Tag-arkiv: vandrebilleder

Helsinge til Ullerød

Opsamlingsheat: Jeg nåede ikke helt det stykke af Esrum-Tisvildevejen, som jeg gerne ville i sidste weekend. Så jeg måtte i vandreskoene igen i dag.

Sidst forlod jeg Esrum-Tisvildevejen ved Pøleås udløb til Arresø. Det er ikke nær et knudepunkt for offentlige trafik, så dagen vandring startede men omtrent 8 km landevejsvandring fra Helsinge Station.

Fra parkeringspladsen ved Pøleås udløb forlod jeg asfalten og fortsætte ad en grusvej, der hurtigt blev til en sti. Ikke længe efter var jeg i Nejede Vesterskov, hvor der er et havørnereservat. Esrum-Tisvildevejen går nord om reservatet. På østsiden af ørnereservatet deler Esrum-Tisvildevejen sig i to, men begge veje fører samme sted hen.

Havørnene har ynglet 15 år i Nejede Vesterskov. De bruger skoven til hvile og overnatning hele året. Derfor opfordrer Naturstyrelsen til at området omkring havørnenes rede holdes fri for færdsel hele året.

Efter at jeg forlod Nejede Vesterskov, gik der ikke længe inden jeg fik asfalt under fødderne igen. Turen fortsatte gennem Alsønderup og Bendstrup. Jeg forlod Esrum-Tisvildevejen hvor Pøleå krydser Fruebjergvej og fortsatte mod Ullerød ad Pøleåstien.

Pøleåstien bragte mig forbi Strødam Engsø, hvor enkelte håbefulde fiskere havde taget opstilling med deres fiskestænger og en enkelt ornitolog var på jagt med sin kikkert.

2 ture

Dagens vandretur: Helsinge til Ullerød (blå). Sidste uges vandretur: Holløse til Nejede (rød)

Rute Helsinge til Ullerød

Start Holløse Station.
Rute: Holløsegade → Tibirkebro ← Bækkebrovej ← Ellemosestien → Ellemosevej ← Skomagerbakken → Ellemosestien → Tågerupvej ← Ellemosestien → Ramløsevej ← Ellemosevej → Søkrogvej ← [sti] ↑ Hougårdsstien ← [sti] ← Paradis Alle → Søkrogvej ← [sti] ← Rønnekildevej ← Bakkevej → Præstevej ← Bakkelandet → Duebjergåsen ← Tømmerholtåsen ↑ [sti] → Skærødvej → Præstevej ← Dalenborgvej ← Hougårdsvej → Præstevej ← Piletårdsvej → [sti] ← Helsingevej → Rørmosevej → Lyngen ↑ [sti] ← Præstevej ↑ Nejedevej.
Mål: krydset Nejedevej/Ravnsbjergvej.
Afstand: ca. 26,5 km

Rute Holløse til Nejede

Start: Helsinge Station.
Rute: Østervej ← Rådhusvej ← Rundinsvej ↑ Helsingevej ← Præstevej ← Nejedevej ↑ [sti] ← Bybjerggårdsvej ↑ [sti] ← Vestre Ringvej → [sti] ← [sti] ↑ Ravnsbjergvej ← Ravnsbjergvej ← Pibe Møllevej → Baunevej ← Fruebjergvej → Pøleåstien/Rute 32 ← Isterødvejen → Tulstrupvej.
Mål: Ålholmparken stoppested.
Afstand: ca. 20 km

Tisvildevejen

Holløse til Nejede

Endagsvandretur på Ellemosestien og langs Arresø.

Jeg havde en løs plan med hjemmefra. Ta’ togen til Holløse Station, finde Esrum-Tisvildevejen og følg den mod syd. Ring efter Mette når jeg synes, jeg har gået nok.

Selv om vi er i sidste halvdel af september, er vejret til t-shirt – og måske en regnjakke. Regnjakke er for tilfældes skyld pakket i vandrerygsækken.

Holløse Station, hvor vandreturen starter, ligger lidt øde på en mark øst for Tisvilde. Jeg har skrevet et par vejnavne ned på en seddel og følger jeg dem, rammer jeg Ellemosestien og Esrum-Tisvildevejen nær Tibirke Kirke.

Apropos kirker. Så plejer guds huse, at være en sikker garanti for gode skidehuse. Men ikke her. Selv om et skilt annoncerer, at jeg er her indenfor toilettet åbningstid, er der lås. Graveren må have sovet over sig. Jeg må vandre videre – uforløst.

