Tag-arkiv: Regionsløb

Regionsløb : Region Nordjylland

Rebild. 9. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 6 af 30
  • Tid: 04:22:49
  • Tempo: 06:14 min/km
  • Hastighed: 9,6 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: Sidste løbsdag i året regionsserie. Opgaven er simpel, 6 gange rundt om Gravlev Sø i Lindenborg Ådal. Så er der til et maraton.

Det er varmt fra morgenen. Der er tidlig start, for de løbere der regner med at bruge mere end 5 timer på dagens maraton. Jeg er fristet til at løbe med, men tænker godt jeg kan kommer igennem på under 5 timer og venter til starten klokken 9.

Vi er i gang med årets sidste Regionsløb. I dag i Region Nordjylland.

Jeg har gemt den hvide singlet til i dag og det er vist meget godt. Under løbsbriefingen er der en der får sagt, at de eneste højdemeter er dem der er op til depotet. Det viser sig, at være en lille løgn, men med Rebild Bakker som nærmeste nabo, må ruten siges at være nærmest flad.

Vi bliver igen forkælet med en fin rute. Underlaget er en blanding af jord, grus og en smule asfalt. Særlig stemningen i skoven i den nordlige ende af rundstrækningen er skøn. Stemningen er helt speciel mellem træerne og her er skygge – hvilket er prisværdigt på en sommerdag som denne. Vi passerer også Ravnekilde, der frister med klar vand.

I skoven.

Dagen i dag er speciel. Ikke kun fordi vi er en del, der løber et maraton for femte dag træk. Birgitte Langballe løber sit maraton nummer 200. Birgitte kan vi altid regne med. Hun arbejder sig gennem løbene i et roligt og stabil tempo og altid med et smil, når vi møder hende på ruten. Tillykke med de 200.

Birgitte i mål på maraton nummer 200.

I morgen venter mandag, en dag på fabrikken med running blues.

Epilog

Samlet bruget jeg 22 timer 21 minutter og 55 sekunder på de 5 maraton (210,975 km) – i snit har jeg brugt 04:28:23 pr. maraton.
Hurtigste mand blev Claus Jeslund der løb det 5 maraton på 19:47:56 (03:57:35. pr maraton). Hurtigste kvinde blev Lone Friis der løb i de 5 maraton på 26:08:06.

Jeg blev nummer 6 ud af 21 løbere som løb maraton alle 5 dage. Jeg fik hakket 3 kommuner af på kommunebingopladen: Nyborg kommune, Holstebro kommune og Rebild kommune.
Efter turen rundet om Gravlev Sø har jeg rundet de 280 maraton.

De deltagere som løb maraton eller halvmaraton alle 5 dage. Foto: Henrik Birkedal/Maraton Danmark.


Regionsløb – Nordjylland

  • Arrangør: Maraton Danmark og Maria Hummeluhr
  • Land: Danmark
  • Start: Rebildvej, ved foden af Rebild Bakker
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 46
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Regionsløb : Region Midtjylland

Stubbergård Sø. 8. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 9 af 32
  • Tid: 04:36:12
  • Tempo: 06:33 min/km
  • Hastighed: 9,2 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: Der er et godt kammeratskab omkring Klub 100 og de løb, der afvikles i Klub 100-miljøet. Men det er nu noget helt særligt til regionsløbene. Jeg ved ikke, om det er fordi det er sommer og vi danskere bare er lidt flinkere i solskin, eller det er fordi vi mødes på tværs af landet, eller det er fordi en god del af deltagerne turnerer samme gennem Danmark i fem dag. Måske lidt det hele.

Stemningen er fin fra morgenstunden. Vi er i Region Midtjylland, ved Stubbergård Sø. Det er en fredet sø, hvor der er en natursti hele vejen rundt. Fra parkeringspladsen hvor vi holder, er der 14 km rundt om Stubbergård Sø, så med et lille bonusløb frem og tilbage på grusvejen ved parkeringspladsen passer det med et maraton.

