I dag inviterede K2 maraton til cannonball i Rødovre kommune. Dem er der ikke mange af, altså maratonløb, der reelt er i Rødovre kommune.
Der var start, depot og mål i industriområder omkring Islevdalvej. Jeg havde på forhånd frygtet et maraton bestående af 8 omgang á godt og vel 5 kilometer, på veje i industriområdet. Sådan blev det ikke.
Starten var ved arrangørens arbejdsplads, så der var cannonball-luksus som toilet og tag over hovedet.
Start- og målområde.
Fællesfoto var der ikke noget af og morgenprædiken var ganske kort. Ruten var aftenen forinden markeret med grønne kridtpile, forhåbentlig var de der stadig!
Vi skulle 6 gange rundt på en rundstrækning, der var over 7+ kilometer lang. Først ned ad Islevdalvej. Asfalt. Så under Motorring 3 ad Jyllingevej. Asfalt. Krydsede Jyllingevej ved lyskrydset, hvor vi spildte en del tid i løbet af dagen. Asfalt. Drejede til venstre og løb langs Vestvoldens voldgrav. Jord.
Efter omtrent én kilometer på asfalt skiftede underlaget og rutens karakter, til noget jeg ikke havde forventet, da jeg stod op om morgenen.
På volden
Vi drejede ned ad “Den dækkede vej”, der så at sige ligger på fjendesiden af voldgraven, og hvorfra der, da Vestvolden var et fæstningsanlæg, gøres udfald mod en fjende (læs: tysken).
På “Den dækkede vej”.
Heldigvis havde arrangøren sørget for, at vi fik alle de ture, der var muligt, fra “Den dækkede vej” og ned til vandspejlet i voldgraven og op til siten igen. Fem ture ned blev det til, inden vi passede voldgraven af broen syd for Voldpunkt 12.
Herfra var det retur ad jordstierne på volden indtil vi endte ved Ejbybunkeren hvor en lille del af stien var asfalteret. Vi løb over voldgraven ad broen nord for Voldpunkt 15 og kort derefter ramte vi igen Jyllingevej med lyskryds og trafik. Herfra var det samme vej tilbage til depotet som vi startede med at løbe ud.
Broen nord for Voldpunkt 15.
En rigtig fin rute på Vestvolden. Næsten som jeg selv ville have lagt den. Der kunne nok findes lidt flere højdemeter på Voldesiden, men 300 positive højdemeter er ganske fint på Vestegnen.
Jeg er kommet på Verdensranglisten (World MegaMarathon Ranking). Men hvad er nu det, tænker du nok. Og hvor langt nede på listen er jeg havnet?
I mange landet findes der nationale Klub 100-klubber, hvor maratonløbere kan blive medlem når de har passeret 100 maraton. Som medlem kommer løberne på en national rangliste over maratonløbere med minimum 100 gennemførte maraton. I Danmark har vi Klub 100 maraton. Jeg passerede de 100 maraton i 2017 og har siden været medlem af den danske klub 100.
På verdensplan findes der ikke en samlet liste for løbere med 100 maraton på løbecv’et. Den ville også blive en ret lang liste. Men der er World MegaMarathon Ranking (WMMR) som registrerer alle løbere med mindst 300 maraton eller ultraløb på cv’et.
I den danske Klub 100 maraton tæller maratonløb på ranglisten – og kun maraton. Så når jeg står noteret med 334 løb på listen, er det fordi jeg har løbet 334 maraton. Sådan er det ikke i alle klub 100-klubber. I Sverige tæller både maraton og ultraløb på den nationale liste. Når Johan Melin står noteret med 457 løb på den svenske liste, er der fordi han har løbet 457 løb på maratondistancen eller på ultradistancer.
På ranglisten i Klub 100 maraton har jeg pt. en placering som nummer 74, med mine 334 maraton. På klubbens hjemmeside, er der også en liste med de medlemmer der er på Verdensranglisten. På den liste er jeg placeret som nummer 69. Det er fordi, at jeg på den liste står registeret med 32 ultraløb ud over mine 334 maraton. I Verdensranglisten-regi står jeg noteret med 366 løb.
