Jeg er helt med på, at det er smukt med sådan en frostklar martsmorgen med forårssolen på en blå himmel. Men det er sku’ også koldt, mens jeg står i mit løbetøj og venter på start. Dagens menu er 50 kilometer i Tisvilde Hegn.
Selv efter start og de første kilometer på vejene og stierne i Tilvilde Hegn er det stadig koldt. Jeg får tilbagelagt de første små 20 kilometer, inden jeg rigtig får varmen. Skoven ser smuk i forårssolen og fuglene fløjter, så grundlæggende er alt andet fint.
Tæt morgentrafik.
Tisvilde Hegn er en af Nordsjællands naturskatte. Her er 2.126 hektar skov og sandstrand langs Kattegatkysten. På løbets lange distance kommer vi desuden forbi Melby Overderv, der er Sjællands største hede.
I 1500-tallet føg sandet ind over området og det blev næste øde. Mulden, der ikke var for meget af, forsvandt. I stedet samlede sandet sig i klitter på 10 til 30 meters høje. På sin vej gennem landskabet, opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke.
For at bekæmpe sandflugten begyndte man i slutningen af 1700-tallet at plante skov. Beplantningen fortsatte gennem 1800-tallet. Resultatet blev en af Danmarks ældste sandflugtsplantage med skovfyr som den dominerende træart, suppleret af birk, eg og bøg.
Høj sol, men ikke så meget varme.
I øvrigt kommer navnet Tisvilde af Tyrs Væld, så vi kan passende sende en tanke til rets- og krigsguden Tyr, mens vi løber gennem skoven. Tyrs Væld menes at henvise til en kilde ved Tisvilde kirke.
Det er på de første 27 kilometer, at de fleste højdemeter ligger. Herefter løber vi meget i den del af Tilvilde Hegn, der ligger længst mod vest, ved Melby Overdrev. Vi når næsten til Liseleje inden vi drejer og får den første strandtur. Vi sætter næsen mod Tisvildeleje og mål. På stranden runder vi de 40 kilometer.
Inden vi når mål, kommer vi ind i skoven igen, og et par gange retur ned i strandsandet. På de sidste 5 kilometer er der lidt højdemeter. Nu er jeg så langt, at jeg godt kan brænde nogle tændstikker af og løbe op ad bakkerne.
Det var en god dag, hvor jeg på de sidste kilometer overhalede langt flere end der overhalede mig.
I mål er der en medalje, en burger og en cola. Jeg kan konstatere, lidt til min egen overraskelse, at jeg er kommet i mål i en tid på under 5 timer. Ikke meget, men under!
Der var fint med depoter på turen rundt. Jeg drak mest vand, af min medbragte foldekop. Et enkelte sted spiste jeg et par stykker appelsin. Da jeg havde mit eget energi med, lagde jeg ikke mærke til hvad der ellers var i depoterne – ud over cola, som jeg drak lidt af ved det sidste bemandede depot.
— North Coast Ultra
Arrangør: Trail Fox Series Land: Danmark Start: Hovedgaden, Tisvildeleje Distance: 50, 30, 15, 8, 2 km Underlag: jord, grus, sten, sand Deltagerantal: 1.498 Sko: Salomon Speedcross 6
Jeg er kommet på Verdensranglisten (World MegaMarathon Ranking). Men hvad er nu det, tænker du nok. Og hvor langt nede på listen er jeg havnet?
I mange landet findes der nationale Klub 100-klubber, hvor maratonløbere kan blive medlem når de har passeret 100 maraton. Som medlem kommer løberne på en national rangliste over maratonløbere med minimum 100 gennemførte maraton. I Danmark har vi Klub 100 maraton. Jeg passerede de 100 maraton i 2017 og har siden været medlem af den danske klub 100.
På verdensplan findes der ikke en samlet liste for løbere med 100 maraton på løbecv’et. Den ville også blive en ret lang liste. Men der er World MegaMarathon Ranking (WMMR) som registrerer alle løbere med mindst 300 maraton eller ultraløb på cv’et.
