Regnvejrsdag i skoven. Alt var vådt. En lille del af dagens rundstrækning var på Skjoldungestien. Her fik vi lov til at skøjte lidt rundt. På resten af runden stod vi fint fast i vores asfaltfræsere.
Det siges, at man ikke er hurtigere end det sidste løb. I så faldt er jeg blevet en langsom løber i løbet af den sidste uge. Dagens maraton blev løbet 51 minutter og 35 sekunder langsommere end maratonet i sidste weekend.
Efter 21 kilometer virkede morgenkaffen pludseligt. Der var et toilet i skoven, sådan nogle 100 meter fra ruten. Desværre havde jeg passeret vejen til toilettet kort inden kaffen virkede. De næste 5 km var lidt træls og på det sidste stykke inden toilettet, fik jeg vand i øjnene.
Selv om fingrene blev kolde og mudderet trængte helt ind mellem tæerne, var det en dejlig dag i Bidstrup Skovene.
Med start klokken otte ved Rosenhaven i Valbyparken, var der ikke mulighed for at sove længe lørdag morgen. Jeg kom op. Jeg kom afsted og stod klar til start lidt i otte.
Aneste sagde velkommen og fortalte lidt om ruten, uden at fortabe sig i detaljer. Med kridtpile på jorden som markering, burde det være til at finde rundt.
Ruten er ændret en smule siden sidst jeg løb maraton i Valbyparken. I stedet for at løbe ned til Stejlepladsen, skulle vi løbe rundt i det grønne område øst for Hf. Musikbyen. Her fik vi lov at hilse på de lokale alpakaer.
Jeg brugte dagens maraton til at teste formen. Var der stadig lidt tempo i benene?
Planen var, at lægge ud hurtigere end jeg normalt gør på et weekendhyggemaraton. Udgangspunktet hed 05:20 min/km eller hurtigere fra start. På de 10 km mellem 30 og 40 km på ruten, skulle jeg holde et tempo på 05:10 min/km eller hurtigere.
Begge dele gik fik. Ifølge Garmin løb jeg 05:04 min/km mellem 30 og 35 km og 05:06 min/km mellem 35 og 40 km.
# 290
I dag løb jeg mit maraton nummer 290. Så der kommer et maraton nummer 300 indenfor en overskuelig fremtid.
Morten Brogaard Jakobsen har været så venligt, at arrangere Hvalsø cannonball den 2. marts 2024. Planen er, at det bliver der jeg løber mit maraton nummer 300.
De der kender mig som løber ved, at jeg elsker at løbe i skoven. Bidstrup Skovene er et af de steder jeg har løbet mange gange og det er en af Sjællands dejligste skove. Jeg er derfor glad for at få lov at løbe mit maraton nummer 300 der. Jeg håber, at nogle af mine løbevenner er friske på en skovtur til marts.
Arrangørerne har ændre løbet navn fra Skovmaraton til Skovmaren. Maren er et pigenavn, der er en fordanskning af Marina, som er den feminine form af Marinus, som betyder “fra søen”. Jeg ved ikke om navnet henfører en en (for mig) ukendt Maren, eller en af skovens søer som Skovdam, Maltemosen eller Odderdam?
Så har MaratonDanmark igen samlet en god flok løbere, hvoraf de fleste har sat sig for, at løbe et maraton eller halvmaraton 3 dage i træk – i 3 forskellige kommuner. Vi starter i Fanø Kommune, der med sine knap 3.500 indbyggere godt kan kaldes en miniputkommune.
Fanø er kendt for sine sæler, der kan opleves hele året på øen. Og så er der også et eller andet med fliser. Altså den slags der er glaserede og som oftest sidder på en væg – også kaldet kakler. Det siges, at de første fliser kom til Fanø i 1600-tallet. Siden er de blevet flittigt brugt af øen beboere.
Men jeg så ingen sæler, selv om vi løb lidt langs stranden nord for Nordby. Og den eneste flise jeg så, var en der var sat i en træramme og skruet op med en skrue på det B&B, hvor vi overnattede. Ikke særlige autentisk.
Vi starter lige nord for færgelejet hvor Esbjerg-færgen ligger til. Herfra løber vi mod nord langs stranden. Og da der i dag er østenvind, får vi fuld udbytte af den kølige efterårsvind. Efter omtrent en halv kilometer passerer vi to 2. Verdenskrigsbunkere og løber ind i landet. Ikke længe efter er der mere krigshistorie i landskabet: Fanø Nord Flakbatteri.