Verdensranglisten
Verdensranglisten opdateres én gang om året, med det antal løb, som de enkelte løbere har registret ved årets udgang. Så min første notering på listen, er ud fra antallet af registrerede (og gældende) maraton og ultraløb pr. 31. december 2024: 366.
På verdensranglisten 2024 er der 1.284 løbere, heraf 101 danske. Tyske Christian Hottas topper listen med 3.330 maraton- og ultraløb. Nummer to på listen er Sigrid Eichner med 2.394 løb, og hun er dermed den kvinde i verden, som har løbet flest maraton eller ultraløb.
Den dansker som ligger bedst til, er fynske Ulrik Pihl med 1.267 løb og en placering som nummer 25.
Jeg er indplaceret noget længere nede på listen – på en 816.-plads. Pladsen deler jeg med japanske Hiroyuki Makuta og slovakiske Frantisék Michalička.
Verdensranglisten er udarbejdet af Kazuyoshi Iida fra den japanske 100 Marathon Club. Som en lille bonusting, er mit navn blev transskriberet til japansk. Det lyder: スネ フネベル
Siden vintersolhverv er dagen tiltaget med fire timer og atten minutter. Vi er i det spirende forår. Vintergækker, krokus og erantis blomstrer. Hvis man ser godt efter, er de første knopper på træerne ved at springe ud i lysegrønt.
Morgenstemning på Vestegnen.
Det er køligt om morgenen. Sådan er det tidligt forår. Jeg er dog optimist og har taget de knækorte løbebukser på. Mellemsæsonjakken er med, men jeg lader den ligge i tasken og satser på at en langærmet løbetrøje er nok til at holde varmen på de første omgange.
I dag skal vi løbe seks omgange på 6,95 km. Som den skarpe matematiker vil bemærke, er det ikke nok til et maraton, så efter de seks omgange er der en epilog – la grande finale.
Men først skal arrangørerne lige snakke lidt og der skal tages et klassefoto. Efter at alle har fået vendt sig i den rigtige løberetning, sættes løbet i gang.
Kort efter start på Tværvej. Der er stadig rimelig samling på løberne.
Selv efter et par kilometer forbliver det køligt. Måske lige optimistisk nok at lade jakken blive i tasken. Men det er for sent at gøre om. Og varmen skal nok komme, for forårssolen stråler over Vestegnen.
Vi løber en omgang, der bringer os hele vejen rundt om Herstedhøje, med Rovej i den sydlige ende og Hejremosevej i den nordlige. Start og depot er ved bålpladserne bag Naturcenter Herstedhøje. Her er der indrettet depot på et par af træbordene.
En lille flok løbere ved krydset Ballerupstien/Rovej.
Ruten er markeret med hvide pile. Tak for det! Alle kan komme sikkert rundt i deres eget tempo.
De seks omgange er som det meste af Vestegnen. Rimelig flade, der er ingen højdemeter af betydning. Men så er der epilogen.
Stenen med pilen, på toppen af Herstedhøje.
La grande finale
Efter omtrent 42 flade kilometer kommer la grande finale. Epilogen. Den starter ved depotet bag Naturcenter Herstedhøje. Herfra løber vi fra foden af Herstedhøje og op til stenen med pilen på toppen af bakken.
Et klap på stenen, så er jeg i mål og kan nyde udsigten over Storkøbenhavn.
Normalt er vejen til startlinjen noget, der skal overstås. Men til Kristallmarathon begynder eventyret allerede halvanden time inden start. Vi står en tætpakket flok løbere i en elevator, der kører ned i undergrunden i god fart. Min rejsemakker, Henrik fra Maraton PopUp, mig og en masse tyskere.
Langt nede i den massive undergrund gennes vi ud af elevatoren og kommer over i gule minebiler, her placeres vi på lange bænke. Med alle på plads er det af sted, og det i høj fart. Vi kører gennem de smalle og lave gange til Großbunker, som ligger 500 meter under jordoverfladen. I dag er der løbsarrangement i Großbunker, andre dage er der koncerter.
Transport fra elevatorer til Großbunker.
