Fotos fra ultraløbet Ringkøbing Fjord rundt.
Et 100 km løb med start og mål i Ringkøbing.
Løbsberetning: Ringkøbing Fjord rundt
Fotos fra ultraløbet Ringkøbing Fjord rundt.
Et 100 km løb med start og mål i Ringkøbing.
Løbsberetning: Ringkøbing Fjord rundt
Vestjylland. 25. august 2018.
Jeg er opvokset i Vestjylland, hvor mine forældre var forstanderpar på en efterskole. En gang om året tur min far eleverne en tur rundt om Ringkøbing Fjord i bus. Ofte var jeg med. På turen så vi Ringkøbing Museum og vi var oppe i Lyngvig Fyr. I Hvide Sande besøgte vi fiskeauktionen og så sluserne mellem Vesterhavet og fjorden.
Jeg har været en tur omkring Ringkøbing Fjord mange gange. Men for første bliver turen rundt om fjorden gennemført i løbesko. Turen er 100 km lang. Andre nøjes med et halvt eller et helt maraton til løbet Ringkøbing Fjord rundt.
Løbet Ringkøbing Fjord rundt har start og mål ved Vesterhavshallen i Ringkøbing. Her starter dagen med kaffe og wienerbrød. Jeg får afleveret drop bags til depoterne ved 50 og 75 km. Løbeskoen er snøret, der er sportstape på brystvorterne og vaseline i skridtet. Jeg er klar.
Efter en kort briefing af løbsarrangør Thomas Lønbæk bliver løbet sat i gang 07:30. Inden vi kommer ud på turen rundt om fjorden løb vi en prolog på 5 km i Ringkøbing.
Efter en halv times tid er prologen overstået og vi kan komme afsted på turen rundt om fjorden. Vi løber ud af Ringkøbing i sydøstlig retning ad Fjordstien mod Stauning. Uden for byen rammer vi asfalten og de første 30 km er hovedsageligt asfaltløb. Der er en fint udsyn over Ringkøbing Fjord og over på Holmsland Klit hvor vi ved, at vi senere skal kæmpe os gennem løbets sidste del.
Strækket fra Ringkøbing til Skjern enge er den mindst inspirerende del af ruten. men jeg har ind imellem selskab af en Århus-løber og vi rammer Skjern å sammen. Her passere vi åløbet to gange i trækfærger. Det er helt rart at bruge armene i stedet for benene.
Efter å-deltaet fortsætter vi ad en natursti langs fjorden. Det regnede lidt ved start, men ellers har vejret artede sig. Ved Bork Havn kommer regnen. Sådan rigtig regn. Meget vand på kort tid, inklusiv hagl.
Alt bliver vådt. Enkelte løbere forsøger at finde læ under træerne. Tvivler på at det hjælper og jeg vælger at løbe videre på trods af regnen. Er overbevist over at jeg bliver for kold hvis jeg står stille. I Nymindegab vendte tørt tøj i depotet.
Strækningen mellem Bork Havn og Nymindegab byder igen på lidt asfalt – men også en kort tur på en sandet markvej. Ved Nymindegab Camping er 50 km depotet og min drop bag med tørt tøj. I mellemtiden er jeg soltørret så meget at jeg droppen tøjskiftet.
Som noget særligt tilbydes der hotdogs i depotet. Jeg takker nej og nøjes med et pølsebrød sammen med den Powerade jeg har i drop baggen.
Efter Nymindegab skal vi nord på. Op ad Holmsland Klit, der ligger mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Med en længde på ca 40 km og en bredde på 1 til 2 km er Holmsland Klit noget helt specielt. Området er præget af store klitter omgivet af lyngsletter med enkelte sandede marker og ud mod fjorden frodige enge.
Ruten følge Vestkystruten der snor sig gennem landskabet bag klitterne. Underlaget skifter mellem grus- sandsti og grusvej. Her er skruet helt op for naturoplevelsen og de sommerhusområder der passeres kan ikke ødelægge oplevelsen.
