Tag-arkiv: Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball : to parker

Hvidovre Havn. 17. november 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:46:04
  • Tempo: 05:21 min/km
  • Hastighed: 11,2 km/t

Løbsoversigt

Søndag. Tidligt på formiddagen – eller sent på morgenen. Det er som du ser på det. Det blæser. Solen skinner. Det er tid til at løbe en tur.

Jeg står og småfryser, imens Thomas Lønbæk færdiggør dagens morgensamling. Ruten, vi løber på i dag, har start ved Hvidovre Havn. Det er en ny rute Thomas har kreeret. Men området er velkendt for mange maratonløbere. Undervejs kommer vi til at krydser ruterne for flere andre løb, f.eks. Rundt om solen, Marathon PopUp Planetstien, Fredskov 2500 basis og Copenhagen Coast Run.

Morgenfriske? løbere møder ind – klar til at maraton eller halvmaraton.

Fællesfoto. (Huskede jeg at smile?) Klokken rammer 09:00 og Thomas sender os af sted.

Vi skal løbe i Kystagerparken og Valbyparken. Kystagerparken ligger mellem Kalveboderne og Søndre Kystagervej – nord for Hvidovre Havn og syd for Harrestrup Å. Et lille, grønt, rekreativt område skabt af overskudsjord fra vejanlæg og byggerier i Storkøbenhavn.

Nord for ligger Valbyparken. Parken ligger på den gamle Valby Fælled – ud mod havneløbet. Området er tidligere blevet benyttet som losseplads. Valbyparken er nu Københavns største park. Mellem Kystagerparken og Valbyparken ligger Renseanlæg Damhusåen.

Vi løber…

Vi starter med at løbe langs Hvidovre Havn, hvorfra vi drejer mod nord og løber langs kysten. Ruten fortsætter nordpå til vi krydser Harrestrup Ås udløb, hvor vi også krydser kommunegrænsen til Københavns kommune. Vi løber videre langs kysten, indtil vi har passeret den lille sandstrand, der er etableret i Valbyparken. Nu skal vi skal hen over græsset til en kondisti, der snor sig mellem nogle træer.

Løb langs kysten.

Vi rammer Tudsemindevej der både byder på brosten og asfalt. Snart kommer vi til den store træallé, der strækker sig gennem Valbyparken. Vi forlader asfalten og får i stedet grus under fødderne. Træalléen følger vi tilbage til kysten, hvor ruten fortsætter et stykke i modsatte retning, som vi kom fra tidligere.

Efter at have passeret Harrestrup Å og kommunegrænsen til Hvidovre kommune forlader vi stien, hvor vi løb ud, og følger i stedet Kystagerstien tilbage til start/depot/mål ved Hvidovre Havn. Ruten er markeret med lyserøde wireflag, plus et par enkelte skilte med pile.

Seks gange skal jeg rundt på rundstrækningen for at samle kilometer nok til et maraton. Ruten er flad og det eneste der kan drille i dag er vinden.

Hvis du vil, er en flad rute en hurtig rute. Det benytter Lone Birgitte Larsen sig af. Hun sætter personlige rekord på maratondisstanden og løber sit første sub-fire-timer-maraton. Stort tillykke!

Efterår.


Lønbæk cannonball – LNBK Kystagerparken efterårsmaraton

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Hvidovre Havn
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: grus, jord, asfalt, brosten
  • Deltagerantal: 65
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball

Amager. 7. august 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:22:19
  • Tempo: 06:13 min/km
  • Hastighed: 9,7 km/t

Løbsoversigt

Efter 4½ kilometer rammer vi Strandparken og er ved at være varme.
Udsigt fra Dragør.
Underlaget er afvekslende. Her sand.
Ved vandposten på Kongelundsfortet.
Ørestad i det fjerne.


Lønbæk cannonball – LNBK Amarmino basic sommeraftensløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: DR Byen, Ørestad
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, beton, grus, sand
  • Deltagerantal: 12
  • Sko: Salomon Spectur

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball : Amager rundt

Amager. 10. juli 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:33:01
  • Tempo: 06:28 min/km
  • Hastighed: 9,3 km/t

Løbsoversigt

Onsdag tog jeg ikke hjem efter arbejde. I stedet drog jeg til Amager – og løb øen rundt.