I den danske Klub 100 maraton tæller maratonløb på ranglisten – og kun maraton. Så når jeg står noteret med 334 løb på listen, er det fordi jeg har løbet 334 maraton. Sådan er det ikke i alle klub 100-klubber. I Sverige tæller både maraton og ultraløb på den nationale liste. Når Johan Melin står noteret med 457 løb på den svenske liste, er der fordi han har løbet 457 løb på maratondistancen eller på ultradistancer.
På ranglisten i Klub 100 maraton har jeg pt. en placering som nummer 74, med mine 334 maraton. På klubbens hjemmeside, er der også en liste med de medlemmer der er på Verdensranglisten. På den liste er jeg placeret som nummer 69. Det er fordi, at jeg på den liste står registeret med 32 ultraløb ud over mine 334 maraton. I Verdensranglisten-regi står jeg noteret med 366 løb.
Verdensranglisten
Verdensranglisten opdateres én gang om året, med det antal løb, som de enkelte løbere har registret ved årets udgang. Så min første notering på listen, er ud fra antallet af registrerede (og gældende) maraton og ultraløb pr. 31. december 2024: 366.
På verdensranglisten 2024 er der 1.284 løbere, heraf 101 danske. Tyske Christian Hottas topper listen med 3.330 maraton- og ultraløb. Nummer to på listen er Sigrid Eichner med 2.394 løb, og hun er dermed den kvinde i verden, som har løbet flest maraton eller ultraløb.
Den dansker som ligger bedst til, er fynske Ulrik Pihl med 1.267 løb og en placering som nummer 25.
Jeg er indplaceret noget længere nede på listen – på en 816.-plads. Pladsen deler jeg med japanske Hiroyuki Makuta og slovakiske Frantisék Michalička.
Verdensranglisten er udarbejdet af Kazuyoshi Iida fra den japanske 100 Marathon Club. Som en lille bonusting, er mit navn blev transskriberet til japansk. Det lyder: スネ フネベル
Så er det ved at være jul og det kunne ses i dag til Ø maraton i Amager Strandpark, hvor flere mødte op med nissehuer og anden juleudsmykning.
Morgenstemning på Amager.
Der var plusgrader, lidt vind og fugtigt – uden at det blev til regn. Jeg løb 50 kilometer på lige knap 5 timer. Det var året sidste ultraløb. I 2024 er det blevet til syv ultraløb.
Julemanden havde i dagens anledning taget turen fra Sverige.
Nogle gange bliver vi vidne til noget stort, helt uden at vi på forhånd ved, at det sker.
På de første omgange er benene friske. Det ændre sig.
I dag stod jeg op og tænkte det blev en stille og rolig dag, med en masse ture rundt om Tueholm Sø i løbeskoene. Det blev en dag med masser af runder om søen. Men der var én med ekstra meget fart i fødderne
Allerede fra start var der en ung mand, der gjorde sig bemærket. Han kom piskende forbi i et højt tempo. Igen og igen og igen. Ganske imponerende.
Og efter fire timer var det stadig det samme. I høj fart fór han forbi. Gang på gang. Mod slutningen af dagens 6-timers løbetur, blev der lidt længere mellem hans overhalinger. Men han holdt et højt tempo hele vejen. Et tempo højt nok til at slå Brian Arreborgs 10 år gamle Danmarksrekord på 6 timers distancen.
Kæmpe tillykke til Mads Lund Skaaning. Mads satte 88,416 km på kontoen i dag og er den nye indehaver af Danmarksrekorden for 6 timers løb.
Jeg kom selv ganske fornuftig rundt og endte med 64,942 km i benene. Nok til en femteplads.
Godt inde i løbet, med knap så friske ben. Foto: Lars Elgaard Larsen.
Jeg var lidt i tvivl, om jeg turde tilmelde mig. Der var så meget markedføringsbullshittekst på løbets hjemmeside, at jeg overvejede om det var et reelt arrangement eller et scam.
Jeg tog chancen. Jeg meldte mig til. Da jeg ankom til Dragør søndag morgen, var der heldigvis stillet op til et løbsarrangement.
Amarmino-startstenen i Dragør.