Løb den, cykel den eller vandre på den. Men snyd ikke dig selv for Vestkystruten.
Det første stræk efter Nymindegab byder på nogle små bakker. De er ikke særligt høje, men insisterende. Selv om det er lidt hårdere at løbet her, er det meget mere inspirerende end de asfaltkilometer der var på de første 50 km.
I Hvide Sande runder vi 75 km. I depotet får jeg en hyggelig snak med depotbestyreren der ligger garage til løbernes drop bags. Måske bruger jeg lidt for lange tid her – og i et par af de andre depoter på Holmsland Klit, men en decideret depotbums er jeg ikke.
Ved det næste depot efter Hvide Sande rammer jeg vendepunktet for maratonløberne. Et tegn på at jeg nærmer mig afslutningen af løbet. Maratonløberne og halvmaratonløberne starter så sent på dagen, at vi møder dem på de sidste kilometer.
Jeg fortsatter og kort efter Lyngvig Fyr møder jeg den første maratonløber. Det giver et boost og jeg holder en lille indre fest. Herfra er der jævnligt nogle modløbere at hilse på.
Inden vi ramte Ringkøbing passere vi Bagges Dæmning. Og her har modløberne virkelig fart på, men de skal også kun løbe et halvmaraton. I mødet med dem, kan jeg godt føle at jeg nærmest står stille.
Helt stille står jeg ikke og efter 12 timer krydser jeg mållinjen ved Vesterhavshallen. Træt, med ømme benmuskler, knæ og en mærkelig summen under fødderne. Tilfreds. I den grad tilfreds. Tilfreds med mig selv og dagens oplevelse.
—
Ringkøbing Fjord rundt # 2
Fotos fra løbet: Ringkøbing Fjord billeder
Nordsjælland. 12. august 2017.
Resultat
61.000 meter i løb langs Sjællands Nordkyst var dagens hovedret. Ingredienserne var sand, grus, strandsten og kampesten.
Jeg måtte tidligt op for at nå bussen i Helsingør der klokken 6 kørte deltagerne til Ultraløbet Nordkysten til start i Hundested. De fleste i bussen, inklusiv undertegnede, forsøgte at lukke øjnene og hvile lidt på køreturen.
Jeg fik ikke sovet i bussen, men vi kom fint frem omtrent en time før start. På havnen var der uddeling af startnumre. Jeg fik mit nummer og brugte noget af ventetiden på at stå i kø til toilettet.
Ti minutter i start orienterede Moses Løvstad om ruten og regler. Der var debut på løbet som Moses Løvstad og Ravn Hamberg har bruge et par år på at skabe. Moses præsenterede løbet som Ultracuppens hårdest hvorfor der var hele 12 timer til at gennemføre de 61 kilometer.
Klokken blev otte og løbet blev ringet i gang. Vi startede i sand – og det var der meget af undervejs. Men i første omgang løbe vi ikke langt før vi kom lidt op fra stranden og forbi Knud Rasmussens Mindevarde.
Ruten var markeret med gul og sort stribede plastikstrimler, pinde sat i jorden malet gul og sort i enden og melpile på jorden. På ruten var der nogle lange strandstrækninger. Her var ingen markering. Når vi ramte stranden stod der en skilt med en kilometerangivelse af hvor lang vi skulle løbe med venstre fod i vandkanten.
Første gang vi kom på stranden for alvor, var det en strækning på godt syv kilometer. Her blev vi for alvor præsenteret for de to elementer der definerede løbet: kampesten og sand.
Der var relativt meget kystsikring på strækningen land Nordkysten. Kystsikring med kampesten. På stenene gik det ikke hurtige, især ikke for en teknisk amøbe som mig.
I sandet kunne der løbes. Var sandet lidt fast kunne der endda løbes lidt hurtigere end i strandgrus og på passagerne med større strandsten.
Men når jeg løbe i sandet, var det som om sandet trængte ind i skoen og videre ind i foden og op i læggen. For hver kilometer i sandet svandt lægmusklerne ind og blev erstattet af tung, våd sand.
