thiessen (C), Jens Lunde (B), Anna Aaen (Ø) og Kristoffer Hjort Storm (Æ).

Ved strukturreformen i 2007 blev Hals, Nibe og Sejlflod kommuner indlemmet i Aalborg kommune.

Havnestemning i Vestbyen.


Aalborg maraton

Aalborg maraton

South Coast Beach Run : strandløb

Marielyst. 4. august 2024.

Resultat

  • Startnr.: 938
  • Distance: maraton
  • Placering: 4 af 6
  • Tid: 04:11:48
  • Tempo: 05:59 min/km
  • Hastighed: 10 km/t

Løbsoversigt

I dag måtte jeg tidlig op for at stille til start klokken otte på Marielyst strand på det sydlige Falster. Her arrangerede Junglerun South Coast Beach Run med maraton på programmet.

De øvrige deltagere havde travlt med at komme af sted og efterlod mig bagerst.

Vi var ganske få på maratondistancen. Én mødte ikke op. Én gennemførte ikke. Så var vi seks tilbage, som kom hele vejen gennem de 42,195 km.

Ruten var en smuk halvmaratonsrunde, som skulle gennemføres to gange. Vi startede på stranden og løb godt 10 kilometer mod nord i strandsandet. Vi vendte rundt ved Tegl skov, hvor en bæk har sit udløb og løb tilbage til start på de stier og veje, der var langs stranden.

Højre fod i vandkanten hele vejen til vendepunktet.

Strandstykket var sandstrand hele vejen, med lidt sten her og der. Returstykket bød på asfalt, jord og grus.

Da jeg vender rundt på stranden for at løbe ud på anden omgang, får jeg et par opmuntrende kommentarer fra publikum og arrangørerne. Det er altid rart.

Flere steder var der træer, der er væltet ned på standen. Dette var et af de nemmere at passere.

Jeg nåede ikke langt op ad stranden, inden regnen kom. Og på det meste af anden omgang regnede det. Ikke vildt og voldsomt, men insisterende. Nu havde jeg set vejrudsigten og taget regnjakke med, så den kom på.

Ved vendepunktet var jeg sidste deltager, der vendte rundt for at løbe retur til mål. Uden at sætte tempoet op, løb jeg to af de øvrige deltager op på returturen, så de havde nok brændt for mange tændstikker af på stranden.

View fra en sti på tilbageløbet mod start- og målområdet.

Tiden er ikke noget at skrive om. Det var oplevelsen til gengæld. Det var en smuk tur på staden med havet som soundtrack. Tilbageløbet havde også sine seværdige stræk.

Maratonfeltet bestod kun af mænd. Hurtigste mand blev Jan Hansen fra Viby løbeklub. Han kom rundt på 03:24:10. Ganske imponerende med alt det sand!

En smule etsporsti var der også på ruten.


South Coast Beach Run

  • Arrangører: Junglerun
  • Start: Marielyst strand
  • Land: Danmark
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10, 5 km
  • Underlag: sand, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 107
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Ultra Trail Odsherred Coast : dejligt strandløb

Odsherred. 27. juli 2024.

Resultat

  • Startnr.: 18
  • Distance: 50 km
  • Placering samlet: 15 af 69
  • Placering mænd: 15 af 40
  • Tid: 05:47:20
  • Tempo: 06:56 min/km
  • Hastighed: 8,64 km/t

Løbsoversigt

Danmark er ikke et land med høje bjerge. Men i følge Geodatastyrelsen har vi 8.750 km kyststrækning, så der er rigeligt at kyst til masser af udfordrende trailløb. Og selv om ruten byder på et par skovture, er Ultra Trail Odsherred Coast et kystløb.

Ultra Trail Odsherred Coast arrangeres af Team UTOC. Men det er Svend (som han blot hedder i den information, jeg har fundet), der tog initiativ til løbet. Det gjorde han, efter at Svend i 2018 mistede sin søster til psykisk sygdom.

Løbsbriefingen er slut og vi er kommet af sted.

Med den forhistorie, giver det mening, at Ultra Trail Odsherred Coast, ud over at skabe et populært trail-arrangement, ønsker at skabe opmærksomhed på psykisk sundhed og “aftabuisere psykiske lidelser”, som det hedder i årets “Løberguide”, der er udsendt til deltagerne via e-mail. Løbsarrangørerne opfordrer desuden til at støtte Livslinien.

Arrangørernes fokus på psykisk sundhed afspejler sig i UTOCs “guiding principles” som blandt andet er: Vi skal ikke stresse. Vi dyrker fællesskabet og Vi er taknemmelige.