Tidtagningen var ikke med chip i skoene/på løbenummer, eller ved manuel tidtagning af arrangørerne ved målstregen. For at få en tid, skal deltagerne downloade Strave og blive medlem af Run Amarminoen by aioss. Tiden bliver så taget med Strava.
Løbet
Amarminoen er en fin og varieret vandrerute tæt på København. Underlaget skifter mellem strand, skovstier, grusvej og asfalteret cykelstier. Det er Amager, så højdemeter er der ikke mange af. Eneste bakke af betydning, er affaldsjordbakken ved Sønderbro Haveforening.
Start/mål er i Dragør ved Amarmino-startstenen. Vendepunktet er ved Amarmino-startstenen i den anden ende af vandreruten, tæt på DR Byen.
Det er køligt fra morgenstuen, men solen varmere stille og roligt Amager op.
Uanset arrangementets beskaffenhed, er Amarminoen, som den er. Jeg kender mine begrænsninger og ved, at jeg ikke er i stand til at ramme Run Amarminoen sprogtone. Derfor har jeg bedt Perplexity og ChatGPT om hjælp:
Løbeturen på Amarminoen er den ULTIMATIVE oplevelse – en uforglemmelig rejse, der starter i det charmerende Dragør og fører dig hele vejen til ikoniske DR Byen – og i dag retur! Denne spektakulære rute er ikke bare en løbetur – det er en NATUROPLEVELSE uden lige, der forener skønheden i Danmarks vilde natur med en udfordrende og alsidig rute!
Amarminoen byder på et svimlende udvalg af terræner, der vil få dit hjerte til at slå hurtigere af både spænding og motion! Kast dig ud i eventyret gennem tætte, frodige skove, galopér over vidtstrakte, åbne marker og sus langs kystlinjer, der tager pusten fra dig med deres storslåede udsigter. Hver eneste kilometer på Amarminoen er en overraskelse – fra den dybe ro i Pinseskovens bløde skovbund til de endeløse, betagende panoramaer over det majestætiske Øresund!
Og som om det ikke var nok – Amarminoen er en OASE af biodiversitet! Løb gennem den enestående Naturpark Amager, hvor du kan være heldig at spotte sjældne vadefugle og farverige andefugle, mens du trækker vejret dybt ind i den rene, friske natur. Denne rute er ikke bare for dine ben, men for hele din sjæl – inspirerende, beroligende og REN magi for både krop og sind! (redigeret citat: perplexity.ai/ChatGPT)
Opsamling
Det har været en usædvanlig weekend. Ikke fordi jeg har løbet to løb på en weekend. Det sker for tit til at være usædvanligt. Det usædvanlige er, at jeg har været til to løbsarrangementer, uden at se kendte ansigter.
Kalvebod Fælled.
I dag var der usædvanligt mange unge løbere sammenlignet med en standard cannnonball-søndag. Det er nok i virkeligheden det, der er med sproget. Jeg er ikke målgruppen for arrangementet. Og det hele kan da godt sætte nogle tanker i gang, omkring Klub 100s ønske om at tiltrække nye og yngre løbere – og samtidig flytte hovedparten af arrangementer over på Facebook. Det hænger ikke så godt sammen.
Tilbage på sporet. Det er selvfølgelig venlige løbere, der er mødt op til dagens tur frem og tilbage på Amarminoen. Vi hilser pænt på hinanden ved overhalinger og ved det modløb, der er før og efter vendepunktet.
På et tidspunkt er der overvældende mange, som hilser på. Jeg undres et øjeblik, indtil det går op for mig, at der løber tre unge piger lige bag mig. Efter at de har overhalet, bliver niveauet af “God tur”, “Godt løbet” og andre hilsefraser mere normalt.
Tunnel under Øresundsbanen.
Jeg kommer i mål i en tid, der svarer til mine forventninger. I dag kunne jeg godt styre tempoet og det var nok meget godt, distancen taget i betragtning.