Asfalt var en sjælden ting på turen. Men ved passagen af Gilleleje der et par korte stræk på asfalt. Det var så også stort set det. Kort efter Gilleleje var løbet andet depot. Der var depot ved 20 kilometer og 40 kilometer. I depotet var der vand, cola, appelsin, banan og slik.
Jeg var lidt langsom til at komme ud af det andet depot. Men af sted kom jeg. Strækket mellem 40 og 50 kilometer var det med mindste strandløb. Efter 4 km på en rimelig stenet strand var der en længere passage på grussti. En meget kærkommen pause fra udfordringerne med sand, strandgrus og kampesten.
De sidste otte kilometer ind til mål i Helsingør Havn var med venstre fod i vandkanten. Først en lang og langsom tur på kampesten. Herefter en skiftende terræn mellem kampesten og strandgrus og -sten. Efterhånden som jeg fik kæmpet mig frem ad, ramte jeg sandstranden og kunne løbe med lidt mere flow.
Bum. Hallo. Der var den. Havnen og mål!
Træningen hen over sommer har ikke været optimal. Det vidste jeg godt fra start og tog den med ro fra begyndelsen af løbet. Jeg tror jeg ramte det tempo der var det bedst mulige på dagen.
Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med at have gennemført Ultraløbet Nordkysten.
Som nævnt overfor, blev løbet præsenteret som det hårderes af de tre løb i Ultracuppen. Jeg har aldrig løbet Ultraløbet Gendarmstien, så jeg kan ikke bekræfte om det var rigtigt.
Men det var hårdt – næsten ligeså hårdt som det var smukt. Og det var helt sikker mere udfordrende end Molsruten som løbet afløser – og det var også meget mindre asfalt end der var på Molsruten.
Fedt med et godt strandløb på Sjælland.
Dagens desserten var en pizza nr. 23 fra den lokale pizzaria med kebab, grøn peber, bacon og chili.
—
Ultraløbet Nordkysten
Hammerknuden på Nordbornholm er udgangspunktet for Hammer Trail, landets hårdeste trailløb.
Hammer Trail
Twitter: #hammertrail
Se også:
Hammer Trail : Hammerknudeudfordringen
Træning til Hammer Trail 50 mil
Bornholm. 6. maj 2017.
Resultat
Hvor langt er 80 km? I fugleflugt svarer det til afstanden mellem København og Slagelse (82 km), eller til køreafstanden i bil fra København til Jyderup. I løb er der stor forskel på at løbe 80 km lige ud af en flad landevej og på at løbe med masser af højdemeter og på et ujævnt underlag.
Hammerknuden på Nordbornholm er udgangspunktet for landets hårdeste trailløb. Start, mål og depot er ved Hammersø.
I år havde jeg havde tilmeldt mig 50 mil (80,4672 km) distancen med start midnat mellem fredag og lørdag. De 50 mil blev afviklet på en 26 km rundtur med en kort prolog rundt om Hammersø.
Jeg ankom i god tid. I mad og depotteltet sad en 100 mil løber og slappede af mellem to runder mens en anden var igen med aftensmaden.
Jeg hentede mit løbenummer, fandt min løbevest med vand og ordnede de sidste par småting. Og var det bare at vente mens de øvrige 50 mil-løbere indfandt sig.
Kvart i start var der løbsbrifing og udstyrskontrol. Det blev tjekket, om vi havde ekstra batterier, survival blanket og bandage med.
Der blev talt ned fra 10 og så var det afsted ud i mørket.
På prologen rundt løb vi tæt og de mange pandelamper lyste godt op omkring feltet. Efterhånden som vi kom ud på rute kom der afstand mellem os. Lyset blev reduceret til en cirkel på stien foran fødderne.
Det var en stor oplevelse at løbe i mørket. Jeg har prøvet før, men ikke i så lang tid. Terrænet bød konstant på forhindring der kunne sabotere løbet, så det var nogle koncentrerede timer i mørket.