Start

Løbet starter på parkeringspladsen ved Søllerødlejren på det yderste af Sjællands Odde. Jeg er så heldig, at jeg bliver kørt til start. Ellers er der fælles bustransport fra målområdet ved Lodsoldermandsgården i Rødvig til starten ved Søllerødlejren.

Strandsten. Et underlag der vender tilbage flere gange på turen fra Sjællands Odde til Rørvig.

Jeg ankommer, så der både er tid en ekstra kop morgenkaffe og et toiletbesøg i den bus, der har kørt en god del at deltagerne fra Rødvig til startstedet. Løbet er sat til start klokken 08:15, men løbsbriefingen trækker ud, da vi skal have så mange detaljer om ruten, at vi med sikkerhed ikke kan huske nogle af dem, når først vi er sat i gang.

Mens vi stiller os klar til start, fryser skærmen på mit løbeur, så det eneste jeg kan se, er halvdelen af trail-aktivitetsskiven. Det lykkedes dog af få startet uret, men jeg må løbe uden at kunne se data som tempo, distance og puls. Det eneste jeg får fra uret er omgangstider for hver 10 kilometer, som kommer via min telefon.

Frosset urskive.

Ruten

De første kilometer løbes på en fin sti langs kysten, som jeg tidligere har løbet til et Kommuneserieløb. Herefter må vi ned på stranden, der her ikke er en sandstrand, men en stenstrand med masser af strandsten. Strandstensløb er der en del af på første halvdel af ruten,. men der er også sandstrand, grus- og jordstier – og en lille smugle asfalt.

Første depot er efter 13,5 kilometer. Her er der vand, chips og banan med mere. Mette er der også, så jeg tager de energiprodukter, som jeg ved hvordan virker på kroppen.

Vi forlader stranden for at løbe lidt på en sti langs kysten.

Ikke længe efter skal vi på dagens første skovtur i vestsiden af Sonnerup Skov. Her løber vi en omgang på godt tre kilometer.

Efter omtrent 23 kilometer kommer dagens eneste, seriøse højdemeter, som er en tur op og ned af Klintebjerg. På toppen af Klintebjerg er der en flot udsigt ud over Kattegat. Fra Klintebjerg er der ikke langt til andet depot ved 24,5 kilometer.

Efter 32 kilometer kommer vi til Rødvig Sandflugtplantage, hvor vi først løber langs vandet, med skoven på højre side. Jeg tanker op ved det tredje depot, som er efter ca. 33 kilometer. Kort inden Dybesø drejer vi omkring og løber i modsat retning i Sandflugtplantagen. Stien vi løber på, ligger ikke længere inde i skoven, end at jeg kan se ud til de løbere, der kommer efter mig på stien langs kysten. Det er en fed trial-sti, der bugter sig lidt op og ned og fra side til side.

Op ad Klintebjerg.

Lige inden plantagen slutter mod vest, drejer vi omkring igen, og sætte atter retningen mod Rørvig. Her er det lidt bredere og knap så underholdende skovveje, som er underlaget for løbeskoene.

Slutningen

Nu, anden gang jeg nærmere mig Dybesø, løber jeg nord om søen, og så ankommer jeg til fjerde og dagens sidste depot. Jeg har på de senest kilometer overhalet enkelte løbere, som er ude på arrangementets øvrige distancer: 30 og 12 km. Jeg får en kort snak med depotbestyreren om hvor mange 12 km løbere, jeg mener, der er efter mig – og en bemærkning om at jeg ser ret slidt ud!

Slidt eller ej. Jeg må videre. Jeg runder Korshage og senere Skansehage. Jeg løber flere 12 og 30 kilometer-løbere ind og trafikken bliver tættere. Løbeuret giver mig en status på 5 omgang (50 km), men der er stadig et stykke til mål.

Rødvig Sandflugtplantage.

Alting har en ende. Jeg kommer i mål hvor jeg, efter at have sundet mig lidt, spiser en dejlig burger. Der er gang i en hyggeligt, socialt komsammen ved Lodsoldermandsgården for deltagere og supportere. Men jeg skal til fest hos en god ven. Så det sociale efterliv til løbet springer jeg over, og kører mod Hellehuse. På vej dertil runder jeg en PureGym, så jeg kan få et bad og skifte tøj.


Ultra Trail Odsherred Coast – UTOC

  • Arrangører: Team UTOC
  • Land: Danmark
  • Start: Søllørødlejren (50 km), Klint Havn (30 km), Lodsoldermandsgården (12 km)
  • Distance: 50, 30, 12 km
  • Underlag: sand, sten, grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 198
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Skinnermaraton : jubilæum

Strandparken. 21. juli 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:53:17
  • Tempo: 05:32 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

I dag er det jubilæumsdag. Det er tohundrende gang Leif Skinnerup afvikler Skinnermaraton. Det er mange gange, han er stået tidligt op for at stille depot op og gøre klar til, at vi andre kan få et hak i maratonbæltet. Tak for indsatsen!