Ellemosestien er en skøn sti. Smal. Etsporet. Og sine steder til den fugtige side. Her er køer og fugle. Ellemosestien er en runde, men jeg forlader den ved Ramløse og følger Esrum-Tisvildevejen videre ned langs Arresø.

Ellemosestien passerer forbi Holløse Bredning, der oprindeligt var en del af en fjordarm. Den lukkede til efterhånden som landet hævede sig efter istiden.

Turen ned langs Arresø veksler med passasger ved vandet og ture ind i landet. Ind i mellem er der lige rigeligt med asfalt, men der er også nogle skønne stier og småveje.

Med et areal på 40 km² er Arresø Danmarks største sø. Navnet betyder “Den brune sø”, nok fordi opvæksten af alger om sommeren giver vandet en brunlig farve.

Jeg har passeret Annisse (hvor toilettet ved kirken var åben) og er ved at have fået nok. Mette er til træning hos Body SDS i kattebakken. Hun er snart færdig og jeg kan ringe efter et lift hjem. Jeg må lige gå lidt videre.

Pling. En sms. Træningen er færdig, men nu ved jeg ikke helt, hvor jeg er! Jeg skriver til Mette, at jeg for en god halv time siden var i Annisse og at hun godt må tage på “skattejagt” på vej hjem.

Jeg kommer ud på Præstevej lige inden den bliver til Nejedevej og kan sende en besked om hvor jeg er. Vi mødes i Nejede. Nærmest synkront med Mettes ankomst, rammer de første regndråber mine bare arme. Turen er slut.

Tisvildevejen

To Hegn

To dages vandretur i Krogenberg Hegn og Nyrup Hegn med børn. Jeg havde taget et par børn på 19 og 7 med på vandretur. Vi havde en enkelt overnatning. Det var super hyggeligt.

Det er nærmest blevet en tradition med en overnatning i skoven i løbet af sommeren. I år skiftede vi de kendte skove, som Gribskov og Store Dyrehave, ud med et par mindre kendte småskove i Nordsjælland. Jeg bookede på forhånd shelterpladsen ved Ravnebakken i Krogenberg Hegn.

Det var en tur uden bil, så vi gik fra station til station. Første dag startede vi ved Kvistgård Station. Vi skulle ud af byen og over Helsingørsvej inden vi kunne komme ind i Krogenberg Hegn.

Krogenberg Hegn er en statsskov. Det er en blandet nåle og løvskov. Det er ikke nogen stor skov, men den hænger sammen med Danstrup Hegn mod vest og der er kun et smalt stykke åbent land, som adskiller Krogenberg Hegn fra Nyrup Hegn.

Efter at vi har krydset Helsingørsvej og forladt Hornbækvej møder vi ikke andre mennesker. Men lidt frøer krydser vores vej og et par af os spotter noget vildt på afstand. Vi går både af skovvejene og de mindre spor, der er i skoven.

Shelterpladsen ligger i læ med skranter hele vejen rundt. Der er to shelter med hver sin bålplads. Her fik vi besøg af en mor og datter fra den nærliggende landsby. Der ud over var vores ophold på shelterpladsen uforstyrret.

Vi ender med at sove i vores medbragte telt og hængekøje. På pladsen er et toilet af den slags, der består af en hul i jorden med et transportabelt skur over. Det er placeret i god af stand af shelters og teltpladser.

Mette plejer at står for trangia-mad, når hun er med på vandring. Og nu er der er to vandretyper. Dem der har Trangia med og dem der har en Jetboil med, når de tager på tur. Jeg tilhører sidstnævnte, så der var astronautmad på menuen til aftensmad.

Dag to

Næste morgen vågnede vi tidligt. Sådan er det når vi sover i telt.
Det var en lidt kølig morgen, men varmen kom stille og roligt. Efter at vi havde spist havregrød og drukket morgen kaffe og te – og pakket ned, var det tid til at vandre videre.

Vi forlod Krogenberg Hegn gik videre i Nyrup Hegn. Nyrup Hegn er også en statsskov. Den ligger syd for Gurre. Skoven er ikke stor men hyggelig. Som på førstedagen, mødte vi ikke andre mennesker i skoven.

Vi kommer forbi Ole Rømers Høj. Højens stammer fra Ole Rømers opmålinger af landet. Milehøjen er den eneste der er bevaret i Danmark – den mangler dog milestenen på toppen af højen.

Milehøjen findes ved krydset Gamle Kongevej og Pladshøjsvej.

Vandreturen slutter ved Mørdrup Station hvorfra vi tager toget til Helsingør. Der spiste vi velfortjent is inden turen gik hjem.