Det er en fin sti, der er rundt om Stubbergård Sø. Underlaget er helt tørt. Der er nogle småstigninger, der skal bestiges og nogle låger til kvægfolde, der skal forceres. De steder hvor der er potentiale for våde fødder pga. sump eller søvand, er der lagt broer ud, så vi kommer tørskoet gennem løbet. De der bliver våde, er kun dem der frivillige hopper i vandet for at blive kølet ned. Det er en varm dag og der er ikke meget vind.

Det fortælles på egnen, at da de kørte kirkeklokken til Trandum faldt den ned i Stubbergårds Sø og sank til bunds. På højtidsaftener skulle man stadig kunne høre den ringe.

Det er hverken aften eller højtid, så det eneste jeg hører er fuglekvidder – og Solbrud på de sidste 5 kilometer.

Efter 3 rundture omring Stubbergård Sø og 3 gange frem og tilbage på grusvejen ved parkeringspladsen er jeg færdig. Det tager lige lidt tid inden jeg er klar til at få skiftet det svedige løbetøj ud med noget andet. Jeg får taget mig sammen, hvorefter jeg finder en plads i skyggen, hvor jeg sidder og klapper de sidste deltagere i mål. Der bliver lidt væddeløbsstemning i depotet med højlydt heppen og hujen, hvis der er løbere som ankommer samtidig og som kan motiveres til en slutsport.

De foregående dage var det arrangørerne fra Maraton Danmark der stod for ruterne. I dag er det ansvar lagt over til Maria Hummeluhr og Rita Bjerregaard. Tak til dem for et oplevelse der er værd at huske.


Regionsløb – Midtjylland

  • Arrangør: Maraton Danmark, Maria Hummeluhr og Rita Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Stubbergård Sø
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: græs, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 50
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

Regionsløb : Region Syddanmark

Knudshoved. 7. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 8 af 32
  • Tid: 04:18:55
  • Tempo: 06:08 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: Vi kommer her alle sammen. Kørende fra øst mod vest – eller den modsatte vej. Det er et af de helt centrale infrastrukturværker i Danmark: Storbæltsbroen. På vestsiden er ankerblokken placeret på halvøen Knudshoved. Det er her vi skal løbe i dag.

Det er en rundtur i infrastruktur. Ud over at vi kommer under Storbæltsbroen på yderspidsen af Knudshoved, løber vi langs Fynske Motorvej/E 20 og Den fynske hovedbane.

På dagens rute er der meget asfalt, men der er også sand og sten ved stranden og lidt grus undervejs.

For skibsfarten var vores fyr engang meget vigtige for sikkerheden på havet. Vi passerer Knudshoved Fyr. Tårnet er 12 meter højt.

Vi kommer også forbi det gamle færgeleje, hvor Storbæltsfærgen sejlede i pendulfart mellem Fyn og Sjælland indtil 1998, hvor den indstillede driften.

Langs stranden.

På første omgang får vi lov at løbe frem og tilbage på Sydmolen. På de resterede 3 omgange springer vi molen over. Det er fint, for der er så rigeligt med meter på den anden side af 42 kilometer.

Der er også natur på ruten. Vi løber rundt om Østre Sø. Østerø Sø er en lidt speciel sø. Den er kun adskilt fra Storebælt med en lav strandvold og oversvømmes ind i mellem. Derfor svinger saltindholdet i søen. I området omkring Østre Sø yngler vade- og andefugle.

Kodak moment.

“Halvøen Knudshoved strækker sig ud i Storebælt fra Nyborg og danner den nordlige afgrænsning af Nyborg Fjord. Området bestod tidligere af moræneøer, som strandvoldsdannelser gradvis har forbundet med hinanden og det fynske fastland. Mod syd afsluttes halvøen af et krumoddekompleks, der yder læ for den lille naturhavn Slipshavn.”
(citat: Trap Danmark : Bind 18 : Middelfart, Assens, Nordfyn, Kerteminde, Nyborg. Trap Danmark / Gad, 2021.)