Der bliver ikke gjort noget ud af jubilæet til arrangementet. Det bliver end ikke nævnt til den ultrakorte løbsbriefing.
“En. Start!”, og så er det af sted.

For mig er det et andendagsmaraton. Jeg starter roligt, så jeg kan mærke hvordan benene og kroppen har det.

På Hjelmestien

Jeg kommer fint rundt på den første omgang og sætter et tempo til en tid lige under de fire timer. Dog med det aber dabei, at hvis det bliver rigtigt varm, skifter jeg til en blanding af løb og gang og så må tiden blive som den bliver.

Temperaturen er stigende og op af formiddagen er det blevet varmt. Dog ikke varmere end at jeg kan holde tempoet hele vejen til mål.

På Skovstien.

Om startstedet

To løbere kan godt diskuterer om Skinnermaraton starter i Greve eller i Ishøj kommune – og begge have ret. Det kræver blot, at de har løbet løbet på forskellige tidspunkter. Første gang jeg løb Skinnermaraton, mødtes vi som i dag ved Klithuset. Men starten var omtrent 300 meter længere oppe ad Hjelmestien – og lige præcis på den anden side af kommunegrænsen. Altså start i Ishøj kommune.

Runden vi dengang løb, var lige godt seks kilometer lang og skulle løbes syv gange. Hvornår det var, at Leif ændrede ruten, erindre jeg ikke. Det er det godt stykke tid siden. Så i de senere år, er løbet startet ved Klithuset i Greve kommune. På en rundstrækning der er lige godt 7 km, så den skal gennemløbes seks gange. Faktisk er den så lige godt 7 km, at den sidste runde er afkortet for at få distancen til at passe. Selv om starten i dag er i Greve kommune, løbes størstedelen af løbet i Ishøj kommune. Men det er en anden snak.

Team walking sqard.


Skinnermaraton # 200

  • Arrangører: Leif Skinnerup
  • Land: Danmark
  • Start: Klithuset, Hundige Havn
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grussti
  • Deltagerantal: 24
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Skinnermaraton

Lønbæk cannonball : Amager rundt

Amager. 10. juli 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:33:01
  • Tempo: 06:28 min/km
  • Hastighed: 9,3 km/t

Løbsoversigt

Onsdag tog jeg ikke hjem efter arbejde. I stedet drog jeg til Amager – og løb øen rundt.

Lønbæk cannonball arrangerede maraton på Amarminoen. Amarminoen er en 27 km lang vandrerute. Vandreruten starter ved DR Byen og slutter i Dragør – eller omvendt alt efter hvor du starter.

Amarminoen passerer undervejs Sydvestpynten, Pinseskove og Amager Fælled. Som de fleste ved, er 27 km ikke nok til et maraton. Derfor har Lønbæk cannonball tilføjet ruten et stræk fra DR Byen via Amager Strandpark til Dragør. Med den tur er der kilometer nok til at maraton. Forlængelsen ændrer ruten fra en A til B-rute til en runde med start og mål samme sted.

Amarminostenen.

Amarminoen blev indviet 9. oktober 2020, hvor borgmestrene fra både Tårnby og Dragør var mødt op. Onsdag var der ikke så prominente gæster. Vi var blot en lille flok løbere med lyst til nogle kilometer i benene.

Vejret var ikke det bedste. Det regnede da jeg ankom til DR Byen med metro. Der var lidt tid til start og jeg blev i læ på stationen. Heldigvis stilnede regnen af og jeg kunne gå ned til mødestedet uden at blive våd. Den medbragte regnjakke kom ikke op af løbevesten på noget tidspunkt. Til gengæld tittede solen frem undervejs.

Byløb i Sundby.

Thomas forklarede lidt om rundstrækningen. Kort inden start gik vi fra metrostationen over på Amager Fælled, hvor der var start en par hundrede meter fra Amaminostenen, som markerer Amarminoens start/mål-sted ved DR Byen.

Som skrevet skulle vi en tur omkring Amager Strandpark, inden vi løb Amarminoen fra Dragør til DR Byen. Derfor passerede vi kort efter start Amarminostenen. Vi fortsatte forbi DR Koncerthuset og løb op til Njalsgade, hvor vi drejede til højre – i retning om stranden. De første kilometer var byløb, med lyskryds, masser af fodgængere og cyklister. Det hørte op, da vi ramte Amager Strandpark.

Fyrtårnet i Dragør.