Første dag gik vi lidt over 6 km og anden dag blev det til knap 5 km. Vi gik lidt omveje så det kan gøres kortere, men turen kan også forlænges, f.eks. i Krogenberg Hegn hvor der er et par oldtidshøje.

Dagtur på Gudernes Stræde

En søndagstur fra Gadstrup til Mosede Fort.

For et års tid siden gik jeg det meste af Gudernes Stræde sammen med Mette. Men vi nåede ikke det hele. Stykket fra Mosede Fort til Gadstrup sprang vi over for at nå turen på to dage. Nu er det tid til det sidste stykke.

Toget fra Ølby ankommer planmæssigt og vi begiver os afsted mod Snoldelev. Det er lige ud af landevejen. Ved Snoldelev har jeg spottet nogle gravhøje som vi lige skal se om vi kan finde. Det giver ekstra kilometer og sender os ud på en vandring i et læhegn, omtrent en km i højt græs og ind imellem krydret med brændenælder. Det er en meget forstående kæreste jeg har.

Jeg bliver færdig med at spotte gravhøje og vi begiver os videre ad vandringsruter. Næste landsby på ruten er Hastrup. I Hastrup splitter Gudernes Stræde sig i to – en nordlig og en sydlig rute der begge ender i Karlstrup. I et håb om at kommer videre ad lidt andet end asfalt tager vi den nordlige rute. Efter at have gået et stykke tid og efter at vi har fortæret vores madpakke får vi lov at forlade landevejen til fordel for en grussti og senere en kort tur gennem Karlstrup Nyskov.

Fra Karlstrup går vi videre mod Karlslunde. Vi kommer ind i et terræn med infrastruktur – Ringstedbanen og Køge Bugt Motorvejen. Men det er også den del af turen hvor der er mindst asfalt og de fineste naturoplevelser.

Inden vi passere under togbanen og motorvejen er det tid til en is ved Korporalskroen. Videre til Karlslunde Mose og Brødmosen. Brødmosen er et lille naturfrimærke med kvækkende frøer, placeret midt inde i Karlslundes villakvarterer. Smukt.

Med vores ekstra vandren rundt efter gravhøje ved Snoldelev kommer turen op på 22,11 km. Vi kan sætte hak ved Gudernes Stræde – fra Køge Bugt til Vellerup Vig ved Isefjorden. Det er en fin tur, men der er for meget asfalt og lidt for langt mellem snapsene efter min smag.

Gudernes Stræde

Vandretur på Skjoldungestien

En vandring over to dage på Skjoldungestien fra Hvalsø til Roskilde. Turen startede ved DSB-stationen i Hvalsø. Første dag var målet shelterpladsen ved Skibssætningen i Gl. Lejre. Men pladsen var optaget og turen måtte forlænges til Lejre hvor der var et ledigt shelter.

Anden dag var med start i Lejre og mål ved Roskilde Station. I Boserup Skov blev ruten forlænget med en tur rundt på Nattergalestien.

Turen fra Hvalsø til Roskilde er omtrent 30 km. For at have tid til at udforske det der blev passeret undervej var turen med overnatning. Med valgte omveje, trissen rundt i landskabt for at se oldtidshøje og den ekstra tur/retur til Lejre, kom vandringen op på 44,3 km.

Skjoldungerne

Skjoldungestien er en vandrerute i Nationalpark Skjoldungernes land. Både nationalparken og vandreruten har taget navn efter Skjoldungerne.

Skjoldungerne var efterkommere af den første konge i Lejre – Kong Skjold – der selvsagt var søn af selveste Odin.

I oldtiden var Gl. Lejre et af de letteste steder at passeres Sjælland fra alle verdenshjørne. Et strategisk knudepunkt. Ved Gl. Lejre er der stadig masser af gravhøje og andre fortidsminder i landskabet.

Lidt om sko

Da jeg sidste år gik på Gudernes Stræde vandrede jeg i et par trail-løbesko. Men inden turen på Skjoldungestien, tænkte jeg, at jeg ville investeret i et par sko til vandring. Jeg gik ind i en butik med vandreudstyr og kom ud med en løbesko: Salomon XA Pro 3D.

Jeg har gode erfaringer med Salomon til løb, men selv om XA Pro 3D er en løbesko, ville jeg aldrig have købt den til løb. Dertil er den lidt for tung og klodset.Men i butikken føltes den godt på foden og som en sko jeg følte jeg kunne gå langt i.