Run Amarminoen er ikke bondefangeri. Men der er ingen resultatliste, medalje eller diplom. For så vidt, ingen opdatering af resultatet til Deutsche Ultramarathon-Vereinigungs statistikbank. Men jeg fik 54 kilometer i benene, hyggede på turen frem og tilbage på Amarminoen – og der er chili con carne på Badehotellet efter målgang. Det kan noget.
Mors 100 miles, lige godt 160 kilometer. Øen rundt. Det var weekendens projekt.
Mors 100 miles arrangeres af løbeklubben Pinen og Plagen. Man kunne forledes til at tro, at klubnavnet referere til et par af klubbens trænere. Men mon ikke morsingbo-løberne har hente navnet fra de to færgelejer ved færgeruten mellem Salling og Mors? Pinen på Salling. Plagen på Mors. Ruten blev afløst af Sallingsundbroen i 1978. To af de fem færger, der sejlede på overfarten i 1970’erne hed også Pinen og Plagen.
Friske ben i Nykøbing Mors.
For dem der løber efter podieplacering, er der til Mors 100 miles hovedkonkurrencen på 100 mile. Desuden er der Bjergspurten, Natløbet og Beat the pain.
Bjergspurten er et 1 kilometers stræk med en del højdemeter, sådan omkring 67 km ude på runden. Natløbet er 10 km-løb fra 100 til 110 km, for løber der passerer 100 km efter 21:00, og Beat the pain, det er de sidste 6 km for løber der passerer 155 km efter 06:00.
3, 2, 1, start
Hvornår jeg besluttede at løbe Mors 100 mils ved jeg ikke helt. Men ideen er groet ud af de mange løbere, der glade fortæller om løbet og stemningen på Mors undervejs på de godt 160 km. I lørdags stod jeg der så, på Kirketorvet i Nykøbing Mors, omgivet af 147 andre løbere. Klar til start.
Inden vi får lov at komme i gang, skal vi alle op på scenen og trykke borgmesteren i hånden. Alt til klapsalver fra de fremmødte morsingboere.
Klokken 09:30 blev løbet sat i gang. Som en slags prolog startede vi med at løbe et par omgange i Nykøbing Mors. Efter dobbeltrundturen løb vi ud på landet. Der var mange kendte ansigter, som jeg havde hilst på, på Kirketorvet og de sidste fik et “hej, og god tur”, på runderne i øens hovedby.
Vi er kommet på landet.
Det meste af de første 40 kilometer er i nordlige retning i den østlige side af Mors. Meget landbrugsland og nogle fine stræk langs kysten.
Løbet er skruet sådan sammen, at der er depot for hvert femte kilometer, og langt de fleste løbere har kørende support med. Der var en livlig trafik omkring løbet og særligt på de første depoter var der lidt kaotiske tilstande. Men for hver 5 kilometer bliver der mere afstand mellem løberne og mindre trafik.
Depotet ved 40 og 45 kilometer var samme lokation. Det var vel det sidste småkaotiske depot. Det var et fælles depot, for fra 40 kilometer skal vi ud ad odden til Feggesund havn og tilbage igen. Feggesund havn er rutens nordligste punkt og da jeg drejer rundt ved færgelejet, sagde jeg til et ældre ægtepar, der betragtede løjerne, at nu skulle jeg bare hele vejen ned til sydenden og tilbage til Nykøbing: De replicere med, om jeg dog ikke vil låne deres bil?
Skarrehage.
Der er en forbundethed mellem løbet, løberne og Mors og lokalbefolkningen. Der var overraskende mange morssingboere ude og heppe. I mange landsbyer er der morgenbord med rundstykker og kaffe, hvor lokalsamfundet mødes. De snakker. De hygger. De hepper – på os, lidt underlige typer, der synes det er en fornøjelse at løbe 160 km rundt på deres ø.
It is easy until it’s not
Godt nok afvikles Mors 100 mils i september. Men det var en varm septemberdag. Særlige eftermiddagen var højsommervarm. Jeg kunne godt se, at pulsen røg op, hver gang landskabet gik lidt opad. Selv om jeg gik lidt mere opad bakkerne og forsøgte at holde et fornuftigt væskeindtag, ramte varmen. Lige præcis hvornår krisen begyndte ved jeg ikke. Men ved Djælvebakken hvor der var indlagt en bakkespurt, var jeg urimelig tung. Og ved depotet på 75 kilometer var der nærmest udsolgt. Bum.