Jeg kom hele vejen rundt på prologen og den første reelle runde i mørket. Første runde var min hurtigste hvor jeg kom rundt på under fire timer. Sidste runde tog næsten fem timer.
Jeg kom hurtigt gennem depotet og ude på anden runde. Efter få kilometer begyndte morgenen at gry. Langsom kom landskabet til syne. Og hvilket landskab! Her var skov dækkes med hvide blomster. Rå klippevægge. Vandfald. Højdepunkter med udsyn. Vildnis og blå anemoner.
Ind imellem kunne jeg godt tænke: Her havde jeg nok ikke givet den helt så meget gas i nat, hvis jeg havde set hvor tæt afgrunden var på.
Efterhånden satte de mange stigninger og nedløb sig i benene. Ikke nok med at der var over 1.100 højdemeter pr omgang. Så var det besværlige og krævende højdemeter. Ujævne med masser af klipper der truede med at fange en fod eller forårsage et vrid. Der var løst jord som forhindre et frit og ligetil nedløb i mellem træerne. Klippesten der er højere end en kæmpes trappetrin som skulle forceres. Et enkelt sted var ruten så stejle, at jeg nærmest måtte kravle. Terrænet hvor Hammer Trail blev afviklet, var et terræn der gjorde modstand.
Besøget i depotet mellem anden og tredje omgang kørte på rutinen. Jeg fyldte vandflaskerne i min løbevest, nye energigel og saltpiller blev puttet i lommerne. Drak lidt vand og spise en ostemad før jeg atter løb afsted.
Desværre var det ikke en af mine rutiner at huske løbestave. Mange gange på anden runde, havde jeg tænkt, at løbestavene skulle med ud på den sidste omgang, så belastningen på kroppen og særdeles benene kunne blive ændret lidt.
Efter at have løbet et par kilometer på den sidste runde, måtte jeg bitters erkende, at jeg havde glemt alt om løbestave da jeg var i depotet.
Der var ikke andet at gøre, end at fortsætte og nyde forårssolen og den nordbornholmske natur.
Tempoet fik yderliger et nyk nedad og da jeg nærmede mig finalen på Hammerknude var jeg virkelige træt. På Hammerknude var der samlet en god del af løbets mange højdemeter. Har var der få steder hvor det var muligt bare at løbe lige ud. Det gik enten op eller ned – og gerne med et udfordrende underlag.
Nær Sandvig var der en kort passage oppe på nogle flade klipper hvor jeg kunne løbe uden at fokuseres på meget på underlaget. Her kom der musik i ørerne til de sidste få kilometer.
I mål kom jeg. Træt og øm et utal af steder. Men hvilken fantastisk oplevede jeg havde få med mig!
Trailløb fået ikke smukkere indenfor landets grænser.
Første udgave i Hammer Trail blev afviklet i 2010. Dengang var der 16 deltagere. Her i starten af maj 2017 deltog knap 500 løbere for 14 forskellige nationer i festlighederne på Nordbornholm.
Jeg løb nok lidt langt, men der var andre der løb rigtig langt. Der var en del der løb den dobbelte afstand af mig, altså 100 mil. Og så var der fem løbere der tog udfordringen op med imponerende 200 km! To kom i mål, men der er point blot for at kaste sig ud i sådan en udfordring.
Vinderen på 50 mil, Ture Dahl Børglun, løb på imponerende 09:40:44. Det er omtrent 3 timer og 40 minutter hurtigere end mig!
Tak til alle løberne jeg mødte på ruten og som var med til at gøre det til en fornøjelse og tak til tilskuere og lokale der kom med opmuntringer undervejs.
—
Salomon Hammer Trail # 8 – Danmarks hårdeste trail løb
Se også:
Hammer Trail 2017 i fotos
Træning til Hammer Trail 50 mil
Når jeg tidligere har trænet frem mod et langt løb, har jeg lavet en detaljeret træningsplan med træningsmål uge for uge. Hver gang er der sket det, at virkeligheden – arbejde, en hverdag med børn og alt muligt andet – har saboteret planen.