Det var en tør vandretur og selv om der var meget lidt asfalt, blev skoen ikke udfordret for alvor. Men konklusion efter 44 km på Skjoldungestien er, at Salomon XA Pro 3D fungerer godt som vandresko.

Nationalpark Skjoldungernes Land

En vandring på Gudernes Stræde

Mette og Sune på tur. Lørdag morgen tog vi toget til Gadstrup. Her startede to dages vandring på Gudernes Stræde.

Første dag: Gadstrup til Kirke Såby

Gadstrup er ingen metropol, så der gik hurtig med at komme fra stationen til bygrænsen og ud i naturen.
Udenfor Gadstrup blev omgivelserne grønne og smukke. Vi passerede et fugletårn ved et vådområde. Her mødte vi en af de lokale i camouflagetøj, udstyret med et kamera og et seriøst zoom. Han fortæller lidt om de fugle der var i området. Vi fortsatte vandring mod vest.

Ruten fulgte Langved Å et godt stykke, men vi komme til at følge den længere end det var meningen. Den første bonustur var en smuk afstikker. Vi endte ud i høje siv med vild natur og masser af brændenælder, samt et overrasket andepar.

Når du er ved Vandværksvej og skal under jernbanen, så se dig for og kom rigtigt videre - du skal ikke bare følge Langved Å og gå ud i sivene og brændenælderne - selv om det er en smuk tur.

Vi fandt tilbage til ruten og fulgte Kumlehuserenden videre frem mod Hovedvejen syd for Øm. Frem til Hovedvejen har har vi vandret en del på HOFORs (tidligere Københavns Vandforsyning) kildepladser. Hovedstaden bruger meget vand.

Ved Øm havde vi valgt en af de alternative ruter der er til Gudernes Stræde, vi missede en markeringspæl og fik en ekstra tur i udkanten af Lejre. Turens anden bonustur var ingen større oplevelse, men det tæller jo alt samme i kilometerregnskabet.

Turen gik videre ad Klostergårdsvej til Lejre. Undervejs passerede vi Øm jættestue. Efter Lejre gik vi over Ledreborg Allé hvor der var en geocach. Dem fandt Mette en del af på turen. Efter at cachen var fundet fortsatte vi videre forbi Lejre Museum og landskabet omkring Sagnlandet Lejre. Smukt og masser af oldtidsminder i landskabet.

De sidste kilometer frem mod Kirke Såby var domineret af monokulturelt landbrugsjord og asfaltvej; men vi var højt oppe i landskabet og hold da op en udsigt.

Vi havde ikke opmål ruten på forhånd. Mette var ikke helt tilfreds med min sådan cirka vurdering af distancen. Vi nærmede os de 30 kilometer og det var ikke meningen.

Anden dag: Kirke Såby til Vellerup Vig/Vejlemølle Å

Fra vores logi i Torkilstrup skulle vi tilbage til ruten ved Kirke Såby. Vejret hvad ændret sig i løbet af natten. Temperaturen var lavere end dagen forinden og regntøj blev fundet frem inden vi havde fundet tilbage på Gudernes Stræde.

De første kilometer på andendagen bød på en del asfalt. Lidt efter Vester Såby kom vi ud i Astrup Skov hvor der var grønt og vi gik på en simpel skovvej.

Vi spiste frokost og fortsatte ad Landevejen. Her var rigeligt med trafik, men heldigvis drejede vi hurtigt af mod Kirke Sonnerup. Ruten fortsatte ad en mindre asfaltvej og der dukkede igen lidt skov op.

Ryegaard og Trudshold Godsers Dyrehave var en oplevelse med fritgående køer, bakker og smuk udsigt. Et godt sted til en kaffepause.

Ved Ejby skød vi genvej og forlod Gudernes Stræde. Det gav en masse kystvandring på strandsten. Udfordrende og med billedskønne strand-views. Turen langs vandet sluttede ved Åhuse hvor vi mødte Troldbykærlingen.

De sidst kilometer var på sti og skovvej, dejligt efter de mange kilometer på asfalt. Vi blev nok engang loaded med grønne indtryk og havde efterhånden ømme fødder.

Fremme ved broen over Vejlemølle Å drak vi kaffe og te. Turen var slut. Vi spise et par småkager og ventede på at vores transport hjem fandt frem.

Første dag gik vi 29,9 kilometer på 8 timer. Anden dag var tempoet lidt højere og vi brugte 7 timer på at tilbagelægge 29,6 kilometer. Tiden er inklusiv geocaching, fotografering og små pauser men ikke medregnet frokost- og kaffepauser.

Gudernes Stræde