Lønbæk cannonball arrangerede maraton på Amarminoen. Amarminoen er en 27 km lang vandrerute. Vandreruten starter ved DR Byen og slutter i Dragør – eller omvendt alt efter hvor du starter.

Amarminoen passerer undervejs Sydvestpynten, Pinseskove og Amager Fælled. Som de fleste ved, er 27 km ikke nok til et maraton. Derfor har Lønbæk cannonball tilføjet ruten et stræk fra DR Byen via Amager Strandpark til Dragør. Med den tur er der kilometer nok til at maraton. Forlængelsen ændrer ruten fra en A til B-rute til en runde med start og mål samme sted.

Amarminostenen.

Amarminoen blev indviet 9. oktober 2020, hvor borgmestrene fra både Tårnby og Dragør var mødt op. Onsdag var der ikke så prominente gæster. Vi var blot en lille flok løbere med lyst til nogle kilometer i benene.

Vejret var ikke det bedste. Det regnede da jeg ankom til DR Byen med metro. Der var lidt tid til start og jeg blev i læ på stationen. Heldigvis stilnede regnen af og jeg kunne gå ned til mødestedet uden at blive våd. Den medbragte regnjakke kom ikke op af løbevesten på noget tidspunkt. Til gengæld tittede solen frem undervejs.

Byløb i Sundby.

Thomas forklarede lidt om rundstrækningen. Kort inden start gik vi fra metrostationen over på Amager Fælled, hvor der var start en par hundrede meter fra Amaminostenen, som markerer Amarminoens start/mål-sted ved DR Byen.

Som skrevet skulle vi en tur omkring Amager Strandpark, inden vi løb Amarminoen fra Dragør til DR Byen. Derfor passerede vi kort efter start Amarminostenen. Vi fortsatte forbi DR Koncerthuset og løb op til Njalsgade, hvor vi drejede til højre – i retning om stranden. De første kilometer var byløb, med lyskryds, masser af fodgængere og cyklister. Det hørte op, da vi ramte Amager Strandpark.

Fyrtårnet i Dragør.

Vi løb hele vejen gennem Amager Strandpark fra nord mod syd ad den hårde betonsti. Nu skriver jeg “vi”, men vi var allerede her så spredte, at jeg løb alene, godt nok med løbsarrangøreren Thomas Lønbæk ikke langt efter.

Jeg fortsatte syd på forbi Den blå planet og over Øresundsmotorvejen. Herefter kom dagens kedeligste strækning. Kystvejen udenom lufthavnen. Nu er det jo nærmeste en sightseeing tur Amager rundt, og på sådan én er Københavns Lufthavn nærmest obligatorisk.

Alting har en ende og det havde turen ad Kystvejen også. Dragør. En idyllisk lille by i den fjerne ende af Amager. Her løb jeg lang kysten ad en grussti. Det var dejligt med et skifte fra beton og asfalt til et blødere underlag. Nær Dragør Badehotel passerede vi den Amaminosten, der markerer start/mål på vandreruten i Dragør. Herfra er ruten markeret, men jeg løb hele vejen efter den gpx-rute, som jeg havde uploadet til mit løbeur.

Strandtur med sand under skoene.

Vi havde fået at vide, at ved Dragør Fort var der mulighed for at få fyldt vandflasker op. Det var en lummer sommeraften, så ekstra vand havde jeg brug for. Jeg havde dog ikke hørt ordentlig efter til briefingen og løb helt ind på fortet for at finde en vandhane. Der fandt jeg ingen vandhane, men tilbage på ruten fandt jeg vandhanen. Knap 30 meter efter det sted, hvor jeg var drejet af, for at løbe ind på Dragør Fort. Ren bonus: Jeg fik set fortet og jeg fik ekstra meter.

Efter Dragør var der dømt strandløb med sand. Her valgte jeg at gå og med det sløve standtempo og turen ind på Dragør Fort, var jeg endt som en af de bagerste af deltagerne.

Det formodes, at frøene til birketræerne på Amager er blæst over fra Sverige.

Sand blev til grussti og satte jeg atter i løb. Jeg kom syd om Søvang og nærmede mig et landskab, hvor jeg har løbet før: Kongelunden Sydvestpynten og derefter Pinseskoven. Ved Kongelundsfortet benyttede jeg igen den offentlige adgang til en vandhane og fyldte mine vandflasker med frisk vand.

