En dag på stranden med en masse glade løbere. Turen gik fra Hundested til Helsingør. Vi kommer over kystbeskyttelse, sten, grus og sand. Føderne blev ømme, det samme gjorde benmusklerne. Jeg kom ikke hurtigt frem, men det var en dejlig tur, med skøn natur gode medløbere og verdens dejligste support.
Venstre fod i vandkanten – løbets motto.Undervejs skal der forceres store mængder af kystbeskyttelse.Sand & vand.Spor i sand.Vand & sand.Sand & planter.Sand & rynket rose.Sand.Op ad sandstien.Sand & sten.Sand.En løber på vej i mål efter 61 kilometer langs Nordkysten.
Sand er en jordart afsat i vand eller aflejret af vinden. Partikler med kornstørrelse på 0,06-2 mm regnes som sand, mens partikler mellem 2-20 mm regnes som grus.
Forekomsterne af sand i Danmark blev især dannet under issmeltningen for ca. 10.000 år siden, ved at materiale fra undergrunden blev revet løs af ismasserne og aflejret.
Eremitagemaraton afvikles en gang hver sommer som et socialløb. Løbernes følges ad i grupper inddelt efter sluttid. Ruten er et halvmaraton der løbet på tre blade. Hvert blad starter og slutter ved Eremitageslottet, hvor der er depot. En del løbere stod af efter et halvmaraton. Os der løb et helt maraton, løb det andet halve i modsatte retning af det første.
“Eremitage Marathon tæller ikke med på ranglisten Bestyrelsen er af adskillige medlemmer blevet spurgt, om Eremitage Marathon, der er et socialmaratonarrangement, tæller med på ranglisten. Efter dialog med løbsarrangøren kan vi oplyse, at løbet desværre ikke tæller med på klubbens rangliste. Der offentliggøres ikke en resultat liste, og løbsarrangøren ønsker heller ikke at gøre det fremover. Det betyder, at løbskriteriernes §2 ikke er opfyldt.” (citat: Klub 100 Marathon nyhedsbrev. 2020, nr. 1. – 2. marts 2020. Udsendt af Per Hviid.)
Flådeegene maraton er lidt to løb i et. Et rundtur om Furesø på ca. 21 kilometer og 5 omgange på en runde ved flådeegene som også er omtrent et halvmaraton langt. Men først lidt om egetræer og flåden.
Planlægning er vigtig. Så da englænderne sejlede afsted med hele den danske flåde i 1907 – efter at hvad sønderbombet København og gennemført verdenshistoriens første raketangreb på en civilbefolkning – måtte der tænkes fremad. Derfor beordrede kronprins Frederik, at der skulle plantes egetræer ved Furesøen til en fremtidig dansk flåde. I 2003 kunne skovrider Lars Toksvig orientere krigsministeriet om at egetræerne var klar til levering til den danske flåde.
På vej rundt om Furesø.
Løbet har start og mål hjemme hos løbsarrangøreren og hans familie – der i øvrigt alle hjælper til. Fra start løbes de rundt om Furesø. Mod uret. Der løbes på blandet underlag, asfalt/fortov, grusvej, skovsti og endda en strækning på træplanker. Der er massere af smukke passager gennem skov og med blik ud over søen. Men der er også et par kilometer gennem udkanten af Farum.
Ved flådeegene, lidt syd for Farum, er der et depot. Her start de fem runder der er langt ind lidt som et løb i løbet. Runden starter med et nedløb til søbredden. Herefter er der et stræk på singletrack som er lidt kuperet. Det er sådan lidt trail til os der kan lide den slags. Da runden starter med et nedløb, kommer der også en længere stigning. Efter den løbes der retur til depotet på en flad, asfalteret cykelsti. Tilbage i depotet er der vand, cola, saft og vandmelon. På en varm da er det rigtig godt med vandmelon – vand i fast form, godt fundet på.
Ved flådeegene får man lidt fornemmelse for trail.
