Efter at have løbet Kalkmineløbet hvor ruten går gennem Daugbjerg Kalkgruber var det naturligt, at køre en tur forbi langhøjen Jens Langknivs Hule.
Fortællingerne om den fredløse Jens Langkniv beretter at han gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber. Ifølge lokale overleveringer skulle den fredløse Jens også have skjult sig ved oldtidsdyssen i Ulvedal Plantage, hvorfor den nu kendes som Jens Langknivs hule.
Langhøjen stammer fra tragtbægerkulturen (den tidlige bondestenalder). I den nordøstlige side er der to små kamre og ifølge Nationalmuseets fredningstekst er der 29 randsten. Jeg fik ikke talt efter.
Langhøj med 2 kamre, 1,75 meter høj, 7,5 meter bred og 36 meter lang.
Det er ikke muligt at kører hen til gravhøjen. Vil du se den, må du parkere ved starten af Fyrrehalevej og gå ned ad vejen. Et lille stykke inde i plantagen kommer der et skilt der viser retningen mod “Jens Langknivs hule”.