I Großbunker er der sat stole op – én til hver af de 750 deltagere, der enten skal løbe halvmaraton eller maraton. Jeg finder et toilet og kommer af med det, jeg nu skal af med, efter en god kop morgenkaffe. Nu er det bare at vente på, at klokken bliver 10 og vi kan komme i gang med at løbe et maraton dybt nede i undergrunden.
Højdemeter og saltaflejringer
Vi er i Thüriingen. I en nedlagt saltmine, Erlebnis Bergwerk Merkers. Der er ikke udvundet salt fra minen siden 1991. Under 2. Verdenskrig gemte nazisterne guld, kunst og valuta i minen. Det dybeste sted i minen er omtrent 860 meter under jordoverfladen og der er 4600 km tunneler.
Vi løber 500 meter under jordoverfladen. Her er en konstant temperatur på 21°. Det er varmt nok til at løbe i korte rør og singlet, selvom vi er midt i februar.
Minemaskine.
Saltet, der er hentet op fra minen, stammer fra Zechstein-havet, der dækkede området for 240 millioner år siden . Aflejringer fra Zechstein er udbredt i store dele af Nordtyskland, Danmark og England, og i Merkers er der utallige saltaflejringer.
Alle deltagere skal bære hjelm og pandelampe, hvilket er lovpligtigt for alle, der færdes i tyske miner.
Klokken er 10 og løbet sættes i gang til klapsalver fra løbere og publikum, der har taget turen ned i undergrunden.
Et par løbevenner der har været her tidligere, har sagt, at de ikke rigtigt mærkede de 780 højdemeter, som der er på maratonet. Jeg ved ikke, hvad de har været på. Jeg mærker højdemeterne allerede på første omgang, faktisk allerede på den første kilometer.
Klar til start i Großbunker.
Den fjollede leg jeg i dag finder på er, at jeg vil se, om jeg kan løbe hele vejen fra start til slut. Ikke noget med at gå på stigningerne, uanset hvor stejle de er.
13 gange skal jeg rundt i de gange, der lige præcis er brede nok til at de gule minebiler kan køre gennem dem. Der er ikke lige meget lys alle steder, men jeg behøver ikke tænde min pandelampe for at finde rundt.
Legen med at løbe hele tiden går meget godt på de første runder. Efter tre omgange drikker jeg lidt Powerade og efter fem spiser jeg en energi-gel. Jeg begynder at kunne mærke stigningerne i benene. Efter otte omgange drikker jeg lidt Powerade. Efter 10 omgange spiser jeg en energi-gel. Nu kan jeg også mærke nedløbene i benene.
På rundstrækningen.
Angående nedløbene. De er sjove. Underlaget er fast. Der er ikke meget, vi kan falde over. Det er bare at give slip og lade sig trække nedad af tyngdekraften. Det sidste nedløb på rundstrækningen, der er lidt længere end de andre, er min favorit. Her kommer der virkelig fart på.
Mål
Efter favoritnedløbet er der en lille tur frem og tilbage i en tunnel, inden vi løber mod mål i Großbunker. Jeg holder fast i legen hele vejen og undlader at gå op ad stigningerne. Indsatsen rækker dog ikke til en tid under fire timer. Men det er heller ikke dagens mål.
Efter målgang drikker jeg lidt vand og den alkoholfri øl, som udleveres til alle, der gennemfører løbet. Jeg finder min stol og sætter mig for at vente på min rejsekammerat. Jeg sidder ikke længe, inden Henrik krydser målstregen, og vi begynder at gøre os klar til at komme op til overfladen.
De fleste havde tændt pandelampen, selv om det ikke var nødvendigt.
Kristallmarathon er et oplevelsesløb. Og én oplevelse, det får deltageren. Tunnelsyn, helt bogstaveligt. På ruten ses gamle minemaskiner, som et f.eks. gammelt minetog.
Har du klaustrofobiske tendenser, er Kristallmarathon nok ikke det næste løb som skal i sætte kalenderen. Alle andre: Tag af sted.
Jeg brugte årets korteste dag på et maraton på Amager – og jeg nåede da hjem, inden solen gik ned.