Efter fem runderne fortsætter ruten det sidste stykke rundt om Furesø, tilbage til mål.
Jeg gav den lidt rigelig med gas på de fem runde hvor der var lidt højdemeter og spas. Det betaler jeg for på de sidste fem kilometer, hvor jeg går kold i sommervarmen.
I mål er der dåsecola og mere vandmelon. For dem der bliver lidt længere er der grill. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig. Men jeg har en aftale i København og må videre straks løbet er gennemført.
En frisk vind og byger var dagens menu til Holger Danske maraton. Jeg fik løbet mit maraton nummer 99.
Holger Danske er et ud og hjem maraton. Der er start ved Helsingør Badminton Klub på Nordre Starndvej. Herfra løbes et halvt maraton til Øster Alle i Gilleleje hvor løberne vender om og løber tilbage igen.
Viden kom fra nordvest, så der var modvind ud og medvind hjem. Det er bedst sådan, men det er som om at modvinden tager mere end medvinden giver. Der kom nogle spredte byger undervej. Dem mærkede man mest på vejen ud. En enkelt gang blev regndråberne suppleret med hagl.
Depoterne var primitive med vand, cola og forskellige chips. Arrangøren havde ikke fået en sponsoraftale om energigel på plads, så sådan noget var der ikke på menuen. Jeg havde min egen med, så fint nok. Men der var ingen frugt. Det var straks værre. Jeg kunne godt have bruget lidt banan og måske appelsin undervejs.
Jeg havde lagt Solbrud Jærtegn på mp3afspilleren, så dem var jeg i selskab med på de sidste 10 km. Solbrud fungere fint som løbemusik, om end det er lidt for meget en lydmur de kommer med på min løbeplaylistse. Men de er fine som en afveksling.
Da jeg løb Holger Danske maraton var jeg overbevist om at det var mit maraton nummer 99. Men det blev til nummer 100. Forklaringen er her: I Klub 100 maraton uden at løbe
61.000 meter i løb langs Sjællands Nordkyst var dagens hovedret. Ingredienserne var sand, grus, strandsten og kampesten.
Jeg måtte tidligt op for at nå bussen i Helsingør der klokken 6 kørte deltagerne til Ultraløbet Nordkysten til start i Hundested. De fleste i bussen, inklusiv undertegnede, forsøgte at lukke øjnene og hvile lidt på køreturen.
Jeg fik ikke sovet i bussen, men vi kom fint frem omtrent en time før start. På havnen var der uddeling af startnumre. Jeg fik mit nummer og brugte noget af ventetiden på at stå i kø til toilettet.
Ti minutter i start orienterede Moses Løvstad om ruten og regler. Der var debut på løbet som Moses Løvstad og Ravn Hamberg har bruge et par år på at skabe. Moses præsenterede løbet som Ultracuppens hårdest hvorfor der var hele 12 timer til at gennemføre de 61 kilometer.
Strækninger markeret med rødt på kortet er der hvor vi løb med venstre fod i vandkanten. Kort: Moses Løvstad.
Klokken blev otte og løbet blev ringet i gang. Vi startede i sand – og det var der meget af undervejs. Men i første omgang løbe vi ikke langt før vi kom lidt op fra stranden og forbi Knud Rasmussens Mindevarde.
Ruten var markeret med gul og sort stribede plastikstrimler, pinde sat i jorden malet gul og sort i enden og melpile på jorden. På ruten var der nogle lange strandstrækninger. Her var ingen markering. Når vi ramte stranden stod der en skilt med en kilometerangivelse af hvor lang vi skulle løbe med venstre fod i vandkanten.
Første gang vi kom på stranden for alvor, var det en strækning på godt syv kilometer. Her blev vi for alvor præsenteret for de to elementer der definerede løbet: kampesten og sand.
