Silkeborg. 14. juli 2022.
Resultat
- Startnr.: 7
- Distance: maraton
- Placering: 4 af 37
- Tid: 04:10:09
- Tempo: 05:56 min/km
- Hastighed: 10,1 km/t
Regionsløb 2022: Silkeborg er kendt for de skønne omgivelser der omgiver byen. Skovene og søerne. I dag får vi lov at opleve det midtjyske søhøjland.
Efter at vi har forsynet os i depot-buffeten og den obligatoriske løbsbriefing er der afgang fra start- og målområdet ved Almindesøvej.
Det er andendagen i årets Regionsløb. Det er altid spændende hvordan det føles på andendagen – som flere mener er den sværeste etape når der skal løbes flere dage i træk. Efter førstedagens tur i Råbjerg Mile er alle lidt mærkede i dag.
Dagen rute er en kvartmaratonrunde. Rendyrket skovløb. Vi løber mest på de brede skovveje og stier. Ind imellem krydres ruten med lidt singel track, men vi er ikke i nærheden af et trailløb. Undervejs passerer vi syv af søerne. Jeg får det til Lyngsø, Vejlbo Mose, Vejlsø, Brassesø, Brillerne, Uglesø og Almindsø.
Der er intet landbrug rundt om Almindsø og det er jo nok en væsentlig grund til at søen er en af landets reneste badesøer. Søen er ikke bare ren, den er også dyb, hele 20,5 meter på det dybeste sted.
På trods af at der er rigeligt med muligheder for højdemeter på Silkeborgegnen, er det lykkedes arrangørerne, at lave en rute med sølle 100 højdemeter pr. omgang.
I ren begejstring over at være forkælet med en skovrute holder jeg så meget fast i at have en svævefase, at det meste kan kaldes løb, og kommer rundt på fire timer, ti minutter og nogle sekunder.
Dagens helt
Dagen bød på et jubilæum, idet Jakob Diget Pedersen løb sit maraton nummer 300, og dermed kommer på Verdensranglisten. Jeg var desværre inde og hente kaffe, da Jakob brugte opmærksomheden på at fri! Stort tillykke til Jakob – både med de 300 og med ja’et.
—
Regionsløb – Region Midtjylland
- Arrangør: Maraton Danmark og Claus Jeslund
- Land: Danmark
- Start: Almindesøvej, Silkeborg
- Distance: maraton, halvmaraton
- Underlag: grus, jord
- Deltagerantal: 61
- Sko: Brooks Levitate 4