Herstedhøje. 9. marts 2025.
Resultat
- Distance: maraton
- Tid: 03:41:52
- Tempo: 05:15 min/km
- Hastighed: 11,4 km/t
Siden vintersolhverv er dagen tiltaget med fire timer og atten minutter. Vi er i det spirende forår. Vintergækker, krokus og erantis blomstrer. Hvis man ser godt efter, er de første knopper på træerne ved at springe ud i lysegrønt.

Det er køligt om morgenen. Sådan er det tidligt forår. Jeg er dog optimist og har taget de knækorte løbebukser på. Mellemsæsonjakken er med, men jeg lader den ligge i tasken og satser på at en langærmet løbetrøje er nok til at holde varmen på de første omgange.
I dag skal vi løbe seks omgange på 6,95 km. Som den skarpe matematiker vil bemærke, er det ikke nok til et maraton, så efter de seks omgange er der en epilog – la grande finale.
Men først skal arrangørerne lige snakke lidt og der skal tages et klassefoto. Efter at alle har fået vendt sig i den rigtige løberetning, sættes løbet i gang.

Selv efter et par kilometer forbliver det køligt. Måske lige optimistisk nok at lade jakken blive i tasken. Men det er for sent at gøre om. Og varmen skal nok komme, for forårssolen stråler over Vestegnen.
Vi løber en omgang, der bringer os hele vejen rundt om Herstedhøje, med Rovej i den sydlige ende og Hejremosevej i den nordlige. Start og depot er ved bålpladserne bag Naturcenter Herstedhøje. Her er der indrettet depot på et par af træbordene.

Ruten er markeret med hvide pile. Tak for det! Alle kan komme sikkert rundt i deres eget tempo.
De seks omgange er som det meste af Vestegnen. Rimelig flade, der er ingen højdemeter af betydning. Men så er der epilogen.

La grande finale
Efter omtrent 42 flade kilometer kommer la grande finale. Epilogen. Den starter ved depotet bag Naturcenter Herstedhøje. Herfra løber vi fra foden af Herstedhøje og op til stenen med pilen på toppen af bakken.
Et klap på stenen, så er jeg i mål og kan nyde udsigten over Storkøbenhavn.

—
Mandy og Mias martsmaraton
- Arrangør: Miathlon
- Land: Danmark
- Start: Naturcenter Herstedhøje, Albertslund
- Distance: maraton
- Underlag: grus, asfalt
- Deltagerantal: 43
- Sko: Brooks Glycerin GTS 20