På vej op ad Djævlebakken. Foto: Mette Jensen.
Uklar i hovedet og med en mave der lavede ballade, måtte jeg gøre noget. Jeg besluttede at gå de næste 5 kilometer. Afsted gik jeg, med overkroppen i noget der lignede mountain pose, en lang pilatesnakke med dobbelthager og med fokus på vejrtrækningen. Det må have set pudseløjerligt ud.
Det blev til 3 kilometers gang, så var jeg mentalt tilbage igen, maven var blevet roligt og jeg kunne stille og roligt sætte i løb . Jeg var mentalt, hvor jeg skulle være resten af turen, men tempoet fandt jeg aldrig igen, så sluttiden blev noget fra det, jeg havde drømt om inden start.
Halvvejs. Foto: Mette Jensen.
Omkring mig var der fester. Rundstykker og morgenkaffe var skiftet ud med fælles grill og fadøl. Når folk klapper og hepper, siger jeg gerne “tak”. En enkelt gange kom svaret: “Selv tak, så har vi en undskyldning for at drikke øl”. Morsingboerne greb i stor stil anledningen til at holder lokale fester, til glæde for os der løber, men sikkert også godt for det lokale sammenhold.
Ud i natten
Jeg kan godt lige at løbe i mørket og opleve landet i pandelampens skær. Og natten på Mors blev lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Et sted ude i natten ventede Natløbet, hvor alle løbere fik spillet deres musikønske ved målstregen.
Aftenstemning. Foto: Kim Vester Bol.
Jeg havde valgt Finntroll’s Solsagan. Det nummer kan noget, for de 3-400 meter hvor jeg løb til Finntroll, kom der lidt fart i benene og jeg gav horns til Mors.
Finntroll ved 110 km var det første musik, jeg hørte på turen – ud over hvad der nu var ved byfesterne. På 115 km-depotet fik jeg min mp3-afspiller. Jeg havde skiftet min vanlige løbemusik ud med Wardrunas Runaljod-triologi, hvor der i musikken er natur og naturlignende lyde. Det gjorde ikke natte mindre magisk.
Godt 10 kilometer igen. Foto: Mette Jensen. Ben: Jens Mogensen.
Morgenstund
Som en del af den langsomme ende af feltet fik jeg også morgenstunden med. Det var meget heldigt at lyset kom. Jeg havde ikke løbet længe i morgenlyset, da min pandelampe begyndte at vis tegn på, at den ikke kunne mere.
Jeg var inde på den sidste del af rundstrækningen. “Desserten” som en anden løber kaldte det. En stejl tur op gennem skoven ved Sallingsundbroen. Det gik pinligt langsomt fremad, men på den anden side, var jeg kommet så langt, at jeg var sikker på at komme i mål.
Efter bakkerne ved broen ventede et langt lige stykke ind gennem Nykøbing Mors. Jeg var der mens byen vågnede. Morgenfriske håndværkeretyper kørte ud af byen. Der var kø ved bageren og jeg hilste “god morgen” nogle gange, inden jeg drejede ned ad Kastanie Allé for at komme ned til vandet og til løbets sidste stykke hen mod mål.
I mål. Foto: Mette Jensen.
Og selv om det sidste stykke syntes lang, kom jeg i mål, hvor der var hyldest og kærlighed. Da jeg havde krydset målstregen, fik jeg lov at sidde i en stol, drikke en cola, betragte de næste par løbere der kom ind og blive lidt fugtig om øjnene.
Epilog
Første og fremmest en stor tak til Andreas og Mette for deres tålmodighed med mig og for at yde en uerstatteligt støtte og support på alle depoterne. Tak til alle morsingboerne for deres engagement. Det gøre Mors 100 miles til noget ganske særligt.
Det bedst tænkelige support-team.
