En dag på stranden med en masse glade løbere. Turen gik fra Hundested til Helsingør. Vi kommer over kystbeskyttelse, sten, grus og sand. Føderne blev ømme, det samme gjorde benmusklerne. Jeg kom ikke hurtigt frem, men det var en dejlig tur, med skøn natur gode medløbere og verdens dejligste support.
Venstre fod i vandkanten – løbets motto.Undervejs skal der forceres store mængder af kystbeskyttelse.Sand & vand.Spor i sand.Vand & sand.Sand & planter.Sand & rynket rose.Sand.Op ad sandstien.Sand & sten.Sand.En løber på vej i mål efter 61 kilometer langs Nordkysten.
Sand er en jordart afsat i vand eller aflejret af vinden. Partikler med kornstørrelse på 0,06-2 mm regnes som sand, mens partikler mellem 2-20 mm regnes som grus.
Forekomsterne af sand i Danmark blev især dannet under issmeltningen for ca. 10.000 år siden, ved at materiale fra undergrunden blev revet løs af ismasserne og aflejret.
61.000 meter i løb langs Sjællands Nordkyst var dagens hovedret. Ingredienserne var sand, grus, strandsten og kampesten.
Jeg måtte tidligt op for at nå bussen i Helsingør der klokken 6 kørte deltagerne til Ultraløbet Nordkysten til start i Hundested. De fleste i bussen, inklusiv undertegnede, forsøgte at lukke øjnene og hvile lidt på køreturen.
Jeg fik ikke sovet i bussen, men vi kom fint frem omtrent en time før start. På havnen var der uddeling af startnumre. Jeg fik mit nummer og brugte noget af ventetiden på at stå i kø til toilettet.
Ti minutter i start orienterede Moses Løvstad om ruten og regler. Der var debut på løbet som Moses Løvstad og Ravn Hamberg har bruge et par år på at skabe. Moses præsenterede løbet som Ultracuppens hårdest hvorfor der var hele 12 timer til at gennemføre de 61 kilometer.
Strækninger markeret med rødt på kortet er der hvor vi løb med venstre fod i vandkanten. Kort: Moses Løvstad.
Klokken blev otte og løbet blev ringet i gang. Vi startede i sand – og det var der meget af undervejs. Men i første omgang løbe vi ikke langt før vi kom lidt op fra stranden og forbi Knud Rasmussens Mindevarde.
Ruten var markeret med gul og sort stribede plastikstrimler, pinde sat i jorden malet gul og sort i enden og melpile på jorden. På ruten var der nogle lange strandstrækninger. Her var ingen markering. Når vi ramte stranden stod der en skilt med en kilometerangivelse af hvor lang vi skulle løbe med venstre fod i vandkanten.
Første gang vi kom på stranden for alvor, var det en strækning på godt syv kilometer. Her blev vi for alvor præsenteret for de to elementer der definerede løbet: kampesten og sand.
Der var relativt meget kystsikring på strækningen land Nordkysten. Kystsikring med kampesten. På stenene gik det ikke hurtige, især ikke for en teknisk amøbe som mig. I sandet kunne der løbes. Var sandet lidt fast kunne der endda løbes lidt hurtigere end i strandgrus og på passagerne med større strandsten.
Men når jeg løbe i sandet, var det som om sandet trængte ind i skoen og videre ind i foden og op i læggen. For hver kilometer i sandet svandt lægmusklerne ind og blev erstattet af tung, våd sand.
Asfalt var en sjælden ting på turen. Men ved passagen af Gilleleje der et par korte stræk på asfalt. Det var så også stort set det. Kort efter Gilleleje var løbet andet depot. Der var depot ved 20 kilometer og 40 kilometer. I depotet var der vand, cola, appelsin, banan og slik.
Jeg var lidt langsom til at komme ud af det andet depot. Men af sted kom jeg. Strækket mellem 40 og 50 kilometer var det med mindste strandløb. Efter 4 km på en rimelig stenet strand var der en længere passage på grussti. En meget kærkommen pause fra udfordringerne med sand, strandgrus og kampesten.
De sidste otte kilometer ind til mål i Helsingør Havn var med venstre fod i vandkanten. Først en lang og langsom tur på kampesten. Herefter en skiftende terræn mellem kampesten og strandgrus og -sten. Efterhånden som jeg fik kæmpet mig frem ad, ramte jeg sandstranden og kunne løbe med lidt mere flow.
Bum. Hallo. Der var den. Havnen og mål!
Træningen hen over sommer har ikke været optimal. Det vidste jeg godt fra start og tog den med ro fra begyndelsen af løbet. Jeg tror jeg ramte det tempo der var det bedst mulige på dagen. Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med at have gennemført Ultraløbet Nordkysten.
Som nævnt overfor, blev løbet præsenteret som det hårderes af de tre løb i Ultracuppen. Jeg har aldrig løbet Ultraløbet Gendarmstien, så jeg kan ikke bekræfte om det var rigtigt. Men det var hårdt – næsten ligeså hårdt som det var smukt. Og det var helt sikker mere udfordrende end Molsruten som løbet afløser – og det var også meget mindre asfalt end der var på Molsruten. Fedt med et godt strandløb på Sjælland.
Dagens desserten var en pizza nr. 23 fra den lokale pizzaria med kebab, grøn peber, bacon og chili.
