Tag-arkiv: Sagnlandet Lejre

Hvalsø cannonball : maraton i Sagnlandet

Sagnlandet Lejre. 28. maj 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:15:26
  • Tempo: 06:03 min/km
  • Hastighed: 9,9 km/t

Løbsoversigt

I dag løb vi Hvalsø cannonball, men ikke i Bidstrup Skovene. Hvalsø cannonball var taget “on tour” og så måtte vi jo følge med.

I samarbejde med Sagnlandet Lejre lavede Hvalsø Løbeklub et unikt løb. På en 3,2 km lang runde løb vi gennem stenalderen, jernalderen og 1800-tallet. Selv om det er en kort strækning, nåede vi langt. Og efter en masse omgange fik vi et maraton ud af anstrengelserne.

Kongehallen i Lejre.

Sagnlandet Lejre er et forskning og formidlingscenter. Det åbnede i 1964 som Historisk-arkæologisk Forsøgscenter – i folkemunde Lejre Forsøgscenter.

“Sagnlandet Lejre er et stemningsfuldt udflugtsmål for hele familien. Her er rekonstruerede huse, hytter og haver fra stenalder, jernalder, vikingetid og 1800-tallet samt arbejdende tekstil- og keramikværksteder og gamle husdyrracer” hedder det i en pjece jeg fandt ved indgangen.

Hvorfor?

Hvorfor nu et løb i Sagnlandet Lejre? Det skyldes Morten Brogaard Jakobsen, der som så mange andre er røget på CityStrides-projektet med at løbe veje fra ende til anden.

I sine bestræbelser på at gennemløbe alle gader og veje i Lejre kommune, stødte Morten på den barriere, at det sidste stykke af Slangealleen ligger bag Sagnlandets Lejres betalingsmur.

En glad mand, der har løbet alle veje i Lejre kommune.

For at få gennemført Slangealleen var Mortens løsning, at lave et cannonball-løb i Sagnlandet. Det er vi 100 løbere, der er glade for. Tak Morten. Og tillykke med at du nu kan hakke Lejre kommune, med sine 759 veje a 655,7 kilometer, af.

Dagens løb

Vi kom alle lidt sent ind gennem entréen til Sagnlandet. Men vi var der også inden den officielle åbningstid og Sagnlandet havde sin debut som med-arrangører af løb. Alle kom ind, fik løbenumre og Morten nåede at give en løbsbriefing og tage startfoto, inden starten gik klokken 09:00.

Vi startede nær Hvidesøhus og løb mod Jernalderlandsbyen Lethra. Efter få hundrede meter er vi 2.000 år tilbage i tiden. Lethra er en landsby, som en landsby tog sig ud i perioden mellem 200 f.v.t og 200 e.v.t.

I jernalderen.

Vi nåede knap nok ud af Lethras tilstødende marker, inden vi røg yderligere nogle tusinde år tilbage til stenalderbopladsen Athra – en hytte a la ertebøllekulturen (ca 4.500-3.900 f.v.t). Ertebøllekulturen var en kystjægerkultur og der lå da også en køkkenmødding med skaldyr ved hytten.

Herefter fulgte, på lidt afstand, stenalderhytten Traha (maglemosekulturen), inden det gik ned ad bakke til istidsjægerteltet Ranaa. Vi var omtrent 13.000 år tilbage i tiden – og vi have kun løbet 1 kilometer!

Stenalderbro. Dagens balanceudfordring.

Videre over Stumpbroen og snart passerede vi startstedet, hvor der var depot med masser af slik, frugt og væske.

Ruten var en sløjfe, så fra depotet fortsatte vi forbi Hvidesøhus, hvor vi drejede til højre og fortsatte ad Slangealleen.

Vi passerede arkæologiske værksteder samt forlystelser som spydkast og bueskydning. Efter rundens mest seriøse stigning, endte vi i 1800-tallets bondekultur.

Inden vi var hele vejen rundt, passerede vi Sagnlandets ikoniske Kongehal – Danmarks største vikingehal.

Det var 3,2 kilometer. Jeg måtte gennem tidsrejsen 13 gange, inden jeg næsten var færdig med dagens maraton. Der manglede lige lidt og løbet blev afsluttet med en epilog i jernalderen.

Stumpbroen.

De mange runder til trods, blev det aldrig kedeligt. Den første time kunne vi i ro lære runden og landskabet at kende. Så kom der folk i de forskellige tidsaldre. Hr. og fru Sten i stenalderen, en bondefamilie i 1800-tallet, beboere i Lethra osv.

Som timere gik kom der flere gæster – som undrende betragtede os – og som vi gen-betragtede og ind imellem hilste høfligt på.

Underlaget på de to runder var forskellige. Den første runde var sjovest med trailspor. Her løb vi på grus, jord og græs. Der var en underholdende stenalderbro med mulighed for våde fødder. På den anden del af sløjfen, var underlaget jævn og stabil grus – lidt kedeligt hvis du spørger mig.

Sagnlandet Lejre ligger i det smukke landskab i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Sagnlandet

Sagnlandet Lejre er et fint sted. Det er god formidling af en fjern fortid og der er oplevelser for store og små. Selv om Mette og jeg gik en lille turisttur efter løbet, kom vi ikke det hele rundt. Vi skal tilbage og se det resten en anden dag.

Offermosen,
og den sidste maratonløber.


Hvalsø cannonball – On Tour – Sagnlandet

  • Arrangører: Hvalsø løbeklub og Sagnlandet Lejre
  • Land: Danmark
  • Start: Kongehallen, Sagnlandet Lejre
  • Distance: maraton, halvmaraton, 16, 12,8, 9,6, 6,4 3,2 km
  • Underlag: jord, grus, græs
  • Deltagerantal: 100
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Hvalsø Cannonball