Denne gang gjorde jeg det slå lidt anderledes. Jeg lagde en plan for antal af kilometer jeg skulle løber hver måned fra januar og frem til maj. Jeg havde desuden en intention om at træne i treugerspas, hvor jeg øvede intensiteten/afstanden for hver uge.
Når tre ugen var gået og jeg skulle starte på en ny treugerspas gik jeg ned i intensitet/afstand i forhold til netop afsluttede uge tre, men ikke helt så langt ned, så jeg var i sidste uge en.
I marts hvor jeg løb længst afveg jeg fra treugernspasplanen…
Planen
En del af min løbetræning bestod i løbture hjem fra arbejde. Jeg bor på den københavnske vestegn, hvor der ikke ligefrem er ruttet med højdemeter – og jeg arbejde i København.
I forhold til hvad der ville være optimalt, løb jeg relativt mange kilometer på asfalt og med få højdemeter. Jeg løb dog en del ture på Vestvolden små sti hvor der er kan findes mindre stigning og nedløb. Jeg trænede lidt “bakkeløb” på affaldsjordbakkerne ved Brøndby Havn og deltog desuden i et kortere trailløb.
Fra start havde jeg et mål om at styrketræne mindst en gang om ugen. Jeg synes ikke styrketræning er sjovt og min motivation til styrketræning er at vide at det er med til at holde mig skadesfri og at en stærk core er en hjælp på de lange, krævende ture.
Jeg har for lang tid siden erfaret, at jeg ikke får styrketræningen, hvis jeg satser på solotræning i maskinerne i fitnesscentret.
Det hjælper hvis der er noget musik og andre at træne sammen med. Derfor består min styrketræning primært af BodyPump og TRX i FitnessDK.
Det tre første uger løb jeg efter planen. Fik godt nok løbet lidt for lidt i uge 1, men ikke mere end at det kunne indhentes i løbet af måneden. I uge 4 fangede jeg en virus og den var så vild med mig at vi hang ud i flere dage. I den uge blev det kun til BodyPump og BodyCombat i FitnessDK mandag og til en løbetur søndag.
I februar ramte jeg de 350 km som var målet. Måneden bød på en god blanding af asfaltløb i form at transportløb fra arbejde og hjem suppleret med min datters middagslure som giver et par timer med løbevogn og nogle kortere ture på stierne omkring Ishøj. Der ud over løb jeg nogle fornøjelige trail-træningsture på Vestvolden.
Marts måned bød på mange kilometer. Jeg nåede de 400 og lidt til. Det blev kun til 96 km km trailløb. I forhold til kvaliteten i træningen ville jeg gerne have løbet flere trailkilometer.
I en travl hverdag bliver det den træning der ligger lige for døren som bliver tilvalgt – og det er ikke trail.
Målet i april var 250 km. Det blev til godt 300 km. Det ser jo fint ud, men hvad tallene ikke viser, er at jeg i den sidste uge af april var ramt af en virus og ikke fik trænet ret meget.
Det var men en vis spænding at jeg pakkede tasken og rejse til Bornholm. Hvor meget betød sygdom og begrænset træning så tæt på løbet?
Løb gennemført som en del af træningen til Hammer Trail:
Taastrup løbet · Kanonkugle maraton · 3600 maraton · Vestvoldsmaraton · Sædder maraton · Midt i maraton · Sjælsø maraton · Gåsetårn maraton · Sydkystløbet · Succes maraton · Vikingesporet
Se også:
Hammer Trail : Hammerknudeudfordringen
Hammer Trail 2017 i fotos
Vallensbæk. 29. oktober 2016.
Resultat
—
Cph 6 hour run # 8
Løb har gennem tiden haft mange formål. De åbenlyse er jagt, transport og kommunikation. I den lidt mere kuriøse ende findes de løb, som de ægyptiske faraoer løb for at vise værdige som hersker. Også de ægyptiske soldater løb – og de løb noget længere end faraoens symbolske løbetur i en tempelgård.