Vi løb hele vejen gennem Amager Strandpark fra nord mod syd ad den hårde betonsti. Nu skriver jeg “vi”, men vi var allerede her så spredte, at jeg løb alene, godt nok med løbsarrangøreren Thomas Lønbæk ikke langt efter.

Jeg fortsatte syd på forbi Den blå planet og over Øresundsmotorvejen. Herefter kom dagens kedeligste strækning. Kystvejen udenom lufthavnen. Nu er det jo nærmeste en sightseeing tur Amager rundt, og på sådan én er Københavns Lufthavn nærmest obligatorisk.

Alting har en ende og det havde turen ad Kystvejen også. Dragør. En idyllisk lille by i den fjerne ende af Amager. Her løb jeg lang kysten ad en grussti. Det var dejligt med et skifte fra beton og asfalt til et blødere underlag. Nær Dragør Badehotel passerede vi den Amaminosten, der markerer start/mål på vandreruten i Dragør. Herfra er ruten markeret, men jeg løb hele vejen efter den gpx-rute, som jeg havde uploadet til mit løbeur.

Strandtur med sand under skoene.

Vi havde fået at vide, at ved Dragør Fort var der mulighed for at få fyldt vandflasker op. Det var en lummer sommeraften, så ekstra vand havde jeg brug for. Jeg havde dog ikke hørt ordentlig efter til briefingen og løb helt ind på fortet for at finde en vandhane. Der fandt jeg ingen vandhane, men tilbage på ruten fandt jeg vandhanen. Knap 30 meter efter det sted, hvor jeg var drejet af, for at løbe ind på Dragør Fort. Ren bonus: Jeg fik set fortet og jeg fik ekstra meter.

Efter Dragør var der dømt strandløb med sand. Her valgte jeg at gå og med det sløve standtempo og turen ind på Dragør Fort, var jeg endt som en af de bagerste af deltagerne.

Det formodes, at frøene til birketræerne på Amager er blæst over fra Sverige.

Sand blev til grussti og satte jeg atter i løb. Jeg kom syd om Søvang og nærmede mig et landskab, hvor jeg har løbet før: Kongelunden Sydvestpynten og derefter Pinseskoven. Ved Kongelundsfortet benyttede jeg igen den offentlige adgang til en vandhane og fyldte mine vandflasker med frisk vand.

I Pinseskoven fik jeg hentet nogle af de andre deltagere. Hilste venligt og fortsatte mod Kalvebod Fælled. Det var først her, i det åbne landskab på Kalvebod Fælled, at jeg bemærkede vinden.

I Pinseskoven.

Efter Kalvebod Fælled kom asfalten tilbage i form af Dæmningsvej. Ruten havde dog en afstikke op gennem Byskoven, hvor underlaget var grus. Videre ad Dæmningsvej til Vejlands Allé som vi passerede under.

Jeg løb videre rundt om motorcrossbanen og op på bakken ved Sønderbro Haveforening. En bakke, som os der har løbet Toppen af Nokken, kender gangske godt. Fra bakken er der en flot udsigt.

Fra bakketoppen var der kun et nedløb og en tur over Amager Fælled tilbage. inden jeg var retur ved DR Byen – og i mål.

Udsigt til Ørestad.

En fed løbeoplevelse rigere. Gpx-løb kan noget, specielt på de lange rundstrækninger hvor deltagerne kan kommer langt omkring. En fed måde at kommer på sightseeing. Tak til Thomas for et fint low key-arrangement og en oplevelsesrig løbetur.


Lønbæk cannonball – LNBK Amarmino basic sommeraftensløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: DR Byen, Ørestad
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, beton, grus, sand
  • Deltagerantal: 15
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Lønbæk Cannonball

Copenhagen Coast Run : regndag

Storkøbenhavn. 30. juni 2024.

Resultat

  • Startnr.: 19
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 15 af 60
  • Placering mænd: 13 af 40
  • Tid: 03:42:23
  • Tempo: 05:16 min/km
  • Hastighed: 11,4 km/t

Løbsoversigt

Dans, dans så regnen falder ned. Regn. Dans. Hvem fanden har gang i den regndans? Stop det! Sjældet har jeg været så våd til et maraton.

Det regnede da jeg hentede startnummer. Det regnede i startområdet inden start. Det regnede de første 10 kilometer. Så kom der en pause i regnen. Regn kom tilbage. For fuld styrke. Fra kilometer 18 og til mål var der ingen pause i regnen, kun variation i intensiteten.

Rundstrækning var noget så sjældent som et helmaraton. Det var ikke engang et gpx-løb. Der var markering hele vejen rundt, de steder hvor der var brug for det. Arrangørerne, Junglerun, havde klogeligt nok lavet en rute med lange stræk, så det var begrænset hvor mange steder, der skulle sættes markering op.