Vi fortsætter gennem den skønne vestkystnatur og passerer hen over Kikkebjerg, der med sine 17 meter over vandoverfladen, er et af øens fem højeste punkter.
Vi løber meget på naturstier, hvor underlaget er sand og jord. Der er også lidt grusvej og den sidste del af den godt 7 kilometer lange rundstrækning løbes i Nordby. På asfalt. Et langt stæk lige ud af Vesterhavsvej.
Jeg har en lidt sløj, dag hvor jeg ikke er på toppen. Selv om jeg tager den med ro, er jeg urimeligt træt på den sidste af de 6 omgange, jeg skal rundt for et maraton. Håber på superrestitution til i morgen.
Fanø kommune
Farverne blå og sølv i Fanøs kommunevåben symboliserer havet og den høje himmel. Søhesten understreger øens beliggenhed i havet. Kommune blev dannet ved kommunereformen i 1970, og de to søheste er pga. de oprindelige sognekommuner Nordby og Sønderho. Kommunen ligger i Region Syddanmark.
Fanø er 16 km lang og fylder 61,1 km². Der bor 3.426 mennesker i kommunen, hvilket gør den til noget af en lilleput kommune målt på indbyggertal. Der er i gennemsnit 56 fannikker pr. km².
Der sidder 11 personer i byrådet. Borgmesteren hedder Frank Jensen (nej, ikke den Frank Jensen) og er fra det Radikale Venstre. De 11 politikere fordeler sig med tre radikale, tre konservative, to venstremænd, to socialdemokrater og en socialist fra Enhedslisten. 2 af byrådsmedlemmerne er kvinder. Det må kunne gøres bedre Fanø!
Fanø er blandt de 14 kommuner, der ifølge Dansk Skoleidræt har gjort sig fortjent til at kalde sig en skoleidrætskommune.
Løbet på Fanø blev det eneste maraton i denne weekend. Jeg stillede stil start i morgen ved Blåvandshuk, men stopper efter 25 km. Der er ikke mere at give af, hver en muskel gør ond og jeg har fået hovedpine. Det skal være sjovt, og det er det ikke mere.
Jeg nåede tre omgange af dagen rute. Den sidste runde var præget af selvynk, men på de to første omgange nød jeg naturen. Specielt på sidse del af rundstrækningen som løbes i skønne klitter – ind i mellem med lidt tæt krat.
Det er sjælden jeg er her på egnen, så nu kører jeg en tur forbi mine forældre gravsted i Nr. Nebel. Resten af weekenden bliver noget med kamillete på sofaen og masser af snotklude.
Hvis ikke jeg har løbet en lang tur lørdag, så må jeg løbe en lang tur søndag. I dag tog jeg til Halsnæs for at løbe weekendens lange.
På Halsnæs arrangerede 3600 maraton løbet Spodsbjerg Fyr løbet. Det blev afviklet på en kvartmaratonrunden, som jeg måtte rundt på fire gange.
Der var start ved Hundested Stadion. Rundstrækningen startede med asfaltløb i Hundested, kun afbrud på en kort grussti langs Strandvejen. Efter at have passeret havnen, startede rutens højdepunkt – både målt på stigningsprocenter og på seværdigheden.
Vi passerede Hundested Skanse, der er en af de mange skanser der blev opført på landets kyster efter Englandskrigene. Vi passerede Knud Rasmussens Hus og Spodsbjerg Fyr. Alt imens vi kunne nyde udsigten over Kattegat. Vi fik lov at løbe på siten langs kysten en stykke længere, inden vi ved Galgebjerg forlod kysten og løb ind i landet.
Turen tilbage til start gik gennem en del skov og var fortrinsvis på grusvej og jordsti.
Halsnæs kommune
Med 61 km kystlinje, er det ikke strand Halsnæs kommune mangler. Her er beboerne aldrig mere en 4 km væk fra vandet i endte Kattegat, Isefjord eller Roskilde Fjord. Kommunen dækker et areal på 121,19 km² – og der bor 254 indbygger pr km². Til sammenligning bor der 5.708 indbygger pr km² i Københavns kommune.
I 2007 blev Hundested og Frederiksværk kommune sammenlagt. I første omgang kom den nye kommune til at hedde Frederiksværk-Hundested Kommune, men efter en afstemning blev navnet ændre til Halsnæs Kommune i 2008.