Heb Sed-festen blev afholdt i tempelgården ved Djosers tempelkompleks i Sakkara.
Faraoen skulle først gøre offer til en række guder. Han blev først kronet med den hvide krone for Øvre Ægypten og derefter den røde krone for Nedre Ægypten.
Efter kroningen løb faraoen, iklædt en kort kilt med dyrehale, fire gange rundt i tempelgården og blev derpå ført væk i en stor procession for at besøge et kapel med guderne for Øvre og Nedre Ægypten.
Ved at gennemføre løbet fornyede faraoen den styrke og livskraft han besad i egenskab af at være Ra’s søn.
Traditionelt (med undtagelser) blev det afholdt i faraoen tredivte regeringsår – og hvert tredje år derefter.
Hed Sed-festen er har rødder helt tilbage til de tidligste dynastier (thinitisk tid) og forbindes med den urgamle tradition om kongeofferet. Når faraoen blev for svag måtte han dø så en yngre og stærkere hersker kunne træde hans sted. Ved Heb Sed feste og ved at gennemføre løbet, skulle faraoen bevise, at han stadig havde den fulde styrke til at regere.
Oldtidens grækere er inspirationen for de moderne Olympiske Lege, men også i oldtidens Ægypten var idræt en del af dagliglivet.
I 1977 blev Taharkas løbe-stelen fundet. Inskriptionen er dateret til omkring 685 før vores tidsregning og beskriver et langdistanceløb som en del af den militære træning.
Som en del af den militære træning sendte faraoen Taharka hans soldater ud på et langdistanceløb. Løbet startede i Memphis hvorfra soldaterne løb til ørkenbyen Faiyum og tilbage igen. En distance på omtrent 100 km.
For at løberne skulle lide så lidt som muligt under varmen, blev første halvdel af løbet gennemført om natten. Taharka fulgte løberne i løbet på hesteryg.
Efter løbet var der banquet for alle dem der havde løbet godt og hæder til alle der havde gennemført.
Odsherred. 6. august 2016.
Resultat
Lørdag blev der løbet Endure Dynafit Trail, løbet der sidste år hed NDURE Trail. Løbet har også fået nye arrangører.
Endeligt er ruten også ændret. men der er stadig start ved stranden i Ordrup. Der startes stadig med løb langs stranden ud omkring Ordrup Næs. Der er stadig masser af højdemeter og ruten går stadig en tur hen over Vejrhøj.
—
Endure Dynafit Trail
Hedeland. 18. oktober 2015.
Resultat
Weekendens lange løbetur var flyttet til Hedeland og der var lagt et par ekstra mil på. Det blev en lang og naturskøn tur.
Det var med en god position usikkerhed jeg mødte op i Hedeland sydøst for Roskilde. Men det var nu, der skulle løbes Garmin Trailman 50/50.
Forberedelser til 50 miles løb var alt andet end optimale. De seneste uger var brugt på at flytte fra eks-kæresten og rækkehuset i Brøndby Strand til en almen lejlighed Ishøj med plads til mig og børnene. Mentalt var jeg ikke ovenpå og der var ikke løbet nok kilometer i benene.
Men det var åbenbart en god opskrift!
03:00 ringede vækkeuret. Jeg stod på, spise morgenmad og havde tid til en kop kaffe, mens gamle nyheder gentog sig selv på TV2 News.
En times tid senere forlod jeg lejligheden i Ishøj for at køre til Hedeland sydøst for Roskilde. Jeg havde pakke udstyr i en plastickasse og en sportstaske. næsten hele vejen til Vendingevej, hvor der var start og mål, var tilbagelagt, da jeg inden erindrede at pandelampen lå til opladning på skrivebordet. Jeg havde nok slappet for meget af til morgenkaffen og de gamle nyheder. Heldigt at der ikke var så langt hjem. Heldigt at jeg var taget afsted i god tid.