Der var mange små oplevelser og læringer på turen, som ikke er kommet med her. Jeg lærte blandt andet, at det ikke altid er sjovt at overhale en anden løber. Ikke når vedkommende har krampe i begge ben og desperat forsøger at regne ud, om han kan nå tidsgrænsen hvis han går de sidste 70 kilometer. Jeg vil langt hellere have han et godt stykke foran mig, så jeg aldrig skulle overhale ham.
På positivsiden var der meget. Blandt andet det ældre ægtepar der nussede rundt i forhave ved deres hus i Sønderby og hilste på alle løbere. Jeg tænkte det var langt over deres sengetid, men det var super hyggeligt at de var der, langt ud på de små timer.
Varmen var desværre hård ved mange og 44 deltagere måtte trække sig undervejs. Af uransagelige årsager var der 9, der ikke mødte op til start lørdag morgen.
Danmark er ikke et land med høje bjerge. Men i følge Geodatastyrelsen har vi 8.750 km kyststrækning, så der er rigeligt at kyst til masser af udfordrende trailløb. Og selv om ruten byder på et par skovture, er Ultra Trail Odsherred Coast et kystløb.
Ultra Trail Odsherred Coast arrangeres af Team UTOC. Men det er Svend (som han blot hedder i den information, jeg har fundet), der tog initiativ til løbet. Det gjorde han, efter at Svend i 2018 mistede sin søster til psykisk sygdom.
Løbsbriefingen er slut og vi er kommet af sted.
Med den forhistorie, giver det mening, at Ultra Trail Odsherred Coast, ud over at skabe et populært trail-arrangement, ønsker at skabe opmærksomhed på psykisk sundhed og “aftabuisere psykiske lidelser”, som det hedder i årets “Løberguide”, der er udsendt til deltagerne via e-mail. Løbsarrangørerne opfordrer desuden til at støtte Livslinien.
Arrangørernes fokus på psykisk sundhed afspejler sig i UTOCs “guiding principles” som blandt andet er: Vi skal ikke stresse. Vi dyrker fællesskabet og Vi er taknemmelige.
Start
Løbet starter på parkeringspladsen ved Søllerødlejren på det yderste af Sjællands Odde. Jeg er så heldig, at jeg bliver kørt til start. Ellers er der fælles bustransport fra målområdet ved Lodsoldermandsgården i Rødvig til starten ved Søllerødlejren.
Strandsten. Et underlag der vender tilbage flere gange på turen fra Sjællands Odde til Rørvig.
Jeg ankommer, så der både er tid en ekstra kop morgenkaffe og et toiletbesøg i den bus, der har kørt en god del at deltagerne fra Rødvig til startstedet. Løbet er sat til start klokken 08:15, men løbsbriefingen trækker ud, da vi skal have så mange detaljer om ruten, at vi med sikkerhed ikke kan huske nogle af dem, når først vi er sat i gang.
Mens vi stiller os klar til start, fryser skærmen på mit løbeur, så det eneste jeg kan se, er halvdelen af trail-aktivitetsskiven. Det lykkedes dog af få startet uret, men jeg må løbe uden at kunne se data som tempo, distance og puls. Det eneste jeg får fra uret er omgangstider for hver 10 kilometer, som kommer via min telefon.
Frosset urskive.
Ruten
De første kilometer løbes på en fin sti langs kysten, som jeg tidligere har løbet til et Kommuneserieløb. Herefter må vi ned på stranden, der her ikke er en sandstrand, men en stenstrand med masser af strandsten. Strandstensløb er der en del af på første halvdel af ruten,. men der er også sandstrand, grus- og jordstier – og en lille smugle asfalt.
Første depot er efter 13,5 kilometer. Her er der vand, chips og banan med mere. Mette er der også, så jeg tager de energiprodukter, som jeg ved hvordan virker på kroppen.
Vi forlader stranden for at løbe lidt på en sti langs kysten.
Ikke længe efter skal vi på dagens første skovtur i vestsiden af Sonnerup Skov. Her løber vi en omgang på godt tre kilometer.
Efter omtrent 23 kilometer kommer dagens eneste, seriøse højdemeter, som er en tur op og ned af Klintebjerg. På toppen af Klintebjerg er der en flot udsigt ud over Kattegat. Fra Klintebjerg er der ikke langt til andet depot ved 24,5 kilometer.