I Pinseskoven fik jeg hentet nogle af de andre deltagere. Hilste venligt og fortsatte mod Kalvebod Fælled. Det var først her, i det åbne landskab på Kalvebod Fælled, at jeg bemærkede vinden.

I Pinseskoven.

Efter Kalvebod Fælled kom asfalten tilbage i form af Dæmningsvej. Ruten havde dog en afstikke op gennem Byskoven, hvor underlaget var grus. Videre ad Dæmningsvej til Vejlands Allé som vi passerede under.

Jeg løb videre rundt om motorcrossbanen og op på bakken ved Sønderbro Haveforening. En bakke, som os der har løbet Toppen af Nokken, kender gangske godt. Fra bakken er der en flot udsigt.

Fra bakketoppen var der kun et nedløb og en tur over Amager Fælled tilbage. inden jeg var retur ved DR Byen – og i mål.

Udsigt til Ørestad.

En fed løbeoplevelse rigere. Gpx-løb kan noget, specielt på de lange rundstrækninger hvor deltagerne kan kommer langt omkring. En fed måde at kommer på sightseeing. Tak til Thomas for et fint low key-arrangement og en oplevelsesrig løbetur.


Lønbæk cannonball – LNBK Amarmino basic sommeraftensløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: DR Byen, Ørestad
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, beton, grus, sand
  • Deltagerantal: 15
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball : tur i grusgraven

Svogerslev. 20. maj 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:13:39
  • Tempo: 06:01 min/km
  • Hastighed: 10 km/t

Løbsoversigt

Vi er vest for Roskilde, ved Svogerslev, her ligger Lynghøjsøerne mellem Holbækmotorvejen og Lindenborgvej. Der er her Lønbæk cannonball i dag arrangerer cannonball-løb.

Lynghøjsøerne er tre søer: Lyngager Sø, Flæng Sø og Vejgård Sø. Lynghøjsøerne er et rekreativt område, i det der engang var Svogerslev Grusgrav.

Det er endelig blevet ordentligt forår, så jeg kan møde op i singlet uden af stå og småfryse inden start. Og inden start, samler folk sig ved depotet, der er ved iskiosken Café Runde Rie og med view ud over Flæng Sø.

Udsigt over Flæng Sø fra depotet.

Morgenkaffen er lidt sen til at virke i dag, men jeg får overstået toiletbesøget, inden Thomas synes det er tid til løbsbriefing. Vandstanden i søerne er stadig forhøjet efter den våde vinter, så ruten er ændret i forhold til Lønbæk Cannonball’s tidligere arrangementer ved Lynghøjsøerne. Da det er min første tur i den tidligere råstofgrav, er det ikke noget, jeg forventer at blive forvirret over.

Efter fællesfoto er det tid til start. Vi løb mod vest, nord for den midterste af de tre søer: Flæng Sø. Vi fortsætter ind i Lynghøjsøerne Hundeskov (hvor der ikke rigtig er en skov; og så er spørgsmålet, hvad hedder en hundeskov uden skov?).

Vi sætter i løb.

Vi løber en kort løkke i den skovløse hundeskov og ned mellem Flæng Sø og Lyngager Sø. Ved den store badestrand ved Lyngager Sø, løber vi ned til søen. Vi løber hele vejen rundt om Lyngager Sø og løber op igen ved badestranden og fortsætter syd om Flæng Sø.

Og her er det, at ruten er ændret. Ved de tidligere løb har ruten gået forbi Thomas Damborgs trold Runde Rie. Men der er for meget vand.

Underlaget er stabil grus. Enkelte steder er stien lidt smal, men det er en rundstrækning uden nævneværdige udfordringer.

Vi slipper ikke helt for vand. Ved sydøstspidsen af Flæng Sø står der vand på grusstien. Det er muligt at tage en etsporsti udenom vandet, eller løbe gennem vandet, der er dybt nok, til at komme helt op over skoene.

Efter Flæng Sø fortsætter vi rundt om Vejgård Sø, og løber så op til depot. Runden er 7,1 km, så jeg skal rundt seks gange.

På vej rundt om Vejgård Sø.