Klar til start. Foto: Mette Jensen.

Start og mål var i Kystagerparken i Hvidovre. Med en rundstrækning på 42,195 kilometer kom vi vidt omkring. Vi startede i Hvidovre kommune, undervejs kommer vi gennem København, Tårnby, Brøndby og Vallensbæk kommuner. Det var Amager og det var Vestegnen, så højdemeter var der ikke mange af. De højdemeter der var, kom i forbindelse med Kalvebodbroerne.

Avedøreværket kunne se fra det meste af rundstrækning, ellers oplevede vi Kalvebodløbet, lidt af Fasanskoven, Ørestad med Ottetallet, Pinseskoven, Avedøre Holme på ydersiden ad Dæmningsstien, Strandparken og Mågeparken.

I regn. Foto: Morten Schrøder/Morsch Photo.

Grundet den insisterende regn, var mobiltelefonen pakken ind og lagt om bag i løbevesten. Løbevesten var under løberegnjakken. Så billeder har jeg lånt mig til.

Hurtigste kvinde på maratondistancen blev Stine Pearson, der kom rundt på 03:38:25. Første mand i mål blev Brian Løager i tiden 03:17:15 – det til trods for at han inden start have proklameret, at det ikke skulle gå hurtigt i dag.


Copenhagen Coast Run

  • Arrangører: Junglerun
  • Land: Danmark
  • Start: Kystagerparken, Hvidovre
  • Distance: maraton, halvmaraton, 12, 5 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 541
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Aabenraa bjergmaraton : i by og skov

Aabenraa. 22. juni 2024.

Resultat

  • Startnr.: 197
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 57 af 187
  • Placering mænd: 54 af 152
  • Tid: 04:08:39
  • Tempo: 05:54 min/km
  • Hastighed: 10,18 km/t

Løbsoversigt

Hvis jeg havde en bucket liste, så havde Aabenraa bjergmaraton stået på listen nogenlunde lige så længe, som jeg har løbet maraton. Nogle gang tager ting tid, men nu står jeg her i Aabenraa, klar til at løbe et maraton i bakkerne omkring byen.

Aabenraa er en gammel købstad. Aabenraas (Opneraa) ældste dokument er byens skår fra 1335. Her stadfæstes byens vedtægter, “som de var på kong Valdemars tid” omtrent 100 år tidligere.

Årets udgave af Aabenraa Bjergmaraton er i gang og løbefeltet bevæger sig ud af byen.

I Aabenraa finder du Sønderjyllands største havn og i følge Sproget.dk, hedder indbyggerne i byen aabenraaer.

Start og mål er centralt i byen på Storetorv. Torvet er i dagens anledning domineret af afspærringshegn, en lille scene og et fadølsanlæg.

Gaderne er ikke brede i denne del af byen, så vi står tæt i startblokken. Selv om jeg er langt hjemmefra, hilser jeg på flere løbevenner, mens vi venter på, at den tale vi ikke kan høre, bliver færdig.

Der er rigeligt af depoter på ruten.

Klokken bliver lidt over ti og så kommer vi afsted. Jeg er længere nede i feltet, end jeg egentligt troede. Jeg føler mig lidt fanget på de første par kilometer, men som altid løsner feltet op og jeg kan løbe i det tempo jeg ønsker.

Nu er der, som alle ved, ingen bjerge i Danmark. Det ville være mere korrekt at kalde det et bakkeløb, og bakkerne de er der nærmest fra start af.

Ind i skoven.

Bakkeløb kan noget særligt. Især med bakker af den type der stiller sig lige foran én og siger: Kom an!
Den slags bakker er der et par stykker af på rundstrækningen. Rundstrækningen er et halvmaraton formet som en sløjfe, hvor vi omtrent halvvejs kommer forbi målområdet inde i byen.

Der er både asfalt, grus og jord på ruten. Vi løber i byen og på landet – og især i skovene omkring Aabenraa. Undervejs får jeg hilst på flere løbevenner og bekendte.

Flere gange kommer vi tilbage til Aabenraa by. Her omtrent halvvejs gennem dagens maraton.

I 2015 gennemførte Per Munch Aabenraa Bjergmaraton. Det berettede han efterfølgende om i artiklen “Bjergmarathon med blod, sved og grænsehandel” i Politiken (27.6. 2015).
Ud over at konstatere, at de 428 højdemeter fik han ned med nakken, måtte han med 27 kilometer tilbage visualiserer sig “tilbudsavisen fra Fleggaard, hvor der i denne uge er 1 kg Heinz-ketchup til kun 9,95 kroner, dog kun 5 flasker per kunde”, for at komme resten af vejen til mål.
Der er mange måder, at finde dét der skal til for at komme i mål.