Der var relativt meget kystsikring på strækningen land Nordkysten. Kystsikring med kampesten. På stenene gik det ikke hurtige, især ikke for en teknisk amøbe som mig. I sandet kunne der løbes. Var sandet lidt fast kunne der endda løbes lidt hurtigere end i strandgrus og på passagerne med større strandsten.
Men når jeg løbe i sandet, var det som om sandet trængte ind i skoen og videre ind i foden og op i læggen. For hver kilometer i sandet svandt lægmusklerne ind og blev erstattet af tung, våd sand.
Asfalt var en sjælden ting på turen. Men ved passagen af Gilleleje der et par korte stræk på asfalt. Det var så også stort set det. Kort efter Gilleleje var løbet andet depot. Der var depot ved 20 kilometer og 40 kilometer. I depotet var der vand, cola, appelsin, banan og slik.
Jeg var lidt langsom til at komme ud af det andet depot. Men af sted kom jeg. Strækket mellem 40 og 50 kilometer var det med mindste strandløb. Efter 4 km på en rimelig stenet strand var der en længere passage på grussti. En meget kærkommen pause fra udfordringerne med sand, strandgrus og kampesten.
De sidste otte kilometer ind til mål i Helsingør Havn var med venstre fod i vandkanten. Først en lang og langsom tur på kampesten. Herefter en skiftende terræn mellem kampesten og strandgrus og -sten. Efterhånden som jeg fik kæmpet mig frem ad, ramte jeg sandstranden og kunne løbe med lidt mere flow.
Bum. Hallo. Der var den. Havnen og mål!
Træningen hen over sommer har ikke været optimal. Det vidste jeg godt fra start og tog den med ro fra begyndelsen af løbet. Jeg tror jeg ramte det tempo der var det bedst mulige på dagen. Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med at have gennemført Ultraløbet Nordkysten.
Som nævnt overfor, blev løbet præsenteret som det hårderes af de tre løb i Ultracuppen. Jeg har aldrig løbet Ultraløbet Gendarmstien, så jeg kan ikke bekræfte om det var rigtigt. Men det var hårdt – næsten ligeså hårdt som det var smukt. Og det var helt sikker mere udfordrende end Molsruten som løbet afløser – og det var også meget mindre asfalt end der var på Molsruten. Fedt med et godt strandløb på Sjælland.
Dagens desserten var en pizza nr. 23 fra den lokale pizzaria med kebab, grøn peber, bacon og chili.
Holger Danske maraton er genopstået. Ruten er den samme for 30 år siden. Løbet er en tur fra Helsingør ad Nordre Strandvej til Gilleleje og tilbage igen. Ruten er flad og her engang i fordums tid være DM-rute.
Startskuddet lød 9:30. Med temperaturer lidt over frysepunktet er det koldt, men efter et par kilometer fik jeg varmen.
I depoterne er engangskrusene med vand droppet. I stedet er i det første depot en foldekop til løberne. Den bruges resten af vejen når der skal tankes væske. I depoterne er der i øvrigt energidrik, cola, vand og frugt. Idéen med foldekop er god, men på udturen var spredningen af løbere ikke så stor, så der var lige lovlig mange løbere til vandkanderne i depoterne.
Termometeret viser plusgrader, men med chillfaktor fra en kølig og frisk vinde fra sydøst, føles det noget koldere. Det er fint nok på turen til Gilleleje, men tilbage med mod/sidevind er det koldt. Og kulde er ikke god for min motivation.
Tempoet går ned sammen med kropstemperaturen. Men på de sidste 10 km tager jeg mig sammen og kommer ind på en tid lige under de fire timer.
Lige for tiden er træningsfokus på Sahara Marathon solidaritetsløb til fordel for flygtningene fra Vestsahara. Løbet løbes i slutningen af februar. I forbindelse med at jeg skal til Algeriet og løbe solidaritetsløbet har jeg gang i en indsamling til skoler i flygtningelejrene. Jeg bliver super glad hvis du smider et par kroner.
