Værløse. 5. februar 2023.
Resultat
- Distance: maraton
- Tid: 03:48:10
- Tempo: 05:24 min/km
- Hastighed: 11,1 km/h
En kold morgen. Igen. Nu synes jeg vi har prøvet det der vinter. Bring mig sol og tocifrede plusgrader. Jeg vil have singletvejr og saltaflejringer på løbetøjet.
I dag er det ikke singletvejr omend en enkelt løber insisteret på korte bukser! Jeg har merinould-undertrøjen på og dobbeltlags handsker.
Efter at Moffe har sagt de indledende vers og vi alle er blevet fotograferet, får vi endelig lov at løbe af sted. Forhåbentligt giver det lidt varme i kroppen.
Vi løber på en rute, der har udgangspunkt i samme sti omkring Søndersø som jeg løb tilbage i 2013, hvor Runing2venus var arrangører. Det var den dag jeg tabte spurten til Johan Melin på de sidste meter.
Tilbage til i dag. Start, depot og mål er et andet sted end hos Runing2venus. Vi starter derfor med at løbe ned mod søen fra Lejrvej, hvor depotet er opstillet.
Strækningen frem og tilbage fra depotet gør runden længere end hos Runing2venus og vi kan i dag nøjes med seks omgange for et maraton.
Der er ikke mange højdemeter rundt om Søndersø, men turen ned fra depotet og op igen sikrer, at dagens arrangement ikke giver en flad fornemmelse.
I dag synes jeg, der er mange store flokke af fodgængere, der fylder mere end stiens bredde og hunde i lange snore, som ejerne tydeligvis ikke har styr på.
Jeg keder mig lidt på de første 25 kilometer, måske er det Hammer Trail blues. Søndersø ved Værløse er ikke helt det samme som Nordbornholm. De sidste 15 kilometer rammer jeg et fedt flow og er løb.
Og jo tak. Jeg fik varmen, mens jeg løb. Til gengæld gik der ikke mange nanosekunder fra jeg stoppede, til kulden indfandt sig igen.
—
Moffes maraton # 24 – Søndersø løbet
- Arrangører: Henrik Madsen, Mikio Karmann m.fl.
- Land: Danmark
- Start: Lejrvej, Kirke Værløse
- Distance: maraton, halvmaraton, 14, 7 km
- Underlag: grus, asfalt
- Deltagerantal: 70
- Sko: Adidas Ultra Boost 20