Maratonet var mit 39. maraton i år. Det bliver ikke til flere i 2024, men 39 er også ét maraton mere end sidste år og dermed det højeste antal maraton, jeg har løbet på ét år.
Årets hurtigste var Copenhagen marathon, hvor jeg løb på 03:13:12, hvilket rakte til en personlig bedste tid. Den største maratonoplevelse i 2024 var Hvalsø Cannonball den 2. marts, hvor jeg løb mit maraton nummer 300. Fantastisk dag i skoven med gode venner.
Maraton pro anno
Klub 100 gældende maraton pr. år fra 2012 til 2024.
Mandy og Mia inviterer til mørke-maraton på Vestegnen. Mere præcist i Vestskoven, med start, depot og mål ved Herstedhøje.
Der er start klokken 16:00 og solen gik ned 15:38, men der er stadig meget lys, imens Mandy og Mia fortæller om dagens arrangement.
Vi skal løbe i et ottetal. En omgang rundt om Herstedhøje efterfulgt at en omgang i skoven nord for Herstedhøje. For at samle kilometer til et maraton skal jeg syv gange rundt i ottetallet plus en ekstra omgang i den øverste cirkel i ottetallet.
Efter fællesfoto løber vi afsted mod sydvest ad Tværvej. Vi drejer til højre ad Rovej. Det er stadig forholdvis lyst, men på de efterfølgende omgange er det meget stemningsfuldt at løbe på Rovej i mørket. Der er nedlagt små lys i en linje midt på vejen.
Ikke alle er enige med mig i, at der er baggrundslys nok til at løbe uden pandelampelys.
Rovej bliver til Ballerupstien. Ballerupstien ender i et t-kryds med Herstehøjevej, hvor vi drejer til højre og sætter retningen mod Herstedhøje.
Inden vi kommer helt tilbage til Herstedhøje, drejer vi af og følger Tværvej mod nord. Vi løber helt op i den anden ende af Tværvej, hvor den ender i et T-kryds med Hejremosevej, vi drejer til venstre. Vi følger Hejremosevej rundt til den fletter ind i Herstedhøjevej – og denne gang får vi lov at løbe hele vejen til depot ved Herstedhøje.
Den første omgang løb vi samlet, så alle kunne finde rundt på den umakerede ottetalsrundstrækning.
Det var en omgang – videre, af sted ud på den næste. Nu alene.
Selv om det er blevet mørkt efter første omgang, bliver det aldrig rigtig mørkt og jeg finder det ikke nødvendigt at tænde pandelampen. Der er en enkelt gang, hvor der er modtrafik og et par gange, hvor jeg overhaler andre løbere, hvor jeg tænder pandelampen for at gøre opmærksom på, at jeg er på vej. Ellers er der rigeligt med baglys fra Storkøbenhavn til at navigere i Vestskoven.
På sidste omgang tændte jeg lampen, så jeg kunne tage et foto at aftenskoven.
Det havde ikke været af storhed, hvis arrangørerne lige havde tage cyklen rundt og sat et par markeringsflag, de steder hvor vi skulle dreje. Så kunne alle have sat deres eget tempo fra start, og det er ikke en uoverkommelig opgave.
Og så er der det med medaljer. Dem er der ingen af. Det gør ikke mig det store. Men jeg kender da et par stykker, der ikke stiller op, hvis der ikke er medaljer. Nu er i advaret!
Når det er sagt, så er Mandy og Mias mørke-maraton et fint arrangement. Der er et lille depot med det mest nødvendige. Nu har jeg boet på Vestegnen og har løbet et en del i området omkring Herstedvester, så jeg havde ingen problemer med at finde rundt efter første omgang. Men om det er det samme for deltagere uden lokalkendskab, ved jeg ikke.
At løbe i mørket er noget helt særligt – også selvom det ikke er helt mørkt.
Højdemeter er der ikke så mange af. Og når nu jeg er kørt hele vejen til Herstedhøje for at løbe, er det super ærgerligt ikke at komme nogle gange over den lokale bakkeløbsattraktion.