Moletur retur.

En bonde på Nyborg-egnen menes at vide, at når en kylling eller ælling kommer ud af ægget, skal de hurtigt muligt puttes gennem et bukseben eller et afklippet strømpeskaft (gad vide om et kompressionsrør kan bruges). Gøres det, kan rovfugle slet ikke se dem!


Regionsløb – Syddanmark

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Slipshavnsvej, Knudshoved
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, sand, sten, grus
  • Deltagerantal: 43
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Regionsløb : Region Sjælland

Tystrup-Bavelse. 6. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 8 af 30
  • Tid: 04:41:52
  • Tempo: 06:41 min/km
  • Hastighed: 9 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: Så er sommeren kommet lidt igen. Der er pletvis sol, da vi ankommer til Kongskilde Naturcenter i Sorø Kommune. I dag skal vi løbe i Region Sjælland.

Vi er her i god tid, så jeg bliver plantet med et beachflag, der er sat fast på et hegn med ét stykke gaffa. Tydeligvis ikke nok til at holde flaget. Mette har fundet en ny rulle, men Ulrik insisterer på at få sat pantposer og affaldsposer fast med gaffa på depotbordet. Så gå tiden da med det.

Sukkervand.

Med tålmodighed når man meget og til sidst bliver beachflaget sat ordentlig fast og jeg slipper fri. Tids nok til at gøre løbevest klar til løbet.

Det bliver tid til morgenmøde med information om dagens rute og fællesfoto. Og så får vi lov at komme af sted. David løber forrest og sætter markeringen. Godt at han er en af de hurtige.

Det er en rute med lidt højdemeter og masser af græs.

Vi løber i landskabet nord for Tystrup Sø. Det går sjælden lige ud og underlaget skifter mellem græs, jord, grus og asfalt. Det er en flot rute og vi kommer forbi mange spændende steder, bland andet Det Urgamle Overdrev og Frederikskilde Langdysse.

“Overdrev er en kulturhistorisk betegnelse for en bestemt type græsland. Overdrev kendes på det korte plantedække med græs og blomster og en mangfoldighed af sommerfugle og biller” står der på en infotavle ved Det Urgamle Overdrev.

Flere steder passerede vi gennem dyrefolde.

Frederikskilde Langdysse er en fredet langdysse fra bondestanalderen, opført ca. 3.600 f.v.t. Anlægget er 27 meter langt og 10 meter bredt.

Rundstrækningen vi løber på er et kvartmaraton. Vi møder både kvæg og vilde heste på turen.

Jeg skal fire gange rundt. De tre første runder går fint, men så møder jeg Kaptajn Tungben og så bliver de sidste 10 km noget sløve. Med 600+ højdemeter i går og 700+ højdemeter i dag, er det måske ikke så underligt.

På den sidste del af rundstrækningen var det lidt sumpet, men det mærkede vi ikke noget til.

Der er naturligvis en flok løbere, som allerede er færdig. De sidder i depotet og hygger, imens jeg løber i mål. Jeg skifter tøj og slutter mig til flokken.

Vi klapper af de øvrige deltagere, efterhånden som de kommer i mål. Det er egentlig lidt synd, at der ikke er nogle til at klappe af de hurtigste, der kommer først.

Detaljer af Frederikskilde langdysse.


Regionsløb – Sjælland

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Kongskilde Naturcenter
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: græs, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 41
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Regionsløb : Region Hovedstaden

Bagsværd. 5. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 7 af 30
  • Tid: 04:22:08
  • Tempo: 06:13 min/km
  • Hastighed: 9,7 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: For tredje gang deltager Mette og jeg i serieløbet Regionsløb. Som navnet indikerer er det et løb i hver af landet regioner. 5 dage. 5 regioner. Deltagerne har skrevet sig op til at halvmaraton eller et maraton. Jeg snupper 5 maraton.