Vejrudsigtet sagde regn. Det slap vi for og ind i mellem tittede solen frem.

Jeg skal ikke over grænsen til Tyskland efter løbet, så jeg må finde en anden motivation end Per Munch. I dag visualiserer jeg ikke noget tillokkende efter løbet. Løber blot stille og roligt, går lidt på bakkerne og forsøger at tage den lidt med ro, så der er lidt til i morgen, hvor jeg skal løbet Ø maraton hos Henriette på Amager.


Aabenraa bjergmaraton # 25 – jubilæumsløb

  • Arrangører: AaIG – Atletik, tri og motion
  • Land: Danmark
  • Start: Storetorv, Aabenraa
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10, 5 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 1546
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Aabenraa bjergmaraton

Maraton PopUp : fest for en fynbo

Rødovre. 2. juni 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:03
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I dag holdt Maraton PopUp løb i Rødovre. Vi var flere, der mødte op for at få hakket kommunen af på kommunebingopladen – og Søren Kuhlmann kom for at fuldføre sit projekt med et maraton i hver af landet kommuner.

Vi var ikke mange, men det var gode folk, der var kommet til Vestegnen. Efter et kort morgenmøde blev løbet sat i gang på parkeringspladsen ved Tømmer Jim Jessens Park.

Friske ben på den første kilometer.

Vi løb ud til Voldstien og løb mod nord langs Vestvolden. Vi krydsede voldgraven via Ejby Bro og fortsatte over den buede bro over Motorring 3. Nu havde vi forladt Rødovre kommune og fortsatte i Glostrup kommune.

Vi rundede hestefolden ved Hvissingestenen og fortsatte mod syd ad stien på støjvolden langs Motorring 3. Få 100 meter inden Roskildevej krydsede vi igen Motorring 3. Vi entrerede igen Rødovre kommune og løb lidt på stien langs Vestvoldens voldgrav. Ved Roskildevej drejede vi omkring og løb tilbage mod startstedet.

Kort inden vi er retur på parkeringspladsen, runder vi trolden Sovende Louis, der nu sover på en bakke mellem små træer og krat. Mon trolden sover tømmermændene ud efter en fest?

For at få kilometer nok til et maraton måtte jeg 5 gange rundt.

Får på Vestvolden.

Efter løbet var der hygge på parkeringspladsen ved Tømmer Jim Jessens Park. Vi fejrede Søren Kuhlmanns flotte præstation og så kom Ulrik Pihl med en overraskelse: Med dagens maraton rundede Steen Christesen 500 maraton!

Således blev det ikke kun en fest for en fynbo, men også en fest for en jyde. Et stort tillykke til både Steen og Søren.

To seje maratonløbere.

Fortællingen om trolden Sovende Louis

I en tid for længe siden, da Rødovre var langt uden på landet udenfor København, boede en mægtig trold ved navn Sovende Louis her.

Sovende Louis var kendt for sin evne til at falde i dyb søvn i mange hundrede år, kun for at vågne op, når musikerne lavede for meget larm. Når han vågnede, var hans vrede frygtindgydende, og hans dybe brøl kunne høres over hele Østsjælland.

Sovende Louis. En af Thomas Dambos trolde.

I gammel tid boede Sovende Louis i en kæmpemæssig hule under det gamle egetræer ved Valdöigård. En dag vandrede Kandis på turné og lavede en vældig larm på Roskildevej.

Troldens øjne åbnede sig langsomt, og han rejste sig med et brøl, der fik jorden til at ryste. “Hvem har vækket mig?” brølede Sovende Louis. Han så de angstblege musikere, der var forenede i skræk. Og kort efter var Johnny, Jens Erik, Ole, Mads og Frank alle ædt med hud og ben.

Mæt og veltilfred faldt Sovende Louis igen i søvn.

Efter århundreder i ro var Louis hule groet til med slyngplanter og mos. Ingen turde nærme sig stedet. En forårsdag ville Cut’N’Move byde op til dans på Vestegnen. Knap var musikken startet, inden jorden skælvede og Sovende Louis brølede: “Hvem har vækket mig?”

Så var den musikkomsammen slut. Jørn, Per, Zipp og Zindy fylde godt i Sovende Louis behårede mave og trolden fandt igen ro i lang tid.

Hvissingestenen. Sjællands største sten, der vejer omkring 130 tons.

En tidlig søndag morgen lød et brød ud over Rødovre og omegn. Brølet fik kirkegængerne til at skælve og de flygtede om på den anden siden af Damhussøen til Vanløse.

