Tag-arkiv: Skive maraton

Skive maraton : 2 år | 2 x 100

Skive. 4. februar 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:00
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I dag er en løbefestdag: Skive maraton fylder 2 år. Maria løber sit maraton nummer 100. Rita løber sit maraton nummer 100. Vi er 100 deltagere, der har fundet vej til Hancock Arena, hvor der er start, depot og mål.

Jeg ankommer i god tid. Bruger lidt tid på at orientere mig – jeg er jo i den anden ende af landet, hvor sædvanerne godt kan være lidt anderledes. Finder et omklædningsrum, her er der en lille flok hanløbere, der er i gang med at blive klar til dagens løb. Jeg parkerer min taske og går tilbage til entren til stadion hvor folk samles.

Løbet er i gang og vi forlader Hancock Arena.

Det har regnet lidt og vejret er ikke noget at råbe hurra for. Vejrudsigten på yr.no siger “Stiv kuling fra vest med vindkast på 24 m/s”. Vi er i det vestlige Jylland og må forvente lidt vind.

Jeg får hilst på de to jubilarer og andet godtfolk. Tiden går og vi nærmer os start, og vi får besked på at trækker ud på stadion.

Start/mål er ved tribunen på stadion. Hancock Arena har 523 overdækkede siddepladser og her har Skive IK hjemmebane.

Skovtur.

Maria og Rita byder velkommen, introducerer ruten, der er en 5,3 km runde. For hver omgang skal vi skifte retning, så vi alle møder hinanden mange gange.

Fællesfoto. 3 – 2 – 1: Start.

Feltet af maraton- og halvmaratonløbere forlader stadion. Maria og Rita starter i front og holder hæderspladsen et lille stykke.

Vi passerer Engvej og løber langs Karup Å ud mod den lange træbro, der er placeret ved åens udløb til Limfjorden. Over broen og videre ad Fjordvej og Nordhavnsvej/Starndvejen.

Den snoede skinne.

Vi forlader kysten ved Resenlund. Hidtil har ruten været ganske flad, men det slutter nu. Vi løber op i Krabbesholm Skov. Her er der bakker – lige ind til vi kommer ud af skoven igen ved krydset Dronning Louises Vej/Havnevej. Så er vi tilbage i et fladt landskab, og tæt på stadion med depot og hvor jeg vender rundt for at løbe den modsatte vej.

Op i bakkerne i skoven igen. Ud til kysten og videre tilbage mod den lange træbro. Og her, i landskabet omkring broen, der kan vi mærke den vind, som yr.no lovede.

Herregården Krabbesholm.

Festen

Efter fire gange den ene vej og fire gange den anden vej når jeg i mål. Der er tid til et bad og kaffe med kage, inden Maria og Rita bliver klappet i mål. Nu er der fest i VIP-lokalet på 1. sal i stadionbygningen. Mere kage og kaffe. Og varm suppe. Det gør godt på en halvkold dag som i dag.

Kurt holder en fin tale om løbeoplevelser og venskaber. Maria og Rita få fine gaver og der kommer en tale mere. Der tages billeder af Maria og Rita med deres certifikat fra Klub 100, det officielle bevis på at de er lidt tossede. Dagens to hovedpersoner holder tale om Skive maraton, løbevenskaber og andet godt fra løbelivet.

Dagens hovedpersoner: Rita og Maria.

Vi er nået godt hen på eftermiddagen og jeg har en lang køretur hjem, så efter talerne stikker jeg af.

Skive

Nordvest for Viborg, hvor Karup Å har sit udløb til Limfjorden ligger Skive. Det menes, at byen opstod i 1100-tallet ved et vadested over Karup Å.

Skive er det administrative centrum i Skive kommune. På kommunevåbenet vises en bro over Karup Å og en ørred. Sidstnævnte henvises til fiskeriets tidligere betydning for Skive.

På vej hjem, kører jeg af motorvejen ved afkørsel 43 (Halsskov) og spiser aftensmad.

Skive kommune dækker et areal på 683,50 km² og der bor 45.069 (2023) indbygger i byen. Det giver en befolkningstæthed på 66 indbyggere per kvadratkilometer. 20.176 af kommunes indbyggere bor i Skive by.