De foregående 2 år har der været start på det første løb i Nordjylland og det sidste løb er afviklet i Hovedstadsregionen. Det har været dejligt for os, for så har vi ikke haft så langt hjem efter det sidste løb. I år er der bytte om på rækkefølgen. Start er i Gladsaxe, så vi starter hjemme og slutter i det nordlige Jylland med et løb ved Rebild – og en lang biltur hjem. Men en dag af gangen.

Morgenmøde.

I dag starter vi ved Bagsværd Sø i den nordlige ende af Gladsaxe kommune. Vi skal løb i skovene mellem Bagsværd Sø og Furesø. Men først skal vi hamstre i depotet. Det bliver til en sodavand, en banan og en lille pose Pepito.

David og Henrik fortæller lidt om dagens arrangement og ruten vi skal løbe. Den er markeret og det er jo godt, for så farer vi ikke vild.

Grønt er sundt.

Rundt og vend

Vi starter tæt på Danmarks Nationale Rostadion på Bagsværd sø. I dag er der stille på søen, men her kan være hektisk med både eliteroer og motionister på vandet.

Efter fællesfoto bliver vi sendt afsted. Underlaget er en blanding af grusvej og skovveje. Ved bådudlejningen på Frederiksdalsvej rammer vi et kort stykke med asfalt.

En enkelt forhindring på ruten.

Ruten fortsætter mod Furesø og her har Henrik, der er ansvarlig for dagens rute, fundet et vældigt fint spor langs søen. Vi løber først lidt oppe i landskabet med kik til søen mellem træerne og senere nede ved vandet – helt tæt på søbredden. Under løbsbriefingen tidligere fik vi oplyst, at Furesø er Danmarks dybeste sø. På det dybeste sted er der 37,7 meter til bunden.

Vi fortsætter og forlader søen og løber tilbage mod depotet. Det smalle spor bliver til skovvej, der bliver til grusvej, som til sidst ender som asfaltvej. Så er vi rundt.
På anden omgang løber vi den modsatte vej rundt. Det giver en masse hyggelige hils og gensidige opmuntringer.

Først den ene vej, så den anden vej.


Regionsløb – Hovedstaden

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Skovalleen, Gladsaxe
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 40
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

Video: Regionsløb 2022

I år deltog Mette og jeg for anden gang i løbeserien Regionsløb. 5 dage med et maraton eller halvmaraton i hver af landets regioner. Vi startede 13. juli i Nordjylland og sluttede 17. juli i Hovedstaden.

Det var fem dage med godt oplevelser og i selskab med gode løbevenner.

Hurtigste kvinde på de fem maraton blev Betina Sørensen der brugte 22:00:40 timer på de fem maraton. Gennemsnitlig tid: 04:24:08.
Hurtigste mand på de fem maraton blev Brian Jørgensen der brugte 19:32:12 timer på de fem maraton. Gennemsnitlig tid: 03:54:26.

Jeg brugte 21:44:53 timer på de fem maraton: Gennemsnitlig tid: 04:20:59.

Læse om de fem løb
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Region Sjælland
Region Hovedstaden

Regionsløb : Region Hovedstaden

Sorgenfri. 17. juli 2022.

Resultat

  • Startnr.: 7
  • Distance: maraton
  • Placering: 4 af 37
  • Samlet placering for de 5 maraton: 4 af 23
  • Tid: 04:19:04
  • Tempo: 06:08 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2022. Finaleløb i Lyngby med løb på taget af BaseCamp og rundt om Lyngby Sø.

Tre glade mænd
Maraton Danmark. Det muntre selskab bag Regionsløb.