Det var Mathias Lillmåns der råbte “Solsagan” i gang. Nu skulle der festes på Vestegnen. Kort efter lød et endnu højere brøl. Det var Sovende Louis der brølede: “Hvem har vækket mig?”

Knap var Sovende Louis vågnet før trolden kom i festhumør. Sovende Louis lyst til dans i moshpitten til finske Finntroll’s sortnede folkemetal var stor. En fest, der varede i 7 uger og 13 timer, startede.

Godtfolk fra hovedstaden kom for at feste med. De medbragte telte, så de kunne snuppe en lur ind i mellem. Derfor er der den dag i dag en campingplads i Rødovre.

Hovedfeltet i målgang.


Maraton PopUp # 74 – Rødovre

  • Arrangør: Henrik Birkedal Hansen
  • Land: Danmark
  • Start: Espelundens Idrætsanlæg
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 17
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Maraton PopUp

Marathon am Meer : løb ved Husum

Husum. 26. maj 2024.

Resultat

  • Startnr.: 103
  • Distance: maraton
  • Placering mænd: 8 af 49
  • Placering mænd 50-54 år: 3 af 10
  • Tid: 03:29:02
  • Tempo: 04:57 min/km
  • Hastighed: 12,1 km/t

Løbsoversigt

I en af løbegrupperne på annoncetjenesten Facebook kom en opfordring: “Prøv et maraton syd for den dansk-tyske grænse”. Jeg blev ramt af et impulskøb – og inden jeg havde tænkt mig om, havde jeg købt et startnummer til Marathon am Meer i Husum.

Senere opdager jeg, at Marathon am Meer er delstatsmesterskab for Slesvig-Holsten, hvorfor jeg må formode en god del af de 120 deltagere er pænt hurtige.

Jeg har min søn, Andreas, med på turen. En art far og søn roadtrip. Vi ankom til Husum i går og har overnattet i et lokalt gasthaus. Med knap 24.000 indbyggere kan Husum vel betegnes som en mindre provinsby i marsklandet i det vestlige Sydslesvig. Den ældste kendte navn for byen er Husumbro (Bro mellem husene) fra 1252.

Aftensmad i Husum.

Vi var på Weihnachtshau og vandrede rundt i Husums hyggelige gader. Kaffen blev drukket på Tina Cafe og jeg carbloadede på Osteria bei Peci.

Løbsdag

Nu befinder vi os nord for Husum by, ved Schobüll (Skobøl) hvor der er start, depot og mål for Marathon am Meer.

Startområdet ligger lige uden for Schobüll på kanten af marsken, men lidt oppe i landskabet ligesom Schobüll. Jeg får mit startnummer. Andreas får bilnøglen og min mobiltelefon, med besked om ikke at bruge alt strømmen på bilens batteri og gerne tage nogle stemningsbilleder fra løbet.

Startområdet med teltet hvor deltagerne henter numre og chips til tidtagning.

Jeg hilser på Karen og og Hans, som jeg mest kender fordi Karen lavede ruten til et mindeværdigt Regions-løb ved Skærbæk. Resten af de fremmødte er tyskere.

Det bliver tid til løbsbriefing. Da det foregår på tysk, forstå jeg ikke det hele. Men mon ikke det går alligevel.

Vi starter med at løbe 50 meter ned mod vandet, kun for at vende rundt og løbe op mod Schobüll. Vi fortsætter i udkanten af byen, mod syd ad Alte Dorfstraße og videre ad Deichweg. Sidstnævnte gadenavn siger noget om dagens rundstrækning. Vi fortsætter ad en cykelsti på ydersiden af Nordsee-Deich, der beskytter Husum og omegn mod Vadehavets vandmasser.

Et par løbere i Schobüll. Foto: Andreas K. Hundebøll.

På turen langs diget, løber vi blandt en masse får. Det er det, der kendetegner løbet. Diget og marskens får.

Vi passerer badestranden ved Wunderbar am Dockkoog og fortsætter ind ad mod Husum. Vi kommer dog ikke i nærheden af Husum by, for lidt nede ad Dockkoogstraße drejer vi 180° omkring og løber tilbage til diget. Herfra løber vi tilbage til start- og målområdet på indersiden af diget. Her er også får, men ikke så mange som på ydersiden. De sidste par kilometer af rundstrækningen, er de samme som på udturen.

På vej i depotet ved start/mål. I det fjerne ses Vadehavet. Foto: Andreas K. Hundebøll.

Rundstrækningen er et kvartmaraton, så jeg må fire gange rundt. Der er depot med vand og cola ved start/mål, og så er der to depoter ude på strækningen.