Min plan for dagen er roligt løb. Det er småvarmt og der er lidt højdemeter på ruten, så ingen grund til at forcere tempoet. På de første omgange er jeg i godt selskab og kommer lidt hurtigere rundt, end jeg havde tænkt jeg ville.

På tredje omgang slipper jeg det gode selskab. Tempoet falder og jeg tager det roligt på resten af turen. Heldigvis har ruten et par bakker, som det er helt naturligt at gå op ad.

Sejr over bakken.

Efter seks omgange er jeg færdig. Dog ikke mere færdig, end at jeg tager den voucher på 20 kr, der er til alle deltagere, og som kan bruges til kaffe eller is i Café Runde Rie. Jeg vælger både og. Og må derfor selv pungen ud til isen. Café Runde Rie drives af frivillige og overskuddet går til velgørenhed i Svogerselv.


Lønbæk cannonball – LNBK Lynghøjsøerne pinsemaraton

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Flæng Sø, Lynghøjsøerne
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: grus
  • Deltagerantal: 56
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball : rundt om søen

Bagsværd Sø. 13. april 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:54:43
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Med base i Kirke Syv sydvest for Roskilde arrangerer Thomas Lønbæk cannonball-løb forskellige steder i Danmark (primært Østdanmark). Der er f.eks. Lønbæk (LNBK) Cannonball på Rudersdalruten, ved Lynghøjsøerne (Roskilde) og i Borup.

At jeg endnu ikke har deltaget i et LNBK-cannonball er nærmest lidt af en præstation. Men nu gælder det LNBK Bagsværd Sø Forårsmaraton, som afvikles for 10. gang.

Med start klokken otte, må jeg tidligt op og afsted. Jeg ankommer til Skovalleen ved Bagsværd Sø, hvor løbet starter – og har mål. Der er rigeligt med parkeringspladser til dagens arrangement.

Morgenmøde ved Thomas.

Ved startstedet er der allerede mødt et godt dusin løbere op. Det er en småkold forårsmorgen og jeg har en længere indre dialog om påklædning. Jeg vælger, at løbe i det tøj jeg nu har på, nok mest fordi jeg er for doven til at gå op i bilen igen for at skifte.

Thomas Lønbæk dukker op. Han hilser på folk og det bliver tid til dagens morgenmøde med information om løbet. Morgenmødet efterfølges af fællesfoto. Det er et meget snakkelysten løbefelt, der er mødt frem, så Thomas har lidt svært ved at få ørenlyd til nedtælling og start. Afsted kommer vi dog.

Salt og sukker.

Ruten går rundt om Bagsværd Sø. Vi løber med uret.

Kort efter start kommer vi forbi Bagsværd Sø Rostadions tribune. hvor vi løber på en stabil grussti. Ellers er der meget skovsti med rødder og lidt mudder på de første par kilometer. Det slutter ved Sophienholm, hvor vi løber op gennem parken til Nybrovej. Det er rundstrækningens mest seriøse stigning. Ruten har sine højdemeter, men det er absolut overkommeligt.

Morgenfriske løbere.

Ad Nybrovej kan vi vælge mellem cykelsti med asfalt eller et fortov uden belægning. Efter Nybro Kro forlader vi Nybrovej og kommer ind i skoven igen. Her er stierne det, nogen vil kalde velholdte – og andre kedelige. De er i hvert tilfælde ikke specielt udfordrende, så det er bare frem ad.

Og således ender jeg med at kommer hele vejen rundt. Ikke blot en gang, men hele seks gange. Så er der til et maraton.

Underlaget er ret varieret. Her er vi ovre i noget easy trail.

Da det er tiende gang LNBK Cannonball laver løb rundt om Bagsværd Sø, er der jubilæumskage med jordbær på. Det siger jeg ikke nej til.

Ud over diverse cannonball-løb står Thomas også bag Ringkøbing Fjord Rundt. Det har jeg løbet, nu har jeg løbet LNBK Bagsværd Sø. Jeg må se at få hakket nogle flere at Thomas’ løb af.

Forårsfrisk pil.


Lønbæk cannonball – Bagsværd Sø forårsmaraton

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Skovalleen, Gladsaxe
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt.
  • Deltagerantal: 69
  • Sko: Salomon Spectur

Lønbæk cannonball