Den obligatoriske morgenbriefing er udvidet med ekstra foto-optagelser. Der skal tages det vanlige billede at de der løber med på dagen. Og så skal der tages billede af dem der har løbet med alle dagene, af dem der har løb halvmaraton alle dagene, af dem der har løbet maraton alle dagene, af dem der har være med alle dagene og som har skiftet mellem de to distancer. Vi når det hele til tiden og kan løbe af sted klokken ni.

Kort efter start løber vi ned i Lyngby Åmose. Vi skal videre over Mølleåen og næsten hele vejen rundt om Lyngby Sø. Vi løber under Lyngby Omfartsvej og gennem Sorgenfri Kirkegård.

En søbred med to løbere.
Lyngby Sø.

Turen gennem Lyngby Åmose og rundt om Lyngby Sø er seværdig. Turens anden seværdighed venter efter kirkegården: En tur hen over taget på BaseCamp. Herefter er der ikke langt til depotet. Turen gentages 6 gange for et maraton.

For tiende gang

Er det anden gang – eller er det tidende gang jeg løber Regionsløb? Det kommer an på hvordan det anskues. Som serieløb er det anden gang jeg løber Regionsløb, men hvert enkelt løb i serien, er også et selvstændigt løb, som løbere kan tilmelde sig uden at deltage i løbsserien, og det lys bliver det 10. gang jeg deltager i et regionsløb.

Lyngby Sø.

Ruterne til Regionsløb kan være meget forskellige. Der er ingen garanti for asfalt eller for ikke-asfalt for den sags skyld. Ruterne kan være flade som en pandekage eller byde på mange højdemeter. Det eneste der er garanti for, at løbet afvikles et særlig sted. En lokalitet i regionen som er værd at besøge. Når du har løbet et Regionsløb, går du derfra med en oplevelse og ikke bare et hak i maratonbæltet.

En anden garanti er, at du har hygget dig. Der er en særlige stemning og sammenhold omkring Regionsløbene. Basis i det, er det team der står bag løbene og den stamme af løbere som synkront rejser gennem landet for at mødes hver morgen for at løbe et maraton eller et halvmaraton.

To løbere på et grønt tag
På taget af BaseCamp.

Datoer og tider for de 10 Regionsløb

  1. 07.07. 2021: 04:26:57 – Rold Skov
  2. 08.07. 2021: 04:13:45 – Søby Brunkulslejer
  3. 09.07. 2021: 03:57:52 – Skærbæk
  4. 10.07. 2021: 04:16:00 – Faxe Ladeplads
  5. 11.07. 2021: 03:56:42 – Fredensborg
  6. 13.07. 2022: 05:11:40 – Råbjerg Mile
  7. 14.07. 2022: 04:10:09 – Silkeborg
  8. 15.07. 2022: 03:54:26 – Vorbasse
  9. 16.07. 2022: 04:09:34 – Køge Havn
  10. 17.07. 2022: 04:19:04 – Lyngby


Regionsløb – Hovedstaden

  • Arrangør: Maraton Danmark og Bjarne Skousen
  • Land: Danmark
  • Start: Hummeltoftevej, Sorgenfri
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 65
  • Sko: Adidas Energy Boost

Regionsløb : Region Sjælland

Køge Havn. 16. juli 2022.

Resultat

  • Startnr.: 7
  • Distance: maraton
  • Placering: 7 af 42
  • Tid: 04:09:34
  • Tempo: 05:55 min/km
  • Hastighed: 10,1 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2022: 4. dag på årets regionsløb-serie er overstået og efter en tur gennem landet med start i Vendsyssel er vi landet i vores egen sofa. I dag løb vi region Sjælland og i morgen afsluttes årets Regionsløb i region Hovedstaden.

På tv’et ruller Tour de France og Mette er krøbet ned i et infrarød varmetæppe. Kaffen er varm og udenfor skinner solen.

Sydmolen.

I morges vågnede vi i Hedebohuset B&B efter en god nats søvn. Vi spisete müsli og drak vores morgenkaffen inden vi kørte ind Køge Havn.