I 2022 var der 31.344 beboere i Halsnæs kommune. I det år flyttede 350 borgere til Halsnæs fra København og 316 til flyttede til Halsnæs fra Hillerød. Den anden vej var der 355 som flyttede til Hillerød fra Halsnæs og 265 der flyttede fra Halsnæs til Københavns kommune.
1. januar 2023 var indbyggertallet i Halsnæs kommune steget til 31.466. To tredjedel af kommunes beboere bor i de to byer Hundested og Frederiksværk.
Kommunens motto er: “Halsnæs – rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte.” Personligt er jeg mere til det der er ægte, end til det der føles ægte.
Dagens løb er det tredje af Team Førslev motions årstidsserie. Vi er nået til efterårsjævndøgnsløb, hvis du skulle være i tvivl. De der har været tidligt ude, har haft muligheden for at tilkøbe en store medalje, hvori der sættes en “mønt” for hvert årstidsløb der gennemføres. Medaljen er udsolgt, men der er stadig rig mulighed for at få en medalje med hjem fra dagens arrangement.
Da jeg tilmeldte mig, kunne der tilkøbes Frøslevmedalje eller en specialmedalje i anledningen af dagens jubilar Paw Jeppesen, der løber sit maraton nummer 200. Jeg valgte specialmedaljen. Det var også muligt at tilmelde sig uden medalje og spare lidt penge.
Arrangørerne Team Førslev motion er Elisabeth Lundstedt og Karina Madsen. De arrangerer cannonball-løb i Førslev på Sydsjælland. Formålet med Team Førslev motion er at “få frisk luft, motion, hyggeligt samvær, fede medaljer, og at samle penge ind til forskellige velgørende organisationer” – som det hedder på løbets hjemmeside.
Team Førslev motion har ind til videre samlet over 88.000,- kr ind. Indsamlingspengene fra dagens løb bliver overført til deres næste løb, som er et knæk cancer-arrangement.
Dagens løb
Jeg har været tidlig oppe. Der er start 08:00 for maratondeltagerne. Halvmaratonløberne kan vælge mellem to starter. En klokken ni og en klokken ti.
Da en af deltagerne løber sit maraton nummer 200, tager den obligatoriske morgensamling et par minutter ekstra. Herefter bliver vi sendt af sted.
Løbet afvikles på en kvartmaratonrundstrækning på asfalt, i et landskab domineret af diversitetsmæssig landbrugsødemark. Jeg gider ikke skrive så meget om ruten, da den er så kedelig, at den får Kanonkugle maraton til at fremstå som et festfyrværkeri af en rute.
Det er selvsagt min point of view. Andre vil elske ruten for dens lange lige stræk, hvor man kan slå hjerne fra og dens konsekvente asfalt fra start til slut.
Dagens fest
Arrangementet og forplejningen fejer ikke noget. Her er alt hvad vi har brug for. Inklusiv et opvarmet toilet og tag over hovedet i tilfælde af regn.
I dag er der lidt ekstra lagkage og kagemand. Paw Jeppesen løber sit maraton nummer 200! Paw er en af dem, der altid kommer med godt humør, når vi skal ud at løbe. Paw er gerne med på regionsløbene – et af maratonsæsonens højdepunkter. I den sammenhæng har jeg haft fornøjelse af at bo på hestepension med Paw. Ud over rotterne på loftet, var det vældig hyggeligt.
Paw kommer i mål til stor bifald og festivitas efter fem timers tid. Så er der kagemand. Brunsvigerkagemand. Kirsten fra Klub 100’s bestyrtelse holder en god tale. Som jeg forstår det, er der en McDonalds-medaljer på vej til Paw?
Stort tillykke til Paw, der nu må løbe med stjerner.
— Team Førslev motion – efterårsjævndøgnsløb
Arrangører: Elisabeth Lundstedt og Karina Madsen
Land: Danmark
Start: Dyssevej, Frøslev
Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 5,7 km, 1 mil
I dag er der løbefest med fødselsdag og jubilæer. Kurt Olsen, der er en af arrangørerne af Tosseløbs cannonball fylder 70 og løber sit maraton nummer 400. Og det er Tosseløbs cannonball løb nummer 200. Først skal der løbes.
Vi er en fin flok der er mødt for på Graversensvej i Ringsted i dag. De deltagerne der er kommet i god tid, bruger ventetiden inden start til at sige tillykke med fødselsdagen til Kurt.