Jeg nåede frem i tide til at få mit startnummer og finde et godt sted i depotet til mit udstyr. Vejret var fugtigt og det var mørkt. Vi blev briefet om ruten og løbet. Der var seks runder. Først tre rundter om en sø ved depotet. Derefter tre runder á 25 km rundt i Hedeland.
Det var stadig mørkt og jeg småfrøs.
Det blev tid til at løbe. Løbsleder Thomas Dupont talte ned til til start og sendte os afsted. På første korte runde var der en forløber som viste vej, når vi rundede målområdet første gang blev løbet givet fri – og de hurtige kunne stikke af.
Jeg lå et sted i flokke og så ikke forløberen. På runde to og tre fortsatte jeg med at løbe et sted midt imellem de øvrige deltagere.
Det var ligesom om løbet først startede rigtigt da vi begav os ud på den første runde á 25 km. Det var stadig mørkt, men min pandelampe gav masser af lys. Jeg løb mellem to mindre grupper og nød mit eget selskab i nattens mørke. Nær mig hørte jeg heste der løb, men det var først da de kom ganske tæt på, at jeg kunne se dem. Det kan være en intens oplevelse at løbe i mørke.
Med morgenlyset åbnede landskabet sig op. Det var smukt. Vi passerede små vinmarker og bakker. Enkelte steder var bevoksningen tættere og mere indesluttet.
Der var masser af single track og højdemeter. På en runde passerede vi skibakken i Hedeland tre gange. Det er er Danmarks største alpine skianlæg. Hver gang vi besteg skibakken var fra en ny vinkel, særligt den tredje tur op var stejl og udfordrende.
I depotet fylde jeg væske og føde på. Et hurtigt pitstop og jeg var tilbage på ruten. Jeg havde fået selskab af Lars. Det vil sige meget af tiden løb i hvert for sig, men ikke lange for hinanden. Ind imellem løb vi sammen og snakkede lidt. Jeg kunne forstå, at Lars var en hurtigere løber end mig. Men på de første godt 50 km hold vi omtrent det samme tempo hele tiden. Lars var bedre op ad bakke, men jeg løb lidt mere frit når det gik nedad.
Det sidste depotstop blev lidt længere. Vandflaskerne i løberyksækken skulle skiftes. Jeg var lidt langsommere til at drikke og spise end efter den første 25 kilometers omgang. Endeligt havde jeg beslutte at teste mine trekkingstave på sidste omgang, så der gik også tid med at pakke dem ud.
Det var første gang jeg løb med stave. Eller rettere, gik med stave; for når jeg bruger dem er det på stigninger hvor jeg er nede og gå. Stavene havde deres virkning. Den lille forskydning i bevægeapparatet som stavene giver gør en forskel. Jeg kom næppe hurtigere op end på foregående omgang, men det føltes mindre hårdt.
Stave eller ej. Da jeg kom op ad skibakken for niende gang måtte jeg stoppe op og nyde øjeblikket. Det var ikke så meget den smukke udsigt jeg nød. Det var visheden om at nu var jeg snart i mål – og nu skulle jeg ikke op ad skibakken flere gange.
Allerede inden skibakken havde jeg fundet mp3-afspilleren frem. Efter sidste tur opad fyrede jeg den af med Ensiferum From afar og derefter Finntroll Solsagan. Alt hvad der var tilbage blev presse ud gennem benene. Jeg fløj.
Mål! Under otte timer! Og med en superfed løbe- og naturoplevelse i rygsækken.
Sjældent har en kop klar suppe smagt så godt. Ved sidste depotstop var Lars stukket. Han havde givet den gas på sidste omgang om kom i mål 21 minutter før mig. Tillykke til ham og tillykke til alle de andre der gennemførte Garmin Trailman 50/50 anno 2015. Det var fedt i var der.
—
Garmin Trailman 50/50 # 2 – Hedeland Ultra
Publiceret på sh.newsun.dk 22.10. 2015
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.