Molekarusellen

Dagens løb startede for enden af Søndre Molevej. Vi ankom i god tid, så der var tid til at hygge og til at sende den tidlige start afsted. De løbere der bruger mere end fem timer på et maraton, har mulighed for at starte en halv time før os andre.

Jeg forsynede mig i depotet hvor der var lakridsstænger og mørk Bounty – og en masse andet godt. Det var lidt køligt, men hættetrøjen måtte af og over i bilen inden der er start.

Hygge på molen.

Klokken ni var der start. Få stak afsted med en plan om at løbe på en godt tid. De fleste af os tog det stille og roligt. Det var trods alt fjerde maraton på fire dag.

Ruten var en kort runde der skulle gennemløbes 8 gange for et maraton. Hver runde sluttede med en tur ud ad Sydmolen. Her kunne vi mærke vinden. På de første par runder var molen en seværdighed der skulle opleves. Det forandrede sig. På de sidste runder var molen et helvede der skulle overstås. Derfor så jeg frem til 8. runde, hvor vi sprang Sydmolen over får at få distancen til at passe.

David Brede holder tale for Zamel Zhaian.

Efter løbet var der kage i anledning af at Zamel Zhaian løb sit maraton nummer 300. Stort tillykke til Zamel!

Inden vi kørte hjem for at lande i sofaen, gav Mette en velfortjent is med to kugler og guf.


Regionsløb – Region Sjælland

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Søndre Molevej, Køge
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, beton, jord, sand
  • Deltagerantal: 64
  • Sko: Brooks Levitate 4

Regionsløb : Region Syddanmark

Vorbasse. 15. juli 2022.

Resultat

  • Startnr.: 7
  • Distance: maraton
  • Placering: 7 af 38
  • Tid: 03:54:26
  • Tempo: 05:33 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2022: Det var hårdt at komme i gang i dag. De først par kilometer gik med en intens diskussion med benene om hvad vi skulle i dag. Derefter gik der et par kilometer med at få benene til at arbejde sammen i et rytmiske bevægelsesmønster. Det kunne se på tempoet på de først 5 kilometer der hed 06:03 min/km.

To smilende ansigter
Glæde i depotet inden start.

De næste 5 kilometer var heller ikke nogen fest, men efter omtrent 10 km kom der flow i bevægelserne. Herfra gik det fint fremad hele vejen til mål – selvom jeg flere gange tænke: Det her holder nok ikke hele vejen.

Ruten. Den var flad. Rundt i Vorbasse og lidt ud og ind af byen. Hovedsageligt asfalt, men også lidt grus og jord. Vi passerede forbi de arealer der er udlagt til Vorbasse Marked. En gang om året møder mere end 250.000. mennesker op i Vorebasse for at blive hustlet af diverse krejlertyper.

En flok løbere i bevægelse
På vej ud af Vorbasse på første runde.

Der er 7 kilometer plus en snas rundt. Os der løb maraton skulle seks gange rundt. Undervejs passerede vi også Vorbasse Krigshavn og mindestenen for Professor Labri.

At gadekæret i Vorbasse blev til en krigshavn, skal byen borgere nok takke Professor Labri for. Professor Labri (1863-1935) var markedsgøgler og er husket for udtryk “frikadellens flugt over plankeværket”. Det var i hans rablende monologer at Vorbasse Krigshavn første gang blev nævnt. – Så vidt vides.

Mindesten.
Mindesten for Professor Labri på markedspladsen i Vorbasse. Tekst på mindestenen: “PROFESSOR / LABRI / GØGL[E]RKONGE / ★1863 ✝1935”

Billund kommune

Det er sin sag af få hakket Billund kommune af på kommunebingopladen. Jeg har selv forsøgt et par gange inden det lykkedes i dag. Første gang var til et Humør maraton arrangeret af David Bredo. Men den dag blev Storebæltsbroen lukket pga vind. Det blev i stedet første (og formentlig eneste) gang der blev afviklet et Humør maraton i Ishøj.