Det bliver tid til løbsbriefing. Den står Benjamin for. Vi får taget fællesfoto og bliver sendt af sted med et par minutters forsinkelse.
Jeg løber, det meste af de seks omgange det kræver for et maraton, i mit eget selskab. Da vi skifter retning for hver omgang, er der masse af muligheder for at hilse på de andre deltagere.
Jeg holder et rimeligt tempo og kommer i mål med en hæderlige margen til de fire timer.
70 | 400
Luftfugtigheden er høj, så løbetøjet er gennemblødt. Jeg skrifter til noget tørt. Inden Kurt Olsen kommer i mål, når jeg også at spise en af de grill-pølser, som Tossseløbs cannaonball servere i dagens anledning.
Der er en del deltagere og familie samlet til at klappe Kurt i mål. Der er mange, der skal give et knus til Kurt, inden Harry Cilleborg kan holde tale for dagens fødselar og maratonjubilar.
Ud over at være en stabil løber, spreder Kurt – ofte i selskab med Harry Cilleborg – god karma og smil ude på løberuten. Han har en vigtig rolle i cannonball-miljøet, da det i praksis er Kurt der står for at afviklingen Tosseløbs-løbene hver tirsdag i Ringsted.
Kurt løb sit første maraton i april 2003, hvor han gennemførte Hamburg Marathon i tiden 03:43:15. I 2004 løb Kurt HCA maraton og London Marathon. Til HCA i Odense, satte Kurt PR på 03:20:38.
Efter London var den en lang maratonpause. Først i 2015 kom Kurt tilbage på maratondistancen. Herefter gik det stærk. I 2019 løb Kurt sit maraton nummer 100, og nu er det blevet til 400!
Stort tillykke med de 400 maraton – og de 70 år!
Tosseløbs cannonball
Tosseløbs cannonball er et byløb i Ringsted, men en enkelt gang har jeg været i skoven med Tosseløbs cannonball. Det var i marts 2019, hvor de havde flyttet løbet til Vigersted. Her løb vi blandt andet i Høed Skov og Skovridervænge.
Til hverdag (om tirsdagen hver uge) og en gang i mellem i weekenden afholdes Tosseløbs cannonball i Ringsted på en kvartmaratonrundstrækning.
Der er start, depot og mål på Graversensvej. Herfra løbes der op til Ringsted Torv via Klosterhaven. Runden drejer omkring Rådhuset og deltagerne løber videre ad Sanct Bendts Gade. Lige efter Zahlesvej drejer ruten ned ad en sti.
Ruten fortsætter ad stien til Præstelunden, undervejs hertil kommer deltagerne under Nordre Ringvej. Fra Præstelunden fortsætter ruten ad Klosterparks Alle og deltagerne kommer op til et velkendt hjørne af Ringsted med McDonalds og Burger King. Det kan godt være, at det er Sankt Berndts Kirke der reklameres for på de brune turistoplysningstavler langs motorvejen, men det er ved Ringsted Outlet/Ringstedet alle holder ind.
Fra parkeringspladsen ved Ringstedet løber deltagerne igen under Nordre Ringvej til Nørregade, hvorfra ruten drejer venstre om ad Kaserne Parkvej.
Løberne forlader Kaserne Parkvej ved Ringsted Sygehus, de løber videre ad Ærtekildevej og Bøllingsvej. Ruten fortsætter ud ad Teglovnsvej til Tværalle, hvor deltagerne passere Ringsted Sportscenter og Ringsted Bibliotek.
Fra Tværalle løber deltageren ad Anlægsvej til Prinsensvej. Prinsensvej ender i Køgevej og her er et af de få steder på ruten med meget trafik, som skal krydses. Når det er lykkedes løberne at krydse Køgevej, forlades den hurtigt igen og ruten fortsætter ad Fuglebakken.
Efter parkeringspladsen ved Vibevej drejer ruten til højre ad en asfalteret sti, som fortsætter til Søndergade. Fra Søndergade fortsætter ruten ad Mågevej og Rønnedevej. For enden af Rønnedevej skal løberne over Næstvedvej og fortsætte af Hovmarksvej. Det er det andet sted på ruten, hvor der kan være en del biltrafik, som skal krydses.
Løberne løber ad Hovmarksvej til Jyllandsgade, hvor de drejer til venstre, de forlader Jyllandsgade ved Vermehrensvej som fører dem frem til Graversensvej og depot/mål.