Depoterne er ikke optimalt placeret. Det første kommer efter godt seks kilometer og det næste efter 8,5 kilometer. Det giver et langt stræk på udturen uden vand, til gengæld så rigeligt med vand på vej ind mod depot, og til sidst mål. Og i dag er det med vand vigtigt, for det er allerede lunt ved start og temperaturen går kun en vej: Opad.

Løber i landskab. Foto: Andreas K. Hundebøll.

Efter tre og en halv time er jeg færdig. Tænker det er vigtigt at præstere godt, når jeg er i udlandet og repræsentere klubben – og en tredjeplads i min aldersgrupper er vel godkendt?


Marathon am Meer

  • Arrangører: Husumer Sportverein
  • Start: Festwiese, Schobüll
  • Land: Tyskland
  • Distance: maraton, stafetmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 120
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Lønbæk cannonball : tur i grusgraven

Svogerslev. 20. maj 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:13:39
  • Tempo: 06:01 min/km
  • Hastighed: 10 km/t

Løbsoversigt

Vi er vest for Roskilde, ved Svogerslev, her ligger Lynghøjsøerne mellem Holbækmotorvejen og Lindenborgvej. Der er her Lønbæk cannonball i dag arrangerer cannonball-løb.

Lynghøjsøerne er tre søer: Lyngager Sø, Flæng Sø og Vejgård Sø. Lynghøjsøerne er et rekreativt område, i det der engang var Svogerslev Grusgrav.

Det er endelig blevet ordentligt forår, så jeg kan møde op i singlet uden af stå og småfryse inden start. Og inden start, samler folk sig ved depotet, der er ved iskiosken Café Runde Rie og med view ud over Flæng Sø.

Udsigt over Flæng Sø fra depotet.

Morgenkaffen er lidt sen til at virke i dag, men jeg får overstået toiletbesøget, inden Thomas synes det er tid til løbsbriefing. Vandstanden i søerne er stadig forhøjet efter den våde vinter, så ruten er ændret i forhold til Lønbæk Cannonball’s tidligere arrangementer ved Lynghøjsøerne. Da det er min første tur i den tidligere råstofgrav, er det ikke noget, jeg forventer at blive forvirret over.

Efter fællesfoto er det tid til start. Vi løb mod vest, nord for den midterste af de tre søer: Flæng Sø. Vi fortsætter ind i Lynghøjsøerne Hundeskov (hvor der ikke rigtig er en skov; og så er spørgsmålet, hvad hedder en hundeskov uden skov?).

Vi sætter i løb.

Vi løber en kort løkke i den skovløse hundeskov og ned mellem Flæng Sø og Lyngager Sø. Ved den store badestrand ved Lyngager Sø, løber vi ned til søen. Vi løber hele vejen rundt om Lyngager Sø og løber op igen ved badestranden og fortsætter syd om Flæng Sø.

Og her er det, at ruten er ændret. Ved de tidligere løb har ruten gået forbi Thomas Damborgs trold Runde Rie. Men der er for meget vand.

Underlaget er stabil grus. Enkelte steder er stien lidt smal, men det er en rundstrækning uden nævneværdige udfordringer.

Vi slipper ikke helt for vand. Ved sydøstspidsen af Flæng Sø står der vand på grusstien. Det er muligt at tage en etsporsti udenom vandet, eller løbe gennem vandet, der er dybt nok, til at komme helt op over skoene.

Efter Flæng Sø fortsætter vi rundt om Vejgård Sø, og løber så op til depot. Runden er 7,1 km, så jeg skal rundt seks gange.

På vej rundt om Vejgård Sø.

Min plan for dagen er roligt løb. Det er småvarmt og der er lidt højdemeter på ruten, så ingen grund til at forcere tempoet. På de første omgange er jeg i godt selskab og kommer lidt hurtigere rundt, end jeg havde tænkt jeg ville.

På tredje omgang slipper jeg det gode selskab. Tempoet falder og jeg tager det roligt på resten af turen. Heldigvis har ruten et par bakker, som det er helt naturligt at gå op ad.

Sejr over bakken.

Efter seks omgange er jeg færdig. Dog ikke mere færdig, end at jeg tager den voucher på 20 kr, der er til alle deltagere, og som kan bruges til kaffe eller is i Café Runde Rie. Jeg vælger både og. Og må derfor selv pungen ud til isen. Café Runde Rie drives af frivillige og overskuddet går til velgørenhed i Svogerselv.


Lønbæk cannonball – LNBK Lynghøjsøerne pinsemaraton

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Flæng Sø, Lynghøjsøerne
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: grus
  • Deltagerantal: 56
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Lønbæk Cannonball