Efter 32 kilometer kommer vi til Rødvig Sandflugtplantage, hvor vi først løber langs vandet, med skoven på højre side. Jeg tanker op ved det tredje depot, som er efter ca. 33 kilometer. Kort inden Dybesø drejer vi omkring og løber i modsat retning i Sandflugtplantagen. Stien vi løber på, ligger ikke længere inde i skoven, end at jeg kan se ud til de løbere, der kommer efter mig på stien langs kysten. Det er en fed trial-sti, der bugter sig lidt op og ned og fra side til side.
Op ad Klintebjerg.
Lige inden plantagen slutter mod vest, drejer vi omkring igen, og sætte atter retningen mod Rørvig. Her er det lidt bredere og knap så underholdende skovveje, som er underlaget for løbeskoene.
Slutningen
Nu, anden gang jeg nærmere mig Dybesø, løber jeg nord om søen, og så ankommer jeg til fjerde og dagens sidste depot. Jeg har på de senest kilometer overhalet enkelte løbere, som er ude på arrangementets øvrige distancer: 30 og 12 km. Jeg får en kort snak med depotbestyreren om hvor mange 12 km løbere, jeg mener, der er efter mig – og en bemærkning om at jeg ser ret slidt ud!
Slidt eller ej. Jeg må videre. Jeg runder Korshage og senere Skansehage. Jeg løber flere 12 og 30 kilometer-løbere ind og trafikken bliver tættere. Løbeuret giver mig en status på 5 omgang (50 km), men der er stadig et stykke til mål.
Rødvig Sandflugtplantage.
Alting har en ende. Jeg kommer i mål hvor jeg, efter at have sundet mig lidt, spiser en dejlig burger. Der er gang i en hyggeligt, socialt komsammen ved Lodsoldermandsgården for deltagere og supportere. Men jeg skal til fest hos en god ven. Så det sociale efterliv til løbet springer jeg over, og kører mod Hellehuse. På vej dertil runder jeg en PureGym, så jeg kan få et bad og skifte tøj.
Da jeg tilmeldte mig arrangementet stod det til at skulle afvikles i Geel Skov. Og jeg havde glædet mig til en tur i Geelskov. Men Trailman fik ikke de tilladelser fra Naturstyrelsen, som de havde håbet på. I stedet blev løbet flyttet til Hedeland mellem Roskilde og Høje Taastrup. Ikke helt det samme – og en lidt længere køretur hjemmefra.
Jeg jog Mette tidlig ud af sengen, for at jeg kunne stå klar til start klokken 07:00. Mette havde god tid til en ekstra lur og strikning inden hendes 7 km løb startede.
Som så ofte ved længere løbarrangementer, er der et krav om obligatorisk udstyr fra arrangørernes side. Det er nu ikke så meget i dag: vindjakke, mobiltelefon, foldekop og sygesikringsbevis.
Efter løbsbriefing blev vi sendt afsted ud på en 18 km rundstrækning i Hedeland. Ud i et landskab der grundet fortidens råstofudvinding, sine steder byder på nogle højdemeter. Vi løb masser af grussti, en del etsporstier og en lille smule asfalt.
Det gjaldt om at vælge den rette vej.
For hver omgang blev jeg lidt langsommere, men jeg holdt mig løbende på alle de tilnærmelsesvis flade stræk på alle runder.
Havde der nu været en med et kamera, så lavede jeg et potentielt youtube-hit. På et nedløb ramte højre fod en sten – der ikke flyttede sig. Til gengæld fløj jeg gennem luften. Rullede rundt hen over højre skulder og lande på siden mellem to buske. Bum! Heldigvis ingen alvorlige skader, kun en øm storetå og et overfladiske sår på højre ben.
Når vi løb i Hedeland, skulle vi selvklart over Hedeland Skibakke.
Det der med de 18 km rundt pr. omgang var med et plus. Der var lidt ekstra, uden beregning. Mit løbeur viste 56 km og 1000+ højdemeter.