Skive maraton – 2 år | 2 x 100 maraton

  • Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Hancock Arena
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 5,3 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 100
  • Sko: Adidas Energy Boost

Skive maraton

Skive maraton : Kurts # 100

Nykøbing Mors. 17. december 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:04
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

I den nordvestjyske by Skive arrangerer Malene, Maria og Rita cannonball-løb under navnet Skive maraton. I dag skal jeg løbe med, men ikke i Skive.

Skive maraton er taget udenbys og arrangerer løb i Nykøbing Mors. Anledningen er Kurt Andersens 50 års fødselsdag og Kurts maraton nummer 100. Så er der jo nok kage, når vi kommer i mål!

Vi er et godt stykke hjemmefra og det er sjældent, vi løber i denne ende af landet. Det er første gang vi løber på Mors og vi kan derfor hakke en kommune af på kommunebingopladen.

Kurt fortæller lidt om hvorfor vi er samlet til løb på Mors.

Mors kommune blev dannet ved kommunalreformen i 1970, ved strukturreformen i 2007 kom kommune ind i Region Nordjylland. Kommunen består af øerne Mors og Agerø i Limfjorden. Den dækker et areal på 367,67 km² og der er 22.196 indbyggere i kommunen.

Nykøbing Mors ligger på østsiden af Mors og der bor godt 9.000 mennesker i byen og det er kommunens administrative centrum og største by. Nykøbing Mors er en gammel købstad. Fra 1396 kendes bynavnet som Nykøoing – og fra 1299 som Noua Ciuitas. Har du ikke allerede luret det, så kan jeg oplyse, at navnet betyder “den nye handelsplads”. Men med næste 1000 år som handelsplads på bagen, er det længe siden Nykøbing var ny.

Rigeligt med morgenmad.

Overnatningen inden løbet var på Hotel Steenbergs. Et hotel i et gammelt pakhus med flottet bærende bjælker, tykke mure og små vinduer. Stemningsfuldt. Det var ikke den billigste løsning. Til gengæld var hotellet fleksibel med tidspunktet for morgenmaden. Vi fik serveringen tre kvarter før tid. Det var god morgenmad, måske lidt for godt, for jeg er lidt tung inden start.

Dagens løbetur starter på Rolstrupvej lige ved Morsø Hjemmepleje og Rolstruplund Plejecenter. Der er åbnet ind i hjemmeplejens lokaler, hvor vi kan ligge vore bagage og hvor der er mulighed for bad efter løbet.

Kurt med følge.

Vi får sagt tillykke med fødselsdagen til Kurt, inden der er morgenmøde med praktisk information om ruten, depoter m.m. Vi skal løbe en kvartmaratonrunde med retningsskift for hver omgang. Der bliver masser af mulighed for at hilse på og evt. komme med opmuntringer på turen.

Tid til gruppefoto og start. Rundstrækningen byder på industriveje og villaveje. Vi kommer gennem et par områder med fritidshuse. En tur ned langs vandet. Gennem lidt skov. Underlaget skifter mellem asfalt, grus og jord.

Vi kommer igen ned langs vandet og løber gennem Nykøbing down town ved havnen. Et lille fint anlæg. Flere villavej og et stykke med en fedtet ensporssti.

Morsø Garden gi’ den gas på Gasværksvej.

På de fire omgang kommer jeg aldrig i depot. Der er ellers to af dem. Et i et lagerrum ved start/mål og et midtvejs på rundstrækningen, nær havnen.

Jeg når i mål med en tid lige under de fire timer. Der er god tid til at nå et bad, inden Kurt entrerer målområdet, på det der er hans maraton nr. 100.

Vi er en del løbere og familie til at heppe Kurt i mål. Efterfølgende er der et par fine taler. Det lyder som om Klub 100-medlemmerne hygger sig i det nordjyske. Kurt får selvfølgelig Klub 100-tøj og en Klub 100-medalje. Og vi får alle rigeligt med kage.

Målgang på maraton # 100. Stort tillykke til Kurt.


Skive maraton – Kurts 50 års fødselsdag og marathon nr. 100

  • Arrangører: Malene Storgaard Sevelsted, Maria Hummeluhr Kristensen og Rita Hyldgaard Bjerregaard
  • Land: Danmark
  • Start: Rolstrupvej, Nykøbing M
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 65
  • Sko: Adidas Energy Boost

Skive maraton