Hver anden runde løbes den modsatte vej rundt. Sådan var det ikke i de første år med Tosseløbs cannonball, hvor vi løb alle runderne med uret rundt.
Datoer og tider for de 10 Tosseløbs cannonball
06.01. 2019: 03:56:11
24.02. 2019: 03:50:12
05.03. 2019: 03:55:28
17.03. 2019: 04:03:03 (Vigersted)
21.05. 2019: 03:50:22
25.06. 2019: 03:56:11
18.02. 2020: 03:44:12
05.04. 2022: 03:56:19
21.04. 2022: 03:57:08
20.08. 2023: 03:49:59
— Tosseløbs cannonball # 200 – Kurt Olsen 70 år, maraton nr. 400
Arrangører: Benjamin Olsen, Stine Wissing, Kurt Olsen
Løbet kort: Den direkte vej fra Zahlesvej til Kærhave Skov. Kigge lidt på skoven og så tilbage til Zahlesvej. Så simpelt at alle kan være med. Seks gange for et maraton.
I dag fyldte Christian Thestrup rundt og han havde taget flødeboller med. Stort tillykke!
Ved feriebyen Blokhus på den Nørrejyske Ø arrangerer Saltum Trim maraton med mere. Det lyder jo dejligt med et løb nær havet og i landskabet bag klitterne.
Jeg har ikke studeret ruten hjemmefra og er kommet afsted med et par trailsko. Allerede inden løbet kigger jeg lidt på Google Maps og Open Street Maps og konstaterer, at det er en fejl. Størstedelen af ruten er henlagt på asfalt og tæmmede grusveje. Men det går nu nok.
Der er start på Torvet i Blokhus klokken halv ti. Den lokale udgave af en borgmester holder en metermålsvelkomststale. Den er ikke så lang og det er godt, for starten nærmere sig. Selv om vi er langt hjemmefra, når vi at hilse på flere gode løbevenner i startområdet.
Så er det afsted – i det mindste for mig. Mette, og de andre halvmaratonløbere, starter 2 timer efter maratonfeltet.
Vi starter med at løbe ud ad Klitgaardsvej og drejer videre ud ad Pirupshavrrevej. Asfalt. Der er fartholdere til sluttider på 03:30, 03:45, 04:00, 04:15, 04:30. Efter et par kilometer konstater jeg, at fartholderen til 04:15 holder et højt tempo. De siger, at det er for at have lidt på kontoren til stranden, der venter på den sidste del af runden.
Runden vi løber på er et kvartmaraton langt. Asfaltvejene afløses af grusveje i sommerhuslandskabet nord for Blokhus by. Der er en enkelt gåbakke – ellers er der ikke betydende højdemeter på ruten. Vind er der heller ikke meget af, undskyldningerne for at løbe under niveau er få.
Omtrent halvvejs på runden er der et depot med vand, cola og frugt. Herefter følger et lille stykke med asfalt, inden vi sætter retning mod Jammerbugten og strandsandet. Størstedelen af turen mod havet er grusvej, men der er også lidt jordvej.
Sandet på stranden ved Blokhus er fast og let at løbe på. Så her er heller ingen undskyldning for et eventuelt skuffende resultat på dagen løb. Det er noget helt andet, end det man løber i til North Sea Beach Marathon. Og så er der tilladt bilkørsel på stranden her ved Blokhus, hvilket forringer herlighedsværdien en hel del.
Jeg nærmer mig Blokhus med de karakteristisk hvide badehytter på stribe langs klitterne. Det sidste stykke fra stranden og op til Torvet løbes på asfalt. Så er det forbi depotet i målområdet og ud på næste omgang.
Omgangstempo
05:38 min/km
05:32 min/km
05:28 min/km
05:24 min/km
Det bliver til fire omgange. Et maraton i Jammerbugt kommune. Så kan jeg hakke den af på kommunemaratonpladen. Jeg kom i mål før fartholderne på 04:00, så alt er godt – og det er da heldigt, når nu løbet ikke tilbyder nogle undskyldninger for at underpræstere.
Hr. Kuhlmann beviste i dag, at man godt kan gennemføre et maraton på bagkanten af en brandert og komme i mål på under fire timer – hvis nogle skulle være i tvivl. Om det var kønt, vil jeg lade de der løb sammen med Kuhlmann vurdere.