Kommunen har også været en udfordring for David Bredo. På hans første forsøg på at få hakket Billund kommune af måtte han udgå. Derefter var der ovennævnte brolukning.

Krigsskib i model i en lille branddam - og et springvand.
Vorbasse Krigshavn med korvetten LABRI, der beskytter byens borger mod Putin, skiderikker, impotente grødbønder, socialdemokrater og anden ondskab.

Men i dag lykkedes det. Nu har David fuld plade i kommunemaratonbingo. Det er ikke bare i regionen at han har fuld plade, men i hele Danmark. Alle 98 kommuner. Et maraton pr. kommune! Tillykke.

Mig bekendt er det kun Ulrik Pihl der i forvejen har gennemført et maraton i alle landets kommuner, så David bliver nummer 2 til at gennemføre kommunemaratonprojektet.


Regionsløb – Region Syddanmark

  • Arrangør: Maraton Danmark og Benny Sørensen
  • Land: Danmark
  • Start: Drivvejen, Vorbasse
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 66
  • Sko: Adidas Energy Boost

Regionsløb : Region Midtjylland

Silkeborg. 14. juli 2022.

Resultat

  • Startnr.: 7
  • Distance: maraton
  • Placering: 4 af 37
  • Tid: 04:10:09
  • Tempo: 05:56 min/km
  • Hastighed: 10,1 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2022: Silkeborg er kendt for de skønne omgivelser der omgiver byen. Skovene og søerne. I dag får vi lov at opleve det midtjyske søhøjland.

Efter at vi har forsynet os i depot-buffeten og den obligatoriske løbsbriefing er der afgang fra start- og målområdet ved Almindesøvej.

To løbere på vej op ad en bakke
Et par af de seje.

Det er andendagen i årets Regionsløb. Det er altid spændende hvordan det føles på andendagen – som flere mener er den sværeste etape når der skal løbes flere dage i træk. Efter førstedagens tur i Råbjerg Mile er alle lidt mærkede i dag.

Dagen rute er en kvartmaratonrunde. Rendyrket skovløb. Vi løber mest på de brede skovveje og stier. Ind imellem krydres ruten med lidt singel track, men vi er ikke i nærheden af et trailløb. Undervejs passerer vi syv af søerne. Jeg får det til Lyngsø, Vejlbo Mose, Vejlsø, Brassesø, Brillerne, Uglesø og Almindsø.

En af søerne.

Der er intet landbrug rundt om Almindsø og det er jo nok en væsentlig grund til at søen er en af landets reneste badesøer. Søen er ikke bare ren, den er også dyb, hele 20,5 meter på det dybeste sted.

På trods af at der er rigeligt med muligheder for højdemeter på Silkeborgegnen, er det lykkedes arrangørerne, at lave en rute med sølle 100 højdemeter pr. omgang.

I ren begejstring over at være forkælet med en skovrute holder jeg så meget fast i at have en svævefase, at det meste kan kaldes løb, og kommer rundt på fire timer, ti minutter og nogle sekunder.

Dagens helt

Dagen bød på et jubilæum, idet Jakob Diget Pedersen løb sit maraton nummer 300, og dermed kommer på Verdensranglisten. Jeg var desværre inde og hente kaffe, da Jakob brugte opmærksomheden på at fri! Stort tillykke til Jakob – både med de 300 og med ja’et.

David Bredo holder den officielle Klub 100-tale i anledning af Jakob Diget Pedersen løb nummer 300.


Regionsløb – Region Midtjylland

  • Arrangør: Maraton Danmark og Claus Jeslund
  • Land: Danmark
  • Start: Almindesøvej, Silkeborg
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, jord
  • Deltagerantal: 61
  • Sko: Brooks Levitate 4